Det siger Finn Lambek om Ungepakken. Stemmen er fast og direkte, budskaberne klokkeklare og engagementet tydeligt. Hans baggrund som lærer, UEA-konsulent og vejleder virker såre logisk - ham vil man gerne vejledes af og lytte til. Finn Lambek er leder af UU Sydvestjylland siden 2004 og spritny formand for det netop etablerede udviklingscenter for vejledning. Og formandens ambitioner for vejledningens udvikling fejler ikke noget…

Hvorfor arbejder du med vejledning?
Med vejledningsreformen i 2004 skete der næsten en revolution med dansk vejledning. Hele professionaliseringen af vejledningen og blåstemplingen af et fag, der hidtil havde været et bifag for skolelærerne, tændte mig. Og jeg er fatalist, så da reformen kom, tænkte jeg, at hvis jeg vil noget med ledelsesfaget, skal jeg slå til nu. Reformen skabte en helt ny ophøjet tilgang til vejledning: Professionaliseringen er tårnhøj, det er højt kvalificerede mennesker, der arbejder med vejledning i dag.

Kombinationen af vejlednings- og ledelsesfaget gør, at jeg har det som blommen i et æg, det er et fantastisk arbejdsliv, jeg har! At jeg også er blevet formand for det nye udviklingscenter for vejledning, siger nok noget om, hvad jeg er for en størrelse. Jeg har været aktiv i udviklingen lige fra starten, og når jeg får chancen, er jeg der 100 %. I min personlige udvikling er det naturligt for mig at påtage mig et ansvar på den fælles front. Samtidig har nogen peget på mig, så jeg har mærket en god opbakning.

Vi har Undervisningsministeriets Videnscenter for Vejledning, og vi har VUE og VOFF. Hvorfor nu endnu et center?
Centeret skal ses i lyset af, at vi nu er på reformens 6. år. Efter to år etablerede vi lederforsamlingen i UU-centrene, men de sidste 3-4 år har vist, at der er behov for mere. Det er ikke nok at tage et par dage til København i ny og næ for at snakke med kollegerne, der skal mere til, mere tyngde. Derfor har vi længe arbejdet hen imod et udviklingscenter, det er en naturlig udvikling. Det er afgørende, at samtlige UU’er er med, for der er kæmpe forskel på Københavns Kommune og Morsø Kommune, hvor der sidder fire vejledere. Perspektiverne, idéerne og løsningerne skal samles.

Centerets opgave er at finde en konsensusmodel, som alle kan bakke op omkring. Vi er et praksisrelateret center, det er de andre videnscentre ikke.

Hvorfor bliver udviklingscentrets data bedre end dem, Undervisningsministeriet kan præstere? Hvad vil jeres database kunne vise, og hvordan kan UU-centrene bruge dem?
Med databasen kan vi tage afsæt i den konkrete virkelighed, hvor vi kan fastfryse et billede af, hvordan det ser ud nu og her i forhold til 95 % -målsætningen. Den nationale profilmodel kan ikke anvendes lokalt, og der er tale om en prognosemodel, som ikke kan være ligeså præcis. Med UU-centrenes database får vi en kategorisering af de unges uddannelsesforløb, og statistikken viser, hvor mange unge der aktuelt ikke er i et uddannelsesforløb. Lige nu kan vi fx se, at der ”kun” er 5-6 % af de unge på landsplan, der befinder sig i en truet eller udsat situation, fordi vi fx kan registrere, hvem der er aupair, på højskole eller på highschool. I Undervisningsministeriets data vil fx et højskoleophold fremgå negativt, fordi det ikke tæller som uddannelse, men et højskoleophold er for mig at se positivt - og et tilbud med perspektiv. Det gør vores indsats langt mere nuanceret end bare at snakke om 95 %-målsætningen.

Hvad bliver centrets opgaver – ud over den fælles database?
Der bliver to spor. Der bliver et vejledningspolitisk spor, der tager sig af netværk og lobbyisme og bistår bestyrelsen. Det andet spor bliver den vejledningsfaglige udvikling.

Vi er 45 UU’er, der hver især sidder og tænker tanker og får idéer. De skal samles og profileres, så vi kan sætte vores egen vejledningspolitiske dagsorden. Det er store ambitioner, og det er også derfor, at vi ansætter en sekretariatsleder. Vi skal holde sammen på vejledningsfeltet efter kommunalreformen. Vi skal sikre os en så høj vejledningsfaglighed, at folk føler, at de får valuta for pengene, så vi bevarer vores selvstændige profil og ikke bliver opslugt i forhold til fx jobcentrene. Vi har et godt samarbejde med jobcentrene, som vil blive intensiveret med Ungepakken, men vores egen skarpe profil er vigtig. Vi vil gerne profilere os tungere, særligt i forhold til Kommunernes Landsforening og Undervisningsministeriet.

