Hackschooling er et wakeup-call  

Dennis Nørmark på Afveje

 

FB
Titel:
Angsten for det ukendte - Ungepakke, ungeydelse og uddannelsesparathed
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Hvis vi vil sikre, at Danmark er rustet til at klare sig i vor tids globaliserede verden, er det vigtigt, at vi gøder jorden tidligt i den uddannelsescyklus, der danner grundlaget for videre uddannelse, viden og vækst. Det er ikke nok at sætte ind med halvhjertede forsøg og lappeløsninger.
Person:
Billede:
Anne-Mette Winther
Navn:
Anne-Mette Winther Christiansen
E-mail:
Titel:
MF og uddannelsespolitisk ordfører for Venstre
Arbejdssted:
Fotoreportage:
Lang tekst:

Hvis vi vil nå i hus med regeringens målsætning om, at 95 % af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse inden 2015, er det nødvendigt med en massiv og gennemgribende indsats for at sikre, at uddannelsessystemet giver vores unge de bedste vilkår og muligheder.

Politiske tiltag – hvad har vi gjort?
Siden VK-regeringen tiltrådte i 2001 er der foretaget mange ændringer på uddannelsesområdet. Vi har bl.a. indført frit skolevalg, obligatoriske nationale tests og de meget omstridte elevplaner, som skal styrke samarbejdet mellem skole og hjem.

Senest har vi vedtaget Ungepakken II ”Flere unge i uddannelse og job” for at hjælpe 95 % målsætningen godt på vej og sikre, at vore unge får bedre muligheder for at skifte et liv med offentlig forsørgelse ud med et liv i enten uddannelse eller beskæftigelse.

De mange ændringer har langt fra høstet rene bifald i de forskellige kredse i uddannelsesverdenen, og efter Lars Løkke Rasmussens seneste udmelding om et 360 graders eftersyn, skriger man i skoleverdenen på udsyn og fremsyn frem for ændringer og eftersyn.

Vejledningen er tiltænkt en hovedrolle, når det handler om at realisere målsætningen om, at 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Derfor er der naturligvis også i disse kredse frustration, nervøsitet og skepsis over for de mange forandringer. Det er forståeligt, om end jeg ikke finder, at frustrationen er helt velbegrundet eller nødvendig.

Modstand mod forandring
Som i de fleste andre organisationer og systemer er uddannelsessystemet nødt til at forandre sig for at opretholde både konkurrenceevne og bæredygtighed. Og vi står over for store udfordringer med alt for mange unge, der falder fra uddannelserne. Derfor har vi med Ungepakken forsøgt at tænke ud af boksen og tage alternative midler i brug for at tilskynde de unge til fastholdelse, job eller uddannelse.

Ungepakken i sig selv er ikke en mirakelkur. Rigtig mange delsystemer skal spille sammen for at undgå, at de unge falder mellem to stole. Det er ikke nok, at vi har fokus på sammenhæng i kvalitetsudviklingen og effekterne af vejledningsindsatsen. Der er mange flere håndtag, der skal skrues på. Her er Ungepakken med ungeydelse og vurdering af uddannelsesparathed blot nogle enkelte dele i den store helhed.

Vort samfunds øgede grad af kompleksitet fordrer nye tanker og idéer. Vi er derfor nødt til at løsrive os fra de gamle dyder og måder at tænke uddannelse og fastholdelse på.

Der er skrevet tykke bøger om, hvorfor vi som mennesker har en indbygget og automatisk modstand mod forandring, så det vil jeg ikke bruge tid på hér. Desuden kan jeg med dette indlæg alene ikke fjerne modstanden, men jeg kan dog forsøge at redegøre for de tanker, idéer og motiver, der ligger bag den politiske arenas udspil.

Det komplekse krydspres
Uddannelsessektoren befinder sig, som en del af det offentlige system, i et enormt pres mellem modsatrettede forventninger, krav og diskurser fra både stat og regering, markedskræfter og det civile samfund.

Vejledere, skoleledere, lærere etc. arbejder med og ud fra deres fagprofessionelle viden, men er underlagt krav og politikker oppefra, som er ude af deres hænder, og som kan forekomme som unødvendigt ”regeltyranni” med den ene konsekvens, at kvaliteten af arbejdet forringes.

Derfor forestiller jeg mig, at de fagprofessionnelle kan stå tilbage med en følelse af at være blevet trumfet af den politiske magt, og at tiltagene er blevet trukket ned over hovedet på dem. Jeg er selv uddannet lærer og har fungeret som skoleleder, og kan godt sætte mig ind i følelsen af at blive påtvunget regler, der føles som det rene nonsens. Nu sidder jeg imidlertid på den anden side af bordet, på lovgivernes side, og kan lettere sætte mig ind i de bagvedliggende motiver.

Uddannelsesparathed
Baggrunden for, at alle 15-17-årige nu skal have vurderet deres uddannelsesparathed er, at mange unge vælger at springe fra i tidsrummet mellem ansøgning og uddannelsesstart. I denne overgangsperiode har Ungdommens Uddannelsesvejledning et stort ansvar, da det er deres målrettede vejledning og opfølgning af de udsatte unge, der kan være med til at mindske frafald og fejlvalg. Endvidere spiller de en afgørende rolle i overdragelsen af den unge og den unges uddannelsesplan.

