Titel:
Her hører jeg til - om uddannelsesfrafald hos unge voksne
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Afslutningskonference på forskningsprojektet "At blive på sporet" på DPU, Aarhus Universitet, den 28. november 2019
Person:
Billede:
_C7T9081-001
Navn:
Mette Marie Callesen
Titel:
Chefredaktør
Arbejdssted:
Vejlederforum
Fotoreportage:
Lang tekst:

Solen skinner ikke ind igennem de ellers meterhøje vinduer i festsalen på DPU i Emdrup den 28. november. Men trods novembermørket og dagens tema om frafald, der kan klinge negativt, er stemningen både lys og lun, ja faktisk også forventningsfuld og festlig i den gamle sal med træ fra gulv til loft.

 

Et stort hold af forskere og medforskere i form af praktikere fra 12 erhvervsskoler og VUC’er er samlet for at dele ud af deres viden fra det ambitiøse forskningsprojekt "At blive på sporet". De har undersøgt noget, der ikke har været undersøgt før, og det er de beslutningsprocesser, der fører til frafald blandt dem, de konsekvent kalder unge voksne. I næsten tre år har de været i fuld gang, og selv om dagens konference markerer afslutningen på projektet, markerer den også en ny begyndelse.

 

Konferencen har nemlig også fokus på implementering og forankring af bæredygtige strategier og metoder. Arbejdet har været organiseret i forskningscirkler, der har skabt rammen for regelmæssige møder mellem forskere og praktikere. Sammen har de udforsket og udviklet indsigt og ny viden om den proces, der leder til beslutning om at stoppe eller blive. Det gennemsyrer hele konferencen, at den nye viden skal omsættes og bruges. Det kæmpe arbejde må ikke have været forgæves – men skal fortsætte og udvikles i en ny praksis.

 

Interessen for resultaterne er da også stor, og festsalen er fyldt til bristepunktet, da en af de ledende forskere og dagens disciplinerede konferenceleder Kristina Mariager-Anderson indtager podiet - til tiden. Men tid er da også blevet en stadig mere afgørende faktor i et uddannelsessystem, der via diverse tiltag og reformer som fx fremdriftsreformen og SU-reformen har skyndet på de unge de seneste år.

 

IMG_0603_Kristina_946x400 

 

Hvilke konsekvenser har disse tiltag mon for de unges motivation for uddannelse? Og i denne kontekst for de unge voksnes beslutninger om uddannelse? Som Kristina siger, ved nogle unge allerede tidligt i livet, hvad de vil beskæftige sig med, mens andre har behov for mere tid, flere oplevelser og erfaringer, før de kan træffe beslutning om, hvad de gerne vil.

 

Målgruppen for "At blive på sporet" er de 18-25-årige unge voksne, som er elever på erhvervsskoler eller kursister på VUC og HF. Forskningsresultaterne viser, at presset på denne gruppe forstærkes, fordi de oplever, at det er lidt taber-agtigt ikke at kunne finde vej gennem uddannelsessystemet. Og når de ikke kan finde vej, oplever de ovenikøbet, at det er deres egen skyld. Den individualisering af ansvar var der ikke for 30 år siden. Dengang oplevede de unge i højere grad, at det var systemets skyld – nu er det helt deres egen.

 

Viden om vaklen
Vi mangler viden om, hvad der er på spil for de unge voksne, når de vakler, pointerer Kristina. Ikke om årsagerne til frafald, som der findes en del viden om, men om de processer, der fører til frafald. Derfor har forskningsspørgsmålene været: Hvordan beslutter de unge voksne sig typisk for, om de vil fortsætte eller forlade en uddannelse? Hvad kan få dem til at ændre mening om at fortsætte eller forlade uddannelsen? Og hvilke tanker gør de sig i de perioder, de er i tvivl?

 

Kristina indvier os i nogle kategorier over de faktorer, der indgår i de unge voksnes overvejelser om at blive/stoppe:

  • Målorientering og motivation
  • Personlige forhold: tro på sig selv, psykiske problemer
  • Skoleinterne relationer: relationer til lærere i undervisningen, andre personer på skolen og tilhørsforholdet i klassen
  • Undervisningen i form og indhold: faglige krav og manglende ro/disciplin/struktur
  • Skoleeksterne forhold: sociale relationer og økonomi, forældre/samlever/venner.

