Intelligens er et nyttigt, men også farligt begreb. Det betegner et potentiale til forskel fra fx kompetence, der kan siges at være et udfoldet potentiale. Har man høj intelligens, har man let ved at lære noget, har man et højt niveau af kompetence, kan man det allerede.

Intelligens er et nyttigt begreb, fordi det kan hjælpe os til at få øje på potentialer, som vi måske ellers overser. Men det er også et farligt begreb, fordi det let forleder en til at overdrive intelligensens betydning for uddannelses- og arbejdsmæssige præstationer.

Hvad betyder intelligens?

I mere end 100 år har der udfoldet sig en livlig og kompleks debat om, hvad intelligens egentlig er. Man kan let fortabe sig i debattens kringelkroge. Jeg anbefaler, at man holder sig til den helt basale betydning: At være intelligent er at have nemt ved at lære noget.

Ordet 'intelligens' kom ifølge Ordbog over det Danske Sprog ind i dagligsproget i 1800-tallet. Det betyder omtrent det samme som 'nemme' (fx 'lærenemme') gjorde tidligere. Det var især, da man i begyndelsen af 1900-tallet begyndte at forsøge sig med måling af intelligens, at begrebet og tiltroen til det blev udbredt. Men også debatten om begrebet og usikkerheden om, hvad det egentlig betegner, voksede.

Hvorfor fik vi intelligensbegrebet?

Begrebet blev udbredt nogenlunde samtidig med, at det gamle stændersamfund blev afløst af et mere liberalt, kapitalistisk og demokratisk samfund. I stændersamfundet var idealet, at man forblev i den stand, hvori man var født. Samfundets stabilitet og ligevægt havde det bedst, når bøndernes børn også selv blev bønder. Uddannelse 'ud over ens stand' forekom naturligvis, men som undtagelsestilfælde.

Det gamle ideal blev i sidste halvdel af 1800-tallet afløst af et nyt, nemlig at den enkelte skulle klatre så højt op i samfundets pyramide, som vedkommendes meritter berettigede. Heraf betegnelsen meritokrati. Det ligger i forestillingen, at det er retfærdigt, hvis en persons placering i hierarkiet er bestemt af præstation, der igen er bestemt af kombinationen af flid og intelligens, mens det er uretfærdigt, hvis placeringen er bestemt af vedkommendes sociale baggrund. Egentlig kan man undre sig over idealet, for en person er lige så lidt herre over sin intelligens som over sit sociale ophav. Alligevel opfatter de fleste det som mere rimeligt, at man bliver belønnet for sin intelligens end for sin sociale oprindelse. Ganske vist er det rimeligt, at et menneskes uddannelses- og erhvervsmæssige muligheder ikke begrænses af vedkommendes sociale oprindelse. Men måske er det heller ikke rimeligt, at de i så høj grad, som tilfældet er, bliver bestemt af intelligens.

Øget meritokratisk pres

Pædagoger har helt tilbage fra oldtiden været opmærksomme på, at deres elever har forskellige evner for at lære, og de har også været opmærksomme på, at nogle elever kan have et godt nemme for nogle områder (fx matematik), men et dårligt for andre (fx musik). Da en mere dynamisk samfundsform med social mobilitet brød igennem fra omkring år 1900, blev der knyttet store forhåbninger til intelligensbegrebet og intelligensprøverne, især deres brugbarhed i diagnoser og prognoser.

Det hænger sammen med, at der er udviklet et større meritokratisk pres, altså konkurrence om at placere sig godt i hierarkiet gennem præstationer eller måske i endnu højere grad: at undgå en dårlig placering. Derfor er begavelse og præstation efterhånden blevet genstand for en dyrkelse, man næsten kan karakterisere som en form for kult.

Et omstridt begreb

Med intelligensbegrebets øgede betydning fulgte mange stridigheder. Set i internationalt perspektiv er de vigtigste:

• Er intelligens overhovedet noget reelt, eller har alle mennesker under de rette betingelser nogenlunde samme evner for at lære?
• Er der forskel i intelligens mellem forskellige 'racer'?
• Sætter vores intelligens en overgrænse for, hvad vi kan præstere?
• Er intelligens overvejende bestemt af arv eller miljø?
• Har vi én, adskillige eller mange intelligenser?

Diskussionen om 'race' og intelligens, som hærger i USA, er vi heldigvis fri for i Danmark, så det spørgsmål springer jeg over. De øvrige spørgsmål belyser jeg i det følgende, idet jeg holder mig til nogle centrale pointer, der er nogenlunde enighed om. Det er samtidig pointer, der er vigtige for vejledning og andre former for pædagogisk arbejde.

