Den individuelle samtale ses traditionelt som den rigtige vejledning og er stadig i høj grad vejlederens automatiske metodevalg. Afklaring er en indre refleksionsproces, der bedst finder sted gennem individuel samtale og vejledning. Valget er den enkeltes individuelle valg. Desværre risikerer vejledningen at blive et skalkeskjul for, at problemstillinger ændrer perspektivet fra samfund til individ.

Men kan en anden organisering af vejledningen i virkeligheden være med til at imødegå en individualisering? Kunne man forestille sig, at afklaring er bundet til konkret deltagelse i fællesskaber, og at vejledning i fællesskaber faktisk kan medvirke til at undgå individualisering?

Betragtningerne er inspireret af en ph.d. in spe - Vejledning i fællesskaber - af Rie Thomsen. En ph.d., der sætter spørgsmålstegn ved nogle af dansk vejlednings hellige køer. Og det må nødvendigvis pirre vores nysgerrighed. For fokus på, hvad man kan få ud af fællesskaber, er hot. Ikke mindst i en tid, hvor vejledning i fællesskaber hurtigt bliver oversat til gruppevejledning. Og gruppevejledning bliver nemt svaret på bunker af ledige, der så at sige hober sig op på landets jobcentre og andre aktører. Hvor kvantitet regerer frem for kvalitet, hvor gruppevejledning risikerer at bliver discountvejledning.

Men vejledning i fællesskaber kan ikke bare oversættes til gruppevejledning. For der er en mening med at kalde det noget andet. Vejledning i fællesskaber er langt mere komplekst og har langt flere betydninger. Tag fx vejledning i forbindelse med fyringer, hvor der er afgørende forskel på, om vejledningen kommer til at foregå i et allerede eksisterende fællesskab på en arbejdsplads eller arrangeres i en slags fællesskaber i jobcentre eller a-kasser.

Man kunne også definere samfundet som et fællesskab, det store fællesskab. Og her bryder Rie Thomsen med det, som mange vejledere betragter som vejledningens grunddilemma: samfundets behov på den ene side og individets på den anden side. Ikke desto mindre hævder Rie Thomsen, at den enkeltes og samfundets behov er to sider af samme sag. Fordi mennesket er forbundet til samfundsmæssige og strukturelle betingelser, som den enkelte ikke bare kan gå ind og ændre på helt alene. Vi har fælles vilkår og fælles betingelser.

Ligesom forfatteren sætter spørgsmålstegn ved nogle indgroede dogmer, vil VejlederForum Magasinet også gøre det ved de nye, der kommer til, om end de i sagens natur er knap så cementerede.

For er vejledning i fællesskaber positivt for enhver pris? Kan der altid skabes et konstruktivt fællesskab, hvor andres erfaringer bliver en ressource og ikke en begrænsning. Hvad sker der med den eftertragtede fortrolighed i den individuelle vejledningssamtale, når den vejledte pludselig skal dele sine tanker og handlinger med andre? Og for at blive i fortroligheden, der går hånd i hånd med vejledningens etiske retningslinjer, hvad sker der så med ligeværdigheden som etisk princip? Kan den altid opretholdes i måske ulige konstellationer?

Med finanskrise og massefyringer i baghovedet, risikerer Rie Thomsen så at tale den forkerte sag, hvor det bliver legitimt at vejlede på samlebånd? Næppe, hvis man for alvor læser afhandlingen, men ikke desto mindre kræver det en forsvarstale inklusiv forklaring og argumenter – og modsigelser. For hvilke andre perspektiver kunne supplere, diskutere og modsige, at vejledning i fællesskaber, at konkret deltagelse i fællesskaber, skaber en større dynamik, mere mening og en større betydning for de vejledte? Hvornår er det rigtigt, oplagt, konstruktivt - eller forkert - at tale om vejledning i fællesskaber?

Det er der flere og forskellige svar på, og de bliver hørt i Magasinets nye artikelserie om vejledning i fællesskaber.

Indhold

• Rie Thomsen, adjunkt i Forskningsenheden i Vejledning, DPU
  Vejledning tænkes og tilrettelægges traditionelt som individuelle samtaler, og afklaring ses som en indre og individuel proces. Hvordan bliver vejledning en praksis, hvor mennesker i fællesskab bearbejder problemer og deres betingelser? Gør vi som samfund problemstillinger til vejledningsproblemer for at kunne håndtere problemerne på særlige måder? Og hvad er Rie Thomsens helt nye bud på en konceptualisering af vejledningen?
   