Alle kategorier kan trække i retning mod frafald eller gennemførsel, og processen styres ikke af en enkelt, men af en kombination af faktorer. Kristina kan fortælle os, at undervisningen og de faglige krav har en særlig negativ indflydelse. Til gengæld har de skoleinterne relationer en særlig positiv indvirkning.

 

IMG_0616_946x600

 

Skolernes indsatser har fokus på målorientering, tilhørsforhold og beslutningskompetence. For jo mere eleverne bliver bevidste om at fuldføre et personligt mål i forhold til uddannelse og job, jo tydeligere bliver meningen for dem med at være i uddannelse. Jo mere betingelserne for selvbestemmelse, kompetence og tilhørsforhold optimeres, jo bedre er motivationen for fastholdelse. Og jo mere faglig tro på sig selv, den unge udvikler under uddannelsen, jo mindre er sandsynligheden for frafald.

 

En didaktisk genistreg
"Vi lærte hinanden at kende og lyttede til hinanden. Det var rart at vide, at andre også havde det lidt på samme måde. Vi snakkede om tingene, og man kunne være ærlig uden at blive hakket på."

 

Udsagnene stammer fra deltagere i gruppevejledning, for en af de helt store indsigter og indsatser er gruppevejledning, som har vist sig at være, hvad vejleder Sanne Rod Andreasen og co fra Campus Vejle kalder for en didaktisk genistreg. Som en del af forskningsprojektet har de afprøvet gruppevejledning som en indsats, der kan belyse og bekæmpe frafald.

 

Sanne fortæller, hvordan de som vejledere undrede sig over, at de havde et hav af individuelle vejledningssamtaler, der førte til gode aftaler med de unge, som ikke desto mindre ikke overholdt aftalerne, men fortsatte med at gøre, som de plejede. Noget virkede ikke, og der skulle gøres noget andet.

 

Det andet, der skulle prøves, blev gruppevejledning. I sammensatte grupper med kortspil, der starter med ufarlige og tryghedsskabende spørgsmål, for så at gå tættere på, efterhånden som deltagerne er klar til det. Og det har været en succes. For de unge vil faktisk med egne ord gerne "tale om noget andet end byture og Paradise Hotel." Det rum for noget andet eksisterer ikke, men det rum skaber gruppesamtalerne.

 

IMG_0625_Sanne_beskåret_946x450 

 

Der opstår noget, når deltagerne både kan tale og lytte, fortsætter Sanne begejstret. Og så er gruppevejledningen med til at afindividualisere problematikker, som de unge ellers ofte går så alene med. "I en gruppe har de fx alle sammen angst, og så taler vi om, hvordan man kan passe sin uddannelse med angst", fortæller den dedikerede vejleder.

 

"Jeg er her ikke for at få venner," siger eleverne ofte. Men ikke desto mindre er det sådan, at dem, der ikke får venner, dropper ud. Efter hver gruppesamtale stiger det tilhørsforhold, der er så afgørende for at forhindre frafald. Eleverne oplever, at de bliver støttet af de andre i gruppen, at de er vigtige og gør en forskel, fx når de aftaler at mødes ved hovedindgangen om morgenen. Fordi det hjælper at følges, når man har angst.

 

Og så er vejlederen fra Vejle heller ikke bleg for at indrømme, at gruppevejledning kan betale sig i en tid med store besparelser. For har man inviteret seks unge til gruppevejledning, kommer der i hvert fald altid nogen, selv om en eller flere ikke dukker op. Man sidder aldrig med et tomt lokale, og der er altid nogen, der får noget ud af det.

 

Men gruppevejledning rummer også udfordringer. Der er elever, som saboterer det, og her er rådet pragmatisk: Lad dem gå, for de ødelægger det for resten. Så kan man bagefter og løbende arbejde med at udvikle metoden med flere læringsstile, nye spørgsmål, strammere eller løsere styring og i det hele taget justere på komponenterne. Vejlederholdet fra Vejle mangler ikke ideer, de har mod på mere.

 

Farvel til frøken Fravær
De unge må ikke føle sig alene. For alt for mange bøvler med følelsen af ensomhed og angst, og de deler det ikke med en sjæl. Og oveni hatten oplever de, at begge dele er deres egen skyld.

