Det klassiske vejledningsideal er svært
Det klassiske vejledningsideal går - som beskrevet i Peter Plants artikel andetsteds i VejlederForum - ud på at sikre nogle uddannelses- eller arbejdsmarkedsmål, fx at skabe effektive uddannelser, mindske frafald, bedre overgange og bedre balance mellem udbud og efterspørgsel. Og give noget service til nogle borgere. Groft sagt kan man sige, at man via vejledning skal hjælpe med at skabe et bedre match mellem den enkelte - og det, den enkelte kan og vil - og uddannelsessystemet og/eller arbejdsmarkedet.

Dette ideal er ædelt nok. Men det fordrer en fantastisk viden og indsigt hos vejlederne om, hvad mangfoldige erhverv trækker på af mangfoldige og krydsende former for viden og kompetencer. Om hvad der er de seneste trends og udviklinger, om erhvervene er på vej op eller ned, og om de har fremtiden og globaliseringen med sig eller mod sig. Og om kulturen, kravene og udfordringerne i en lang række specifikke jobfunktioner. Dertil kommer et krav om en ligeså stor indsigt i mangfoldige formelle uddannelser og uformelle læringsmuligheder og veje ind i erhverv og jobfunktioner.

Man fristes til at sige, at det altid har været urealistisk at leve op til det klassiske vejlederideal. Det nye er, at det bliver værre og værre.

Nu er det også urealistisk
For det første brydes i disse år mange af tidligere tiders snævre sammenhænge mellem professioner og uddannelser og mellem det, man kan kalde "de sociale felter" og deres tilhørende "vidensdomæner". Mange professionelle funktioners grænser udviskes og varetages af folk uden de klassiske professionsuddannelser, man kan efteruddanne sig ind og ud af tidligere mere lukkede jobfunktioner og erhverv. Og som om det ikke er nok, sker der jobglidninger mellem faggrupperne. Og hvis du nu tænker, at man stadig godt ved, hvem der er præst, skolelærer, sygeplejerske eller ingeniør, hvad der skal til for at blive det, og hvad de laver, så kan du for det første snart godt tænke om! Og for det andet tage et kig på, hvor mange fagprofessionelle, der i dag arbejder med "noget andet" på det store private arbejdsmarked - men i øvrigt nyttiggør tidligere jobfunktioners randkompetencer.

For det andet bliver der større og større spillerum for, hvordan man lokalt i de konkrete arbejdskontekster "vælger" at fortolke sine arbejdsopgaver, sine måder at arbejde sammen på og sine relationer til omverden osv. - den kompetente adfærd er til lokal forhandling i de enkelte små fællesskaber, hvor man sammen med andre laver noget, arbejder, har en praksis.

Teoretisk er man i nyere tid begyndt at kigge på dette i det såkaldte "situerede perspektiv" - men denne teoretiske nyorientering er ikke kun et valg af betragtningsmåde, den modsvares også af en reel objektiv ændring på arbejdsmarkedet: Folk og firmaer er forskellige og brander sig forskelligt, de vil skille sig ud og være unikke, og succes med dette udskillelsesløb er et vigtigt konkurrenceparameter.

Med tid kommer rod
Termodynamikkens anden hovedsætning har holdt sit indtog i vejledningsverden: Alt går mod syndig uorden! Og hvordan kan man da vejlede?

Mange vil føle sig tilskyndede til at holde fast i institutionelle eller politiske interesser. Man skal jo ikke bide den hånd, der fodrer én, og hvis udviklingen går mod effektmålinger og resultatkontrakter, som tæller hoveder, der er gået igennem en låge eller en port, skal man jo være umanerlig stærk i troen for ikke at give den tvivlende et blidt skub i den "rigtige" retning. Her er det kun vores egen etik som vejledere, der sætter grænserne for det store reklame-skråplan. Jeg er bange for, at den institutionelle realitet vil vise sig stærkere end den individuelle etik. Og det er en god grund til fortsat at have denne diskussion i kollektive vejlederfora.

