Erfaringer med brugen af webkamera blandt vejledere er sparsom. Jeg er dog bekendt med et par evalueringer af det svenske projekt JoinIT: Belonging to an online community (Ljungberg et al., 2004) og Hör ni mig nu? (Nygren, 2006). Samtidig har jeg gjort mine egne erfaringer som medlem af det nordiske vejledernetværk NordSam.

NordSam blev etableret i 2005 og er et søsterprojekt til JoinIT. NordSam bestod oprindelig af vejledere fra Danmark, Finland, Norge og Sverige. Deltagergruppen er senere blevet udvidet med vejledere fra Canada, England og Skotland, i alt 17 medlemmer. Gruppen mødes en gang om måneden og orienterer hinanden om nyt inden for vejledningen.

Netværkets platform er et såkaldt webkonferenceværktøj, Marratech, som på glimrende vis simulerer et møde- eller konferencerum.

Præsentation af et webkonferenceværktøj
Værktøjet kan stort set tilbyde de sammen faciliteter som en almindelig konference, hvor man er fysisk til stede: Der kan sendes indbydelser, bookes mødelokale, man kan tilmelde sig forskellige workshopper eller bare liste ind i mødelokalet, alle former for audiovisuelt udstyr kan anvendes til præsentation, der kan stilles spørgsmål til både oplægsholder og hinanden – der kan sågar "hviskes i timen" og skrives små beskeder.

Har man brug for at gå i grupperum, kan det også etableres i det virtuelle konferencerum. Alt materiale, som præsenteres i konferencerummet, hvad enten det er tekstdokumenter, videofilm eller notater på tavlen, kan gemmes af deltagerne enten i egen taske eller i dueslaget i konferencerummet.

En af de største fordele ved anvendelsen af webkonferenceværktøj er, at vejlederne kan mødes på tværs af tid og rum. Mangel på tid er ofte årsagen til, at vi ikke deltager i projekter, som er interessante, og som i sidste ende vil betyde større kunnen inden for vores arbejdsområde.

Ved deltagelse i webmøder anvendes kun den faktiske mødetid, hvilket typisk er en time, og som tidsmæssigt er til at overskue. Men omvendt kan manglende tid til refleksion, efterfølgende diskussion med andre deltagere og anden form for bearbejdning af mødet være medvirkende til, at man som vejleder oplever webmøderne mindre frugtbare end fysiske møder.

Netværk
Dog står brugen af webkamera som et godt og brugbart værktøj for netværksdannelse. Siden etableringen af det nordiske netværk i 2005 har jeg gjort stort brug af mit eget netværk til både kompetenceudvikling, idéudveksling, undervisning og faglig sparring. Det faglige udbytte er stort, og det sociale tilhørsforhold til netværket forstærkes over tid.

Pongolini og Ljungberg (2004) har studeret en gruppe af vejledere i et webkameraprojekt, hvor formålet var at undersøge medlemmernes følelse af tilhørsforhold i gruppen. Gruppens medlemmer var gode til at hjælpe hinanden med de mange tekniske problemer i starten af projektet, hvilket var en af årsagerne til, at nogle af deltagerne følte sig nærmere "webkamerakollegaerne" end kollegaer på egen arbejdsplads. Rapporten konkluderer desuden, at fælles historier, symboler og mål bidrager til, at deltagerne føler samhørighed i gruppen (Ljungberg et al., 2006).

Nygren (Nygren, 2006) har set på forskellen i et virtuelt og et "rigtigt" netværk med fokus på, hvordan medlemmer i et virtuelt netværk oplever samspillet i netværket. Nygren peger på, at struktur, networking, indhold, teknik og tid er vigtige faktorer for medlemmer i et virtuelt netværk, og ved at bringe dem sammen kan et operationelt professionelt netværk eksistere og lykkes.

Arbejdsformidlingen i Storkøbenhavn har gjort samme erfaringer ved brug af et lignende værktøj, Det Digitale Netværk for ledige akademikere. Her afholdes obligatoriske møder for ledige, der etableres netværk, hvor der arbejdes med forskellige projekter og processer, og der afholdes kurser og konferencer for målgruppen. Det Digitale Netværk har netop fejret treårs fødselsdag og bruges flittigt af målgruppen.

Det Digitale Netværk blandt akademikere i København er et godt eksempel på, at det ikke alene er de lange afstande blandt medlemmerne, som er afgørende for, om man er med i netværket, men lige så meget fleksibiliteten og de mange muligheder, den enkelte og vejlederne har i værktøjet.

Træerne gror dog ikke ind i himlen, og et onlinenetværk eller en onlinekonference opstår og vedligeholder ikke sig selv. Til både netværket og konferencerne skal der planlægning og styring til, for at man som deltager kan få et udbytte.