 

"Mine medkursister holder jeg faneme kæft over for, og min vejleder skælder mig ud."
 

Sådan tænker alt for mange elever, fortæller direktør for Vestegnen VUC & HF Tue Sanderhage i en af eftermiddagens mange kloge workshops. Og sådan må det ikke være. Derfor har relationen mellem elev/kursist og lærer fået fornyet fokus i projektet. Løbende indsigter og resultater viser, at meget faktisk kan reddes ved, at de frafaldstruede unge får positiv opmærksomhed fra både vejledere, men ikke mindst fra lærerne.

 

Tue fortæller, hvordan det, der kan opleves som "skæld ud" og bemærkninger som goddag frøken Fravær, rammer hårdt, når man i forvejen tvivler på egen formåen og eget værd. Derfor har de arbejdet intenst med, hvordan de taler med eleverne. Både sproget og tone bliver set efter i sømmene, fx taler de ikke om fastholdelse, men om gennemførelse. Sammen med eleven undersøger de, hvad der er hjælpsomt for ham eller hende, hvis de fx skal i skole efter en længere fraværsperiode. Skældud er ikke svaret. Tværtimod hjælper små omsorgsfulde initiativer som at blive budt velkommen tilbage og få at vide, at selv om man er kommet lidt bagud, skal vi nok finde ud af det.

 

Også samarbejdet mellem vejledere og lærere er blevet styrket på Vestegnen. Det betyder nemlig meget for eleven, at vejledere og lærere ikke er to forskellige bastioner, hævder Tue. Nok kan de noget forskelligt og har forskellige fagligheder, men elevens ve og vel er en fælles opgave. Og den opgave er helt grundlæggende, at eleverne skal føle, at her hører jeg til, slår direktøren fast.

 

Nye svar rejser altid nye spørgsmål. For er det så kun de søde lærere, der kan fastholde de frafaldstruede elever? Hvad gør man med de lærere, der bare gerne vil have lov til at undervise i deres fag? Og hvordan klæder man lærerne på som omsorgspersoner, for det er faktisk nødvendigt, hvis vi vil fastholde flere elever.

 

Being a part of the village
Tiden er kommet til Tinto. Professor Vincent Tinto er den førende forsker inden for feltet fastholdelse og frafald på videregående uddannelse, og forskerholdet fra "At blive på sporet" har da også ladet sig inspirere af hans teorier.

 

IMG_0655_Tinto_946x450

Den lille mand med det store engagement bliver på en måde billedet på alt det, som vi kan forestille os, at en frafaldstruet elev kunne have brug for. For Tinto har lyttet med tolk hele dagen. Han spørger. Han er opmærksom. Vi kan mærke, at han gerne vil os. Og så har han så meget at give. Bedre forsker til at tale med de unge selv, kan man næppe forestille sig. Og det har professoren så sandelig også gjort, når han har undersøgt fænomenet frafald i over fyrre år.

 

Tinto taler om motivation. Fordi motivation er fundamentet for, at de unge gennemfører. Men motivationen er ikke "fixed", som han siger, men skifter undervejs. Det første år på studiet er det mest kritiske, så vi skal sætte meget mere ind det første år og interessere os for, hvad der skaber motivation.

 

En af de faktorer, der rent faktisk har en større betydning, og som vi ikke har berørt så forfærdeligt meget på denne dag, er selve undervisningsmaterialets betydning. Det materiale skal give mening, de studerende skal kunne forstå det og opleve, at det er relevant, at det kan bruges til noget.

 

IMG_0658_Tinto med grafik_946x500

 

Tinto pointerer, at vi ikke skal have for lave forventninger til de studerende. For det er der ingen, der vokser af. Tinto illustrerer sit budskab med en video, hvor en ung fyr fortæller, at hans lærer sagde til ham: "You start with an A – don't lose it." Det budskab havde fæstnet sig i den unge fyr, der havde taget fat på hvert semester med viljen til at kæmpe for at beholde sit A. Den unge fyr var i øvrigt typen, som mange kunne finde på at sige, ikke kunne gennemføre en uddannelse. Men den slags fordomme skal vi som vejledere og lærere aldrig slå os til tåls med, insisterer Tinto. Tværtimod skal vi blive ved med at udfordre stereotype forestillinger om, hvem der ikke skulle kunne gennemføre en uddannelse.