Uddannelsesparathed

For at nå de uddannelsespolitiske målsætninger er det altså nødvendigt, at vi arbejder med udgangspunkt i den udvikling og den komplekse (nye) virkelighed, som præger de unges uddannelsesvalg. Det kræver en særlig fleksibilitet i overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse, hvor der er behov for, at kommunerne kan tilbyde særlige forløb til de 15-17-årige, der endnu ikke er uddannelsesparate. Under disse særlige forløb skal de unges interesser og kompetencer afdækkes med henblik på en tilrettelæggelse af det videre uddannelsesforløb.

Den provokerende ungeydelse
Ungepakken har været vidt debatteret. Især hvad angår ungeydelsen, da kommunen nu har mulighed for at stoppe udbetalingen af ungeydelsen (før kaldet børnefamilieydelsen), hvis den unge ikke følger uddannelsesplanen, og hvis den unge og forældrene ikke samarbejder om udarbejdelsen af uddannelsesplanen.

Heri indgår den massive vejledningsindsats som en vigtig brik. Og der er fuld forståelse for, at det er en helt ny opgave for kommunerne at sikre, at de 15-17-årige er i gang med uddannelse eller job. Det kræver nødvendigvis, at man ændrer vilkårene for vejledningsindsatsen, så kommunerne får større frihed til at indrette indsatsen efter lokale behov målrettet den enkelte unge.

Det er endvidere forståeligt, hvis ungeydelsen, set med vejledere og kommuners øjne, kan opfattes som lidt af en provokation. For sanktionen retter sig netop ikke i mod den unge, men i mod de unges omgivelser for at sikre, at der bliver gjort alt, hvad man kan for at få de unge i gang.

Det er et svigt, hvis vi ikke følger de unge tæt, for vi ved af erfaring, at hvis en ung får lov til at ligge på sofaen og fordrive tiden på nettet i et par år, så får den unge sjældent en uddannelse og har større risiko for at ende i ledighed. Sanktionen er indført som en slags ”SU til unge”, og derfor gælder de samme regler; for man kan heller ikke få SU uden at være studerende.
Men fratagelsen af ydelsen skal være en sidste udvej!

”Væk med bøvlet”
Øgede krav og nye procedurer skaber en naturlig, menneskelig reaktion, hvor man typisk går i defensiven. Vi kender alle sammen dét at blive stillet over for en ny måde at løse en opgave på. Som oftest har man mest lyst til at holde sig til den metode, man er bekendt med og tryg ved. Men ved at gå i defensiven afskærer man sig selv fra læring.

Der skabes en angst for ikke at slå til, for ikke at besidde de rette kompetencer. Man beskytter sig derfor ofte mod den smerte og trussel, det er at lære nyt og gøre ting anderledes.

Men det er vigtigt at turde - for kun ved at turde og ved at stille spørgsmålstegn ved de eksisterende rutiner, kan vi gennemgå en læringsproces. Og det er jo egentlig ironisk, at vi mange gange fastholder os selv i en ufrugtbar, men kendt situation til fordel for en ny og potentielt langt mere frugtbar situation.

Derfor er der også indført større frihed til kommunerne i organiseringen af selve vejledningsindsatsen. For vejledningsindsatsen skal afbureaukratiseres, så kommunerne kan frigøre ressourcer til arbejdet med de unge, og så de udnytter de fagprofessionelles kompetencer fuldt ud ved at sikre en friere tilrettelæggelse af vejledningsindsatsen.

Fokus på mønsterbrydere
Noget af det, der især spiller ind, hvad angår den unges uddannelsesmæssige ressourcer, er den enkeltes sociale kapital; opbakningen hjemmefra. Unge med lavere social kapital har i højere grad brug for støtte, vejledning og klare strukturer for at kunne se, hvad uddannelsen skal føre til - og dermed få muligheden for at blive mønsterbrydere.

En undersøgelse fra Epinion peger faktisk på, at hele 83 % af mønsterbrydere (ud af 200 interviewpersoner) ser vejledningen som et vigtigt instrument til at komme i gennem uddannelsen (Analyserapport ”Uddannelsesmæssige rollemodeller” Epinion capacent, marts 2007). Især omkring overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse er vejledningen et vigtigt element for de unge, og endnu mere for de unge med lav social og kulturel kapital (Uddannelses- og Erhvervsvejledning i Uddannelsessektoren, Rambøll, december 2008).

Der befinder sig altså et potentiale i, at UU-centrene i højere grad differentierer vejledningen i forhold til de udsatte unge, der er i risikogruppen for frafald.

Den sunde debat
I vores moderne samfund vil der altid være debat. Det er en god og sund praksis og en helt grundlæggende idé, at vi alle har mulighed for at give vores demokratiske ret til kende. Men udviklingen i samfundet skaber ulemper såvel som fordele. For vores verden er præget af det, man kalder kontingens. Netop det, at alting kunne være på en anden måde, alting kunne være tilrettelagt anderledes og andre valg kunne være truffet - men er det ikke. Kontingens reduceres gennem kommunikation, og det er netop det, jeg har forsøgt i denne artikel. At bruge kommunikationen til at sikre, at vi – om end ikke er helt enige om midlet til at nå målet - forstår, hvorfor tingene er tilrettelagt og besluttet, som de nu en gang er og altså ikke er gjort på en anden måde.

Der vil aldrig være ét facit til de udfordringer, vi står over for, hverken politisk, uddannelsespolitisk eller personligt. Men med kommunikation kan vi reducere misforståelserne og sikre, at vi arbejder med og ikke mod hinanden. For ingen kan være uenige om, hvad vi arbejder for: de unges fremtid og muligheder inden for job, uddannelse og personlig udvikling.

Tidsskriftsnr.:
2010 nr. 2
Publiceringsdato:
01-06-2010

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.