Hvis vejledning er lig med ledelse, har dr. phil. Lars-Henrik Schmidt mange års erfaring, senest fra sin stilling som dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Herfra har han medvirket til professionaliseringen af faget, men hævder at have fundet stien til en anden og bedre vejledning, hvor vismænd foretrækkes frem for vejledere. Lars-Henrik Schmidt  har netop fratrådt stillingen som dekan for at lede et nyt tværfakultært forskningsinitiativ inden for det pædagogisk-filosofiske område.

Hvilket syn på vejledning har du?
Mit vejledningsideal er Rousseaus definition fra 1762: 'Pilote, guide gouverneur'. Det handler om, hvordan man tager sig af andre mennesker. Pilote’en er den, der står med faklen, som man bare må tro på. En guide mener at kunne lede andre, ligesom gouverneur’en også er en, der mener lidt om, hvad de andre skal gøre. Det er mit pejlemærke. Oversat til moderne dansk betyder det at vise, at man selv kan. Ikke fordi man skal være rollemodel; snarere er pointen, at man siger: Det er en god idé, du lytter til mig, for jeg har prøvet en færd, der ligner den, du begiver dig ud på.

Hvordan skal man vejlede?
At være vejleder er at være 'pathfinder'. Stifinderen finder vi i James Fenimore Coopers noveller, der handler om Amerikas fødselshistorie. Cooper skriver indgående om, hvordan indianere går gennem terrænet med det formål at forklare indianernes sans for vand, røg og mos. At vejlede er nemlig at være stifinder og gå foran. Man er ude i terræn, man ikke kender, men man bruger sin erfaring fra andre sammenhænge til at guide folk gennem skoven på.

I mit daglige virke som leder skal jeg også få folk til at ville det, jeg vil, men af egen drift. Når vi er ude i terrænet, er de formentlig interesseret i min erfaring. Hvis jeg fx er opdraget i Alperne, har jeg også en formodning om, hvordan man går igennem The Great Forests i USA: Jeg ved, hvordan et træ ser ud, hvor mosset sidder, og hvordan røgen lugter. Men jeg kan jo ikke bestemme, hvor du vil hen, men kun sige, at det er klogt af dig at gå efter mig.

Lad mig give et eksempel på, hvordan man ikke skal gøre. I Etisk Råd havde jeg mange diskussioner om rådgivning med en kollega, der var genspecialist. Hans job bestod bl.a. i at fortælle kommende forældre, at deres afkom var dårligt. Han forsøgte fortvivlet at komme væk fra at mene noget; han troede det bedste, han kunne gøre, var at stille valgmuligheder op. Det foragter jeg. Frygten for paternalisme, frygten for ikke at sige, hvad man mener - det er efter min opfattelse ansvarsforflygtigelse. Jeg respekterer valgmulighederne, men det er uansvarligt ikke at sige: Hvis jeg skal lede dig gennem den her valgproces, så går vi derhen.

Hvordan klarer vejlederne sig i dag?
Jeg mener, at de agerer som min kollega inden for genetik. Vejlederne mener, de har gjort deres arbejde, når mulighederne er stillet op. Et andet mere grotesk eksempel er psykoterapien, der forklarer psykiske problemer, men ellers ikke er parat til at mene noget og at være pathfinder. I psykoterapien skal man blot få andre til at beslutte sig for et valg, man allerede har truffet.

Der er altså en anden vej mellem rådgivning og "stifinding". Stifinding betyder, at jeg går derhen og den vej, underforstået at du må selv om, om du følger mig, men du gør klogt at lytte til mig. Jeg hævder, at der er en anden vej, hvor stien går gennem den paternalistiske rådgivning. Men jeg accepterer også, at den eneste måde at gå på stien på, er, at man selv vil gå der.