 

Vi skal også kunne tåle de studerendes tvivl. Og normalisere tvivlen, men også den kamp, det kan være at gennemføre et studie. Der er både "hills and valleys", som Tinto siger, og vi skal italesætte, hvordan begge dele både er normalt og giver mening, fordi det er det, vi lærer af.

 

Som næsten alle andre i dagens oplæg og workshops taler Tinto om tilhørsforhold – belonging. De studerende skal høre til på en måde, hvor deres tilstedeværelse gør en forskel. For man kan jo godt være med i en gruppe, uden at man betyder noget, som Tinto siger, og så kan det være ligegyldigt. Hver enkelts tilstedeværelse og stemme skal betyde noget, for at de føler, at de hører til:

 

"It’s like being a part of the village, it’s like raising a child."

 

Med disse ord slutter Tinto faktisk af med at sprænge rammen for, hvordan vi normalt ser på vores professionalisme og faglighed. Som flere har været inde på tidligere, er det måske tid til for alvor at udfordre vores egen forståelse af faglighed, så flere kan føle, at de hører til og derfor kan blive på sporet.  

 

 

 

 

Om forskningsprojektet "At blive på sporet" 

I forskningsprojektet "At blive på sporet" har en række forskere og praktikere undersøgt de processer, der fører til uddannelsesfrafald. Forskerne er et team fra DPU, bestående af Kristina Mariager-Anderson, Bjarne Wahlgren, Vibe Aakrog, Susanne Gottlieb, Stine Jacobsen og Christian H. Larsen. De deltagende skoler er Campus Vejle, U Nord, Køge Handelsskole, SOSU OJ, SOSU H, HF&VUC Nord, HF&VUC Kbh Syd, KVUC, VUC Lyngby, Aarhus HF&VUC og Vestegnen HF&VUC. 

 

Metoden i projektet bestod af forskningscirkler med i alt tre cirkler med 12-14 skoler, praktikere og forskere. Forskningscirklerne skulle skabe rammen for et længerevarende samarbejde og være vejen til udvikling og kvalificering af ny viden. 

 

Projektet foregik fra 2017-2019 og blev støttet af Velux. 

 

Læs mere om projektet her

 

 

Vil du vide mere? 

 

Disclaimer:
Denne artikel er normalt ikke gratis, men vi synes alligevel, at du skal læse den. Prøv også Vejlederforum i en måned. Så kan du læse mange flere.

Solen skinner ikke ind igennem de ellers meterhøje vinduer i festsalen på DPU i Emdrup den 28. november. Men trods novembermørket og dagens tema om frafald, der kan klinge negativt, er stemningen både lys og lun, ja faktisk også forventningsfuld og festlig i den gamle sal med træ fra gulv til loft.

 

Et stort hold af forskere og medforskere i form af praktikere fra 12 erhvervsskoler og VUC’er er samlet for at dele ud af deres viden fra det ambitiøse forskningsprojekt "At blive på sporet". De har undersøgt noget, der ikke har været undersøgt før, og det er de beslutningsprocesser, der fører til frafald blandt dem, de konsekvent kalder unge voksne. I næsten tre år har de været i fuld gang, og selv om dagens konference markerer afslutningen på projektet, markerer den også en ny begyndelse.

 

Konferencen har nemlig også fokus på implementering og forankring af bæredygtige strategier og metoder. Arbejdet har været organiseret i forskningscirkler, der har skabt rammen for regelmæssige møder mellem forskere og praktikere. Sammen har de udforsket og udviklet indsigt og ny viden om den proces, der leder til beslutning om at stoppe eller blive. Det gennemsyrer hele konferencen, at den nye viden skal omsættes og bruges. Det kæmpe arbejde må ikke have været forgæves – men skal fortsætte og udvikles i en ny praksis.

 

Interessen for resultaterne er da også stor, og festsalen er fyldt til bristepunktet, da en af de ledende forskere og dagens disciplinerede konferenceleder Kristina Mariager-Anderson indtager podiet - til tiden. Men tid er da også blevet en stadig mere afgørende faktor i et uddannelsessystem, der via diverse tiltag og reformer som fx fremdriftsreformen og SU-reformen har skyndet på de unge de seneste år.

