Hvad sker der, når vi står overfor etniske minoriteter, som kun taler begrænset dansk og er uvante med den selvrefleksion og metakommunikation, der er i vejledningen? Vores måske vigtigste værktøj i vejledningen er sproget. Det er gennem sproget, at vi får adgang til vejledtes erfaringer og forståelse af egen situation, og det er gennem sproget, at vi støtter vejledte i at skabe nye erkendelser og handlemuligheder. Men når vi rammer muren i forsøget på at kommunikere, som vi plejer, kommer projektet hurtigt til at virke umuligt og vejledte som umulig:

"Det er ikke kun dansk… problemet er jo, at de ikke kan reflektere" (citat af fagperson).

Så hvad sker der, hvis vi ikke kan vejlede, som vi plejer, og vi ser problemet som den vejledtes? Kan det tænkes, at personer med ikke-vestlig baggrund og sproglige udfordringer opgives eller får begrænset de tilbud, som de ellers burde få?

Projektet Perspektiv er et frivilligt tilbud under Københavns Kommune forankret i boligområderne Mjølnerparken og Tingbjerg. Her hjælper vi ægtefælleforsørgede kvinder med ikke-vestlig baggrund med at bryde social isolation og komme i job eller uddannelse.

Projektet startede som et fireårigt satspuljeprojekt, hvor vi undersøgte, hvordan man på trods af kvindernes baggrund og dansksproglige udfordringer kunne arbejde med vejledningsmetoder til at kvalificere vejledningen. Vi måtte erkende, at der var situationer og personer, hvor sproget ganske enkelt ikke slog til. Men vi kunne også se, at kvinderne havde et stort behov for vejledning. De fleste stod midt i en transition, hvor de skulle navigere mellem to kulturelle normsæt og tit med et begrænset netværk at trække på. Det er der kommet en bog ud af, som vi vil dele nogle pointer fra.

Hvem er kvinderne i Perspektiv?

Kvinderne i Perspektiv er typisk familiesammenførte til en mand med etnisk minoritetsbaggrund, som bor i Danmark i forvejen. Deltagerne repræsenterer 48 nationaliteter, de tre største grupper er fra Pakistan, Marokko og Bangladesh.

Foto: Rolf Plant

Kvinderne kommer fra samfund, der er forskellige fra det danske. De fleste er opvokset i store familier, nogle har aldrig gået i skole, mens andre har taget en kort videregående uddannelse i hjemlandet. Kvinderne har typisk gået på sprogskole, men fordi de ikke har nogen at tale dansk med, aflærer de efterhånden sproget. Når de forsøger at tale med danskere, forstår de ikke, hvad der bliver sagt. Der bliver grinet af deres sprogfejl i familien (ikke i ond mening), så de bliver flove, og efterhånden holder de op med at prøve. Når vi møder kvinderne, er deres børn ofte i skolealderen, og de keder sig hjemme, ser for meget fjernsyn og er deprimerede. De fortæller, at de ingen penge har.

Trods et ønske om at komme i arbejde er de fleste passive. De har givet op og har ikke nogen i deres netværk, som kan hjælpe dem. En del af kvinderne har aldrig haft arbejde før, mens de fleste aldrig har haft arbejde i Danmark.

Sproget som nøglen til integration

Kvinderne har lyst til at tage skridtet ud af hjemmet og væk fra rollen som hjemmegående, men mangler troen på, at de kan. Derfor spiller vejledningen en stor rolle, da de indgydes tro på og mod til forandring. Vi kan ikke vente og håbe på, at de på et tidspunkt taler godt nok dansk til, at vi kan tilbyde dem vejledning. I stedet for må vi prøve at justere metoderne, så vejledningen kan gennemføres med det dansk, som de taler.

Sproget er en vigtig del af vores identitet. Det er vores adgang til at forstå omverdenen, fordi vi bruger sproget til at kategorisere og skabe mening i vores erfaringer. Det er sproget, vi bruger til at formidle, hvem vi er til andre, som responderer, så vi kan korrigere vores selvforståelse og adfærd. Sproget kan ikke adskilles fra, hvem vi er.

Mange immigranter oplever det som ekstremt frustrerende ikke at være i stand til at tale sproget flydende i et nyt land. Det handler ikke blot om at kunne udtrykke sig præcist eller om, at det begrænsede sprog skaber udfordringer i forhold til at finde job. Det handler mere om følelsen af, at man har mistet sig selv og ikke længere er den samme person, som man var i sit hjemland.

