Titel:
Tilbagemelding.dk svæver som en sky
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Af Ulla Nedergaard
 
Med utilfredsstillende tal og Undervisningsministeriets mål om at 95 % af de unge i 2015 skal have gennemført en ungdomsuddannelse, har Region Sjælland postet 300.000 kr. i et spændende projekt.
Person:
Billede:
christel_jorgensen.jpg
Navn:
Christel Jørgensen
Titel:
Konsulent og koordinator
Arbejdssted:
UUV Køge Bugt
Fotoreportage:
Lang tekst:

Hvad stiller man op, når de unge falder fra ungdomsuddannelserne? Og hvordan fanger man de unge, der falder fra og får lagt nye planer sammen med dem? Med utilfredsstillende tal og Undervisningsministeriets mål om, at 95 % af de unge i 2015 skal have gennemført en ungdomsuddannelse, har Region Sjælland postet 300.000 kr. i et projekt mellem Regionens seks Ungdommens Uddannelsesvejledningscentre (UU-centre) og 27 tidligere amtsungdomsuddannelser, herunder 19 gymnasier, fire VUC centre og fire SOSU skoler.

Projektet er en it-platfom og hedder Tilbagemelding.dk. Platformen skal være med til at sikre informationer og kontakt mellem de 27 uddannelsesinstitutioner og vejlederne på regionens seks UU centre.

"Platformen svæver som en sky over alle de andre administrative systemer og bliver et link til at tale sammen, når fx en ung dropper ud af en ungdomsuddannelse, eller når der er stort fravær og dermed risiko for frafald," fortæller Christel Jørgensen, som er konsulent i UUV Køge Bugt, og som er koordinator på projektet.

I praksis fungerer Tilbagemelding.dk som et administrativt værktøj, hvor hver enkelt elev på en ungdomsuddannelse er registreret og ved gennemførelse af uddannelse, risiko for frafald eller frafald, bliver informationerne om den unge givet videre til det UU- center, som den unge hører under. Ved risiko for frafald og frafald er det herved nemmere at opfange de elever, der har behov for vejledning. På længere sigt er det planen at udvikle nogle fastholdelsesværktøjer, så vejlederne har konkrete muligheder og forslag.

Foto: Rolf Plant

Eksemplet Peter
Som eksempel kan man tage Peter fra København. Når han i marts tilmelder sig Solrød Gymnasium, bliver han ved skolestart i august registreret som elev her. Gymnasiet lægger hans cpr.nr. ind på tilbagemelding.dk. Programmet finder ud af, hvor han hører hjemme, hvorefter der bliver sendt besked til UU København. Hvert UU- center har en hylde som en slags dueslag, så når UU København logger ind på tilbagemelding.dk, ligger der en besked på hylden om, at Peter er begyndt på Solrød Gymnasium. Hvis Peter får meget fravær og dermed er frafaldstruet eller dropper uddannelsen, lægger Solrød Gymnasium ifølge sin underretningspligt en besked på UU Københavns hylde, så en vejleder snarest muligt kan kontakte Peter.

"Tidligere var det en stor stak papirer, men det var ofte sværere at overskue. Det primære i registreringen er, at det vejledende system skal have opsøgende kontakt, og når vejlederne logger ind på deres vejledningssystem, popper oplysningerne fra Tilbagemelding.dk automatisk op på deres morgenskærm, så de kan tage affære. Eleverne vælger ofte det lokale gymnasium, men spredningen er faktisk stor. Unge i Solrød kommune går fx på 22 forskellige gymnasier," oplyser Christel Jørgensen.

Hurtig indsats
Men en ting er at registrere frafald. Noget andet er, hvad man gør ved frafaldet. Danske unge er efterhånden ikke så længe om at beslutte sig for en ungdomsuddannelse. Heller ikke i Region Sjælland. Men med sine 82 % (2006) med gennemførte ungdomsuddannelser ligger regionen på en sidsteplads i forhold til de fire andre regioner i Danmark. Der er 99 % unge, der tilmelder sig en ungdomsuddannelse i Region Sjælland men kun 80 procent, der gennemfører:
 
"Der er mange forskellige årsager, og nogen gange er det bare ikke lige efter grundskolen, at den unge skal tage en uddannelse. Nogen kan have brug for at komme ud og arbejde et par år, før de er klar til at tage en uddannelse," siger Christel Jørgensen.

Hun er tilfreds med, at også de særligt tilrettelagte uddannelser STU (3- årig ungdomsuddannelse for unge udviklingshæmmede) bliver omfattet af 95 %- målsætningen. Men holdningen er, at man skal have fat i den unge med det samme ved uddannelsesafbrud. I bestræbelserne på at fange alle unge er man i Region Sjælland også stødt på unge, der har etableret sig som selvstændige, og som har følt det mærkeligt at blive kontaktet af en vejleder, men det er en af konsekvenserne ved et fintmasket net under de unge.

