"Altså, har du spurgt den unge mand, hvad han selv har lyst til?" lød det fra en ny kollega på en af de første tværfaglige konferencer i Greve Kommu­nes nye Ungecenter. Uddannelses­vejledere, psykologer, familierådgivere og sagsbehandlere fra jobcentret diskuterede sager og bl.a., hvordan vejlederen kunne gribe samtaler an med en ung mand, hvis situation efter et halvt år stadig stod i stampe.

I bakspejlet ved faglig koordinator Margrethe Tovgaard, at spørgs­målet var venligt ment, men i øjeblikket blev det mest opfattet som en faglig fornærmelse. For selvfølgelig havde vejlederen stillet det elemen­tære spørgsmål og undersøgt den unges drømme, interesser og motivation. Den slags gør vejledere. Men andre faggrupper kender ikke nødvendigvis fagets kerne­kompetencer, har det vist sig i kølvandet på implementeringen af den kommunale ungeindsats.

"Det er meget mærkeligt at gå fra en hverdag med fuld, fælles forståelse for vejled­ningens faglighed, dilemmaer og tilgange til blot at være et lille knappenålshoved i en stor organisation med mange fag­grupper. Vi har været nødt til at lære os selv at kunne forklare mere eksplicit, hvad vi laver, og nu er vi i gang med at finde ud af, hvordan vi holder fast i, at vejledning har et lærings­perspektiv uden kendt deadline og ikke et beskæftigel­ses­perspektiv med helt andre kvalitetsmål," siger Margrethe Tovgaard.

Klemt i begejstring

Indtil 1. august 2019 var Margrethe Tovgaard afdelingsleder for 20 skolevejledere i UUV Køge Bugt med i alt 76 ansatte, som dækkede fire kommuner. Da lov­giv­ning­en om den kommunale ungeindsats nedlagde enheden, blev personalet omplaceret, og hun blev i stedet faglig koordinator for ni uddannelses­vejledere, som i dag udgør en tredjedel af personalet i det nyoprettede Ungecenter i Greve Kommune.

"Vi er blevet mødt af utrolig stor venlighed. Vores nye kolleger er meget glade for det, vi bidrager med, fordi vi kan nuancere billedet af unges livssituation og højne kvaliteten af andre faglige indsatser," siger hun.

Men begejstringen har en bagside. Vejledernes egen faglighed risikerer at blive klemt i mødet med nye krav og opgaver, har Margrethe Tovgaard og kollegerne opdaget. Erkendelserne kommer i bølger, og den første handlede om at sætte ord på, hvad de gør, og hvordan de arbejder.

"I efteråret var det en helt banal opdagelse for os, at vi skal fortælle meget specifikt om, hvilke metoder og modeller vi bruger i vejledningen. Vi spørger jo ikke blot unge 'Hvad vil du være, når du bliver stor?' Vejledning handler om at skabe motivation og energi, så man lærer noget nyt om sig selv, der peger fremad eller kan forhindre, at man falder af hesten på et senere tidspunkt. Men man kan ikke råbe til en plante, at den skal gro! Den skal vandes og gødes, så vores tilgang tager tid, og man kan ikke spå om processens varighed. Det kan være svært at forstå for andre."

Mere end forebyggelse

Fem af uddannelsesvejlederne i Ungecentret arbejder fortsat på kommunens skoler og har bl.a. samtaler med unge og underviser i faget Uddannelse og Job. De er knap så berørte af forandringerne, som de fire kolleger, der deler adresse med de nye kolleger. Her dominerer et anderledes mindset.

"Vejledning bliver i høj grad italesat som en forebyggende indsats, der skal forhindre unge i at blive en del af beskæf­tig­elses­systemet. Logikken er, at når en ung melder sig ledig, skal ved­kom­mende allerførst mødes af en vejleder for at få udfoldet et uddan­nel­ses­perspektiv som alternativ. Det er en god tankegang, men det kolliderer også med vores tilgang. Vejledning har dannelse som formål, og det rækker langt videre end forebyggelse," siger Margrethe Tovgaard.

Hun understreger, at de specifikke kolleger i Ungecentret godt kan se, at vejledning har værdi i sig selv, men hun er i tvivl om, hvordan det kan favnes i en kultur præget af stramme måleskemaer.