Hvad forestiller du dig, at centret har udrettet om fx 5 år?
Jeg forestiller mig, at vi har fastholdt vejledningsfagligheden. Det er vigtigt nu, fordi loven svækkes med frihedsgraden til kommunerne. Her er det afgørende, at vi kæmper for at bevare det professionsideal, der er etableret med reformen, dvs. at vejlederne har en fuld uddannelse og arbejder 100 % som vejledere. Vi må ikke afmontere den gode udvikling ved at lade kommunerne gøre, som de vil.

Al respekt for afbureaukratisering og frihed i kommunerne, men faren er, at der bliver for mange lokale opfattelser - det er vigtigt med en national tilgang til, hvad vejledning er for en størrelse.

Vil centret gå i brechen for bestemte vejledningsfaglige holdninger? Vil I have meninger om fx etik, sanktionering, visitation, lovforslag osv.?
Lige nu er vi 45 UU-centre, der skal blive enige om en konsensus-model, vi kan stå sammen om. Så lige nu er vi en målsætningsfase, og visionerne kommer senere. Der er ingen tvivl om, at der i UU’erne er meninger om både sanktioner, visitation etc. Men vi forholder os til den lovpolitiske virkelighed, og så bruger vi høringssvar etc. til at markere vores vejledningsfaglige holdninger til lovgivningen.

Hvis du skulle lave afgørende ændringer i vejledningsverdenen, hvad ville du så gøre?
Jeg ville tage fat i gennemførelsesvejledningen eller fastholdelsesvejledningen. Jeg ville lave en stringent vejledningsstruktur, hvor enten UU eller Studievalg overtog funktionen. Det er klart, at der er meget fastholdelse i den vejledning, der bedrives nu, hvor omvalg bliver set som negativt. Men omvalg er jo fint, og her kommer vi måske tættere på med vurderingen af uddannelsesparatheden, så vi undgår alle de skift.

Det kunne være et vigtigt skridt på vejen, for jeg mener ikke, at vejlederne skal være en ”del af systemet”, og ved at lade Studievalg og UU stå for vejledningen, får vi institutionsuafhængig vejledning. Men jeg ved også godt, hvordan studievejlederne har det med at få eksterne ind.

Hvilke muligheder og trusler ser du for dansk vejledning?
Vi skal bevare den sektor- og institutionsuafhængighed, som vi stadig har ifølge lovgivningen, her må vi holde fast. Vi skal bevare den ”ophøjede status”. Vi skal fortsat være de unges advokat og være katalysator for ungeindsatsen. Vi slipper ikke helt, for vi har fået myndighedsopgaver og flere med Ungepakken, men der skal helst ikke pilles yderligere ved vores uafhængighedsstatus. Mister vi den, er jeg bekymret.

Men vi har også fået en masse muligheder, og jeg skal være den første til at byde Ungepakken velkommen. Vi har fået en gave og nogle nye muligheder. På en skala fra 1-10, vil jeg give den 8 1/2.

Vi har nemlig manglet værktøjer, der har gjort, at vi har sendt unge på ungdomsuddannelse vel vidende, at de ikke vil klare den, fordi der ikke har været alternativer. Vi har jo kun produktionsskolerne og EGU’en til disse unge, og det siger noget om, hvordan man bedriver uddannelse i det her land. Man lovgiver om Ungepakken, fordi man ikke vil røre uddannelsessystemet.

Kommunerne er i gang med alternative tilbud, men det er klart, at økonomien skal følge med. Der sker spændende ting rundt omkring på forsøgsplan, fx forløb, der handler om udviklingen af personlige kompetencer, hvor en del af det fx er at lære at stå op. Den del skal vi også være opmærksom på i UU. Men nu har vi muligheden for at erklære dem ”ikke uddannelsesparate” og fratage dem en nederlagsoplevelse og til gengæld tilbyde et alternativ. Det er tæt på en myndighedsvurdering, men det er nødvendigt.

Hele vurderingen af uddannelsesparatheden er en stor udfordring. Man kunne have håbet på, at man fra nationalt hold havde sat nogle kriterier op, men det har man ikke gjort, ligesom man ikke gjorde det med definitionen af unge med særlige behov. UU skal selv sætte kriterierne op og afstemme det med uddannelserne. Det er spændende og giver medejerskab, når vi selv kan formulere vores verden, men det er også farligt, hvis der er uenighed om, hvad vi mener. Her er samarbejdet med folkeskolen og ungdomsuddannelserne helt afgørende.

Alt i alt må vi tage det grimme med, for vi har fået meget, vi har brug for.