Trods sin ordblindhed og velmenende råd fra vejledere om at forlade uddannelsessystemet kæmpede Jakob Lange sig gennem mellemskolen, gymnasiet og universitetet. Nu giver han gode råd om uddannelsesvalg til unge – og deres vejledere. Begrav arvesølvet, der findes ingen rette hylde, lyder budskabet fra studiechefen på Københavns Universitet.


Hvordan oplevede du selv dit uddannelsesvalg og vejledningen dertil?
Det stod på ingen måde klart, at jeg skulle gå på universitetet, da jeg er ordblind. Man har i stedet sagt til mig, at jeg skulle blive håndværker, fordi jeg havde hænderne godt skruet på.

Alle, der har forsøgt at vejlede mig, har i den grad anbefalet mig at gøre noget andet end det, jeg gjorde. Og de har sikkert gjort det i den allerbedste mening. Som ordblind, der staver som en brækket arm, var jeg absolut i overhængende fare for ikke at kunne gennemføre en uddannelse. I mellemskolen bad og tryglede vejledere og undervisere mig om at lade være. Ligesådan var det i gymnasiet, hvor de anbefalede mig at gå ud af skolen og i stedet tage en håndværksmæssig uddannelse. Hovedparten har forsøgt at vejlede mig væk fra at studere for at spare mig for at lide nederlag. Og jeg har mødt mange slags vejledning, alt lige fra at blive introduceret for andre muligheder til den rene manipulation.

Studievalget lå snublende lige for. Samfundsfag var et nyt fag, og jeg kendte to, der var startet på studiet året før. Jeg gjorde mig ingen synderlige overvejelser, om jeg kunne finde ud af det, eller hvad jeg skulle bruge det til. Det var ikke et særligt dybtfølt valg, men når det så gik godt, var det fordi, jeg blev accepteret af de studerende, der var et år ældre. Og så gik det stille og roligt derudaf. Med de mange obligatoriske fag var det ikke prangende, men resultaterne blev bedre og bedre, og det blev morsommere og morsommere at studere. Jeg blev faktisk færdig på meget kort tid på trods af fuldtidsarbejde og folketingskandidatur.

Hvordan kom du ind i vejledningsverdenen?
Jeg elsker organisatorisk arbejde, hvor jeg som formand for elevrådssammenslutningen og som aktiv i SF arbejdede for, at flere kom i gymnasiet, og flere fik en videregående uddannelse. Og når man kombinerer det organisatoriske med lysten til at få folk i uddannelse, så er studievejledning et krydsfelt. Men da vi opfandt studievejledning i 1968, var der meget kraftige idéer om, at en studievejleder skulle være tæt på en form for psykolog. Den allerførste spæde studievejledning gik på at skrive journaler på gamle kartotekskort med lange forløb med borgere om deres uddannelsesvalg. En hel anden type studievejledning end den, vi kender i dag.

Hvad handler vejledning så om i dag?
For mig handler studievejledning primært om logistikken gennem uddannelserne, og om hvad man må og ikke må. Studievejledning er dybest set nogle kollektive gode råd, man skal reflektere over og en frygtelig masse paratviden, man skal holde styr på.

Det allervigtigste er, at de oplysninger, man som vejleder fremfører, er korrekte og præcise, og at man undlader at snakke sort, når man ikke kender svaret på de unges spørgsmål. Som fx hvis en vejleder begynder at snakke om, hvordan reglerne måske er, eller hvordan de burde være.

Hvor skal vejledningen udvikle sig?
Jeg er ikke i tvivl om, at vejledere skal være mere metodiske. Derfor har jeg meget sympati for, at vejlederne uddanner sig. Men vi mangler det videnskabelige grundlag, der er tilstrækkeligt til at udvikle metoder, der fungerer. Fx viden om hvordan og hvornår man vælger og med hvilke motiver.

