Figur 1. Marks besvarelser. Blå: tilfredshed med uddannelsen; orange: tilfredshed med undervisningen, grå: tilfredshed med stemningen i skolen; gul: ønske om at fortsætte på uddannelsen. 

Vi har interviewet Mark om hans overvejelser, og om hvorfor kurverne udvikler sig, som de gør. Mark har vanskeligt ved matematik, og matematiktimen i uge 5 ændrer hans syn på uddannelsen og får ham til at overveje, om han skal holde op. Samtidig er han glad for det sociale i klassen og udtrykker, at når det sociale fungerer godt som i uge 6, indvirker det positivt på hans oplevelse af uddannelsen og undervisningen og på hans motivation for at blive.

Marks lyst til at blive på uddannelsen kan altså hurtigt ændre sig fra positiv til negativ og tilbage til positiv. I det turbulente forløb er vejlederen hans faste støtte, der bringer ham tilbage i det positive 'mode' og får ham til at klare skærene. Mark bliver på uddannelsen.

Mona forlader uddannelsen

Monas overvejelser udvikler sig på en helt anden måde (se figur 2). Mona er et eksempel på en stabil nedadgående udvikling. Mona er meget positiv i starten. Hun er glad for uddannelsen, undervisningen, stemningen i skolen og har stor lyst til at forsætte på uddannelsen. Monas tilfredshed med stemningen i skolen (grå kurve) falder imidlertid ret hurtigt. Det efterfølges af et fald i opfattelsen af undervisningen fra uge 4 (orange kurve). Herefter går det jævnt ned ad bakke. Fra uge 5 bliver hun mindre sikker på, at hun vil fortsætte på uddannelsen (gul kurve). Fra uge 6 falder hendes positive opfattelse af uddannelsen (blå kurve). I uge 8 opleves det hele negativt. Mona ændrer altså opfattelse af sit forløb over perioden. Fra at være meget positiv til at være meget negativ.

Figur 2. Monas besvarelser. Blå: tilfredshed med uddannelsen; orange: tilfredshed med undervisningen, grå: tilfredshed med stemningen i skolen; gul: ønske om at fortsætte på uddannelsen. 

Vi har også interviewet Mona for at få en forståelse af, hvad der sker i forløbet, og hvordan hun opfatter det. Mona har sociale udfordringer. Hun fortæller i interviewet, at hun på et tidligere VUC befandt sig dårligt socialt, og at hun nu ønsker at begynde på en frisk. Imidlertid synes hun allerede tidligt i forløbet, at stemningen er dårlig. Mona kommer på kant med en pige i klassen. Konflikten bliver til dels løst (uge 5), men vender tilbage igen og er i følge Mona hovedbegrundelsen for, at hun mister motivationen for at blive på uddannelsen. Dertil kommer en følsomhed over for, hvordan det går i undervisningen: I uge 4 klarer Mona sig dårligt i en opgave i engelsk, og kurven falder. I modsætning til Mark søger Mona ikke hjælp hos en vejleder. Primært på grund af sociale problemer ender hun med at forlade uddannelsen.

Evnen til at sætte sig realistiske mål er central

Mark og Mona er eksempler på, hvordan beslutningsfaktorer kan udvikle sig og spille sammen. I forskningsprojektet har vi analyseret udviklingsforløb for forskellige elever. På den baggrund peger resultaterne på, at jo klarere de unge kan se, hvilket mål de har med uddannelsen (målorientering), des mere stabile er deres beslutningsprocesser. Hvis de unge er klar over, hvad de vil med uddannelsen, kan det modvirke en negativ oplevelse af undervisningen eller en oplevelse af en negativ stemning på skolen. Monas oprindelige klare ønske om at fortsætte på uddannelsen stabiliserer hendes udvikling i den første måned, indtil det hele går ned ad bakke (fra uge 5).

Evnen til at sætte sig mål på både kort og langt sigt er derfor central i udviklingen af evnen til at tage og fastholde beslutninger. De unge har dog vanskeligt ved at formulere realistiske mål, og indsatserne på de deltagende skoler har derfor haft fokus på at undervise og vejlede de unge i at sætte sig overskuelige mål og understøtte dem i at fastholde dem.

Følelsen af at høre til kan være en drivkraft

Resultaterne peger også på, at de unges oplevelse af socialt tilhørsforhold har en positiv virkning på beslutningerne. Når Mark oplever, at der er god stemning på skolen, styrker det hans ønske om at fortsætte (uge 3), men oplevelsen af den gode stemning er ikke tilstrækkelig til at fastholde dette ønske (uge 7 og 8).