"Beskæftigelsesområdet mødes af tidspres og effektmålinger og vurderes grundlæggende på, hvor hurtigt folk kan komme ud af systemet igen. Kommunal sagsbehandling tager ofte udgangspunkt i at minimere udgifter, hvilket er fair nok, fordi det er vores allesammens skattepenge, der forvaltes. Men i det pædagogiske felt er vi vant til at give frem for at begrænse, og jeg oplever, at der er behov for at stå vagt om det princip, selvom det ikke altid er populært," siger Margrethe Tovgaard.

Tid fra opsøgende vejledning

Det tredje skridt på vejen til at finde sine nye ben som ansat i Ungecentret bliver gået lige nu. Det handler om at finde tid til mere opsøgende vejledning, som presses af, at antallet af møder med andre aktører på tværs af Ungecentret er vokset.

"Vi er i gang med at lære, hvornår det er meningsfyldt at involveres i andre faggruppers sager og møder, for vi er nødt til at tage højde for, at det tager tid fra vores øvrige opgaver. Det kan fx være med unge, der stopper på en ungdoms­uddannelse, hvor vi selvfølgelig tager kontakt, som vi skal ud fra de formelle krav, men hvor vi ikke nødvendigvis har tid til dybdegående samtaler, der kan sætte gang i en kvalificeret proces for, at de kommer godt videre. De unge klager ikke selv, men de ved heller ikke, hvilken faglighed de går glip af," siger Margrethe Tovgaard.

Et bud på løsningen er, at Ungecentret er i gang med at ansætte ungeguider. De skal bl.a. fungere som mentorer for unge, der er i risiko for senere at blive sårbare.

"Vi er rigtig glade for, at man har lyttet til vores ønske om, at nogle unge skal kunne få hurtig hjælp uden først at blive mødt af et bureaukratisk system. Det kan være elever med højt fravær og mange skoleskift i bagagen, som ofte får svært ved at blive erklæret uddannelsesparate, eller unge i familier, hvor problemerne ikke er store nok til at udløse en paragraf 50-undersøgelse, men som vil lukrere af en ekstra voksenhånd i ryggen, der kan hjælpe dem med at finde retning," siger Margrethe Tovgaard.

Kommunale gange med nøglekort

Uddannelsesvejledernes konsekvenser af at flytte ind i en ny faglig kontekst er også meget fysisk og konkret. For der ser helt anderledes ud på de kommunale gange, end der gjorde i det tidligere vejledningsmiljø. Har man ingen aftale på forhånd, skal man digitalt registrere sit fremmøde på en stander, og har man allerede tid til en samtale, bliver man hentet af en medarbejder med nøglekort til de låste døre på gange, hvor unge ikke må færdes alene uden en medarbejder.

"Det er ikke uvæsentligt, hvilket miljø man bliver mødt af. Vi har forsøgt at indrette kontorerne så imødekommende og venlige som muligt, men det ændrer jo ikke på, at det stadig ligner 'kommunen'. Nogle har ikke haft de bedste oplevelser med administration og bureaukrati, så vi gør os ekstra umage for at bruge tid på, at folk tør op og sænker skuldrene. Jeg har ikke belæg for at sige, at de unge konkret opdager rummets betydning, men det er min antagelse," siger Margrethe Tovgaard.

I den symbolske petitafdeling har hun også arbejdet på at få ændret titlen i bunden af alle mails.

"Vi stod oprindelig beskrevet som vejledere i autosignaturen, men der er jo både matematikvejledere, læsevejledere og alle mulige vejledere. Vi har gerne villet holde fast i vores faglighed, så der kom til at stå uddannelse foran ordet vejledere, fordi det beskriver, hvem vi er, og hvad vi laver. Det gør både noget ved forventningen til os og ved vores egen selvforståelse, og efter tre måneder lykkedes missionen!"

Margrethe Tovgaard understreger, at hendes beskrivelse af, hvordan overgangen til et nyt organisatorisk setup opleves, ikke skal ses som en klagesang.

"Vi er meget positive over for, at det her skal lykkes, og ingen er ved at opgive ævred eller mistrives. Men jeg er så gammel og garvet, at jeg godt tør råbe op, selvom jeg helt sikkert bliver opfattet som irriterende ind imellem."