Titel:
Barrierer skal brydes - portræt af Ove Kaj Pedersen, formand for Det Nationale Råd for Voksenvejledning
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Af Mette Marie Callesen

Begreber som mobilitet, livslang læring og effektmåling skal være omdrejningspunktet. Ove Kaj Pedersen er fra 1. januar 2009 formand for Det Nationale Råd for Voksenvejledning, som skal rådgive undervisningsministeren om voksenvejledningsspørgsmål.
Person:
Fotoreportage:
Lang tekst:

Rådet er oprettet i tilknytning til det toårige projekt om voksenvejledningsnetværk og skal formentlig eksistere til primo 2010. Opgaverne omfatter vejledning af alle målgrupper på arbejdsmarkedet med fokus på de kortuddannede. Rådet er sammensat af en bred vifte af repræsentanter fra faglige organisationer, myndigheder og forskellige foreninger.

Ove Kaj Pedersen er professor ved Copenhagen Business School og har bl.a. deltaget i ledelsen af en række forskningsprojekter og tænketanke, ligesom han er forfatter og medforfatter til bøger og artikler om samfundsvidenskabelige emner.

OveKajPedersen1403.jpg

Hvad er din baggrund?
Jeg er oprindelig uddannet journalist i Århus, hvor jeg arbejdede flere år hos Aarhus Stiftstidende. Jeg ville gerne ind på universitetet, men med en realeksamen og ingen studentereksamen måtte jeg starte i udlandet. Jeg boede 4-5 år i Paris, hvor jeg læste sprogfilosofi og fik siden et Fullbright scolarship og læste i USA. Herefter kunne jeg komme ind på Københavns Universitet, hvor jeg læste statskundskab og blev cand. scient. pol i 1978.

Jeg har arbejdet som freelance udenrigskorrespondent, jeg har skrevet, jeg har forsket, jeg har undervist. Om jeg skulle vælge journalist- eller universitetsvejen har været en eksistentiel beslutning for mig – og jeg er stadig uafklaret! At det blev universitetet i den lange ende er en tilfældighed, livet har mærkværdige veje…

OveKajPedersen1391.jpg

Jeg har grundlagt forskningscenteret her. Jeg forsker i den såkaldt Danske Model. Det danske arbejdsmarked er kendt i udlandet for sin særlige opbygning. Og berømt, fordi organiseringen bygger på frivillige aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Kun i sjældne tilfælde griber regeringen ind og lovgiver om forholdene. Forskningen her i huset er bygget op om Den Danske Model, og hvad der sker med den model, når vi bliver en del af europæiseringen og globaliseringen.

Hvorfor tror du, at du blev tilbudt formandsposten?
Netop min forskning i Den Danske Model, tror jeg, er en af baggrundene for, at jeg blev bedt om at være formand. Og jeg takkede i øvrigt ja med glæde.

Den politik, der er blevet ført siden slutningen af 80’erne og frem til starten af det nye århundrede havde en række positive konsekvenser. En af de vigtigste er vel, at det skabte den såkaldte model for flexicurity, men også at det lagde grunden til det nuværende system for arbejdsmarkedspensioner. Samtidig skabte det mulighed for, at arbejdsmarkedets parter kunne sørge for en løntilbageholdenhed på arbejdsmarkedet, samtidig med at velfærdsstaten kunne udvikles og reformeres. Selve det, at det blev muligt at kombinere en liberal markedsøkonomi med en relativ stor og skattefinansieret velfærdsstat, synes jeg, kendetegner den Danske Model på nuværende tidspunkt. Og det er med til at forklare, hvorfor vi i Danmark har haft mange år med relativ god økonomisk vækst samtidig med en fastholdelse af en betydelig indkomstmæssig og formuemæssig lighed i samfundet.

Men den politik er ikke længere tidssvarende. Der er kommet nye udfordringer, der kræver ny tænkning. Jeg er ikke specialist i detaljen, men jeg har forsket i strukturelle og institutionelle udviklinger, og hvordan forskellige politikker samarbejder. Jeg kan bidrage med, hvordan man gør i lande som Holland, England og Tyskland, og hvordan man her kombinerer arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik, herunder beskæftigelsespolitik. Jeg kan bringe inspiration fra andre lande ind i rådet.

