Hvad er din vigtigste opgave som vejleder?

Min vigtigste opgave er at skabe mulighed for dialog og en respektfuld kommunikation om de unges valg og muligheder. Det er ikke altid, at de unges ønsker harmonerer med virkeligheden. Her er det min opgave at spore de unge ind på de reelle muligheder. Nogen bliver skuffede eller ligefrem frustrerede, når de finder ud af, at deres drømmeuddannelse aldrig kan blive til andet end en drøm. Så er det min opgave at hjælpe de unge videre og få dem til at se på, hvad der kan ske i stedet for - uden at det føles som et kæmpe nederlag. Hvis jeg som vejleder lykkes med det, har jeg måske forhindret en ung i at ende i en ond spiral med håbløse udsigter, hvor nederlag og arbejdsløshed er enden på det hele.
  

Mit mål med vejledningssamtalerne er, at den unge oplever, at samtalerne giver noget at tænke over. Det er vigtigt, at de sætter en indre dialog i gang hos den unge, så den unge - via dialogen med vejlederen - ser sine evner og mærker sin motivation og derfor kan træffe de rigtige valg.
 

Jeg vejleder mange tosprogede, og her mener jeg, at jeg har nogle ekstra kvalifikationer, fordi jeg selv er tosproget. Ud over at kunne vejlede de unge føler jeg mig også som en rollemodel for dem.  
 

Hvilke udfordringer ser du for vejledningen?

Det er en stor udfordring, at mange unge, som klarer sig godt fagligt, men kommer fra uddannelsesfremmede hjem, ikke får individuel vejledning. Når den unge bliver erklæret uddannelsesparat, får den unge og dennes forældre ikke individuel vejledning.
 

Manglen på individuel vejledning er efter min mening især et problem, som er stort blandt de tosprogede familier. Nogen af de unge burde måske have startet på en erhvervsuddannelse, da deres gennemsnit på gymnasiet ikke er godt nok til at komme videre på de uddannelser, de havde forestillet sig.
 

Jeg mener, at det er vigtigt at få forældrene involveret tidligt i forløbet. Det er især vigtigt for de tosprogede unges forældre, der ofte ikke har viden og erfaring med det danske uddannelsessystem. Derfor er deres forventninger præget af uvidenhed.

Nogen er fx meget imponerede af, at deres børn kan tale dansk og tror fejlagtigt, at det absolut er en adgangsbillet til en højere uddannelse. De får til tider et chok, når virkeligheden indhenter dem, og de må indse, at deres børn ikke er i stand til at tage en gymnasial uddannelse. I deres verden er den eneste vej til lykke for deres børn, at de kommer på gymnasiet. Derfor skal vi som vejledere få fat i forældrene tidligt, så deres forventninger, ønsker og håb bliver afstemt med virkeligheden. Jo tidligere jo bedre.
 

Forældrene er nødt til at lære om det danske uddannelsessystem, hvis der skal være håb om, at de kan hjælpe deres børn. Vejledning af de tosprogede og deres forældre skal prioriteres endnu mere end i dag. 

Hvordan kan – eller burde – man reformere vejledningen i din optik?

Det timeløse fag Uddannelse og job, synes jeg, skal varetages af UU-vejledere. Fordi formidling af viden om uddannelse og job er vores spidskompetence. Timerne kan ovenikøbet gøre kendskabet til eleverne bedre, så der kan opbygges relationer ud fra den faglige dialog. Der er kommuner, hvor UU står for undervisning i uddannelse og job, men det er slet ikke sådan alle steder.  
 

Vi skal desuden blive bedre til at etablere vejledningsaktiviteter for forældrene. Man skal være åben for samarbejde med lokalsamfundet, da samarbejde med virksomheder er en realistisk vejledningsvej mod en forståelse for uddannelsesvalg og senere job. Vi kan lave workshop/brobygning for forældrene om erhvervsuddannelsesmulighederne og efterfølgende kursus om virksomhedskultur og uddannelseskrav, så forældrene får mulighed for at støtte og vejlede de unge. På den måde kan de medvirke til at fastholde eleverne i uddannelse.
 

Vi ved af erfaring, at forældre har en afgørende indflydelse på de unges uddannelsesvalg, hvorfor det er yderst problematisk, når en forælder vejleder sine børn uden at have den nødvendige indsigt i og forståelse af det danske uddannelsessystem.
 

Vi skal i højere grad inddrage rollemodeller i vejledningen, da det også er et vigtigt redskab.
 

Hvad skal fremtidens vejleder kunne?

Fremtidens vejleder skal kunne give råd og vejledning om, hvad samfundet efterspørger. Det vil sige, at vejlederen også skal kunne formidle viden om, hvor den unge kan finde en fremtid med udsigt til varig karriere. Kommunikation er efter min mening det vigtigste i både den nuværende og fremtidige vejledning. Spørgsmålet er så, hvordan vi vejledere kan optimere kommunikationen og få den til at følge med de nye krav, som vi bliver stillet overfor i vores arbejde. Fremtidens vejleder skal blive endnu bedre til at vejlede kollektivt, da det for mig at se er et af de centrale krav, som vi fortsat vil møde. Flere vejledere skal vide mere om kulturelle udfordringer og kunne håndtere de krav, der følger med.

Hvad gav det dig at blive nomineret til prisen?
Det var helt klart et skulderklap, og jeg har været meget stolt af nomineringen. Der ligger en stor anerkendelse i det, og det giver en følelse af, at det arbejde, jeg yder, er vigtigt og værdsat.

