Bo Svane Møller er ny formand for Danmarks Vejlederforening siden september 2009. Det har været en stormfuld start. Undervisningsministeren fremlagde i oktober Ungepakken med forslag om at omlægge børnefamilieydelsen til en ungeydelse, der kan inddrages, hvis en ung ikke følger sin uddannelsesplan – og det skal vejlederne kontrollere.

Vejlederforeningen reagerede ved at foreslå, at ydelsen i stedet blev gjort til en junior-SU, der udbetales ved fremmøde på den valgte uddannelse – med andre ord: Trylle en pisk om til en gulerod. Foreningens forslag blev vendt og drejet under en Folketingsdebat, og Bo Svane Møller blev citeret i dagspressen og interviewet af Poul Friis på P1 på tværs i radioen. (Hør interviewet Junior-SU bedre end børnesmæk)

Du har været meget i vælten, siden du blev formand?
Det har da været hårdt, og nogle har angrebet mig hårdt for forslaget med junior-SU’en, også fra foreningens egne rækker, men jeg har fået ligeså mange pæne tilkendegivelser den anden vej.

Det er selvfølgelig svært, når man ikke er vant til sådan noget. Men det er jo ikke kun mig – det har været et større arbejde med hele bestyrelsen bag. Den udmelding vi kom med, var jo bare for at sige: Vi vil ikke være den myndighed, der kommer og tager noget fra familien. Så vil vi hellere kigge på det positivt. Vi er ikke glade for det, og der er stadig faldgruber i det, men vi vil hellere være med til en positiv motivation af de unge. Og det er hele humlen ved det. Hvis vi vil noget med de unge i det her samfund, så skal vi motivere de unge ved at være til stede, ved at give dem anerkendelse, ved at give dem viden. Så kan vi flytte dem. Men hele systemet skal være med. Og det bliver ikke nødvendigvis dyrere.

Hvad er din egen vej ind i vejledning?
Ja, så bliver jeg nødt til at starte med begyndelsen. Efter studentereksamen og militæret blev jeg laborant og derefter politibetjent – men det var ikke noget for mig. Jeg tog en læreruddannelse, og efter en tid som skoleleder i Upernavik på Grønland blev jeg ansat på Bogø Kostskole, hvor jeg ledte en afdeling for unge, der var på til ungdomsuddannelse. I 2001 begyndte jeg i Møn Kommune som ungevejleder i Vejledningshuset. Efter vejledningsreformen i 2004 blev jeg i UU-sjælland Syd med base i Næstved, og dér har jeg været siden.

Mine forældre lærte mig: Du skal fuldføre det, du går i gang med. Det er realkompetencer, ikke? Du kan altid bruge det, du har lært. I dag kan jeg se, at alt det jeg har lavet før, det kan jeg bruge i dag, også min tid i politiet. Det betyder, at jeg kan se en sag fra flere sider. Og så har jeg taget alle de vejlederuddannelser, du næsten kan tage – sidste år afsluttede jeg masteruddannelsen. Det var hårdt med fuldtidsarbejde og foreningsarbejde ved siden af, men også spændende. Uddannelsen var en øjenåbner, og det var en oplevelse at møde alle vejledningens koryfæer som gæstelærere.

Hvordan ser du vejledningens udvikling lige nu?
Lige nu går det lidt tilbage mod træk-faktorvejledning og styrende vejledning. Med målgruppevurderingen til produktionsskolerne fik vi en myndighedsrolle, som vi ikke var vant til. Og nu med forslaget om ungeydelsen i Ungepakken – vi kæmper for ikke at have den myndighedsrolle, så vi kan bevare de unges tillid. Vi kan ikke styre de unge ligesom i gamle dage, hvor man sagde: ”Du er taget til tømrer” – det går altså ikke i dag. Men vi skal heller ikke tale de unge efter munden og sige ”Åh hvor er det synd for dig”.

Vi skal tilpasse os den kultur, som de unge er en del af i det postmoderne samfund. Mange veje fører til Rom, og vi kan ikke passe de unge ind i kasser. De må kunne tage uddannelserne, når de er klar til det. Det de unge mangler, det er nærvær og anerkendelse, voksne mennesker, der tager dem seriøst på andet end det faglige. Det er den vej, vi skal køre!

I øjeblikket taber vi drengene. De har brug for pauser, når overetagen er under ombygning; uddannelsessystemet passer ikke til dem. Vi skulle måske lade dem lave noget andet en periode. Jeg kender en friskole på Stevns med en 8. klasse, hvor de laver avis og dyrker idræt – det giver et godt resultat også for drengene, fordi de kan engagere sig. Det er mindre bogligt, men holder de samme faglige krav.

Mentoring kan være en god ting. Men ordningerne i dag er taget ud af en kontekst, og flere regelsæt støder sammen. Det gælder fx 9. klasses mentorer og mentorer i overgangen til erhvervsuddannelserne – der skal vejlederne samarbejde med erhvervsuddannelserne, men det står der bare ikke noget om i deres lovgivning. Men det rådes der nu bod på med ungepakkerne.

Mentor havde oprindelig fokus på en udvikling af hele mennesket; nu bliver ordningen brugt til at tilpasse de unge til systemet, ikke at udvikle dem personligt. De får en mentor for at fuldføre et forløb – er der ikke andre ting, der skal til i de unges liv? Man vil fastholde de unge – er det ikke snarere et symptom på, at systemerne ikke er gode nok? At uddannelserne ikke kan leve op til den ungdomskultur, der er i dag?