Man kan ikke finde den rette hylde til folk ved metodisk at spørge ind. Især fordi jeg mener, der ikke findes en rette hylde. Studievalget er i højere præget af en stor grad af tilfældighed. Fx svarer det til tombolaen, hvor man qua sit gennemsnit kan vælge på bestemte hylder. Der trækker man et tilfældigt lod. Man får ikke altid lov at vælge teddybjørnen på øverste hylde, men man kan i stedet vælge mellem blyanter og viskelædere og andre nyttige ting på en anden hylde.

Hvem har brug for vejledning?
Dybest set har alle krav på vejledning. Hvis nogen vil sikre sig, at det, der står på ug-portalen, er korrekt, så har de lov at spørge. Vejlederen skal afveje, hvem der skal vejledes stående i 15 sekunder og hvem, der skal sættes i en stol og spørges mere ind til, fordi personen afslører uvidenhed eller usikkerhed om sit studievalg. Det kræver meget erfaring og intuitiv fornemmelse hos vejlederen.

Hvordan skal man så vejlede?
Vi skal i højere grad bruge coaching til at stille spørgsmål. En sofistikeret coaching, hvor man taler med folk med en stærk approach om at få dem til at tage et valg og få dem til at give studiet en chance og en chance igen, når de er gået i gang.

Vejlederen skal være med til at afdramatisere studievalget. Især fordi der er mange forskellige forestillinger og myter om selve valget. Unge taler om drømmeuddannelsen som noget, der kommer til én som en forelskelse. Andre mener, det bliver noget lettere at træffe et valg, når man bliver mere moden. Men hvis man tror, det bliver lettere at vælge, jo mere moden man er, så tager man fejl. Man bliver bare et år eller to ældre. På samme måde er der en masse vejlederarvesølv, som burde smides langt væk. Vi kender klicheer som "lysten skal drive værket", eller "hvis vi taler længe nok med denne person, finder vi hans rette hylde". Og der er ikke nogen rette hylde. Der kan tværtimod være en masse hylder, som man føler sig godt tilpas på.

Det er sikrere at operere ud fra devisen om, at jo mere man kommer ind i stoffet, des mere sulten bliver man. Det er det budskab, som unge skal have, når de skal vælge og begynde en uddannelse. Også selvom valget kun er deres tredjeprioritet. Jeg har mødt mange mennesker, der er optaget på deres tredje- og fjerdeprioritet, der har glemt alt om deres førsteprioritet efter et halvt år, hvor de har fået appetit på studierne.

Hvilke trusler og muligheder ser du i vejledningen?
Nogle gange tror politikerne, at hælder man x antal millioner i vejledning, kan man hente ti gange så mange tilbage. Ifølge velfærds- og globaliseringsdebatten skal man gøre vejledning effektiv. Derfor ser vi uddannelsesplaner fra 6. klasse og forslag om at man skal gå til obligatoriske samtaler, hvis du er frafaldstruet. Man begynder at opfinde den rigtige opskrift for den rigtige samtale, som om man successivt kan afdække, hvad der er det rigtige studievalg. Jeg er bekymret ved, at man helt ned i detaljen laver procedurer for, hvordan man skal vejlede. Så bruges ressourcerne på proces og volumen, og den gode vejledning bliver undtagelsen.

Vejledere skal ikke love noget, der kan afsætte sig i bruttonationalproduktet. En vejleder kan gøre noget, men kan fx ikke gøre noget ved unges allergi over for undervisning, lærere, tavler, kridt. Så kan det måske bedre hjælpe, at undervisere tager bedre imod elever, mens vejlederen kan sørge for at afstemme unges forventninger til uddannelsen. 

Uddannelsesstedernes vejledere har pligt til at fortælle folk noget om regler, noget om muligheder ligesom skattevæsenet, der har pligt til at informere og rådgive som andre offentlige myndigheder. Det, jeg kan se vejlederne gøre, er, at de opmuntrer og hjælper med til at få folk i gang. Vi kan selektivt reagere, når studerende er på vej væk fra uddannelsen via studenterudviklingssamtaler. Og vi kan afmystificere uddannelserne og på alle mulige måder afstemme forventninger i forberedelsen af valget. Det er vejledningens muligheder.