• Camilla Hutters, organisationskonsulent, Professionshøjskolen Metropol, Jo Krøjer, lektor og ph.d, Roskilde Universitetscenter
  Kollektive erfaringer giver mulighed for, at de unge overskrider uddannelsesvalget som pres og ensomhed. En artikel om fortælleværksteder på højskoler.
   
• Vibeke Lauesgaard, forandringskonsulent/erhvervsvejleder i Carlsberg Danmark
  Vibeke Lauesgaard blev ansat til at vejlede de 250 medarbejdere, som blev afskediget i slutningen af 2008 grundet Carlsbergs flytning af produktionen fra Valby til Fredericia. Hvad hun lavede og hvordan beskrives i denne artikel, og der reflekteres bl.a. over forskellen på at vejlede fyrede i et eksisterende fællesskab frem for at vejlede et konstrueret fællesskab i et jobcenter. Hvilke muligheder ser forfatteren i det fælles rum, og hvilke problemstillinger dukkede op?
   
• Norman E. Amundson, ph.d. og professor i vejledning ved University of British Columbia, Vancouver, Canada
  Norman Amundson er via sine bøger og sin foredragsvirksomhed kendt i vejlederkredse verden over, ikke mindst for sin kreative tilgang til vejledning. Hvilke nye tanker har han gjort sig om gruppevejledning siden sin stadig aktuelle bog Gruppevejledning fra slut 80’erne?
   
• Jørgen Sams, Det Opsøgende Vejlederteam, Københavns Ungdomsskole/UU København
  Kollegialt fællesskab er et must, hvis vejledningen skal virke. Hvordan samarbejder man på tværs af alle tre forvaltninger omkring unge med særlige behov? Hvordan er betingelserne for det kollegiale samarbejde efter vejledningsreformen? 
     
• Anni Svinth, uddannelseskonsulent, 3F
  Anni Svinth har opfundet de såkaldte Vejledningshjørner, der har udviklet sig siden opstarten og konstant er i bevægelse. Anni Svinth giver bud på, hvornår andres erfaringer bliver en ressource, og hvornår de kan være en begrænsning, og hvordan fortrolighed kan håndteres.

Den individuelle samtale ses traditionelt som den rigtige vejledning og er stadig i høj grad vejlederens automatiske metodevalg. Afklaring er en indre refleksionsproces, der bedst finder sted gennem individuel samtale og vejledning. Valget er den enkeltes individuelle valg. Desværre risikerer vejledningen at blive et skalkeskjul for, at problemstillinger ændrer perspektivet fra samfund til individ.

Men kan en anden organisering af vejledningen i virkeligheden være med til at imødegå en individualisering? Kunne man forestille sig, at afklaring er bundet til konkret deltagelse i fællesskaber, og at vejledning i fællesskaber faktisk kan medvirke til at undgå individualisering?

Betragtningerne er inspireret af en ph.d. in spe - Vejledning i fællesskaber - af Rie Thomsen. En ph.d., der sætter spørgsmålstegn ved nogle af dansk vejlednings hellige køer. Og det må nødvendigvis pirre vores nysgerrighed. For fokus på, hvad man kan få ud af fællesskaber, er hot. Ikke mindst i en tid, hvor vejledning i fællesskaber hurtigt bliver oversat til gruppevejledning. Og gruppevejledning bliver nemt svaret på bunker af ledige, der så at sige hober sig op på landets jobcentre og andre aktører. Hvor kvantitet regerer frem for kvalitet, hvor gruppevejledning risikerer at bliver discountvejledning.

Men vejledning i fællesskaber kan ikke bare oversættes til gruppevejledning. For der er en mening med at kalde det noget andet. Vejledning i fællesskaber er langt mere komplekst og har langt flere betydninger. Tag fx vejledning i forbindelse med fyringer, hvor der er afgørende forskel på, om vejledningen kommer til at foregå i et allerede eksisterende fællesskab på en arbejdsplads eller arrangeres i en slags fællesskaber i jobcentre eller a-kasser.

Man kunne også definere samfundet som et fællesskab, det store fællesskab. Og her bryder Rie Thomsen med det, som mange vejledere betragter som vejledningens grunddilemma: samfundets behov på den ene side og individets på den anden side. Ikke desto mindre hævder Rie Thomsen, at den enkeltes og samfundets behov er to sider af samme sag. Fordi mennesket er forbundet til samfundsmæssige og strukturelle betingelser, som den enkelte ikke bare kan gå ind og ændre på helt alene. Vi har fælles vilkår og fælles betingelser.

