Hackschooling er et wakeup-call  

Dennis Nørmark på Afveje

 

Titel:
Ungepakken og erhvervsuddannelserne
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Er vekseluddannelse det rette princip for alle unge, eller findes der unge, for hvem princippet om vekseluddannelse netop er grunden til, at de ikke gennemfører en erhvervsuddannelse?
Person:
Billede:
Peter Koudahl
Navn:
Peter Koudahl
Titel:
Lektor ph.d.
Arbejdssted:
DPU, Aarhus Universitet
Fotoreportage:
Lang tekst:

Alle unge skal færdiggøre en uddannelse
En af de helt centrale dele af uddannelsessystemet i forhold til at opfylde ambitionen om at 95 % af en ungdomsårgang i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse, og at 50 % skal gennemføre en videregående uddannelse, er erhvervsuddannelserne. Det fremgår af en række af de dokumenter, der fulgte efter det daværende Globaliseringsråds arbejde, herunder af den endelige rapport fra Udvalget om at alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse:

”Det fremgår af udvalgets kommissorium, at erhvervsuddannelserne skal yde et væsentligt bidrag til at realisere målsætningen om, at alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse” (Udvalget om at alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse 2006:31)

En umiddelbar begrundelse, for at det netop er erhvervsuddannelserne, der er udset hertil, er, at hvis alle, der påbegyndte en erhvervsuddannelse, gør den færdig, vil målsætningen i det store og hele være nået. Med andre ord er frafaldet fra erhvervsuddannelserne meget højt sammenlignet med andre dele af ungdomsuddannelsessystemet. Således er det kun ca. hver anden, der begynder på en erhvervsuddannelse, som gør den færdig.

Frafaldets årsager
Der er lavet en mængde undersøgelser af frafaldet i erhvervsuddannelserne, og der peges på mange forskellige årsager. I forhold til uddannelsernes tilrettelæggelse og gennemførelse peger undersøgelserne på, at frafaldet kan skyldes individualiseringen af uddannelserne og kravet om, at eleverne skal udarbejde individuelle uddannelsesplaner, som for nogle er en uoverskuelig opgave.

Der peges på, at undervisningens niveau ikke er tilpasset eleverne, at uddannelserne skal rumme elever med meget forskellige forudsætninger, men at der ikke er de nødvendige lærerkræfter til stede, at skolerne har rod i logistikken, der gør, at eleverne mister orienteringen, at der er for megen teoretisk og for lidt praktisk undervisning og mange andre forhold.

Hvad angår eleverne, peger undersøgelser på, at frafaldet kan skyldes, at de oplever et dårligt socialt miljø på uddannelserne, de mangler respons og ved ikke, om de er gode nok, deres forudsætninger matcher ikke uddannelsernes krav, de afprøver flere uddannelser, inden de foretager deres endelige valg (hvilket kan forstås i sammenhæng med, at de yngste elever er dem, der oftest falder fra), de har lav selvopfattelse, psykiske, personlige og sociale problemer etc.

Endelig kan det konstateres, at risikoen for at falde fra en erhvervsuddannelse er større blandt unge mænd med anden etnisk baggrund end dansk sammenlignet med alle andre elevgrupper (Koudahl 2005, Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark i samarbejde med Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut 2004/2005, Andersen 2005). 

I samarbejde med en række forskningsinstitutioner deltager Peter Koudahl i et 4-årigt forskningsprojekt om frafald og fastholdelse af elever i erhvervsuddannelse. Projektet er støttet med 16 mill. Af Det Strategiske Forskningsråd. 


Initiativer til nedbringelse af frafald
Der er iværksat en række initiativer inden for erhvervsuddannelserne for at opfylde 95/50 %-målsætningen. På erhvervsskolerne er der etableret mentorordninger, og der er kommet større fokus på vejledningsindsatsen. Der er gjort en række forsøg med nyorganisering af undervisningen med henblik på at sikre fastholdelsen af frafaldstruede elever. Kravet fra centralt hold om grundforløbspakker, genetablering af hold og klasser, der formelt blev afskaffet med Reform 2000 samt etablering af den såkaldte Ny Mesterlære er eksempler på initiativer, der skal medvirke til opfyldelse af 95/50 %-målet. Til trods for disse og en lrække andre initiativer er det ikke for alvor lykkedes at knække frafaldskurven. Godt nok er der sket et lille fald i frafaldet i slutningen af 2009, som kunne tyde på, at nogle af de nævnte tiltag har haft en effekt, men vi er stadig meget langt fra at opfylde regeringens 95/50 %-målsætning.