Samtidig vil danskerne som majoritet vurdere en person lavere og som mindre værd eller måske endda mindre begavet, hvis personen taler mangelfuldt dansk. Det udlægges ofte som udtryk for manglende evne eller vilje til at integrere sig i det danske samfund. Den holdning kom til udtryk, da somaliske kvinder i Voldsmose i 2018 blev interviewet af TV2 og blev genstand for en veritabel mediestorm og chokerede ministres udtalelser om, at kvindernes mangelfulde dansk var resultat af årtiers fejslåen integrationspolitik.

Den nedadgående spiral

Når kvinderne taler mangelfuldt dansk, forstærkes fordomme om, at de er uvillige til at integrere sig og bidrage til det danske samfund. En holdning, som gør dem mindre tilbøjelige til at forsøge at tale dansk eller begive sig ud i samfundet. Samtidig kan arbejdsgivere blive mindre indstillede på at give dem en chance. Det påvirker kvindernes følelse af at være ude af stand til at forstå og kommunikere med majoritetsbefolkningen. Og det begrænser dem i at være opsøgende i forhold til job. Det formindsker kvindernes chancer for bl.a. at blive en del af et dansktalende netværk, som kan forbedre deres dansksproglige kompetencer. Der er tale om en nedadgående spiral.

Det første og helt grundlæggende skridt på vejen mod målet om forandring er at give kvinderne mod til at tale dansk. Kvinderne er usikre på at tale dansk. Hvis de skal indgå i vejledningen, må vi sikre, at de føler sig forstået og accepteret. Derfor er det vigtigt, at vi taler i et sprog, som de forstår, og at vi formår at forstå dem. I vejledningssituationen må vi hellere gå på kompromis med metoderne end med sproget.

Refleksion kan trænes

Kvinderne i Perspektiv har haft svært ved at indgå i vejledningen, når vi forsøgte os med vejledningsmetoderne. Det viste sig, at det var vanskeligt at reflektere over og svare på vejledningsspørgsmål, som kræver, at man kan se sig selv udefra. Vores spørgsmål tog afsæt i metoder, som opererer med den senmoderne forståelse af vejledte som et refleksivt individ, der aktivt bidrager til at skabe sin egen identitet.

Kvindernes tilgang til livet kan være præget af den forståelse, at skæbnen er bestemt på forhånd, eller at gud - ikke individet selv - bestemmer, hvordan ens liv vil udfolde sig. Mens man i Kina taler om ming (en forudbestemt skæbne), bruger mange muslimer in-sha-Allah (om gud vil). En grundholdning, som får vejledningen til at virke meningsløs.

I de samfund, kvinderne kommer fra, er der ikke samme fokus på individets identitetsarbejde gennem valg og fravalg af alt fra partner, uddannelse og forbrugsvarer. Individet forventes ikke i samme omfang at reflektere over sin identitet og udtrykke eller argumentere for sine valg. Når kvinderne derfor indgår i en vejledningssituation, er meningen ikke tydelig for dem. De kommer for at få et job, så hvorfor skal de stilles tilsyneladende meningsløse og ofte svært forståelige spørgsmål?

Det er vanskeligt at reflektere over og svare på vejledningsspørgsmål, når man slet ikke er trænet i den disciplin. Kvinden svarer i øst, når vi spørger i vest. Vejledningen forekommer meningsløs, og kvinden fremstår ureflekteret. Det er dog en fejl at slutte, at vejledningen ikke kan gennemføres på den baggrund. Personen, som du sidder overfor, er sikkert både begavet og reflekteret, men skolet i ganske andre discipliner, end vejledningen forudsætter.

Kultur som forklaringsmodel kan stå i vejen

Når man arbejder med indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande, kommer man ikke uden om at forholde sig til den kulturelle forskelligheds betydning i vejledningen. Fx udgør tørklædet på en muslimsk kvinde et mærke, som kategoriserer hende som en del af en subkultur, og hun tillægges en række bevæggrunde og karakteristika.

Foto: Rolf Plant

Langt de fleste danskere har tydelige billeder af, hvad det vil sige at være muslim, asiat eller afrikaner. I vejledningen er det vigtigt, at vi ikke forholder os til billeder, som vi som vejledere også er bærere af, men i stedet forholder os til kvindens virkelighed, som hun selv ser den. Det er vigtigt, at vi gør os klart, hvilke forforståelser vi har, så vi ikke ubevidst læser dem ind i fænomener i vejledningen. Det kan være sværere, end det lyder. Det er vigtigt, at vi tilegner os en baggrundsforståelse om forskellige kulturer, men forståelsen skal bevidst lægges helt væk i vejledningssituationen.

