Afveje

Frafaldet på erhvervsuddannelserne er stadig et massivt problem. Uddannelsesparathedsvurderinger har ikke bidraget til at bringe det ned eller til at få de unge til at vælge en erhvervsuddannelse (EUD) i stedet for gymnasiet, som vi godt ved, ville være mere hensigtsmæssigt i forhold til samfundsudviklingen med prognoser, der viser, at man kommer til at mangle faglærte inden for en overskuelig tid. Det har medført en kraftig kritik af vejledningsindsatsen for generelt at være for dårlig og af vejlederne for at vide for lidt om EUD og kun vejlede til de gymnasiale uddannelser. Men spørgsmålet er, om det er her, hunden ligger begravet?
 

Jeg mener, at en rimelig forventning må være, at regering og folketing forvalter vores fælles ressourcer på en for alle parter ansvarlig måde. Derfor skal alle dele af samfundet kunne udsættes for en faglig og rimelig kritik og ændres, hvis tingene kan gøres på en hensigtsmæssig måde. Når regeringen vælger at basere ændringerne på vejledningsområdet på anbefalinger fra The Boston Consulting Group, som med egne ord er et globalt management konsulentfirma og verdens førende rådgiver i forretningsstrategi, synes formålet udelukkende at ligge i økonomiske i stedet for faglige hensyn. Det fremgår også af, at erhvervsuddannelsesreformen bl.a. finansieres af en halvering af det merkantile grundforløb samt omlægning af vejledningsindsatsen, som skal give en besparelse på ca. 140 mio. kr. Her er det jo ikke ubelejligt, at vejledningens omdømme i forvejen er blevet ”degraderet” fra at være løsningen på stort set alle samfundets problemer til nærmest at være skyld i dem, da vejlederne ikke i tilstrækkelig grad leder de unge i retning af EUD.

Det Nationale Dialogforum for Uddannelses- og Erhvervsvejledning, hvor højt kvalificerede fagfolk med specialviden på feltet sammen med repræsentanter for organisationer, foreninger og myndigheder i Undervisningsministeriets eget regi arbejder med at bidrage til øget sammenhæng og kvalitetsudvikling i vejledningen, er end ikke blevet hørt. Havde man gjort det, var man formodentlig blevet gjort opmærksom på det uhensigtsmæssige i at spare massivt på vejledning, samtidig med at man gerne vil udfordre alle unge og have dem til at foretage andre valg end dem, der ligger lige for.

Derfor indeholder Erhvervsuddannelsesreformen for mig at se nogle åbenbare paradokser. Det er hensigten, at alle unge skal udfordres i deres uddannelsesvalg, som jo umiddelbart lyder som en god ide: Så de unge ikke vælger eller fravælger ungdomsuddannelse pr. automatik, men gennemtænker alternativer. Men hvad nu hvis de unge efter at være blevet udfordret stadig ønsker at gå i gymnasiet, måske ud fra et ønske om ikke at skulle vælge livsbane som 15-årig eller ud fra en modvilje mod at gå i gang med en uddannelse, som de ikke har en reel garanti for at kunne gøre færdig på grund af en manglende praktikplads?

Vejledning skal reserveres til de anslået ca. 20 %, der har svært ved at komme i gang med en ungdomsuddannelse og gennemføre den. En gang blev de ikke defineret som et problem, men gik ud af skolen så snart de kunne og i gang med et ufaglært arbejde. Den tid er uigenkaldeligt forbi, og siden er de blevet betegnet restgruppe, udsatte, sårbare, svage, marginaliserede eller bare skoletrætte unge, unge med særlige behov, unge med negativ social arv, funktionelle analfabeter, tabere etc.

Disse unge med de særlige (vejlednings)behov skal opspores ved at lave en foreløbig uddannelsesparathedsvurdering i 8.klasse med større vægt på klare, objektive kriterier, som Undervisningsministeriet udtrykker det uden dog at definere dem nærmere. Lektor Peter Plant fra Aarhus Universitet har i anden sammenhæng påpeget den uheldige følgevirkning, at vejledning kan blive stigmatiserende, hvis den ophører med at være et fælles samfundsgode, og at opbakningen fra den velfungerende middelklasse til en vejledning - som de stort set er undtaget fra - vil forsvinde.

