Modtageren af årets vejlederpris er en kvinde med både meninger og erfaringer. Helene Valgreen har siddet på begge sider af bordet og oplevet den gode og dårlige vejledning. Som leder af højskolernes vejledning, FFD, opfordrer hun vejledningsfeltet til at gøre oprør, tænke vildere, men også at finde balancen i faget.

Tillykke med årets vejlederpris. Hvordan oplevede du det?
Jeg fik et chok og var fuldstændig uforberedt på det. Jeg troede først, brevet var kommet forkert, men blev så glad. Det er en helt fantastisk fornemmelse, at der er folk udefra, der har øje for, hvad jeg laver. Når jeg har set andre få prisen, så er det vejledere, der har været i branchen i mange år. Sådan nogen i Peter Plant-kategorien. Der er jo mange gode folk derude.

Hvor stammer din vejledningsinteresse fra?
Den stammer fra Den Fri Ungdomsuddannelse (FUU). Efter en cand.mag. i musik og dansk blev jeg nærmest ved et tilfælde FUU-vejleder på Den Rytmiske Daghøjskole i København. Her blev jeg grebet af de unge mennesker, der kom med deres vidt forskellige drømme, håb og nederlag bag sig.

Jeg vejledte en fyr, der havde drømme om at blive lydtekniker, men jeg opdagede undervejs, at han ikke kunne skrive sit eget navn. Der er bare ikke det, man snakker om først. Det handler om at møde folk, hvor de gerne vil mødes og derigennem styrke deres selvværd gennem det nære vejledningssamarbejde.

Der var også elever, der var langt ude. Jeg skulle vejlede en fyr, der viste sig at have store psykiske problemer. Han ville være digter og fortalte, at han havde siddet i et skab på hans skole i Sverige en hel dag. Og han viste mig sine vanvittige digte om død og ødelæggelse. Som vejleder kommer man ud i situationer, hvor man kan være i tvivl om, hvor meget kan man være med, og hvor meget man kan hjælpe den her person. Det er det med at finde en balance, hvor de bliver hjulpet videre.

Dengang havde jeg ikke nogen vejlederuddannelse. Jeg tog korte efteruddannelseskurser og begyndte senere at undervise i faget og fik derigennem en god forbindelse til Peter Plant, der også blev min tilgang til vejledning. Senere blev jeg uddannelseskonsulent i sekretariatet for FUU. Og nu er jeg ansat til at lede vejledningsindsatsen for Folkehøjskolernes Forening, ligesom jeg har taget masteruddannelsen i vejledning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

Hvad er det for et frirum for vejledning, der findes på højskolerne?
Højskolerne skal give uddannelses- og erhvervsvejledning, men de er ikke bundet af metoder eller mål. De skal ikke sætte kryds efter hver vejledningssamtale, om den unge nåede målet. Al den målorientering, der er på UU- og Studievalgscentre og i gennemførelsesvejledningen gør, at der er fokus på den lineære vejledning. Det giver ikke gode arbejdsvilkår for vejlederne. Det er mit indtryk, at mange vejledere er pressede, fordi det er det kvantitative, der hele tiden skal måles.

Det svære ved vejledning er jo den gruppe af unge, som man ikke kan nå med de korte samtaler og lineære vejledningsmetoder. Det er der, hvor højskolerne kan komme ind og bruge tid på fx narrative og helhedsorienterede metoder. Her er det processen, der er vigtig, og man arbejder med at få opbygget personens selvværd undervejs.

Højskolen har det nærvær, hvor man er sammen med sin forstander, sin lærer og vejleder. Men vejledning er ikke kun uformelt samvær. Det er vigtigt at vide, at man har en stor magt i den relation. Og derfor skal man kende sin vejledningsværktøjskasse og vide noget om teori og praksis. Man kan jo hurtigt blive meget manipulerende. Nærhed er ikke en garanti for god vejledning, man skal også kunne bedrive et professionelt stykke arbejde, som man fx gør både i UU og Studievalg.

I indledningen til dit masterprojekt i vejledning fra 2006 mindes du, at du selv har modtaget vejledning, der bare ikke var den rigtige. Hvordan foregik det?
Jeg gik på efterskole i 9. klasse og der fik jeg slet ikke vejledning. Jeg valgte matematisk linje på gymnasiet efter en fornuftstankegang. Da jeg startede var det som om at vende tilbage til folkeskolen med alle dens lektier og autoritære lærerkontakt. Dels kedede jeg mig, og dels kunne jeg ikke overskue de tre år. Så jeg talte med en studievejleder og spurgte, om jeg ikke kunne gå på hf. Det kunne jeg ikke, når jeg ikke havde gået i 10. klasse. Og der stoppede den samtale.

Jeg er jo en pæn pige, og fortsatte derfor, men jeg fik det værre og værre. Efter 1.g anede jeg ikke, hvad der foregik i de naturvidenskabelige fag. Og jeg skjulte mig i tre år, hvor jeg skrev tingene af og kørte ren strategi i timerne, så lærerne ikke skulle opdage, hvor elendig jeg var. Så jeg efterspørger en mere opsøgende vejledning, hvor vejlederen fx tør spørge ind til karaktererne. Jeg blev ikke spurgt om, hvorfor jeg fik 03 i skriftlig matematik, når jeg scorede topkarakterer i de humanistiske fag. De skulle have spurgt mig om, hvad jeg selv syntes, karaktererne fortalte i stedet for at blot at konstatere: "Nå, du vil gerne gå på hf? Jamen, det kan ikke lade sig gøre." Det er ikke vejledning, det er afvisning.

