Per Bredholt Frederiksen er gået fra praksis til politik, når karrieren i vejledningssystemet sammenfattes. Han er uddannet skolevejleder, men slår nu sine folder som embedsmand på Undervisningsministeriets Kontor for Vejledning. Her er den politiske agenda på arbejdsskemaet, når målsætninger om unges uddannelsesniveau skal realiseres: "Og det kan ikke gøres med vejledning alene," lyder det fra en af vejledningsreformens ophavsmænd.

Hvordan har vejledning fanget din interesse?
Da jeg havde fået min lærereksamen, blev jeg ansat i et årsvikariat med 27 undervisningstimer i 9. klasse. Her var udskolingsproblematikkerne nærværende, ikke mindst fordi der var stor ungdomsarbejdsløshed midt i 80’erne.

Derefter blev jeg engageret i og frikøbt til fagpolitisk arbejde i Danmarks Lærerforening. Det fyldte meget af min tid de næste 5 år, men da jeg fik to blebørn, duede de lange dage i fagforeningen ikke.

Jeg vendte tilbage til min gamle skole, Kildebjergskolen i Mørkøv, der sendte mig på skolevejlederkursus på Danmarks Lærerhøjskole (nu DPU). Der mødte jeg Peter Plant, som dengang eksperimenterede med vejledning på video, et projekt, jeg blev involveret i.

Det endte så med, at jeg var med til at skrive en bog om uddannelsesplaner, og efterfølgende holdt jeg mellem 50-100 oplæg om elevsamtaler, elevplaner, uddannelsesplaner og intelligensprofiler. Imens tog jeg exam. pæd. graden i almen pædagogik på Danmarks Lærerhøjskole, hvor jeg også blev ansat som kursusleder. Det var nogenlunde sådan, jeg blev introduceret i vejlederverdenen.

Og så er du endt her i Undervisningsministeriet. Hvordan arbejder du med vejledning her?
Inden jeg blev ansat i statsadministrationen, var jeg vejleder og blev også skolekonsulent i Tornved Kommune. Derefter søgte jeg jobbet i Undervisningsministeriet i 2000. Det var samtidig med, at B131 var blevet vedtaget, altså beslutningsforslaget, der pålagde Undervisningsministeren at se på, om vejledningssystemet var skruet fornuftigt sammen.

Sammen med blandt andet John T. Larsen lavede jeg "Rapport om tværsektoriel vejledning", hvor vi kom med bud på, hvordan man kunne strukturere fremtidens vejledningssystem. Det blev baggrunden for vejledningsreformen, som vi arbejdede videre med i forskellige organisationsformer indtil dens ikrafttrædelse 1. august 2004. Det var et stort skib at få sat i søen, fordi der var tale om nye institutionsformer, portaler, udliciteringer mv.

I dag er opgaverne skiftet til ministerbetjening og almindelig drift. Hovedopgaven for os er at lave lovforberedende arbejde, dvs. love og bekendtgørelser. Det tager lang tid at udfærdige en lov på 55 sider. Den skal jo hænge sammen med det eksisterende, og du skal være sikker på, hvilke økonomiske konsekvenser forslaget indebærer. Du skal have klare bud på, hvad sker der, når du laver ændringer, om de rette incitamentsstrukturer er til stede, og om forslaget overhovedet virker i forhold til det mål, man ønsker at opnå. Det tager virkelig lang tid. Der er mange, herunder politikere, der skal tages i ed undervejs. Denne proces tager størstedelen af min arbejdstid.

Hvordan oplever du konflikten mellem de vejledningsfaglige udøvere og det politiske system?
I praksis oplever jeg ikke forskellen mellem praksis og politik som en konflikt. Min rolle er at være loyal embedsmand. Det indebærer aktuelt, at mit fokus er at komme med forslag til, hvordan vejledningsfeltet kan bidrage til at realisere regeringens politik. Regeringens globaliseringsstrategi er et godt eksempel på denne sammenkædning.