For Monas vedkommende er oplevelsen af stemningen i skolen den gennemgående negative drivkraft i hendes udviklingsforløb, men når stemningen opleves 'lidt bedre', ser det ud til, at det stabiliserer hendes ønske om at fortsætte (uge 5 og 7). Et positivt socialt tilhørsforhold kan modvirke en oplevelse af faglig utilstrækkelighed og kan direkte være den drivkraft, som afgør, om den unge møder frem til undervisningen eller bliver hjemme på en dårlig dag. Det sociale tilhørsforhold kan både omfatte relationer mellem de unge og mellem lærere/vejledere og de unge.

Som konsekvens af vores konstateringer er der i projektet arbejdet med målorientering og socialt tilhørsforhold gennem forskellige indsatser på skolerne. Det sociale tilhørsforhold er styrket gennem forskellige former for gruppevejledning, og målorienteringen er tilsvarende styrket gennem forskellige aktiviteter, hvor de unge har arbejdet med at sætte kort- og langsigtede mål – og at fastholde dem.

Hvilke konsekvenser får resultaterne for vejledningen?

Hvad kan resultaterne så anvendes til? Det er væsentligt at have for øje, at frafald generelt er en proces, der i langt de fleste tilfælde forløber over et stykke tid. Forskellige faktorer er bestemmende for processen, og der er mulighed for at gribe ind undervejs i processen, hvis man kender de faktorer, som spiller ind i det konkrete forløb. Vi kan fx se, at vejledningen har en positiv effekt på Mark, men at effekten hurtigt aftager. På den baggrund er det vigtigt, at vejledningen af Mark foregår løbende.

Resultaterne fra det samlede projekt peger på, at en del af de unge er latent frafaldstruede. Ønsket om at forsætte på uddannelsen kan hurtigt forsvinde, hvis noget går en imod, fagligt som hos Mark eller socialt som hos Mona. Det er derfor vigtigt, at de unge har målet med uddannelsen for øje, og at de kan se, hvordan forskellige delmål kan bidrage til at nå det endelige mål. Den målorientering spiller en vigtig rolle i forhold til ønsket om at ville og kunne fortsætte. Erfaringer fra projektet peger på, at det er muligt gennem systematisk arbejde at styrke de unges evne til at fastsætte og fastholde mål. I projektet er der gode erfaringer med at arbejde med og vejlede om løbende delmål og med at sikre, at disse mål nås.

De unges opfattelse af at være en del af et socialt fællesskab, hvor man kan være tryg og udveksle erfaringer på godt og ondt, har en positiv indvirkning på lysten til at blive på uddannelsen. Gruppevejledningen har i projektet vist sig at være en god metode til at styrke det fællesskab.

I gruppevejledningen skabes et trygt miljø, som giver de unge lyst og mod til at tale om forhold, der har betydning for deres uddannelse. De unge får en oplevelse af, at andre har de samme erfaringer og overvejelser, som de selv har, og der skabes en solidaritet mellem de unge, som tages med i klasseundervisningen. Gruppevejledningen, der er blevet udviklet på de forskellige skoler, opleves af de involverede vejledere som et betydeligt kvalitetsløft i vejledningen – og resultaterne kan aflæses såvel i de unges aktivitet i klassen som i deres udviklingskurver, der bliver mere stabile.

Hvad er det nye?

Anden forskning om frafald har fokuseret på årsagerne, som derfor er velbeskrevne. Det nye i vores forskning er, at projektet belyser de unges beslutningsprocesser i deres uddannelsesforløb, og hvordan man kan påvirke disse processer.

De praktiske konsekvenser er, at vejledningen skal ses som en løbende proces i forhold til de varierende behov, de unge har. I den proces er det vigtigt at vejlede med henblik på de mål, de unge har i og med uddannelsen. En systematisk gruppevejledning med udgangspunkt i relevante temaer - der er andet og mere end fraværstal - er et godt redskab i den sammenhæng.

Noter

[1] Projektet er et treårigt forskningsprojekt bevilget af Velux-fonden og gennemført af Kristina Mariager-Anderson (projektleder), Bjarne Wahlgren, Vibe Aarkrog og Susanne Gotlieb, Aarhus Universitet.