Vejledning på erhvervsskolerne

Hvad skal der til?
Spørgsmålet lyder igen og igen: Hvad skal der til, for at erhvervsuddannelserne kan løfte den opgave, de er blevet pålagt, nemlig at sikre at alle unge får en ungdomsuddannelse?

Med Ungepakke 2 lægges der bl.a. op til at gennemgå erhvervsuddannelsernes kompetencemål for at rydde ud i eventuelle overflødige dele, der måtte antages at medvirke til, at elever vælger at droppe deres uddannelse. Dette initiativ udspringer af et i øvrigt fornuftigt synspunkt, som især blev aktualiseret med introduktionen af Reform 2000, der for alvor brød med den forestilling, at erhvervsuddannelserne primært skulle være faglige uddannelser, som skulle sikre erhvervslivets efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft.

Efter Reform 2000 skulle erhvervsuddannelserne være et ligeværdigt alternativ til en gymnasial uddannelse og forberede eleven til videreuddannelse efter at være blevet udlært. Et af midlerne til realisering af denne ambition var en opprioritering af undervisning i traditionelle skolefag som sprog, samfundsfag, dansk og matematik. Til trods for, at alle undersøgelser, der havde beskæftiget sig med disse grundfags placering i uddannelsen, viste, at en placering et stykke henne i uddannelsen (hvor nytteværdien af kundskaber i fx matematik viste sig relevant for udøvelsen af håndværket) var den bedste, blev store dele af grundfagsundervisningen placeret i begyndelsen af uddannelsen, på det såkaldte grundforløb. Ud over at det i sig selv var årsag til frafald, førte det til ganske fornuftige diskussioner om, hvorvidt det egentlig er nødvendigt at bestå engelsk på d-niveau for at blive tømrer og lignende diskussioner. I erkendelse af denne problemstilling, blev dele af grundfagsundervisningen flyttet til hovedforløbet og er med den seneste justering af uddannelserne, der trådte i kraft i 2008, blevet grundigt nedprioriteret.

Det kan da tænkes, at der stadig er enkelte elementer, der kan pilles ud af bekendtgørelserne. Spørgsmålet er naturligvis, om flere justeringer af bekendtgørelser overhovedet har en praktisk betydning for den konkrete uddannelsesaktivitet.

Hvad kan erhvervsuddannelserne?
Måske er det ikke tilstrækkeligt at stille krav til erhvervsuddannelserne, om hvad de skal, uden at kigge på hvad de under gældende betingelser egentlig er i stand til. Det er derfor relevant og vigtigt, at stille spørgsmålet om erhvervsuddannelsernes bidrag til opfyldelse af 95/50 %-målsætningen på en anden måde. Det kunne være noget i retning af: Er erhvervsuddannelserne, sådan som de i praksis fungerer, overhovedet i stand til at løfte opgaven med at sikre 95/50 %-målet? Det er efter min opfattelse på den ene side påfaldende og på den anden side stort set fraværende i debatten, at erhvervsuddannelsernes praktiske funktionsmåde ikke har ændret sig grundlæggende siden ophævelsen af lavsvæsnet i 1857 (Koudahl 2008).

I det følgende vil jeg derfor fokusere på relationerne mellem nogle helt grundlæggende strukturelle forhold inden for erhvervsuddannelsesområdet eksemplificeret ved vekseluddannelsesprincippet (De danske erhvervsuddannelsers kronjuvel (Larsen 2004)) og de unge, der i dag ikke får en ungdomsuddannelse.