For at undgå misforståelser og for at få øje på blinde pletter superviserer vi i Perspektiv hinanden. Kulturelle forklaringer kan resultere i forhastede konklusioner, og vi har erfaret, at vi har læst kulturelle forklaringer ind i kvindernes forbehold overfor fx et job, hvor de kom til at stå i vejen for vejledning af kvinden:

En kvinde afviser et job med den begrundelse, at hendes mand ikke synes, at hun skal sige ja til jobbet. Det kan ses som et oplagt eksempel på negativ social kontrol, som derfor vil blive omdrejningspunktet i vejleders forståelse og tolkning af situationen. Det viser sig, at kvinden blev bange for, at hun ikke kunne magte jobbet, og valgte den tilsyneladende letteste måde at afvise muligheden på. Brug af vejledningsmetoderne kan hjælpe os til at komme dybere ned i samtalen og afdække, hvad der i virkeligheden ligger til grund for afvisningen.

Den kulturelle forklaringsmodel kan føre til en opfattelse af, at det er svært og måske nærmest umuligt at rykke kvinderne via vejledning. Den kan få os til at opgive brug af vejledningsmetoder, når vi umiddelbart oplever, at de ikke bliver forstået. Det er uheldigt, da kvinderne kan have stort udbytte af vejledningen, hvis den tilpasses modtageren.

I sidste ende er det kvinden selv, der skal skabe forandring i sit liv. Hvis løsningerne skal fungere, skal de komme fra hende selv. Da hun ofte er fastlåst og mangler troen på, at det kan lade sig gøre, har hun brug for hjælp i processen. Derfor er vi nødt til at kvalificere vejledningen med metoder, som kan forstærke og tydeliggøre hendes motivation for at styrke hendes handlekraft. For hvad er alternativet? At vi ikke har et tilbud til denne gruppe, fordi de ikke passer ind i de samtalebaserede tilbud, vi har? Det mener vi ikke, at vi som samfund kan være bekendt. Derfor må vi blive ved med at prøve. 

Hvad sker der, når vi står overfor etniske minoriteter, som kun taler begrænset dansk og er uvante med den selvrefleksion og metakommunikation, der er i vejledningen? Vores måske vigtigste værktøj i vejledningen er sproget. Det er gennem sproget, at vi får adgang til vejledtes erfaringer og forståelse af egen situation, og det er gennem sproget, at vi støtter vejledte i at skabe nye erkendelser og handlemuligheder. Men når vi rammer muren i forsøget på at kommunikere, som vi plejer, kommer projektet hurtigt til at virke umuligt og vejledte som umulig:

"Det er ikke kun dansk… problemet er jo, at de ikke kan reflektere" (citat af fagperson).

Så hvad sker der, hvis vi ikke kan vejlede, som vi plejer, og vi ser problemet som den vejledtes? Kan det tænkes, at personer med ikke-vestlig baggrund og sproglige udfordringer opgives eller får begrænset de tilbud, som de ellers burde få?

Projektet Perspektiv er et frivilligt tilbud under Københavns Kommune forankret i boligområderne Mjølnerparken og Tingbjerg. Her hjælper vi ægtefælleforsørgede kvinder med ikke-vestlig baggrund med at bryde social isolation og komme i job eller uddannelse.

Projektet startede som et fireårigt satspuljeprojekt, hvor vi undersøgte, hvordan man på trods af kvindernes baggrund og dansksproglige udfordringer kunne arbejde med vejledningsmetoder til at kvalificere vejledningen. Vi måtte erkende, at der var situationer og personer, hvor sproget ganske enkelt ikke slog til. Men vi kunne også se, at kvinderne havde et stort behov for vejledning. De fleste stod midt i en transition, hvor de skulle navigere mellem to kulturelle normsæt og tit med et begrænset netværk at trække på. Det er der kommet en bog ud af, som vi vil dele nogle pointer fra.

Hvem er kvinderne i Perspektiv?

Kvinderne i Perspektiv er typisk familiesammenførte til en mand med etnisk minoritetsbaggrund, som bor i Danmark i forvejen. Deltagerne repræsenterer 48 nationaliteter, de tre største grupper er fra Pakistan, Marokko og Bangladesh.