 

IMG_0603_Kristina_946x400 

 

Hvilke konsekvenser har disse tiltag mon for de unges motivation for uddannelse? Og i denne kontekst for de unge voksnes beslutninger om uddannelse? Som Kristina siger, ved nogle unge allerede tidligt i livet, hvad de vil beskæftige sig med, mens andre har behov for mere tid, flere oplevelser og erfaringer, før de kan træffe beslutning om, hvad de gerne vil.

 

Målgruppen for "At blive på sporet" er de 18-25-årige unge voksne, som er elever på erhvervsskoler eller kursister på VUC og HF. Forskningsresultaterne viser, at presset på denne gruppe forstærkes, fordi de oplever, at det er lidt taber-agtigt ikke at kunne finde vej gennem uddannelsessystemet. Og når de ikke kan finde vej, oplever de ovenikøbet, at det er deres egen skyld. Den individualisering af ansvar var der ikke for 30 år siden. Dengang oplevede de unge i højere grad, at det var systemets skyld – nu er det helt deres egen.

 

Viden om vaklen
Vi mangler viden om, hvad der er på spil for de unge voksne, når de vakler, pointerer Kristina. Ikke om årsagerne til frafald, som der findes en del viden om, men om de processer, der fører til frafald. Derfor har forskningsspørgsmålene været: Hvordan beslutter de unge voksne sig typisk for, om de vil fortsætte eller forlade en uddannelse? Hvad kan få dem til at ændre mening om at fortsætte eller forlade uddannelsen? Og hvilke tanker gør de sig i de perioder, de er i tvivl?

 

Kristina indvier os i nogle kategorier over de faktorer, der indgår i de unge voksnes overvejelser om at blive/stoppe:

  • Målorientering og motivation
  • Personlige forhold: tro på sig selv, psykiske problemer
  • Skoleinterne relationer: relationer til lærere i undervisningen, andre personer på skolen og tilhørsforholdet i klassen
  • Undervisningen i form og indhold: faglige krav og manglende ro/disciplin/struktur
  • Skoleeksterne forhold: sociale relationer og økonomi, forældre/samlever/venner.

Alle kategorier kan trække i retning mod frafald eller gennemførsel, og processen styres ikke af en enkelt, men af en kombination af faktorer. Kristina kan fortælle os, at undervisningen og de faglige krav har en særlig negativ indflydelse. Til gengæld har de skoleinterne relationer en særlig positiv indvirkning.

 

IMG_0616_946x600

 

Skolernes indsatser har fokus på målorientering, tilhørsforhold og beslutningskompetence. For jo mere eleverne bliver bevidste om at fuldføre et personligt mål i forhold til uddannelse og job, jo tydeligere bliver meningen for dem med at være i uddannelse. Jo mere betingelserne for selvbestemmelse, kompetence og tilhørsforhold optimeres, jo bedre er motivationen for fastholdelse. Og jo mere faglig tro på sig selv, den unge udvikler under uddannelsen, jo mindre er sandsynligheden for frafald.

 

En didaktisk genistreg
"Vi lærte hinanden at kende og lyttede til hinanden. Det var rart at vide, at andre også havde det lidt på samme måde. Vi snakkede om tingene, og man kunne være ærlig uden at blive hakket på."

 

Udsagnene stammer fra deltagere i gruppevejledning, for en af de helt store indsigter og indsatser er gruppevejledning, som har vist sig at være, hvad vejleder Sanne Rod Andreasen og co fra Campus Vejle kalder for en didaktisk genistreg. Som en del af forskningsprojektet har de afprøvet gruppevejledning som en indsats, der kan belyse og bekæmpe frafald.

 

Sanne fortæller, hvordan de som vejledere undrede sig over, at de havde et hav af individuelle vejledningssamtaler, der førte til gode aftaler med de unge, som ikke desto mindre ikke overholdt aftalerne, men fortsatte med at gøre, som de plejede. Noget virkede ikke, og der skulle gøres noget andet.

 

Det andet, der skulle prøves, blev gruppevejledning. I sammensatte grupper med kortspil, der starter med ufarlige og tryghedsskabende spørgsmål, for så at gå tættere på, efterhånden som deltagerne er klar til det. Og det har været en succes. For de unge vil faktisk med egne ord gerne "tale om noget andet end byture og Paradise Hotel." Det rum for noget andet eksisterer ikke, men det rum skaber gruppesamtalerne.