Det er generelt for disse lande, inklusiv Danmark, at man er i en tænkeperiode. Vi er i en udredningsperiode, og der er ikke mange, der har svaret på, hvordan den nuværende krise eller kriser kan løses. Alligevel ved vi, at den politik, der blev grundlagt i 80’erne, og fortsat igennem 90’erne ikke mere er tidssvarende. Igennem lang tid er produktiviteten faldet, især i den private sektor, mens den ikke er tiltaget tilstrækkeligt i den offentlige sektor. Konkurrenceevnen er blevet formindsket gennem lønudviklingen. Der er mangel på arbejdskraft, samtidig med at der er arbejdsløshed, og krisen vil, når den er ovre, vise sig at have ført til investeringer i nye teknologier, der kræver, at arbejdskraften har bedre kompetencer. Ideer er vigtige nu, og det kan jeg bidrage med.

Har du personlige erfaringer med vejledning?
Jeg har gennem alle mine år som forsker og underviser vejledt studerende og gør det stadig. Jeg har måske vejledt 500 studerende, hvis det kan gøre det. Det er jo ikke vejledning i den forstand som den vejledning, vi koncentrerer os om i rådet, men afvejningen af det personlige og det faglige, som er så centralt i vejledning, er fælles. Fx er der ingen grund til at bede en studerende om at gøre noget, som man ved, at den pågældende ikke er i stand til. Og det bringer mig hen til udgangspunktet for vejledning, som er en klassisk diskussion, som jeg også kan mærke, vi kommer til at tage i rådet, nemlig forholdet mellem den enkeltes behov og arbejdsmarkedets behov.

De to dele kan ikke løsrives fra hinanden. Ikke desto mindre er min klare opfattelse, at individet må stå i centrum, men at der skal være hensyntagen til arbejdsmarkedets behov. Det er vigtigt for mig at understrege, at udgangspunktet i personen er centralt, og det er det pga. mobiliteten. Danmark har nemlig det mest mobile arbejdsmarked, hvis vi sammenligner os med andre OECD-lande. Vi klarer os godt, fordi den enkelte arbejdstager er mobil på tværs af arbejdssteder, funktioner, livsfaser samt geografisk. Vi flytter måske ikke, men vi pendler gerne.

OveKajPedersen1394.jpg

Især uddannelsessystemet kan bruges som forklaring på den høje mobilitet. Også flexicurity kan give en forklaring. Men især uddannelsessystemet forklarer, hvorfor over 60 % af dem, der skifter job, gør det på eget initiativ, altså frivilligt uden ledighed. I et system med mere og mere service og en større og større offentlig sektor skal vi have fokus på, hvordan vi fastholder og forøger denne mobilitet. Derfor må den enkelte nødvendigvis være i centrum, men altid inden for rammerne af arbejdsmarkedets/virksomhedernes behov.

Vores uddannelsessystem skal give generelle kompetencer, og de kompetencer skal knyttes til virksomhedens behov. Modsat fx Tyskland og USA, hvor man har virksomhedsspecifikke uddannelser. Det betyder nemlig, at når en virksomhed går ned, går medarbejdernes kompetencer også fløjten. Derfor ser du pludselig en ingeniør sælge hamburgere, hans erfaring er simpelthen ikke anvendelig andre steder end på den virksomhed, hvor han har fået sin træning. En sådan udvikling må undgås i Danmark. Og det kan kun ske ved at fastholde den almene tilgang til uddannelse, både i almen-uddannelserne og i erhvervsuddannelserne.Vejledningen skal tage udgangspunkt i personen, men den skal naturligvis tage hensyn til det, vi forventer, at arbejdsmarkedet har behov for – det skal give mobiliteten på tværs. Som vejleder skal man konstant balancere. Netop balancen er en udfordring, og vi skal have den diskussion i rådet. Indtil videre har vi haft tre møder, hvor vi har fokuseret på den årlige redegørelse eller evaluering, som Det Nationale Center for Kompetenceudvikling indsamler om vejlednings- og rådgivningsindsatsen.