Du har også været på studieophold i Canada hos Norman Amundson og besøgt lokale indianere. Hvad har indianerkultur med vejledning at gøre?
Norms helhedsorienterede tilgang til vejledning har meget med indianerne at gøre. Alt hvad han rører ved bliver til hjul, som viser en helhedsforståelse af mennesket. Det er den samme forståelse, som findes i den indianske kultur med the Medicine Wheel. Jeg ser det som en samlet kultur, idet vejledningsforskningen i Canada selv er en del af den indianske og nordamerikanske kultur, hvor de lader sig inspirere af helhedsforståelsen og fornemmelsen af det spirituelle.

I sidste portræt taler Lars Henrik Schmidt for, at vejlederne skal være stifindere ligesom indianerne. Det lyder ikke som, at det er det, vejledning og indianere skal lade sig inspirere af?
Jeg er uenig med Lars Henrik Schmidt og andre tænkere som fx Jens Erik Kristensen. De vil jo på en eller anden måde have en leder. En rigtigt gammeldags vejledertype, der ved besked. Så kan du kalde ham stifinder eller ej. Den vejlederidentitet hører ikke sammen med det komplekse samfund, vi lever i. Det er da sindssygt at sætte mig til at være stifinder, hvis jeg ikke kender terrænet. Vejlederen og den vejledningssøgende må da finde ud af det sammen. Måske vi skal have fat i et par lygter for at finde vej, men det er nogle helt andre kompetencer end bare at følge i halen på en stifinder. Jeg synes, det er uambitiøst, og jeg tror, han har en blind plet inden for vejledning.

Det, jeg taler for hos indianernes kultur, er, at alting forandrer sig. Det er det eneste, man ved. Når man lige tror, ens liv kører fuldstændig perfekt sker der et eller andet, der bryder harmonien. Og det er her, man får en refleksiv mulighed. Det hænger sammen med det komplekse samfund i dag. Livslang vejledning handler også om, at man aldrig finder det rette svar. Alting ser anderledes ud om fem år. Folks karriereplaner er ikke bare hyggelige, snoede stier. Mange valg er tilfældige og drastiske og foretaget af uransagelige årsager. Vi skal kunne håndtere forandringen, for det eneste, der ikke forandrer sig, er forandringen selv.

Men derfor synes jeg alligevel, vi skal søge balance i livet. Her mener jeg den dynamiske balance frem for den statiske ligevægt. Det handler jo ikke kun om at finde et job, og når så det er fundet, er alt godt. Og det er det, Norman Amundson beskriver med livsbalancehjulet. Det handler både om den fysiske sundhed, interesser og kompetencer og også om, hvordan det går med venner og familie. Man kan ikke kun gå efter personens evner, det er for fattigt. Det modsvarer ikke de krav, samfundet stiller. Og det er det, vejledning skal hjælpe den enkelte med at håndtere.

Hvordan arbejder du selv med balancebegrebet?
Som vejleder kan man selv arbejde med begrebet. Vejledningsfeltet er et område, der dræner over år, for man er altid derude for nogle andre. Hvordan holder man til de mange svære samtaler? Hvordan bærer man disse menneskers skæbne? Der tror jeg, balancebegrebet kan bruges til at forstå, hvornår og hvorfor noget bliver for meget. Stil dig op på tæerne og mærk efter, hvor meget der skal arbejdes for at holde balancen.

Hvilke muligheder og trusler ser du for vejledningen?
Jeg er en af dem, der blev rigtig glad for vejledningsreformen og dens professionalisering af dansk vejledning, så jeg forstår overhovedet ikke de gymnasievejledere, der stadig er vrede. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de ikke griber chancen og udvikler verdens bedste gennemførelsesvejledning.

Når det er sagt, så er truslerne, at alle de vejledere, der nu er professionaliserede, med tiden bliver en del af systemet. Når Studievalg bliver benchmarket, sker det ud fra nogle fuldstændig vanvittige kriterier. Fx spørger man gymnasieeleverne, om de har fået info om kvote 2, så laver man statistik på det og benchmarker centrene op imod hinanden. Så bliver der lige pludselig prestige i at have den højeste procent på trods af, at de mange kompetente vejledere derude ved, at det er en latterlig sammenligning. Benchmarking siger intet om arrangementernes kvalitet og indhold og målgruppens tilfredshed. Eller om eleverne i stedet har fået grundig information om kvote 2 i den individuelle vejledning.

Jeg savner noget oprør. Nogen vejledere skal rejse sig op og sige, at det der er for tåbeligt. Men i stedet bliver de for flinke og konkurrerer indbyrdes. Tallene bliver magiske. Der skal nogle praktikere og professionelle ind og præge den evalueringskultur, der er omkring vejledning. Hvis man bare holder sin mund, så er det måske, fordi det er en angstpræget evalueringskultur. Det er det, jeg er bange for. Der mangler mod!

Jeg er ikke imod evaluering, men man kan ikke lægge en management-tankegang ind over faget. Vejledning kan godt måles, hvis man ellers er parat til at lave undersøgelser i et langt tidsperspektiv. For hvad er god vejledning? Det kan man måske først svare på, når personen er død: Døde han for tidligt? Var hun utilfreds hele livet igennem, fordi en vejleder rådede hende til at tage jobbet? Er det succesfuld vejledning?

Evaluering af vejledning er en kompleks størrelse, og derfor skal det tænkes mere vildt. Kan man fx måle på folks selvværd? Eller via et lykkebarometer? For i succesfuld vejledning vil det ofte være sådan, at den enkelte tager ejerskab over valget og beslutningen. Og så vil man jo ikke nødvendigvis nævne vejlederen. Evalueringskulturen på vejledningsfeltet trænger til at få et spark i røven.