Teknikken var i begyndelsen et problem for os nye deltagere i NordSam, men tiden og erfaringerne har gjort, at det er blevet lettere for os, og udviklingen i møderne har gået fra at have teknikken i fokus som et problem og en frustrerende faktor til at være et værktøj, som gør det muligt at mødes.

Selvom møder i netværk via webkonferenceværktøj kommer tættest på et fysisk møde, er der andre betingelser for, at værktøjet skal kunne bruges til netværksdannelse.

Mødelederen er et centralt omdrejningspunkt i etablering og vedligeholdelse af netværket. Møderne skal planlægges og koordineres i mindste detalje. Mødelederen skal altid være parat til at udfylde ”tomme huller” i kommunikationen, når den går i stå, eller når en mødedeltager bliver koblet af mødet af tekniske årsager. Initiativet til næste møde i netværket hviler også på mødelederen.

Mødeformen i netværksmøderne er ofte mere strukturerede end fysiske møder og stiller større krav til mødedeltagerne. Spontaniteten er begrænset, man reflekterer en ekstra gang, inden man trykker på mikrofonen. Møderegler skabes som regel efterhånden, men der findes uskrevne regler for, hvordan kommunikationen i møderne fungerer. Disse regler skal læres, og nye medlemmer kan derfor have svært ved at finde sig til rette i gruppen.

I det nordiske netværk aftales der møder for et halvt år ad gangen med faste mødeledere og skiftende oplægsholdere. Deltagerne byder ind med aktuelle faglige emner som fx brugen af webkamera til netværksdannelse, status på den danske vejledningsreform, den finske vejlederuddannelse med fokus på it i vejledningen m.m.

Jeg får et stort fagligt udbytte af oplæggene, men det er stadig småt med diskussionerne. Her er det typisk medlemmer fra andre webkonferenceværktøjer, som kaster sig ud i kommentarer og faglige diskussioner, hvor vi andre, relativt nye, stadig lurepasser.

Metode- og kompetenceudvikling
Steffen Svendsen (Svendsen, 2004) lægger i sin artikel om vejledernes kernekompetencer op til, at den danske vejlederuddannelse skal kvalificere de fremtidige vejledere til bl.a. at kunne vejlede virtuelt, og til at e-learning må være et must i den fremtidige tilrettelæggelse af uddannelsen. Jeg er helt enig med ham deri. Det svære bliver imidlertid at fastlægge, hvilke uddannelseselementer der med fordel lader sig formidle i virtuelle former. Med inddragelse af webkamera i undervisningen tror jeg, at mulighederne bliver langt større, og mange flere emner vil kunne udbydes via denne specielle virtuelle form.

I det seneste nummer af Via Vejledning fremhæver Peter Plant (Plant, 2006) eksempler på vejlederuddannelser på distance, som også danskere har bidraget til. Inddragelse af webkamera, med tilbud om vejledning/undervisning til disse sider vil ligeledes være et spændende supplement til vejledernes kompetenceløft.

Vidensdeling
Deltagelse i netværket er et naturligt fundament for vidensdeling blandt vejledere, og teknologien bag webkonferencen giver mulighed for, at viden kan lagres og dermed gøres tilgængelig. I NordSam bliver indlæggene ofte suppleret med Powerpoint-præsentationer, litteraturhenvisninger, m.m. Dette materiale kan gemmes af deltagerne på egne pc'er. Andre systemer giver mulighed for at gemme information på netværkets mødested.

Måske foregår vidensdeling bedst i et fysisk møde. Noget må tyde på det, da mange "web communities" eller praksisfællesskaber er svære at holde i live. Det kunne derfor være relevant at sætte fokus på, hvordan gruppebevidstheden i praksisfællesskaberne kan styrkes.

Et bud blandt mange (måske ikke så overraskende) er at supplere indlæg i disse fora med brugen af et webkonferenceværktøj. Denne kombination af det "fysiske rum" og den skriftlige/mundtlige kommunikation vil formentlig være med til at styrke gruppebevidstheden og dermed skabe rum for den faglige vidensdeling blandt vejledere. Jeg lader derfor Stoltermans (Stolterman, 1999) diskussion af virtuelle sammenhold og deres fremtidige udvikling afslutte dette indlæg:

"Virtuella samhällen, som i grunden är beroende av en teknisk infrastruktur med tillhörande tillgänglighet, kommer i framtiden att vara en naturlig del av det totala samhället och på många sätt förändra vår bild av landets sociala och demografiska struktur. Istället för avstånd i tid och rum kommer begrepp som social och organisatorisk närhet ("virtuell" närhet) att vara avgörande."