 

Hvad er din vigtigste opgave som vejleder?

Min vigtigste opgave er at skabe mulighed for dialog og en respektfuld kommunikation om de unges valg og muligheder. Det er ikke altid, at de unges ønsker harmonerer med virkeligheden. Her er det min opgave at spore de unge ind på de reelle muligheder. Nogen bliver skuffede eller ligefrem frustrerede, når de finder ud af, at deres drømmeuddannelse aldrig kan blive til andet end en drøm. Så er det min opgave at hjælpe de unge videre og få dem til at se på, hvad der kan ske i stedet for - uden at det føles som et kæmpe nederlag. Hvis jeg som vejleder lykkes med det, har jeg måske forhindret en ung i at ende i en ond spiral med håbløse udsigter, hvor nederlag og arbejdsløshed er enden på det hele.
  

Mit mål med vejledningssamtalerne er, at den unge oplever, at samtalerne giver noget at tænke over. Det er vigtigt, at de sætter en indre dialog i gang hos den unge, så den unge - via dialogen med vejlederen - ser sine evner og mærker sin motivation og derfor kan træffe de rigtige valg.
 

Jeg vejleder mange tosprogede, og her mener jeg, at jeg har nogle ekstra kvalifikationer, fordi jeg selv er tosproget. Ud over at kunne vejlede de unge føler jeg mig også som en rollemodel for dem.  
 

Hvilke udfordringer ser du for vejledningen?

Det er en stor udfordring, at mange unge, som klarer sig godt fagligt, men kommer fra uddannelsesfremmede hjem, ikke får individuel vejledning. Når den unge bliver erklæret uddannelsesparat, får den unge og dennes forældre ikke individuel vejledning.
 

Manglen på individuel vejledning er efter min mening især et problem, som er stort blandt de tosprogede familier. Nogen af de unge burde måske have startet på en erhvervsuddannelse, da deres gennemsnit på gymnasiet ikke er godt nok til at komme videre på de uddannelser, de havde forestillet sig.
 

Jeg mener, at det er vigtigt at få forældrene involveret tidligt i forløbet. Det er især vigtigt for de tosprogede unges forældre, der ofte ikke har viden og erfaring med det danske uddannelsessystem. Derfor er deres forventninger præget af uvidenhed.

Nogen er fx meget imponerede af, at deres børn kan tale dansk og tror fejlagtigt, at det absolut er en adgangsbillet til en højere uddannelse. De får til tider et chok, når virkeligheden indhenter dem, og de må indse, at deres børn ikke er i stand til at tage en gymnasial uddannelse. I deres verden er den eneste vej til lykke for deres børn, at de kommer på gymnasiet. Derfor skal vi som vejledere få fat i forældrene tidligt, så deres forventninger, ønsker og håb bliver afstemt med virkeligheden. Jo tidligere jo bedre.
 

Forældrene er nødt til at lære om det danske uddannelsessystem, hvis der skal være håb om, at de kan hjælpe deres børn. Vejledning af de tosprogede og deres forældre skal prioriteres endnu mere end i dag. 

Hvordan kan – eller burde – man reformere vejledningen i din optik?

Det timeløse fag Uddannelse og job, synes jeg, skal varetages af UU-vejledere. Fordi formidling af viden om uddannelse og job er vores spidskompetence. Timerne kan ovenikøbet gøre kendskabet til eleverne bedre, så der kan opbygges relationer ud fra den faglige dialog. Der er kommuner, hvor UU står for undervisning i uddannelse og job, men det er slet ikke sådan alle steder.  
 

Vi skal desuden blive bedre til at etablere vejledningsaktiviteter for forældrene. Man skal være åben for samarbejde med lokalsamfundet, da samarbejde med virksomheder er en realistisk vejledningsvej mod en forståelse for uddannelsesvalg og senere job. Vi kan lave workshop/brobygning for forældrene om erhvervsuddannelsesmulighederne og efterfølgende kursus om virksomhedskultur og uddannelseskrav, så forældrene får mulighed for at støtte og vejlede de unge. På den måde kan de medvirke til at fastholde eleverne i uddannelse.
 

Vi ved af erfaring, at forældre har en afgørende indflydelse på de unges uddannelsesvalg, hvorfor det er yderst problematisk, når en forælder vejleder sine børn uden at have den nødvendige indsigt i og forståelse af det danske uddannelsessystem.
 

Vi skal i højere grad inddrage rollemodeller i vejledningen, da det også er et vigtigt redskab.
 

Hvad skal fremtidens vejleder kunne?

Fremtidens vejleder skal kunne give råd og vejledning om, hvad samfundet efterspørger. Det vil sige, at vejlederen også skal kunne formidle viden om, hvor den unge kan finde en fremtid med udsigt til varig karriere. Kommunikation er efter min mening det vigtigste i både den nuværende og fremtidige vejledning. Spørgsmålet er så, hvordan vi vejledere kan optimere kommunikationen og få den til at følge med de nye krav, som vi bliver stillet overfor i vores arbejde. Fremtidens vejleder skal blive endnu bedre til at vejlede kollektivt, da det for mig at se er et af de centrale krav, som vi fortsat vil møde. Flere vejledere skal vide mere om kulturelle udfordringer og kunne håndtere de krav, der følger med.

Hvad gav det dig at blive nomineret til prisen?
Det var helt klart et skulderklap, og jeg har været meget stolt af nomineringen. Der ligger en stor anerkendelse i det, og det giver en følelse af, at det arbejde, jeg yder, er vigtigt og værdsat.