Intelligens er en realitet

Kritikere, fx blandt behaviorister og andre psykologer, har søgt at afmontere betydningen af intelligens ved at hævde, at alle kan lære alt under de rette betingelser. Det er en opfattelse, der passer godt til forestillinger om vidensamfundets behov for uddannelse. Historisk set har det da også vist sig muligt drastisk at udvide antallet af unge, der gennemfører en intellektuelt krævende uddannelse. Næppe mange havde for 100 år siden, da kun et par procenter af en ungdomsårgang blev studenter, troet, at det ville være muligt for omkring 70 % at gennemføre en gymnasial uddannelse. Det historiske eksempel viser det farlige i forestillinger om, at (mangel på) intelligens sætter absolutte og snævre grænser for, hvad det er muligt at lære og præstere.

Ikke desto mindre er det fortsat en realitet, at der er forskel på menneskers 'nemme'. Det er forblevet et teoretisk postulat, at alle har samme læreevne. Vi kan komme langt ved at give dem, der har sværest ved at lære, bedre betingelser, men det fjerner ikke forskellene i intelligens. Frem for fortsat at forsøge at presse og hjælpe stadig flere gennem mere og mere teoretisk og boglig uddannelse, var det i stedet værd at overveje at søge at ændre uddannelsernes prestigehierarki, så de almene og boglige ikke blev ved med så entydigt at være i toppen.

Præstationer afhænger ikke kun af intelligens

Præstationer er ikke udelukkende bestemt af intelligens, men afhænger også af meget andet: vilje, ambition, andre former for motivation, flid, ihærdighed og støtte fra omgivelserne betyder også meget. Nogle af disse faktorer handler om den enkelte, og andre er mere sociale, men de fleste af dem er formentlig lidt af begge dele.

Kompliceret samspil mellem arv og miljø

Det formentlig mest ihærdigt diskuterede spørgsmål om intelligens handler om forholdet mellem arv og miljø. Når det er så kontroversielt, skyldes det, at bestræbelser på at skabe uddannelsesmæssig og social lighed har de bedste chancer, hvis miljøet er afgørende for ens intelligens. Mens ulighed forekommer mere naturlig og uforanderlig, hvis arven spiller hovedrollen.

Diskussionen er ikke afsluttet, men dog afdæmpet noget, fordi begge de ekstreme standpunkter er ugyldiggjort af forskning. Det er ikke længere muligt at opfatte intelligens som enebestemt af hverken arv eller miljø. Der er ikke tvivl om, at der er tale om et kompliceret samspil, hvis detaljer næppe er helt forstået endnu. Men under alle omstændigheder betyder det, at argumenter om intelligens næppe længere lader sig bruge til at legitimere hverken eksisterende ulighed eller utopier om total lighed.

Intet skarpt skel mellem intelligens og andre evner

Da man begyndte at teste intelligens for godt 100 år siden, var man især optaget af testenes prognostiske værdi, det vil i praksis sige deres evne til at forudsige skolepræstationer. Derfor fokuserede testene især på det, skolen lagde mest vægt på: evnen til abstrakt sproglig og matematisk tænkning. Man vidste naturligvis godt, at der er stor forskel på menneskers 'nemme' for andre områder som fx musik, men det opfattede man ikke som et spørgsmål om intelligens, men som andre former for evner. Senere har vi fået både teorier om, at vi ikke har én, men uendeligt mange forskellige intelligenser, og om at vi har et begrænset antal intelligenser. Det sidste synspunkt er især blevet kendt via Howard Gardner, som var genstand for stor interesse i Danmark for 10-20 år siden.

Også om dette spørgsmål må vi sige, at det ikke er endeligt afklaret, men at diskussionen er afkølet en del. Selv de, der holder fast i den klassiske opfattelse af intelligens som noget sprogligt og matematisk, må anerkende, at vi har en række andre evner. Og de må anerkende, at flere af disse evner har stor samfundsmæssig og psykologisk betydning og fungerer på måder, der minder om sproglig og matematisk intelligens.

Selv om interessen for Gardners teori er aftaget en del, har han en pointe, som fortjener at blive holdt vedlige: Et individ kan godt have nemt ved at lære ét område, selv om vedkommende har svært ved et andet. Det er vigtigt i sammenhæng med vejledning, fordi det kan være med til at holde muligheder åbne og forhindre, at intelligens opfattes som en determinant, der endeligt bestemmer hvor i samfundspyramiden, man ender.

Intelligensbegrebet skal bruges forsigtigt og med måde

Intelligensbegrebet og intelligensprøverne har meget skidt på samvittigheden, særligt legitimering af social, racemæssig og kønslig ulighed. Men vi har også en del at takke intelligensbegrebet for. Blandt dets største fortjenester er, at det har været med til at pege på potentialer, der ellers blev overset. Inden intelligensprøver blev udbredt, var man tilbøjelig til at opfatte alle elever, som havde svært ved at læse, som generelt dårligt begavede. Men intelligensprøverne viste, at mange af dem havde specifikke læseproblemer som fx ordblindhed, men i øvrigt var godt begavede. Vejledere og lærere blev derved gjort opmærksomme på potentialer, som fortjente at blive plejet og udviklet.

Intelligensbegrebet er nyttigt – hvis det bruges med omtanke, mådehold og forsigtighed.