Vekseluddannelsesprincippet
Hvis vi fokuserer på de tekniske erhvervsuddannelser (håndværkeruddannelser), er de i Danmark tilrettelagt efter vekseluddannelsesprincippet, der indebærer, at eleven som hovedregel indleder sin uddannelse med grundforløb af 20-60 ugers varighed på en teknisk skole, hvorefter han/hun overgår til hovedforløbet. Dette er typisk tilrettelagt med lange perioder med oplæring i en praktikvirksomhed afbrudt af korte ophold på den tekniske skole. I denne periode er eleven ansat i virksomheden og får elevløn, og ansættelsesforholdet er reguleret efter overenskomst. Sammenlagt tager uddannelsen 3-4 år, hvoraf 60-75 % af den samlede uddannelsestid foregår i praktikvirksomheden.

Netværk

Historisk har denne organisationsform sikret, at de danske erhvervsuddannelser har været i stand til at levere højt kvalificeret arbejdskraft, der i høj grad har kunnet tilfredsstille arbejdsmarkedets behov og samtidig været mobil, fleksibel og omstillingsparat i forhold til ny teknologi og indførelsen af nye metoder i produktionen. Sammenhængen mellem erhvervslivet og uddannelserne formidles gennem det såkaldte partsstyre, der sikrer, at fagene repræsenteret ved deres organisationer er direkte involveret i reguleringen af uddannelserne på alle niveauer fra lovgivningen til det konkrete udbud af uddannelser på de enkelte erhvervsskoler. På den baggrund kan vi sige, at Danmark har verdens (måske) bedste erhvervsuddannelsessystem, som det med tildelingen af den præstigefulde Carl Bertelsmannspris i 1999 officielt blev udpeget til at være.

Praktikpladsen
Bagsiden af denne organisationsform er imidlertid, at gennemførelse af uddannelsen er fuldstændig afhængig af, at praktikvirksomhederne vil have elever i praktik. Det er helt afgørende at være opmærksom på, at der her er tale om en lønnet praktik, hvor elevlønnen er fastsat gennem de almindelige overenskomstforhandlinger, fordi det indebærer, at eleven under sin praktikperiode ikke alene er under uddannelse, men samtidig bliver betragtet som en arbejdskraft, der skal medvirke til at realisere virksomhedens hovedformål, nemlig at tjene penge og skabe overskud. Samtidig indebærer det, at virksomhederne kun ansætter elever, hvis de har noget at lave. En konsekvens er, at erhvervsuddannelsessystemet grundlæggende er afhængig af de økonomiske konjunkturer.

Helt konkret viser det sig for tiden, hvor den økonomiske krise har betydet en generel nedgang i produktionen. Derfor ansætter virksomhederne færre erhvervsuddannelseselever i praktik, og resultatet er, at der i øjeblikket er ca. 8000 elever, der ikke kan færdiggøre deres uddannelse, fordi de ikke kan få en praktikplads. Den omvendte situation kunne iagttages under det store økonomiske opsving, der sluttede, da boligboblen brast: Her var der bl.a. inden for byggeriet så stor efterspørgsel efter lærlinge, at det ikke var muligt at skaffe det nødvendige antal. Den positive effekt var, at grupper af elever, som erhvervslivet hidtil kun i begrænset omfang ville ansætte i en læreplads (fx unge med anden etnisk baggrund end dansk) fik mulighed for at få en praktikplads.

Skolepraktik
En mulighed for at kompensere for denne indbyggede dysfunktionalitet i systemet er at oprette skolepraktikpladser som erstatning for virksomhedspraktikken. Skolepraktik er et forløb på erhvervsskolen, der skal give eleven mulighed for at lære fagets praktiske sider. Der er oprettet værksteder, og man forsøger at arbejde på vilkår, der ligner erhvervslivets mest muligt. Regeringen har afsat en hel milliard bl.a. til oprettelse af ”op til 3000 ekstra skolepraktikpladser”, som det er formuleret i Undervisningsministeriets pressemeddelelse fra 7. oktober 2009. Det er bedre end ingenting, men der er et stykke op til de 8000, der pt. mangler praktikpladser, og det forslår som en skrædder i helvede, hvis målet om at 95 % skal have en ungdomsuddannelse. Opfyldelse af dette mål indebærer, at der skal oprettes ca. 20 % flere praktikpladser, end der var, da højkonjunkturen var på sit højeste, det vil sige i omegnen af 12.000 flere praktikpladser.