 

IMG_0625_Sanne_beskåret_946x450 

 

Der opstår noget, når deltagerne både kan tale og lytte, fortsætter Sanne begejstret. Og så er gruppevejledningen med til at afindividualisere problematikker, som de unge ellers ofte går så alene med. "I en gruppe har de fx alle sammen angst, og så taler vi om, hvordan man kan passe sin uddannelse med angst", fortæller den dedikerede vejleder.

 

"Jeg er her ikke for at få venner," siger eleverne ofte. Men ikke desto mindre er det sådan, at dem, der ikke får venner, dropper ud. Efter hver gruppesamtale stiger det tilhørsforhold, der er så afgørende for at forhindre frafald. Eleverne oplever, at de bliver støttet af de andre i gruppen, at de er vigtige og gør en forskel, fx når de aftaler at mødes ved hovedindgangen om morgenen. Fordi det hjælper at følges, når man har angst.

 

Og så er vejlederen fra Vejle heller ikke bleg for at indrømme, at gruppevejledning kan betale sig i en tid med store besparelser. For har man inviteret seks unge til gruppevejledning, kommer der i hvert fald altid nogen, selv om en eller flere ikke dukker op. Man sidder aldrig med et tomt lokale, og der er altid nogen, der får noget ud af det.

 

Men gruppevejledning rummer også udfordringer. Der er elever, som saboterer det, og her er rådet pragmatisk: Lad dem gå, for de ødelægger det for resten. Så kan man bagefter og løbende arbejde med at udvikle metoden med flere læringsstile, nye spørgsmål, strammere eller løsere styring og i det hele taget justere på komponenterne. Vejlederholdet fra Vejle mangler ikke ideer, de har mod på mere.

 

Farvel til frøken Fravær
De unge må ikke føle sig alene. For alt for mange bøvler med følelsen af ensomhed og angst, og de deler det ikke med en sjæl. Og oveni hatten oplever de, at begge dele er deres egen skyld.

 

"Mine medkursister holder jeg faneme kæft over for, og min vejleder skælder mig ud."
 

Sådan tænker alt for mange elever, fortæller direktør for Vestegnen VUC & HF Tue Sanderhage i en af eftermiddagens mange kloge workshops. Og sådan må det ikke være. Derfor har relationen mellem elev/kursist og lærer fået fornyet fokus i projektet. Løbende indsigter og resultater viser, at meget faktisk kan reddes ved, at de frafaldstruede unge får positiv opmærksomhed fra både vejledere, men ikke mindst fra lærerne.

 

Tue fortæller, hvordan det, der kan opleves som "skæld ud" og bemærkninger som goddag frøken Fravær, rammer hårdt, når man i forvejen tvivler på egen formåen og eget værd. Derfor har de arbejdet intenst med, hvordan de taler med eleverne. Både sproget og tone bliver set efter i sømmene, fx taler de ikke om fastholdelse, men om gennemførelse. Sammen med eleven undersøger de, hvad der er hjælpsomt for ham eller hende, hvis de fx skal i skole efter en længere fraværsperiode. Skældud er ikke svaret. Tværtimod hjælper små omsorgsfulde initiativer som at blive budt velkommen tilbage og få at vide, at selv om man er kommet lidt bagud, skal vi nok finde ud af det.

 

Også samarbejdet mellem vejledere og lærere er blevet styrket på Vestegnen. Det betyder nemlig meget for eleven, at vejledere og lærere ikke er to forskellige bastioner, hævder Tue. Nok kan de noget forskelligt og har forskellige fagligheder, men elevens ve og vel er en fælles opgave. Og den opgave er helt grundlæggende, at eleverne skal føle, at her hører jeg til, slår direktøren fast.

 

Nye svar rejser altid nye spørgsmål. For er det så kun de søde lærere, der kan fastholde de frafaldstruede elever? Hvad gør man med de lærere, der bare gerne vil have lov til at undervise i deres fag? Og hvordan klæder man lærerne på som omsorgspersoner, for det er faktisk nødvendigt, hvis vi vil fastholde flere elever.

 

Being a part of the village
Tiden er kommet til Tinto. Professor Vincent Tinto er den førende forsker inden for feltet fastholdelse og frafald på videregående uddannelse, og forskerholdet fra "At blive på sporet" har da også ladet sig inspirere af hans teorier.