Hvorfor er Det Nationale Råd for Voksenvejledning vigtigt, og hvad kan det?
Vores fornemste opgave er, at der bliver lavet en systematisk erfaringsopsamling fra den iværksatte voksenvejledningsindsats. Vi skal lokalisere udfordringerne og på den baggrund bidrage med nye ideer.

Uddannelsessystemet er under revurdering i øjeblikket, og der sker en stor idé-produktion ikke bare i Danmark, men også i andre lande og i EU. Vi skal have fokus på livslang læring. Der skal være en større fleksibilitet mellem uddannelserne, så man kan flytte sig mellem fx erhvervsuddannelserne, professionsuddannelserne og lange videregående uddannelser. Der skal være fleksibilitet både horisontalt og vertikalt. Der er for store barrierer mellem uddannelserne. Vi trænger til, at uddannelserne samstemmes, at der sker en gensidig anerkendelse og accept uddannelserne imellem.

Her er realkompetencevurderingen spændende og går direkte ind og udfordrer meritsystemet. Meritsystemet er et formelt redskab, som går ud fra forudsætningen om, at der er barrierer og betydelige forskelle mellem uddannelserne. Med realkompetencevurderingen er tankegangen, at man har kompetencer ud over dem, man har papir på – man kan få kompetencer steder, hvor der ikke er en formel uddannelsesinstitution til stede. Grænsen mellem uddannelsesinstitutionerne bliver flydende, og vi går gradvist i retning af en pædagogisering/institutionalisering af vores sociale relationer. Derfor tænker vi nu over, hvordan vi pædagogiserer sociale sammenhænge, mentorordninger er et godt eksempel på det.

Realkompetence-tankegangen udfordrer de teoretiske og akademiske institutioner, fordi man anerkender, at praksis er en lærende situation, og de formelle institutioner bliver forpligtet på at inddrage de praktiske erfaringer. Realkompetencer kombineret med fleksibilitet udfordrer det traditionelle læringsbegreb. Det skal der tages højde for i den kommende rådgivning og vejledning. Samtidig kræver den teknologiske udvikling i stigende grad teoretisk og akademisk indsigt, så vi skal passe på med for stort fokus på det praktiske. Igen er vi tilbage ved balanceringen, som vejledningen skal tage højde for.

Skal vejledningen måles med cost-benefit analyser, eller skal den anses som et alment gode eller en rettighed?
Vejledningsbegrebet er bredt, og det er vigtigt, at vi tænker i at fremme den enkeltes mobilitet - og at vi kan se, hvilken effekt det har at bruge ressourcer på vejledning og rådgivning. Her er det vigtigt at sondre mellem resultat og effekt. I øjeblikket evaluerer vi mest i retning af, hvor mange ressourcer, der er blevet brugt på vejledning, hvor mange, man har været i kontakt med etc. Men vi ser meget sjældent på, hvilken effekt det har. Hvor mange, der får vejledning, kommer i uddannelse, gennemfører et uddannelsesforløb, og hvor mange, der derfor bliver mere stabilt tilknyttet til arbejdsmarkedet og får bedre arbejdsbetingelser eller i det hele taget får større livskvalitet. Resultatmåling er indsats plus kontakt. Effektmåling er indsats plus bedre tilknytning og bedre arbejde. Hvis vi dernæst kobler effektmålinger til realkompetencevurderingen, ligger det lige for at anvende kompetencevurderinger på en dynamisk måde. Det vil sige, at vi ikke bare bruger vurderinger for de mindst kompetente, men bruger dem løbende for alle for at sikre, at de får rådgivning om, hvilke uddannelser de kan tage. Samtidig skal vi selvfølgelig effektmåle indsatsen for at sikre, at vi vejleder/rådgiver, hvor der er størst effekt og hvor der er størst behov.

Effektmåling sikrer, at vi ikke bare bruger ressourcer på dem med færrest ressourcer, men derimod fremmer, at alle kommer ind i et dynamisk udviklingsforløb. Effektmålinger skal derfor ikke anvendes til at kontrollere, om ressourcerne bliver anvendt til det bestemte formål (sådan som resultatmål gør det) men til at kontrollere for noget – for, at den enkelte kan videreudvikle sine kompetencer hele arbejdslivet igennem.