Godt parameter
Med en målsætning på 95 % gennemførte ungdomsuddannelser og med en central registrering bliver det sværere for den unge at ”smyge sig udenom”, ligesom det stiller større krav til uddannelsesstederne og vejlederne at få det ønskede antal igennem. Flere i uddannelse, kræver flere i kontakt med hinanden. Men der er ikke skyggen af tvivl hos UUV Køge Bugt om, at 95%-pejlemærket er rigtigt.

"Vi bliver nødt til at have nogle parametre, men frafaldet vil altid være der. Det vigtige er hurtig vejledning og god kommunikation. Når uddannelsesinstitutionerne har underretningspligten, skal de også bruge penge på at få vejledningen til at fungere optimalt," siger Christel Jørgensen. Hendes oplevelse er, at de unge bliver glade, når de bliver kontaktet af en vejleder. Når man vil minimere frafaldet så meget som muligt, gælder det om at være hurtigt ude med opfølgning hos den unge. Som Christel Jørgensen siger:

"Kompetent og professionel vejledning er ikke at følge dem, der suser gennem gymnasiet. Kompetent og professionel vejledning er for de unge med særlig behov for vejledning, og vejlederne skal have fat, før de unge vænner sig til at ligge på sofaen."

Foto: Rolf Plant

Magtspil
Udover Region Sjælland er projektet også støttet af UVdata A/S, som er systemleverandør og udvikler af Tilbagemelding.dk. Projektet er oprindelig udsprunget af, at det har været svært at følge de unges færden centralt, når de forlod grundskolen og fx. tog et år på efterskole. Derfor har UU selv bedt om et bedre og mere overordnet system, så også eleverne her automatisk blev registreret, når de sluttede efterskolen. ilbagemelding.dk bliver desuden brugt af produktionsskoler, privatskoler og specialskoler. Christel Jørgensen mener, det er helt afgørende, at it- systemerne taler sammen, hvis man skal nå målet i 2015.

Den økonomiske støtte fra Region Sjælland har gjort, at man er kommet udenom diskussionen om prisen for systemet, der har givet sværdslag i andre regioner i forbindelse med at få gymnasierne med i projektet, og hvor det har været nødvendigt at vride armen om på nogen. Bl.a. Rektorforeningen, som mener, UU- centrene har slugt ressourcer fra dem, fordi overgangsvejledningen tidligere lå på gymnasiet. På den måde er der gået politik og magtspil i det nogle steder, selv om det har drejet sig om samarbejde til fælles bedste, siger Christel Jørgensen. Det koster omkring 3.000 kr. om året for en ungdomsuddannelse at være koblet på hjemmesiden.

Den rigtige hjælp
Med Tilbagemelding.dk er der gode chancer for, at man som ung bliver spottet og får den vejledning, man har behov for. Det er almindelig anerkendt, at verden er blevet mere kompleks, og at de mange muligheder er med til at gøre det svært for den unge at vælge fremtidsvej og i det hele taget overskue konsekvenserne. Det gør det heller ikke nemmere, at vejledningen i Danmark er delt op i både UU- centre, efterskolevejledere, gennemførelsesvejleder og Studievalg. "Rigtig mange unge leder efter svar, men det er svært for dem at finde ud af, hvem de skal gå til, for vejlederne sidder jo forskellige steder i fødekæden," siger Christel Jørgensen.

På længere sigt kunne hun godt tænke sig UU og Studievalg lagt sammen under den samme hat med vejledere mellem uddannelserne. Hun ser en markant forskel for de unge i UU-regi, når de overgår til Studievalg, som er et vejledningssted, men uden den opsøgende vejledning, som UU har.
Der er også et økonomisk aspekt. Gennemførelsesvejlederne på ungdomsuddannelserne er med til at sikre skolerne deres finansielle grundlag ved flest mulige gennemførelser. Men hvis Peter på Roskilde Teknisk Skole gerne vil gå på EUC Sjællands Teknisk Skole i Køge, fordi han har to kammerater her, registreres det som frafald i Roskilde.

"Gennemførelsesvejledningen på ungdomsuddannelserne har på godt og ondt et økonomisk element i forhold til UU- centrene, der giver uvildig og uafhængig vejledning. Men et faktum er, at vejledning, som den nu er organiseret, fordrer et lokalt og regionalt samarbejde for at sikre, at alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse," slutter Christel Jørgensen.

Foto: Rolf  Plant

Christel Jørgensen er 30 år og ansat som konsulent i UUV Køge Bugt, hvor hun er projektkoordinator for www.tilbagemelding.dk. Hun er uddannet agronom med speciale i molekylær biologi fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Her har hun også været ansat som studievejleder. Har diplomuddannelse som vejleder fra CVU-København.

 

Tidsskriftsnr.:
2009 nr. 1
Publiceringsdato:
20-01-2009
Kommentarer
Kommentarlink:
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke