I begyndelsen af august kunne man på forsiden af MetroXpress (9. august 2006) læse, at dårlig studievejledning er årsag til, at hver 6. elev aldrig får taget en ungdomsuddannelse. Baggrunden var en undersøgelse fra Dansk Ungdoms Fællesråd, der viste, at de unge ikke er tilfredse med den vejledning, de får i folkeskolen.

Artiklen kobler ubekymret fra utilfredshed med vejledning til dårlig vejledning som årsag til restgruppens eksistens, og hermed udtrykker den rammende en alvorlig udfordring for vejledere på alle niveauer i uddannelsessystemet i dag: "Uddannelsesproblemet", det, at for få unge får den rette uddannelse, stilles som et individuelt problem, som henholdsvis den unge og vejlederen bærer ansvaret for at løse.

Vejledning i konkurrencestaten
Artiklen illustrerer to udfordringer for vejlederen og de unge uddannelsessøgende:

1. På den ene side forventer man, at alle unge automatisk vil vælge uddannelse succesfuldt, hvis de får ordentlig vejledning. Vejlederne skal så at sige vejlede folk i deres egen uddannelsespolitik, og de vejledningssøgende, der bliver sat ud på sidesporet, er dem, der ikke vil vejledes, de der selv har valgt at falde fra, de der ikke vil vælge.
    
2. 2. På den anden side fremstilles det, som om dårlig vejledning og dermed vejlederen bærer ansvaret for, at en stor gruppe unge ikke får en uddannelse – artiklen sætter lighedstegn mellem mangelfuld vejledning og restgruppens størrelse. At vejlederen i stigende grad betragtes som ansvarlig for, at unge gennemfører en uddannelse, ser vi også i regeringens store strategi for Danmark i den globale økonomi fra april i år: Fremgang, fornyelse og tryghed. Her optræder ordet vejledning ikke mindre end 110 gange, og vejledningsfunktionen indtager da også en central position på flere områder, ikke mindst skal den understøtte målsætningen om, at 95% af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse og 50% af alle unge en videregående uddannelse.

Mere præcist er målet for regeringen, at 95% af alle unge i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse mod 80% i dag. I lyset af tidligere regeringers problemer med at opfylde denne målsætning og set i sammenhæng med regeringens ambitionsniveau i forhold til ungdomsuddannelserne i øvrigt, er dette selvfølgelig en helt urealistisk målsætning. Men det er et konkret mål, som vejledningsindsatsen godt kan forberede sig på at skulle evalueres efter i fremtiden: "Vejledningsindsatsen skal måles på specifikke kvantitative krav for gennemførelse og overgang til beskæftigelse eller anden uddannelse. Resultaterne skal benchmarkes systematisk," som der står i regeringsoplægget (side 36).

Del og hersk
Når vejledning skal benchmarkes ved dens succesrate, er den logiske konsekvens, at midler til vejledningscentre og lignende skal følge de vejledningsinstanser, der har den bedste gennemførelses- og beskæftigelsesrate. Retorikken om konkurrencestaten får her et håndfast udtryk: Man ser for sig, hvordan vejlederne som andre offentlige instanser nu skal ud i konkurrence med hinanden og måles på den "bedste" vejledning, der i denne sammenhæng altså betyder flest muligt gennemførte og beskæftigede af de vejledte. Del og hersk-princippet fornægter sig ikke.

Vejlederen efterlades her med det samme problem som den offentlige sektors øvrige praktikere (socialrådgivere, hjemmehjælpere, lærere, mv.), nemlig det at de i stigende grad skal bære ansvaret for de situationer, hvor systemet fejler, og at de såmænd også helst skal udføre stadig større mirakler for stadig færre midler.

Mere og mere vejledning – mere og mere uddannelse?
Et andet spørgsmål er, om der i virkeligheden i højere grad er behov for at besinde sig på al den snak om mere og mere uddannelse? Plejer vi som uddannelsesforskere og -vejledere ikke blot vore egne professionsinteresser, når vi udsteder livstidsdommene om livslang læring for flere og flere? Ja og nej.

Uddannelsesinflationen (det, at uddannelse bliver mindre og mindre værd, og at vi derfor må have mere og mere af det) forværrer selvfølgelig "uddannelsesproblemet". Man kan kun ryste på hovedet af, at alle nu skal have en master for at udføre det mest simple forefaldende arbejde, men omvendt er det i et samfund som vores ekskluderende ikke at have en uddannelse. Selvom man godt kan blive træt af al den snak om vidensamfund og mere og mere uddannelse, er der næppe heller så mange alternativer, og som professionelle i uddannelsessystemet tror vi vel trods alt også på uddannelsens betydning for den enkelte?

Ud over at kvalificere til arbejdsmarkedet har uddannelse en række personlige og civilisatoriske gevinster, og de, der taler om, at uddannelseshysteriet er gået for vidt, bør huske på, at mindre uddannelse med stor sikkerhed vil ramme dem med mindst uddannelse i forvejen. Fra et rent kvalifikationsmæssigt synspunkt kan der være en række job, der ikke kræver en uddannelse, men uddannelse er som nævnt andet og mere end kvalifikationer, og effekten vil være, at man placerer en bestemt befolkningsgruppe i en permanent underordnet position i samfundet.

Individuelle løsninger på samfundsmæssige problemer
Det kritiske blik skal derfor ikke nødvendigvis rette sig mod en målsætning om, at 95% af alle unge skal have en ungdomsuddannelse og mod vejlederens indlysende vigtige funktion i denne sammenhæng, men derimod mod en retorik, der individualiserer problemet med restgruppen til et valg- og vejledningsproblem.

Der er i al væsentlighed behov for at besinde sig på den politiske retorik om vejledning og uddannelse som mirakelkur, hvis ikke restgruppeproblemet som samfundsproblem reelt tages alvorligt. Selvom det er politisk opportunt at skyde skylden på vejlederen og den unge, er det skudt forbi. Det kræver en helt anden indsats, hvis alle unge skal have en uddannelse, noget som vejlederen hverken kan eller skal være eneansvarlig for.

I den aktuelle retorik bliver vejledning et teknisk fix, et trylleord, som skal få restgruppen til at forsvinde. Et så stædigt problem som restgruppen har imidlertid sociale og strukturelle årsager og må adresseres strukturelt og institutionelt gennem en lagt større socialpolitisk og uddannelsespolitisk indsats. Vi kommer ikke videre, når strukturelt betingede problemer skal løses gennem individuel vejledning.