Foto: Rolf Plant

Kvinderne kommer fra samfund, der er forskellige fra det danske. De fleste er opvokset i store familier, nogle har aldrig gået i skole, mens andre har taget en kort videregående uddannelse i hjemlandet. Kvinderne har typisk gået på sprogskole, men fordi de ikke har nogen at tale dansk med, aflærer de efterhånden sproget. Når de forsøger at tale med danskere, forstår de ikke, hvad der bliver sagt. Der bliver grinet af deres sprogfejl i familien (ikke i ond mening), så de bliver flove, og efterhånden holder de op med at prøve. Når vi møder kvinderne, er deres børn ofte i skolealderen, og de keder sig hjemme, ser for meget fjernsyn og er deprimerede. De fortæller, at de ingen penge har.

Trods et ønske om at komme i arbejde er de fleste passive. De har givet op og har ikke nogen i deres netværk, som kan hjælpe dem. En del af kvinderne har aldrig haft arbejde før, mens de fleste aldrig har haft arbejde i Danmark.

Sproget som nøglen til integration

Kvinderne har lyst til at tage skridtet ud af hjemmet og væk fra rollen som hjemmegående, men mangler troen på, at de kan. Derfor spiller vejledningen en stor rolle, da de indgydes tro på og mod til forandring. Vi kan ikke vente og håbe på, at de på et tidspunkt taler godt nok dansk til, at vi kan tilbyde dem vejledning. I stedet for må vi prøve at justere metoderne, så vejledningen kan gennemføres med det dansk, som de taler.

Sproget er en vigtig del af vores identitet. Det er vores adgang til at forstå omverdenen, fordi vi bruger sproget til at kategorisere og skabe mening i vores erfaringer. Det er sproget, vi bruger til at formidle, hvem vi er til andre, som responderer, så vi kan korrigere vores selvforståelse og adfærd. Sproget kan ikke adskilles fra, hvem vi er.

Mange immigranter oplever det som ekstremt frustrerende ikke at være i stand til at tale sproget flydende i et nyt land. Det handler ikke blot om at kunne udtrykke sig præcist eller om, at det begrænsede sprog skaber udfordringer i forhold til at finde job. Det handler mere om følelsen af, at man har mistet sig selv og ikke længere er den samme person, som man var i sit hjemland.

Samtidig vil danskerne som majoritet vurdere en person lavere og som mindre værd eller måske endda mindre begavet, hvis personen taler mangelfuldt dansk. Det udlægges ofte som udtryk for manglende evne eller vilje til at integrere sig i det danske samfund. Den holdning kom til udtryk, da somaliske kvinder i Voldsmose i 2018 blev interviewet af TV2 og blev genstand for en veritabel mediestorm og chokerede ministres udtalelser om, at kvindernes mangelfulde dansk var resultat af årtiers fejslåen integrationspolitik.

Den nedadgående spiral

Når kvinderne taler mangelfuldt dansk, forstærkes fordomme om, at de er uvillige til at integrere sig og bidrage til det danske samfund. En holdning, som gør dem mindre tilbøjelige til at forsøge at tale dansk eller begive sig ud i samfundet. Samtidig kan arbejdsgivere blive mindre indstillede på at give dem en chance. Det påvirker kvindernes følelse af at være ude af stand til at forstå og kommunikere med majoritetsbefolkningen. Og det begrænser dem i at være opsøgende i forhold til job. Det formindsker kvindernes chancer for bl.a. at blive en del af et dansktalende netværk, som kan forbedre deres dansksproglige kompetencer. Der er tale om en nedadgående spiral.

Det første og helt grundlæggende skridt på vejen mod målet om forandring er at give kvinderne mod til at tale dansk. Kvinderne er usikre på at tale dansk. Hvis de skal indgå i vejledningen, må vi sikre, at de føler sig forstået og accepteret. Derfor er det vigtigt, at vi taler i et sprog, som de forstår, og at vi formår at forstå dem. I vejledningssituationen må vi hellere gå på kompromis med metoderne end med sproget.

Refleksion kan trænes

Kvinderne i Perspektiv har haft svært ved at indgå i vejledningen, når vi forsøgte os med vejledningsmetoderne. Det viste sig, at det var vanskeligt at reflektere over og svare på vejledningsspørgsmål, som kræver, at man kan se sig selv udefra. Vores spørgsmål tog afsæt i metoder, som opererer med den senmoderne forståelse af vejledte som et refleksivt individ, der aktivt bidrager til at skabe sin egen identitet.

