Hanne Pontoppidan er nyvalgt formand for Uddannelsesforbundet, en sammenslutning af LVU, dtl og DPL, som kommer til at favne 11.000 medlemmer og bliver det fagpolitiske opland for de 22 nye vejledningsnetværk. Som formand for LVU arbejder Hanne Pontoppidan desuden for at gøre vejledningsgerningen til mere end blot et middel, der sikrer ledige umiddelbar beskæftigelse.

Hvad er din vej ind i vejledningsfeltet?
Jeg er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og har fungeret som underviser og vejleder på VUC i mange år. At arbejde med grupper af mennesker, der dels har været uafklarede og dels været igennem forskellige vejledningssystemer, gjorde, at jeg fik interesse for vejlednings- og uddannelsespolitik. Det bragte mig så ind i den politiske del. Her startede jeg som kredsformand, fik senere ansvar for uddannelsespolitikken og blev så formand for LVU. Her repræsenterer jeg alt fra fuldtids- til deltidsvejledere, vejledere på UU-, i jobcentrene og den kommunale beskæftigelsesindsats, på VUC- og sprogcentre samt ansatte på uddannelsesinstitutioner, hvor vejledning er en integreret del af undervisningen, fx i daghøjskolernes eller ungdomsskolernes regi.

I vores nye Uddannelsesforbund kommer vejledning på erhvervsskolerne og produktionsskolerne også med. Selvom medlemmerne arbejder med vejledning på mange forskellige måder, har de grundlæggende samme interesser.

Hvordan arbejder du med vejledning i det daglige?
Jeg sidder i forskellige råd, fx Rådet for Kortuddannedes Fortsatte Uddannelse (KFU), og er løbende i dialog med politikere på området. Jeg efterlyser vedvarende en voksenvejledningsreform, og vi påpeger dagligt de behov, der er for vejledning.

Vi er stærke tilhængere af, at man etablerer en uvildig vejledningsinstans, og vi synes ikke, det er godt nok, når man blot privatiserer vejledning. Hele taxameterfinansieringen betyder, at man er i en situation, hvor vejledningen kan kritiseres for ikke at være neutral. En ny kursist skaffer arbejde til organisationen. Og når organisationen vejleder en person, er det ikke sikkert, de kender til andre tilbud end deres egne. En vejledningsinstans skal være uafhængig af, at der tilføres midler, når der scores en kursist.

Hvem har brug for vejledning i dag?
Vi er især optagede af de kortuddannedes vejledningsbehov, hvor det vil være vigtigt at tænke alternativt og kreativt, fx i mere opsøgende vejledning som etablering af vejledningshjørner på virksomhederne. Men virksomhederne bør også selv tænke i, hvordan de ansatte gives motivation til bedre vejledning og uddannelse, fx gennem belønningsstrukturer på den enkelte virksomhed.

Men vi er også interesseret i problemer, som de med mellem- og længerevarende uddannelser har. De har ikke noget reelt vejledningstilbud. Når det er hoveder og ikke hænder, Danmark har brug for, kunne vi med fordel have en offentlig karriereplanlægningsinstans. I stedet for at jobcentrene "kun" skal få de sidste ledige i arbejde, kunne det også være et ret attraktivt tilbud til alle, der har brug for en kompetenceafklaring. Det vil give et løft på mange områder.

Dels vil det give spændende arbejde for vejlederne, men endnu vigtigere vil det blive mere attraktivt for virksomhederne at henvende sig til jobcentrene efter arbejdskraft. Så vil institutionen ikke længere have præg af, at det er den sidste ledige, der skal i job. Jeg kritiserer ikke jobcentrene for den indsats de yder, men jeg er ude i en kritik af jobcentrenes rammebetingelser.

Det er også vigtigt, at man satser på professionelt uddannede vejledere. Diplomuddannelsen og masteruddannelsen er etableret, og det synes vi er godt. Men vi kunne godt tænke os skridtet videre: Hvorfor gør man ikke diplomuddannelsen til et krav i ansættelsen af gennemførelsesvejledere eller uddannelses- og erhvervsvejledere? Hvorfor indskriver man det ikke i lovgivningen?

Man skal anerkende vejledning som et fag, og derfor skal der sættes ind med efteruddannelse i vejledningsfeltet. Nogen kan sikkert indvende, at det er for krævende at tage en diplomuddannelse, når man kun skal vejlede halvdelen af sin arbejdstid. Men det er en investering, som vi mener, uddannelsesstedet skal betale. En kvalificering af vejledningen er også en effektivisering af indsatsen.

Hvor skal vejledningen udvikle sig?
Man kan sige, at vejledningen er blevet mere og mere instrumentel. Jeg synes, det er et problem, når man via den åbne vejledning ikke kan få svar på: "Hvad er der i mig? Hvor langt kan jeg drive karrieren?" Tilbuddet har eksisteret, men fordi jobcentrene har så mange lovbundne opgaver, er det afklarende, åbne vejledningstilbud ikke blevet prioriteret højt.

De 22 nye netværk skal have et opsøgende vejledningstilbud, men de bør ikke være det opsøgende vejledningspoliti. De skal tænke i kreative løsninger og projekter, der handler om samspillet mellem uddannelsesambassadører fra virksomhedens egne rækker og så en professionel vejleder. Det kan også være vejledningshjørner på virksomhederne, hvor en professionel kunne vejlede et par timer om ugen. Eller også kunne det være uddannelsesbusser, der flytter ud på virksomhederne og etablerer sig i industriområder.

Endelig kunne man overveje et tættere samarbejde med erhvervsrådene og få tættere kontakt til ledernetværk med det formål at sætte kompetenceudvikling på dagsordnen. Og så skal der indføres anerkendelsesstrukturer, der følger op på efteruddannelsesindsatsen.

Hvilke ønsker har du for vejledning i fremtiden?
Jeg har et ønske om, at vi igen i Danmark anerkender, at vejledning er andet end blot et middel til at flytte en ledig over i umiddelbar beskæftigelse. Alle borgere skal bruge deres evner så godt som muligt, så de får så godt et livsindhold som muligt. Og det er ikke urtete eller et feel good-projekt, jeg taler om her. Det handler om at få et meningsfuldt job og blive afklaret på, om man er endt på den rette hylde. Det kræver, at politikerne tilgår institutionen vejledning med andet end blot de beskæftigelsesmæssige briller. Det kan jo være, det er ikke er hensigtsmæssigt kun at finde midlertidig beskæftigelse til ledige, hvis de alligevel er ude af klappen igen om to måneder. Det kunne jo være, at man fandt mere permanent arbejde, så man ikke igen og igen skal opleve at komme ud i arbejdsløshed.