En anden mulighed er - trods alt, stadigt og stædigt - at forsøge at holde fast i "stumperne af sikker viden". Hvad har vi på hylderne af tilbud, og hvordan har de historisk - dvs. i fortiden - virket. Det kan vi underbygge ved at holde os ajour med de nyeste undersøgelser eller måske selv foranstalte sådanne. Evidensbaseret vejledning. Men disse stumper af "sikker viden" er i vor tid at ligne med isflager - og den enkelte vejleder må derfor nøje overveje, om hun i sit vejlederliv er tæt på Sydpolen eller driver om i Golfstrømmen, når hun reflekterer over sin egen kompetenceudfordring !

En tredje mulighed er at tage de vejledningssøgendes "nye præmisser" alvorligt og hjælpe dem med at bruge deres øjne, åbne deres sind og tænke sig om. Hvad er deres projekt, hvad vil de, hvad giver mening? Vejledningskompetencen er derfor ikke at "fortælle sandheden" - men et bistå med og understøtte afklaringsprocesserne og være med til at opbygge kompetencen til "at manage sig selv". 

"Managing Oneself"
Jeg plæderer for den tredje mulighed - suppleret med de "stumper af sikker viden", som endnu ikke er smeltet.

De vejledningssøgende skal være under livslang læring, de skal være omstillingsparate, og de skal opdage og stille deres realkompetencer til disposition - sammen med deres formelle uddannelser - på et arbejdsmarked under hastig forandring. Og under stadig "opløsning" i forskellige konkrete måder at være kompetent på, selv i ens og enslignende job.

Kravet til de vejledningssøgende i alle aldre er således, at de skal kunne navigere og være arkitekter i deres eget liv. De skal kunne "manage sig selv" i et livsperspektiv. Hvad vil det sige? Det vil sige, at de skal kunne sige både ja og nej:

• At "manage sig selv" mht. at sige ja: At tage ansvar for sin egen situation i forhold til sit liv. Dvs. ansvar for at bringe sig hen i uddannelser, job, arbejdsopgaver og situationer og på en sådan måde, at man dels får de bedste muligheder for at udvikle sig og dels således, at ens idéer får de bedste muligheder for at blive til værdi for andre i en virksomhed - og derigennem for en selv!
• At "manage sig selv" mht. at sige nej: At undgå nedslidning, at kunne håndtere krydspres mellem arbejde og de talrige andre ting i livet, fx familie, fritid, egentid… være i stand til at skabe sin egen balance.

De vejledningssøgende skal således kunne gøre sig spilbare for deres eget lykkelige og meningsfulde arbejdsliv i de virksomheder, hvor de er ansat eller godt vil ansættes. Og de skal opøve en evne til at vide, hvornår de skal forlade bageriet.

Det er en god diskussion værd, om det forholder sig således. Og om det er godt eller dårligt. Jeg er ikke sikker på, om denne "opskrivning af kravene" til den enkelte er en god ting, eller om den modsvares af fx større reel frihed til at vælge hele eller dele af sit liv. Men jeg er sikker på, at det er en objektiv realitet. Og at det vil gå de folk bedre i livet og arbejdslivet, som har denne evne til at "manage sig selv i et livsperspektiv".

Realiteten stiller således krav om færdigheder og afklaringer, som de vejledningssøgende ikke opnår ved at tænke sig om på kortere afklaringskurser. Afklaring og udvikling af håndteringsevne sker ved at prøve ting i praksis, tale med folk, og måske bruge en professionel - en vejleder? - til at hjælpe én med at tolke ens egne erfaringer og finde ud af, hvilke konsekvenser de skal have for én selv.

Vejlederen har en særdeles vigtig mission her. At hjælpe den vejledningssøgende med at finde ud af, hvordan han eller hun kan "prøve tingene af i praksis", eventuelt ligefrem at bane vejen for ham eller hende, åbne døre osv. Og dernæst at hjælpe med og evt. være en guide gennemafklaringsprocessen. 

