Mohammed var en nydelig ca. 40-årig tyrkisk mand, der havde arbejdet i Danmark i 15-20 år – uden at have lært sproget særlig godt. Han skilte sig ud fra de andre ved en værdig, lidt tilbagelænet holdning, hænderne foldet på maven og et lidt opgivende smil, der tydeligt viste hans to guldtænder.
EI betyder Erhvervsintroduktion. EIFU-kurser var for unge, og EIFL var for (voksne) ledige. Kurserne blev afholdt i AMU-regi og bestod af 4 daglige timers danskundervisning kombineret med 4 timers værkstedsundervisning, hvor også dansklæreren deltog. Det gav bonus: kursisterne lærte en masse, og rigtig mange kom videre i job eller på ’rigtige’ AMU-kurser. EI-kurserne er selvfølgelig for længst nedlagt.
De andre på holdet var meget interesserede og engagerede, men ikke Mohammed. Det var tydeligt, at det ikke passede ham at gå på kurset; han brød sig ikke om at blive sat på skolebænken. Men hvorfor gik han der så? Forklaringen fik jeg af en af de andre elever: ”Det er hans sagsbehandler. Hun siger han skal være her. Ellers får han ingen penge”. Det blev ikke uddybet mere. Det var klart for dem, at når Mohammed deltog udelukkende, fordi han var truet på sit økonomiske eksistensgrundlag, så kunne man ikke regne med hans motivation.
Jeg kom i tanke om Mohammed, da jeg læste Anja Thannings artikel om de uforpligtede unge. Hendes pointe er, at UU-vejlederne skal følge vejledningsloven og oplyse de unge om deres uddannelsesforpligtelse: De SKAL følge deres uddannelsesplan, ellers ryger ungeydelsen. Men de vejledere, hun har interviewet, undgår helst at oplyse om forpligtelsen. De vil bare gerne vejlede og mener måske, at det er bedst for de unge, at de uddanner sig af egen drift, og at der ikke er grund til at true med konsekvenser, med mindre … der altså er grund til det.
Selvom Mohammed endte med at blive rigtig god til at svejse, forstår jeg godt vejledernes holdning. Det er motivationen, der driver lysten til at lære. Pligten bliver let en barriere mere. Den kan overvindes, men giver ikke ligefrem en flyvende start.