Da vi lavede vejledningsloven, forsøgte vi at være tydelige, når vi fastslog, at vejledning såvel var til gavn for den enkelte som for samfundet. Den enkelte har altså ikke en advokat, når man får vejledning, vejledning er ikke advokatbistand. Og samfundet lægger nogle ting ned over vejledningen og den enkelte. Fx er der en agenda om, at alle skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er den samfundsmæssige dagsorden, man som vejleder skal leve op til. I det øjeblik man ikke har en samfundsmæssig dagsorden, er man nok tilbøjelig til ubevidst at sætte sin egen dagsorden, når man vejleder børn og unge.

Kan eller skal vejledning løse alle problemer?
Det er ikke tilfredsstillende, at kun 85% påbegynder en ungdomsuddannelse. Målsætningen om, at 95% af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse inden 2015, er svær at realisere, og det kan ikke gøres med vejledning alene. Det bliver mange initiativer, der skal spille sammen om en af de største uddannelsespolitiske udfordringer nogensinde.

Men de kommunale målsætninger og vejledningssystemet hænger også sammen med, hvordan man kan udtrykke udbyttet af en vejledningsinstitution. Der skal etableres incitamentsstrukturer, der gør, at kommunerne har glæde og nytte af vejledning.

Vejlederne bliver ikke alene spændt for den vogn, der hedder 95%-målsætningen, men er en delmængde af mange initiativer. Det mest aktuelle initiativ er et modelkommuneforsøg, hvor nogle kommuner skal vise resten af landets kommuner, hvordan man kan nå de 85% i 2010. Projektet involverer alle forvaltninger, socialcentre, jobcentre, ungdomsuddannelser, folkeskoler og ikke mindst UU-centre. Det er et projekt, jeg kommer til at arbejde med de næste 2-3 år, som prioriteres højt både i Kommunernes Landsforening og i Undervisningsministeriet.

Hvad er vejledning – og hvor skal den blive bedre?
Vi bruger ca. en halv milliard på vejledning bare inden for uddannelsesverdenen eller endnu mere, når man tæller gennemførelsesvejledningen med. Noget af det, der udestår, er hvilket udbytte, man får af vejledning, og hvorfor vejledning gør en forskel.

Jeg er lodret uenig med Jakob Lange og andre (se VejlederForums portræt af Jakob Lange), der tilsyneladende alene opfatter vejledning som en dialog mellem to mennesker og udelukkende begrænset til det, der foregår i samtalen. Når du ser vejledning ud fra ministeriets optik, er vejledning alt det, staten sætter i værk på statens regning primært i medfør af vejledningsloven. Det er UU-centrene, Studievalg, Uddannelsesguiden, det Nationale Dialogforum og en masse redskaber som brobygning, præsentationskurser og mentorordninger. Og når man sætter så mange aktiviteter i værk for så mange penge, så er det rettidig omhu at vise, at det også gør en forskel. Det er vi ikke gode nok til endnu.

Hvilke muligheder og trusler er der for vejledning i fremtiden?
I uddannelse og erhverv skal man være parat til at håndtere mange skift. Derfor er det en udfordring, at de mennesker, der er i kontakt med vejledningssystemet, får handlingskompetence i forhold til at tackle forandringer. Den anden store udfordring er at lave en sammenhæng i vejledningssystemet for de, der betjenes.

Der kan ligge en potentiel trussel i, at vejledning får en slagside, hvis man kun koncentrerer sig om unge med særlige behov. Det er en fare, hvis ikke vi har et system, der dækker alle. Men det indebærer naturligvis ikke, at alle skal have den samme og lige meget vejledning. Der ligger en stor udfordring i at være bedre til at differentiere indsatsen.

Hvor skal man hen for at finde det bedste vejledningssystem?

Det virker til, at man internationalt set kigger på os. Efterspørgslen kommer fra Norge, England og Japan, de kommer alle steder fra. De er misundelige på vores system. Men man kan sige, at vi nok har lavet et system, der gør det svært at klare sig uden vejledning. Det er jo dybt kompliceret at vælge en uddannelse.