Kvindernes tilgang til livet kan være præget af den forståelse, at skæbnen er bestemt på forhånd, eller at gud - ikke individet selv - bestemmer, hvordan ens liv vil udfolde sig. Mens man i Kina taler om ming (en forudbestemt skæbne), bruger mange muslimer in-sha-Allah (om gud vil). En grundholdning, som får vejledningen til at virke meningsløs.

I de samfund, kvinderne kommer fra, er der ikke samme fokus på individets identitetsarbejde gennem valg og fravalg af alt fra partner, uddannelse og forbrugsvarer. Individet forventes ikke i samme omfang at reflektere over sin identitet og udtrykke eller argumentere for sine valg. Når kvinderne derfor indgår i en vejledningssituation, er meningen ikke tydelig for dem. De kommer for at få et job, så hvorfor skal de stilles tilsyneladende meningsløse og ofte svært forståelige spørgsmål?

Det er vanskeligt at reflektere over og svare på vejledningsspørgsmål, når man slet ikke er trænet i den disciplin. Kvinden svarer i øst, når vi spørger i vest. Vejledningen forekommer meningsløs, og kvinden fremstår ureflekteret. Det er dog en fejl at slutte, at vejledningen ikke kan gennemføres på den baggrund. Personen, som du sidder overfor, er sikkert både begavet og reflekteret, men skolet i ganske andre discipliner, end vejledningen forudsætter.

Kultur som forklaringsmodel kan stå i vejen

Når man arbejder med indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande, kommer man ikke uden om at forholde sig til den kulturelle forskelligheds betydning i vejledningen. Fx udgør tørklædet på en muslimsk kvinde et mærke, som kategoriserer hende som en del af en subkultur, og hun tillægges en række bevæggrunde og karakteristika.

Foto: Rolf Plant

Langt de fleste danskere har tydelige billeder af, hvad det vil sige at være muslim, asiat eller afrikaner. I vejledningen er det vigtigt, at vi ikke forholder os til billeder, som vi som vejledere også er bærere af, men i stedet forholder os til kvindens virkelighed, som hun selv ser den. Det er vigtigt, at vi gør os klart, hvilke forforståelser vi har, så vi ikke ubevidst læser dem ind i fænomener i vejledningen. Det kan være sværere, end det lyder. Det er vigtigt, at vi tilegner os en baggrundsforståelse om forskellige kulturer, men forståelsen skal bevidst lægges helt væk i vejledningssituationen.

For at undgå misforståelser og for at få øje på blinde pletter superviserer vi i Perspektiv hinanden. Kulturelle forklaringer kan resultere i forhastede konklusioner, og vi har erfaret, at vi har læst kulturelle forklaringer ind i kvindernes forbehold overfor fx et job, hvor de kom til at stå i vejen for vejledning af kvinden:

En kvinde afviser et job med den begrundelse, at hendes mand ikke synes, at hun skal sige ja til jobbet. Det kan ses som et oplagt eksempel på negativ social kontrol, som derfor vil blive omdrejningspunktet i vejleders forståelse og tolkning af situationen. Det viser sig, at kvinden blev bange for, at hun ikke kunne magte jobbet, og valgte den tilsyneladende letteste måde at afvise muligheden på. Brug af vejledningsmetoderne kan hjælpe os til at komme dybere ned i samtalen og afdække, hvad der i virkeligheden ligger til grund for afvisningen.

Den kulturelle forklaringsmodel kan føre til en opfattelse af, at det er svært og måske nærmest umuligt at rykke kvinderne via vejledning. Den kan få os til at opgive brug af vejledningsmetoder, når vi umiddelbart oplever, at de ikke bliver forstået. Det er uheldigt, da kvinderne kan have stort udbytte af vejledningen, hvis den tilpasses modtageren.

I sidste ende er det kvinden selv, der skal skabe forandring i sit liv. Hvis løsningerne skal fungere, skal de komme fra hende selv. Da hun ofte er fastlåst og mangler troen på, at det kan lade sig gøre, har hun brug for hjælp i processen. Derfor er vi nødt til at kvalificere vejledningen med metoder, som kan forstærke og tydeliggøre hendes motivation for at styrke hendes handlekraft. For hvad er alternativet? At vi ikke har et tilbud til denne gruppe, fordi de ikke passer ind i de samtalebaserede tilbud, vi har? Det mener vi ikke, at vi som samfund kan være bekendt. Derfor må vi blive ved med at prøve.