 

IMG_0655_Tinto_946x450

Den lille mand med det store engagement bliver på en måde billedet på alt det, som vi kan forestille os, at en frafaldstruet elev kunne have brug for. For Tinto har lyttet med tolk hele dagen. Han spørger. Han er opmærksom. Vi kan mærke, at han gerne vil os. Og så har han så meget at give. Bedre forsker til at tale med de unge selv, kan man næppe forestille sig. Og det har professoren så sandelig også gjort, når han har undersøgt fænomenet frafald i over fyrre år.

 

Tinto taler om motivation. Fordi motivation er fundamentet for, at de unge gennemfører. Men motivationen er ikke "fixed", som han siger, men skifter undervejs. Det første år på studiet er det mest kritiske, så vi skal sætte meget mere ind det første år og interessere os for, hvad der skaber motivation.

 

En af de faktorer, der rent faktisk har en større betydning, og som vi ikke har berørt så forfærdeligt meget på denne dag, er selve undervisningsmaterialets betydning. Det materiale skal give mening, de studerende skal kunne forstå det og opleve, at det er relevant, at det kan bruges til noget.

 

IMG_0658_Tinto med grafik_946x500

 

Tinto pointerer, at vi ikke skal have for lave forventninger til de studerende. For det er der ingen, der vokser af. Tinto illustrerer sit budskab med en video, hvor en ung fyr fortæller, at hans lærer sagde til ham: "You start with an A – don't lose it." Det budskab havde fæstnet sig i den unge fyr, der havde taget fat på hvert semester med viljen til at kæmpe for at beholde sit A. Den unge fyr var i øvrigt typen, som mange kunne finde på at sige, ikke kunne gennemføre en uddannelse. Men den slags fordomme skal vi som vejledere og lærere aldrig slå os til tåls med, insisterer Tinto. Tværtimod skal vi blive ved med at udfordre stereotype forestillinger om, hvem der ikke skulle kunne gennemføre en uddannelse.

 

Vi skal også kunne tåle de studerendes tvivl. Og normalisere tvivlen, men også den kamp, det kan være at gennemføre et studie. Der er både "hills and valleys", som Tinto siger, og vi skal italesætte, hvordan begge dele både er normalt og giver mening, fordi det er det, vi lærer af.

 

Som næsten alle andre i dagens oplæg og workshops taler Tinto om tilhørsforhold – belonging. De studerende skal høre til på en måde, hvor deres tilstedeværelse gør en forskel. For man kan jo godt være med i en gruppe, uden at man betyder noget, som Tinto siger, og så kan det være ligegyldigt. Hver enkelts tilstedeværelse og stemme skal betyde noget, for at de føler, at de hører til:

 

"It’s like being a part of the village, it’s like raising a child."

 

Med disse ord slutter Tinto faktisk af med at sprænge rammen for, hvordan vi normalt ser på vores professionalisme og faglighed. Som flere har været inde på tidligere, er det måske tid til for alvor at udfordre vores egen forståelse af faglighed, så flere kan føle, at de hører til og derfor kan blive på sporet.  

 

 

 

 

Om forskningsprojektet "At blive på sporet" 

I forskningsprojektet "At blive på sporet" har en række forskere og praktikere undersøgt de processer, der fører til uddannelsesfrafald. Forskerne er et team fra DPU, bestående af Kristina Mariager-Anderson, Bjarne Wahlgren, Vibe Aakrog, Susanne Gottlieb, Stine Jacobsen og Christian H. Larsen. De deltagende skoler er Campus Vejle, U Nord, Køge Handelsskole, SOSU OJ, SOSU H, HF&VUC Nord, HF&VUC Kbh Syd, KVUC, VUC Lyngby, Aarhus HF&VUC og Vestegnen HF&VUC. 

 

Metoden i projektet bestod af forskningscirkler med i alt tre cirkler med 12-14 skoler, praktikere og forskere. Forskningscirklerne skulle skabe rammen for et længerevarende samarbejde og være vejen til udvikling og kvalificering af ny viden. 

 

Projektet foregik fra 2017-2019 og blev støttet af Velux. 

 

Læs mere om projektet her

 

 

Vil du vide mere? 

 

Tidsskriftsnr.:
Publiceringsdato:
05-12-2019
Kommentarer
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

Kommentarlink:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.