En helt anden planet
At møde den vejledningssøgende netop der vil være en kompetenceudfordring for mange vejledere (men ikke for alle). Som (mid)aldrende vejleder i fast job i mange år befinder man sig på en helt anden planet end de (unge) vejledningssøgende. Man sidder måske oven i købet med nogle resultatkrav og tilhørende skjulte dagsordener over for en vejledningssøgende, som i øvrigt hellere vil spejle sig i nogle rollemodeller, der er lidt smartere end vejlederen…

Her risikerer man, at begge parter går ind i samtalerne med en strategisk uærlighed. Det kalder - og passer som fod i hose - på en meta-industri af "hjælpemidler", som kan aflaste det pinagtige i den situation: Hvis du som vejleder ikke magter at håndtere den personlige relation professionelt, kan du stikke den vejledningssøgende en femdimensional test og et skær af videnskabelighed at sutte på.

Men du kan også gribe over i reolen efter benchmarks, kompetencelister, opslagsværker, såkaldte kontekstuafhængige sandheder, tjeklister, spørgeskemaer osv. Og være en serviceminded disponent eller lagerforvalter, der kan tage små pakker af sandhed ned fra hylden og dosere den i passende mængder.

"Fremtidens vejledningskompetence" eller Den Kompetente Vejledningsadfærd er til forhandling blandt vejledere i forskellige institutioner og situationer og afgøres ikke individuelt af den enkelte vejleder. Men derfor kan man jo godt overveje, hvad man selv mener, og hvor man står: Hvornår har du sidst givet dine egne kompetencer et reality-tjek?

Markedsføring?
Men hvordan skal denne vejledning så markedsføres? Generelt skal der være en overensstemmelse mellem den vejledning, man rent faktisk giver og den service, som man markedsfører og gør reklame for. Det er indlysende. Det handler om troværdighed.

Jeg ser tre forskellige markedsføringskonsekvenser:

1. Vejlederne skal holde fast i den type vejledning og de vejledningsidealer, som de tror på og markedsføre dem over for de bevillingsgivende og lønudbetalende institutioner og myndigheder. Der er mange ting i tiden og stærke kræfter, der peger på, at offentlige indsatser skal være strategiske og effektfulde i forhold til overordnede samfundsmæssige målsætninger. En ærlig ambition. Men samtidig er der en tendens til at reducere kompleksiteten og i praksis at forfølge et meget instrumentelt vejledningsideal, der har mere til fælles med styring end med vejledning. Jeg tvivler både på etikken og fornuften i den instrumentelle vejledning i forhold til det overordnede formål. Og denne kamp kæmper ikke sig selv.
    
2. Vejlederne bør arbejde for at skabe et sammenhængende vejledningssystem, hvis enkelte dele og institutioner ikke bruger ressourcer på at konkurrere med de andre, men i steder arbejder sammen, deler ressourcer, viden og kompetencer. Og tilsammen er i stand til at skaffe den vejledningssøgende adgang til praksis og kompetente mennesker, der kan fortælle om, hvad de laver, hvordan det er osv. Det er måske mere interessant at tale med bageren selv end med en vejleder, selvom vejlederen har købt morgenbrød og læst på lektien. Det betyder, at der dukker nogle meget vigtige markedsføringsopgaver op til virksomheder og interesserede enkeltpersoner - af hvilke jeg faktisk tror, der vil være en del - som kan fungere som vejledningens faktiske ressourcepersoner. Og det arbejde skal man ikke undervurdere, det kommer heller ikke af sig selv.
    
3. Jeg tror mere på tilgængelighed end på markedsføring af vejledning. Hvis vejledning er mere tilgængelig i hverdagen, vil vejledningens succeser være mere åbenbare, og man behøver ikke at slå så meget på tromme for den. Ud på arbejdspladserne, ud blandt de arbejdsløse, ud blandt de studerende. Ud af vejledningskontorerne. Jeg mener ikke, at den stats- eller kommunalbetalte vejleder skal sidde med sin vejledningshund på torvet og simulere, at der er bjørnebryg i plastikposen med pjecer. Men at vi som vejledere måske skal tænke over og arbejde mere med hele det sociale liv omkring afklaring (og tænke i netværk, rollemodeller, ambassadører, gode historier i miljøet og den slags) og ikke kun, hvordan vi smartest muligt får affyret vores varmesøgende informationspakker. Hvis det skal kunne lade sig gøre, skal vejlederen først være"storylistener", dernæst "storyteller". Og snarere have antropologens øjne og øren end reklamemandens trompet.