Problemet er den drejning som vejledning er blevet pålagt at tage – og herunder mentoring – nemlig, at lappe, på sociallovgivningen, på arbejdsmarkedslovgivningen osv. Hvis systemerne ikke virker, så skal der vejledning til. Det er ikke, fordi jeg vil skyde mig selv i foden, men vi kan altså ikke klare alting. Vi er ikke uddannet til myndighedsudøvelse, og den position ødelægger tillidsforholdet mellem vejleder og vejledte.

Hvad kan vejledningen gøre?
Vejledning skal flytte mennesker på et frivilligt grundlag. Deri ligger jo, at vi skal gøre det klart, at hvis du vil være frisør, så skal du vide, at der mangler pladser. Du må måske fokusere på en plan B. Men hvis de ikke selv vælger, så går det ikke.

De unge vil ofte det, de kan – de vil rigtig gerne bruge deres ressourcer til det yderste, og det skal vi stimulere. Vejlederen skal flytte de unge mod, hvad de vil, og hvilke kompetencer de gerne vil have i spil. Og der er jo altid noget, de vil. Hvis de fx bruger Spor, så kan man se, hvad vej det går: Om de vil arbejde med dyr, eller med mennesker eller hvad der nu er linjen i det. Så man kan sige: Hvis du vil være frisør, er det måske, fordi du vil arbejde med mennesker. Du kan måske tage dig en hf og gå på sygeplejeskolen.

Vi skal ikke vejlede, fordi der mangler unge et eller andet sted. Vi skal vejlede til de unges og samfundets bedste. Vi må finde ud af: Hvad driver de unge? Det må ikke være tvang. Men vi skal være bevidste om de fælder, der er i uddannelsesessystemet. Vejledningen skal skabe overskuelighed i det meget komplekst system, som de unge skal navigere i.

Og vi skal vejlede forældrene, for vi ved jo, at mor er den vigtigste vejleder, og familien skal ind over. Mange indvandrerfamilier har for store ambitioner, og dér har vi en opgave i at sige, at skal du være automekaniker, så skal du faktisk uddanne dig i 4 år! Til gengæld er der i mange af de familier en holdning til, at du skal læse dine lektier, og du skal fuldføre det, du er gået i gang med, så mange af deres børn når faktisk rigtig langt.

Ungepakken indeholder forsøg med mere fleksible uddannelser, fx eudx – dvs. en erhvervsuddannelse som en begyndelse til en gymnasieuddannelse. Det er en god idé at nytænke ungdomsuddannelserne og slå eud og de gymnasiale uddannelser sammen. Det vil betyde, at uddannelserne får samme prestige. Campusmodellen kan måske også bruges. Vejlederne ville have en naturlig plads dèr.

Børne- og kulturchefforeningen er kommet med et godt oplæg til en ungdomskommission, som vejlederforeningen støtter. Vi skal sammentænke systemerne, Vi skal måske have et ungdomsministerium for at komme væk fra silotænkningen. Alt, hvad der har med ungdom at gøre, skal tænkes sammen.

Hvilken rolle skal Danmarks Vejlederforening spille?
Vejlederforeningen er en faglig forening uden tilknytning til medlemmernes respektive fagforeninger, inkl. Danmarks Lærerforening. Vejlederforeningen skal stå frem og tale vejledningens sag og diskutere vejledningspolitik. Så kan man være enig eller uenig.

Vi skal udtale os om alt, der har med vejledning at gøre – og det fx gælder også, når uddannelsesplanen får betydning for forsørgelsesgrundlaget. Og vi skal fortsætte af den vej. Vi skal være proaktive i forhold til de ting, der er på vej. Vi har talt med politikere og fået anledning til at gøre rede for vores synspunkter, og det har været meget positivt. Ved en forespørgselsdebat den 2. december i Folketinget blev foreningen nævnt mere end 20 gange.

Hvordan synes du, vejledningen burde være organiseret og prioriteret?
Jeg så gerne en enstrenget vejledning, hvor UU-centre og Studievalg samt vejledningen fra jobcentrene var slået sammen. Hvor vi havde en aktie i uddannelserne og var til stede dér også. Både økonomisk og organisatorisk ville det være en fordel.

Vejledning er – og skal være – en profession. Jeg er ked af, at der er slækket lidt på uddannelseskraven i øjeblikket. Jeg så gerne, at professionsbacheloruddannelsen kom på banen igen. Der skal være autorisation og uddannelseskrav, hvis man vil noget med vejledning.

Det enstrengede system bør være for alle fra vugge til krukke – livslang læring og livslang vejledning. Vi skal tænke uddannelsesstøtte anderledes, og man skal kunne hoppe ind og ud, også selvom man har fuldført sin første uddannelse. Man skal ikke lukke uddannelserne for folk, man skal åbne dem op. Og det er måske det centrale: Vi har et fleksibelt samfund, og derfor skal uddannelserne også være fleksible, så de kan ændres. De unge skal kunne kombinere uddannelserne, så de passer til deres ønsker, og hvornår de er klar til at tage dem.

Vejledernes opgave er at finde ruterne gennem uddannelserne, vi skal være stifinder og coach for de unge og bruge hele værktøjskassen. Vi skal være klar til at dække alle positioner, fra at støtte til at styre – fleksibelt gennem vejledningen i takt med den unges behov.

Vi skal give de unge mulighed for at deltage i anerkendende fællesskaber – ellers står grupper som AK81 klar til at tage over. Forslaget omkring at fratage familierne børnefamilieydelsen kunne meget vel være med til at støde de unge ud i de fællesskaber.