Ligesom forfatteren sætter spørgsmålstegn ved nogle indgroede dogmer, vil VejlederForum Magasinet også gøre det ved de nye, der kommer til, om end de i sagens natur er knap så cementerede.

For er vejledning i fællesskaber positivt for enhver pris? Kan der altid skabes et konstruktivt fællesskab, hvor andres erfaringer bliver en ressource og ikke en begrænsning. Hvad sker der med den eftertragtede fortrolighed i den individuelle vejledningssamtale, når den vejledte pludselig skal dele sine tanker og handlinger med andre? Og for at blive i fortroligheden, der går hånd i hånd med vejledningens etiske retningslinjer, hvad sker der så med ligeværdigheden som etisk princip? Kan den altid opretholdes i måske ulige konstellationer?

Med finanskrise og massefyringer i baghovedet, risikerer Rie Thomsen så at tale den forkerte sag, hvor det bliver legitimt at vejlede på samlebånd? Næppe, hvis man for alvor læser afhandlingen, men ikke desto mindre kræver det en forsvarstale inklusiv forklaring og argumenter – og modsigelser. For hvilke andre perspektiver kunne supplere, diskutere og modsige, at vejledning i fællesskaber, at konkret deltagelse i fællesskaber, skaber en større dynamik, mere mening og en større betydning for de vejledte? Hvornår er det rigtigt, oplagt, konstruktivt - eller forkert - at tale om vejledning i fællesskaber?

Det er der flere og forskellige svar på, og de bliver hørt i Magasinets nye artikelserie om vejledning i fællesskaber.

Indhold

• Rie Thomsen, adjunkt i Forskningsenheden i Vejledning, DPU
  Vejledning tænkes og tilrettelægges traditionelt som individuelle samtaler, og afklaring ses som en indre og individuel proces. Hvordan bliver vejledning en praksis, hvor mennesker i fællesskab bearbejder problemer og deres betingelser? Gør vi som samfund problemstillinger til vejledningsproblemer for at kunne håndtere problemerne på særlige måder? Og hvad er Rie Thomsens helt nye bud på en konceptualisering af vejledningen?
   
• Camilla Hutters, organisationskonsulent, Professionshøjskolen Metropol, Jo Krøjer, lektor og ph.d, Roskilde Universitetscenter
  Kollektive erfaringer giver mulighed for, at de unge overskrider uddannelsesvalget som pres og ensomhed. En artikel om fortælleværksteder på højskoler.
   
• Vibeke Lauesgaard, forandringskonsulent/erhvervsvejleder i Carlsberg Danmark
  Vibeke Lauesgaard blev ansat til at vejlede de 250 medarbejdere, som blev afskediget i slutningen af 2008 grundet Carlsbergs flytning af produktionen fra Valby til Fredericia. Hvad hun lavede og hvordan beskrives i denne artikel, og der reflekteres bl.a. over forskellen på at vejlede fyrede i et eksisterende fællesskab frem for at vejlede et konstrueret fællesskab i et jobcenter. Hvilke muligheder ser forfatteren i det fælles rum, og hvilke problemstillinger dukkede op?
   
• Norman E. Amundson, ph.d. og professor i vejledning ved University of British Columbia, Vancouver, Canada
  Norman Amundson er via sine bøger og sin foredragsvirksomhed kendt i vejlederkredse verden over, ikke mindst for sin kreative tilgang til vejledning. Hvilke nye tanker har han gjort sig om gruppevejledning siden sin stadig aktuelle bog Gruppevejledning fra slut 80’erne?
   
• Jørgen Sams, Det Opsøgende Vejlederteam, Københavns Ungdomsskole/UU København
  Kollegialt fællesskab er et must, hvis vejledningen skal virke. Hvordan samarbejder man på tværs af alle tre forvaltninger omkring unge med særlige behov? Hvordan er betingelserne for det kollegiale samarbejde efter vejledningsreformen? 
     
• Anni Svinth, uddannelseskonsulent, 3F
  Anni Svinth har opfundet de såkaldte Vejledningshjørner, der har udviklet sig siden opstarten og konstant er i bevægelse. Anni Svinth giver bud på, hvornår andres erfaringer bliver en ressource, og hvornår de kan være en begrænsning, og hvordan fortrolighed kan håndteres.