Når det kommer til at løfte en politisk vedtaget socialpolitisk opgave, nemlig at alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse, må vi således konstatere, at vi i Danmark har et rigtigt dårligt erhvervsuddannelsessystem.

Grundlæggende problemstillinger
Der er principielt to måder at anskue denne problemstilling på, og som Ungepakke 2 behændigt undgår at tage stilling til:

  1. Kravet om at erhvervsuddannelsessystemet skal løfte 95 %-målet er rettet til en forkert del af uddannelsessystemet, der på grund af sin praktiske funktionsmåde ikke har mulighed for at opfylde det.
  2. Der må foretages justeringer af vekseluddannelsesprincippet, således at det kan sikres, at 95%-målet kan opfyldes.

Ad 1: Hvis man vil bevare de allerede beskrevne fordele ved vekseluddannelsessystemet, må man som ansvarlig politiker erkende, at det ikke kan ske inden for rammerne af erhvervsuddannelsessystemet. Systemet er grundlæggende gearet til at levere den arbejdskraft, som erhvervslivet efterspørger, og historien viser, at den opgave har systemet i det store hele løst til top-karakter. Systemets regulering, der på alle planer er styret af forholdet mellem udbud og efterspørgsel, sikrer, at de dygtigste elever gennemfører uddannelserne, og at de knap så dygtige falder fra. Dette er i overensstemmelse med erhvervslivets objektive behov: At have den til enhver tid bedst kvalificerede arbejdskraft med henblik på at sikre den størst mulige indtjening.

Ad 2: Som ansvarlig politiker må man erkende, at med de politiske krav til at erhvervsuddannelserne ikke alene skal sikre erhvervslivet den nødvendige arbejdskraft, men at det også skal løfte socialpolitiske målsætninger, der skal forhindre, at mennesker i den arbejdsduelige alder parkeres på overførselsindkomst, må der foretages grundlæggende forandringer i princippet om, at alle skal gennemføre en erhvervsuddannelse efter vekseluddannelsesprincippet, som vi kender det i dag.

Chefen for Erhvervsuddannelsesafdelingen i Undervisningsministeriet, Søren Hansen, er i Vejlederforums reportage fra konferencen ”Vejledning kan ikke løse alt - eller kan vejledning løse alt?”, der blev afholdt i København den 5. november 2009, citeret for ”at uddannelserne ikke bare skal tilpasse sig de unge. For jo mere rummelige vi kan lave vores etablerede uddannelsessystemer, jo bedre, for de unge vil ikke være unormale”.
Retorikken om ”De unge”…

Man kunne få den tanke, at Søren Hansen har en klar forestilling om hvem ”de unge” er, når han mener, at de har samme behov: Ikke at være unormale. Faktum er imidlertid, at ”de unge” udgør en meget sammensat gruppe med mange og forskelligartede behov i relation til uddannelse, og i øvrigt til de fleste andre forhold i tilværelsen. Efter min opfattelse er et af de store problemer i forhold til at forstå fx frafaldsproblematikken netop den udbredte retorik om ”De unge”, der bl.a. anvendes flittigt af en række såkaldte ”ungdomsforskere”. Problemet er, at den eliminerer alle de forskelle, der hidrører fra fx køn, klasse, etnicitet, kulturel og social oprindelse. Kort sagt: Alle de elementer, som vi fra empiriske undersøgelser ved, er helt afgørende for at forstå menneskers grundlæggende orienteringer, deres valg og fravalg, deres præferencer for dette eller hint - herunder uddannelsesvalg (Hansen 1995, Bourdieu 1986, Bernstein 1977 og mange andre) bortretoucheres med dette ubestemt ”De unge”…

De, der ikke får en uddannelse
Til gengæld ved vi noget om, hvilke problemstillinger der knytter sig til en del af de unge, der i dag ikke gennemfører en uddannelse. Det er fx sociale problemer, familiære problemer, manglende opbakning fra hjemmet – grænsende til omsorgssvigt, misbrug, boligproblemer, psykiske problemer, kriminalitet etc. Fælles for mange af disse problemstillinger er, at de normalt ikke forbindes med uddannelsesmæssige problemer eller problemstillinger, som uddannelsessystemet skal tage sig af. Men det gør man på erhvervsskolerne, bl.a. ved at tilbyde specielt tilrettelagte uddannelsesforløb, mentorordninger, forstærket vejledningsindsats etc.