Hvad gør man så, hvis vejlederen kan se, at vejledtes valg er urealistisk?
Så bliver man beskytter og løber i forvejen. Så formulerer man de vanskeligheder, som den enkelte vil komme ud for, så det ikke realiseres. Hvis den vejledte springer ud fra vandfaldet, er man nødt til at sige, at man har en redningsbåd til at ligge nedenfor. Håndteringen af den andens dårskab kan man ikke gøre noget ved.

Du har tidligere sagt, at vejlederen skal udpege begrænsninger hos den enkelte?
Man skal sige, at det er en farlig sti, de betræder. Netop fordi vi har udviklet den pædagogik, vi har, er det let at få folk til at tro, at de kan hvad som helst. Det er dårlig vejledning. Vi kan jo ikke alle blive statsminister i Danmark. Stifinderne skal sige: Min erfaring siger mig, at så dygtig er du ikke.

Som vejleder skal man tage på sig, at man både fremmer og ødelægger livet. Ethvert råd er et, man står til ansvar for. Som ansvarlig må man derfor i nogle tilfælde indrømme, at man kan have taget fejl. Som vejleder må man lide under, at man foretager sig ting, der er diskutable.

Vejledning er et problem, der er opstået som følge af en frisættende pædagogik, konstaterer du. Hvad skal man gøre ved det?
Der findes enormt mange traditionelle håndtag og teknikker med at lytte. De ting kan vi nå langt med. Men en vejleder er en vis mand, og så mange vise mænd findes der heller ikke. Der er langt flere folk, der er henvist til at lege vismænd end de, der har talent for det.

Jeg mener, at det var rigtigt at lave vejlederuddannelsen, men man bliver ikke nødvendigvis en god vejleder af at være uddannet. Uddannelse er kompensation for manglende talent og har til formål at minimere inkompetence.

På en vejledningskonference i 2003 sagde du, at en fælles vejlederuddannelse var utænkelig?
For mig var det et stykke videnspolitik. Jeg var bange for udviklingen, bange for, at når man gør vejledning til en konkret uddannelse, teknificerer man samtidig kompetence. Uddannelse tager hele tiden over for dannelse og professionaliserer vidensdimensionen ad denne vej.

Man kan ikke uddanne sig ud af alt muligt, men man ville dog være en fanden, hvis ikke man gør det så godt som muligt. Grundlæggende er det et spørgsmål om, hvor mange kvaksalvere vi skal være her i verden. Så vi laver et træningsprogram, der handler om vandets rislen, mossets groen på stammen og det at kende forskellen på typer af røg.

Hvad er vejledningens fremtidsudsigter?
Der kommer flere og flere vejledere, fordi alle har brug for vejledning. Det sker i takt med, at vi psykologiserer og offentliggør vores problemer, også de, der gælder vanskelige valgsituationer. Men vejledning må ikke psykologisere dit problem.

Jeg håber, at vejledning går i retning af den filosofiske vejledning. Her går du ind til en, der skal være stifinder for dig uden at blive en psykoterapeut, hvis vigtigste redskab er en boks med Kleenex. Problemet er nemlig, at man terapeutiserer andre, når man ikke vil rådgive. Så sig hellere din mening i vejledningssituationen: Der er ikke nogen Kleenex her, og hvis jeg var dig, ville jeg tage motorvejen, hvis det er det, man mener.

Med paternalismens forfald er man i lighedens ånd blevet bange for at rådgive, fordi man tror, at man er bedrevidende. Og man kan heller ikke sige: Du har syv muligheder, og verden ligger åben for dine fødder. Jeg tror på, at vejlederen kan finde en balance, hvor vejledte stoler på, at det menneske, de sidder over for, mener det, han siger. En balance, hvor vejlederen ikke snakker vejledte efter munden og tænker: Hvad er det, du ønsker, at jeg skal fortælle? Det er ikke ad den sti, vejledningen skal gå.



Læs også Lars-Henrik Schmidts seneste leder fra Asterisk, hvor linjer fra portrættet følges op i en anden sammenhæng: Sporsansen (pdf)