2020 er på mange måder et specielt år. I Studievalg Danmark har vi haft travlt, og vi har talt med mange unge. Hvad er det så, de unge spørger om i en tid, hvor coronaen kaster sine skygger over uddannelseslandskabet? Vi har samlet en række typiske spørgsmål, vi ofte møder i vores vejledning.
1. Afslag på ansøgning: Hvorfor blev jeg ikke optaget på den uddannelse, jeg søgte ind på?
Mange kom ikke ind på den uddannelse, de søgte ind på som førsteprioritet, og i den forbindelse opfordrer vi de unge til at gå på opdagelse i, hvorfor de ikke blev optaget. Var adgangskvotienten for høj? Gik optagelsesprøven ikke som forventet? Mangler du fag? Mangler du erfaring til optagelse i kvote 2?
2. Ledige pladser: Hvordan fungerer det med ledige studiepladser?
Hvert år er der et efteroptag, hvor man kan søge ind på de uddannelser, der har ledige studiepladser. Man skal søge hos den enkelte uddannelsesinstitution, og der er forskel på, hvordan de sorterer i ansøgningerne. Vi opfordrer til, at man er nysgerrig og undersøgende. Søg kun ind på en uddannelse (eller flere uddannelser), som interesserer dig, og hvor du kan se dig selv blive tilfreds og dygtig.
3. Højstatusuddannelser: Hvordan kan jeg blive optaget på international business, jordemoder, medicin, psykologi eller en anden af de uddannelser, hvor der hvert år er mange flere ansøgere end studiepladser?
Der er rigtig mange spørgsmål, som har højstatusuddannelserne som omdrejningspunkt. Her forsøger vi at snakke ind i muligheden og sandsynligheden for optagelse i kvote 2, ligesom vi opfordrer til at overveje alternative uddannelser eller uddannelsesbyer. Her kan det være godt at fokusere på, hvad det er for en kernefaglighed, der interesserer den enkelte. Måske findes der en uddannelse, der kan give lignende kompetencer og jobmuligheder.
4. Afskaffelsen af bonus for tidlig studiestart: Hvad kommer det til at betyde for adgangskvotienterne, at man ikke længere kan få bonus for tidlig studiestart?
Fra og med optagelsen 2020 fik ansøgere ikke længere en bonus på 8 %, hvis de søgte ind på en uddannelse inden for 2 år efter, de blev studenter. Vi har snakket med mange, der var spændte på, hvad det mon ville betyde for adgangskvotienterne. Generelt ser det ud til, at adgangskvotienterne faldt lidt på de fleste uddannelser.
5. Sabbat/rejseplaner: Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan komme til at udleve mine rejseplaner for sabbatåret?
Vi har snakket med mange, der var bekymrede for, om de nu ville få noget ud af et sabbatår i coronaens skygge. Her har vi snakket med de unge om, at livet ikke er slut, fordi man begynder at læse, men at man stadig kan få et udlandsophold i forbindelse med studierne, rejse i sommerferierne eller tage et sabbatår mellem bachelor- og kandidatstudiet. Benyt sabbatåret herhjemme til at samle erfaringer og blive mere sikker på dit valg af uddannelse i stedet.
6. Standby-pladser: Hvad er en standby-plads?
Hvert år er der mange unge, som spørger ind til denne ordning, som synes at være uigennemsigtig. Her fortæller vi, at standby er et ventelistesystem. En standby-plads kan blive til en studieplads det år, du har søgt ind, eller året efter, men man skal være opmærksom på, at man skal huske at søge næste år, hvis man ønsker at starte på den uddannelse, hvor man har fået en standby-plads.
7. Valg-frustration: Jeg ved overhovedet ikke, hvad jeg vil, kan I hjælpe mig?
Nogle gange møder vi unge, der er vildt frustrerede over, at de ikke har et klokkeklart billede af, hvad de gerne vil læse og i sidste ende, hvad de vil beskæftige sig med karrieremæssigt. Frustrationerne kan for nogle virke næsten lammende. Her prøver vi altid at tage en snak med udgangspunkt i den unges erfaringer - og så ellers arbejde henimod at skabe en bevidsthed om faglige kompetencer, karrieretanker og nysgerrigheder. For nogle kræver det flere samtaler at få sparket gang i valgprocessen, for andre skal der ikke meget mere end en brainstorm til.
8. Trends: Jeg har lige set en krimiserie, og nu vil jeg gerne spørge, hvordan man bliver "crime scene investigator"?
De unge lader sig inspirere af serier, film og sociale medier, når de tænker på fremtiden. Det skaber trends og gør, at vi i perioder får mange spørgsmål til specifikke jobs, som ikke - eller sjældent/i meget lille omfang - findes på det danske arbejdsmarked, men til gengæld findes i de fiktive universer, der er fremme i tiden. Her snakker vi om, hvad det konkret er, der interesserer de unge ved jobbet, og så prøver vi at finde alternativer, der kan noget af det samme i forhold til fagligheder og karrieremuligheder.
9. Forbedre chancer for optagelse: Hvordan kan jeg forbedre mine chancer for at blive optaget næste år?
Du kan søge vejledning hos en vejleder fra Studievalg, som kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad den eller de uddannelser, du kigger på, har fokus på, når du søger om optagelse i kvote 2. Det kan også være en god idé at se på, hvad du gjorde i år, og om der er noget, du kan gøre anderledes næste år. Det kan fx være at besøge uddannelserne og se på, hvad uddannelserne kigger på i kvote 2 – er det fx en test, motiveret ansøgning, samtale eller noget helt tredje.
10. Supplering: Jeg mangler at supplere min adgangsgivende uddannelse, da jeg ikke lever op til adgangskravene. Hvordan kommer jeg til det?
Hvis du mangler fag og niveauer på din adgangsgivende eksamen for at opfylde specifikke adgangskrav på en ønsket videregående uddannelse, kan du benytte gymnasial supplering (GS). GS-kurser udbydes overvejende som komprimerede forløb og omfatter kun de fag fra den gymnasiale fagrække, som optræder som specifikke adgangskrav til de videregående uddannelser.
Vil du vide mere?
|