Til rådighed

På nogle af de mange skoler, jeg efterhånden har besøgt, har lærerne den opgave, at sørge for at bestemte elever tager deres antabus eller får deres metadon. Det står enhver frit for at mene, at disse problemer ikke er nogle, som uddannelsessystemet skal tage sig af, men erhvervsuddannelsessystemet er blevet pålagt at tage sig af disse problemstillinger. I den sammenhæng burde det være indlysende, at denne gruppe af unge, som er blandt de 20 %, der med Ungepakkens mellemkomst er udset til at gennemføre en uddannelse, i høj grad har brug for, at uddannelsessystemet indretter sig efter deres behov.

Med andre ord…
I relation til erhvervsuddannelserne må man stille sig spørgsmålet: Er vekseluddannelse det rette princip for alle unge, eller findes der unge, for hvem princippet om vekseluddannelse netop er grunden til, at de ikke gennemfører en erhvervsuddannelse? Måske er det ikke sikkert, at vekseluddannelsessystemet, til trods for dets indiskutable fordele, er svaret på alle de udfordringer, som erhvervsuddannelserne står over for i relation til at løfte regeringens 95/50 %-målsætning.

Under alle omstændigheder må den forestilling, der ligger i bunden af Ungepakke 2 om, at de unge nok skal makke ret, søge og færdiggøre deres uddannelse, hvis konsekvenserne er tydelige og barske nok, kigges efter i sømmene. Så enkelt er det ikke!

Referencer

  • Andersen, Dines 2005: 4 år efter grundskolen. 19-årige om valg og veje i ungdomsuddannelserne. akf forlaget.Bernstein, Basil 1977: Class, Codes and Control, Vol. 4. The Structuring of Pedagogic Discourse. Routledge, Keegan and Paul.
     
  • Bourdieu, Pierre 1986: Distinction. A Social Critique of the Judgement of Taste. Routledge & Kegan Paul.
     
  • Hansen, Erik Jørgen 1995: En generation blev voksen. Socialforskningsinstituttet. Rapport 95:8
     
  • Jensen, Ulla Højmark; Jensen, Torben Pilegaard 2005: Unge uden uddannelse – hvem er de og hvad kan der gøres for at få dem i gang. Socialforskningsinstituttet. Rapport 05:09
     
  • Koudahl, Peter 2005: Frafald i erhvervsuddannelserne – årsager og forklaringer. Undervisningsministeriets temahæfteserie nr. 1 2005. Undervisningsministeriet. Findes kun som web-publikation
     
  • Koudahl, Peter 2008: Et feltanalytisk blik på de danske erhvervsuddannelser – med eksempler fra aktuelle uddannelsespolitiske strømninger. In Cursiv nr. 3 2008. Institut for Didaktik, DPU, Aarhus Universitet.
     
  • Larsen, Jette 2004: Hvordan bevare ”kronjuvelerne” i vekseluddannelserne? Er der nogen? In Warring, Niels mfl. (red). 2004: Samfundsborger – medarbejder. Debat om de erhvervsrelaterede uddannelser. Erhvervsskolernes forlag.
     
  • Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark i samarbejde med Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut 2005: Udlændinge på ungdomsuddannelserne – frafald og faglige kundskaber. Ministeriet for flygtninge og indvandrere.Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark i samarbejde med Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut 2004: Udlændinges vej gennem uddannelsessystemet. Ministeriet for flygtninge og indvandrere.
     
  • Udvalget om at alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse 2006: Forslag til handlingsplan for at alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse. Undervisningsministeriet. Publikationen kan hentes på nettet.

Tidsskriftsnr.:
2010 nr. 1
Publiceringsdato:
08-03-2010
Kommentarer
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.