De resterende 80 % formodes at være afklarede i forhold til deres uddannelsesvalg og henvises stort set til selvbetjening på nettet, hvor de næppe udfordres i særlig grad. På nuværende tidspunkt vælger tre ud af fire gymnasiet. Jeg læser i VejlederForums reportage fra forårets konference Vejledning til forandring, at professor Niels Egelund henviser til det tyske skolesystem, som barskt men effektivt. Her er der ikke problemer med at få unge til EUD, eller at for mange vælger gymnasiet.

Det er jo rigtig nok. For her spilder man ikke tiden på at udfordre de unge i deres uddannelsesvalg, idet børnene allerede efter en prøve i 4. klasse inddeles i tre skarpt adskilte linjer, som giver fuldstændig forskellige fremtidsudsigter mht. uddannelse, erhverv, indtjening og livschancer og er stort set umulige at ændre på. En læreranbefaling afgør, hvem der kan komme i gymnasiet. Det er ca. 40 %, fordelt på 16 % med ufaglærte forældre og 70 % med veluddannede forældre. Undersøgelser har vist, at børn af ufaglærte forældre skal have væsentlig bedre prøveresultater end børn af veluddannede forældre for at få en læreranbefaling.

Det stærkt konservative tyske skolesystem er ineffektivt i forhold til social mobilitet og faglige resultater. Som Egelund selv tidligere har udtalt om den delte tyske skole: ”Det viser sig, at mens de elever, der går på de kvikkeste spor, kun bliver minimalt bedre, så bliver elever, der går på de svageste spor, væsentlig dårligere, end hvis de havde gået i en udelt skole. Også når man tager højde for social baggrund.”

Jeg mener, at et andet problematisk punkt er indførelsen af karakterkravet på 2 i dansk og matematik. Set fra en overfladisk betragtning skulle det vel være et overkommeligt og rimeligt krav, forudsat at karakterer fra en bogligt orienteret folkeskole indikerer, hvorvidt de unge rent faktisk kan gennemføre en praktisk uddannelse. Det lader det bare ikke til. Statistiker Peter Allerup har undersøgt, hvordan det er gået 2342 unge fra årgangen, der forlod 9. klasse i 2007. Ud af den gruppe, som havde den laveste score i læsning og matematik (PISA-niveau 0+1), er mere end 60 % i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse, heraf 25 % gymnasiet, 3½ år senere.

Peter Koudahl, som forsker i erhvervsuddannelserne, siger: ”Dem, der vedtager de her adgangskrav, aner ikke, hvad de laver” og henviser til et nyt forskningsprojekt, der viser, at en tredjedel af dem, der får en erhvervsuddannelse, ligger på den laveste PISA-score i dansk. Det betyder altså, at en stor del af dem ikke har bestået folkeskolens afgangsprøve, og at de under de nye regler slet ikke ville være blevet optaget. Så det lyder ikke som en klog ide at indføre karakterkrav, hvis man gerne vil øge antallet af unge, der gennemfører en EUD. Som Peter Allerup udtrykte det i 2013 ”Disse funktionelle analfabeter eksisterer ikke. Det er meget nemt at bruge gruppen til at øge timetallet i skolen og lave adgangskrav på ungdoms-uddannelser, men politikerne må se at finde en anden kost.” Det gjorde de så som bekendt ikke.
 

Én ting er sikkert i en ellers turbulent tid: Vi går en spændende tid i møde. Vi er mange, der ser fagligt begrundede betænkeligheder i folkeskole- og erhvervsuddannelsesreformerne, men kritikken afvises blankt af undervisningsminister Christine Antorinis ukuelige optimisme, som godt kan give anledning til en anelse bekymring for, hvorvidt hun har taget en overdosis positiv psykologi, tidens populære stof, som slører virkelighedsfornemmelsen. Nu må vi jo se fremad og få ja-hatten på. Vi skal fokusere på det, vi kan, det, vi er gode til, og alle børn og unge skal blive så dygtige, som de kan – et synspunkt som de fleste - selv lærere - deler. 

Mine betragtninger i agurketiden skal ikke forstås sådan, at der ikke er noget godt at sige om folkeskole- og erhvervsuddannelsesreform, men det varetager regeringen egentlig så udmærket selv. Se det som mit bidrag til en konstruktiv og faglig kritik.


Af Anne Ærsøe, cand.pæd. i pædagogisk sociologi.
Du kan også se mit speciale Uddannelsesparathedsvurdering i teori og praksis på VejlederForums Vidensdeling