Hvordan får man gjort et støvet og fjernt råd vedkommende for vejlederne?
Rådet er først og fremmest oprettet for politikernes skyld, hvor vi skal rådgive Bertel Haarder og flertallet bag den politiske aftale. Når det så er sagt, er det helt oplagt, at andre skal inddrages, så de kan få en forståelse for den viden, der bliver skabt gennem vort arbejde i rådet, og at vi kan få en forståelse af det arbejde, der foregår i netværkene. Vi har fx inviteret nogle af lederne fra de forskellige voksenvejledningsnetværk til at fortælle, hvordan de griber det an. Vi holder møder med diverse projektledere. Og når vi først får fast grund under fødderne, vil jeg meget gerne stille mig frem i diverse netværkssammenhænge, i de faglige organisationer og i dagspressen, så denne viden kan blive delt og udbredt.

OveKajPedersen1399.jpg

De nye Voksenvejledningsnetværk har lagt vægten på at opsøge virksomhedernes ledelse med virksomhedsrådgivning og mindre vægt på individuel og/eller gruppevis vejledning. Hvorfor denne prioritering?
Sagen er, at det er administrativt lettere og derfor også økonomisk mere effektivt at skabe kontakt til virksomhederne for derefter at skabe kontakt til deres medarbejdere. Desuden er sondringen mellem den aktive arbejdsmarkedspolitik og derfor jobcentrene, og dernæst den aktive vejledningspolitik og derfor voksenvejledningsnetværkene, stadig ganske skarp. Efterhånden bliver den vel nedbrudt, men det er stadig sådan, at der skelnes meget præcist mellem, hvem der er i arbejde, og hvem der ikke er, hvilket også kan ses i det kommissorium, der ligger til grund for rådets arbejde.

Prøveperioden er de to år 2008-2009, som Voksenvejledningsloven omfatter. I de to år skal erfaringerne bringes ind i permanent lovgivning. Nye kompetencecentre skal inden for denne periode afløse/opsluge voksenvejledningsnetværkene. Betyder det, at der ikke bygges på erfaringerne, og at båden bygges om, mens vi sejler?
Nej, slet ikke. Ligegyldigt hvordan opgaverne i fremtiden organiseres og varetages, vil det være rådets opgave at samle erfaringer og skabe nye ideer. Der er ingen tvivl om, at hele dette område for rådgivning/vejledning/uddannelse er under ændring og vil blive ved med at være det mange år i fremtiden. Derfor er det vigtigt hele tiden at samle erfaringer og bruge disse til nye reformer.

Er det en samfundsopgave at sikre en åben adgang til karrierevejledning for alle?
Det kommer lidt an på, hvad du mener med samfundsopgave. Principielt mener jeg, at alle skal have en karrierevejledning, men den skal knyttes til effektmål. Samfundets forpligtelser kan tænkes på forskellige måder, og jeg mener, at man kan kombinere forskellige former for finansiering af vejledning og rådgivning og uddannelse. Fx kan man tænke sig, at vejledning/rådgivning/uddannelse for nogen finansieres af det offentlige. Samtidig kan det samme sikres for andre gennem kollektive fonde aftalt ved overenskomst. I atter andre tilfælde kan den enkelte selv bidrage gennem en uddannelses- eller karriereforsikring, hvor man investerer en del af sin egen løn.

Mulighederne for alternative finansieringsformer er altså mange. Men straks følger diskussionen: at mange af disse ordninger ikke omfatter alle, men kun de, som er omfattet af en overenskomst, eller de, som har råd til at afsætte dele af lønnen til en ”egen opsparing”. Derfor må samfundet tænkes i forskellige dele: de individuelle, de kollektive og de offentlige forpligtelser. Resultat må være en garanti til alle om mulighed for vejledning/rådgivning/uddannelse, ellers nedsættes mobiliteten med skadelige konsekvenser for økonomiens konkurrenceevne på kort og langt sigt. Vejledning er vigtig for alle - man kan sige, at alle har særlig behov for vejledning, fordi vi skal tænke i livslang læring.

Tidsskriftsnr.:
Publiceringsdato:
10-06-2009
Kommentarer
Kommentarlink:
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke