Løst krudt: Elever med potentiale

Først skal du høre historien om to unge mennesker, som vi mod reglerne optog på vores gymnasium i 2019 ved årets optagelsesprøve. Vi optog dem som 'wild cards', da ingen af dem bestod den faglige test og derfor burde have været afvist. Vi optog dem, fordi vi mener, at vi som optagende gymnasie har en god fornemmelse af, hvilke elever vi tror har det, der skal til for at komme igennem gymnasietiden, og fordi de ved optagelsessamtalen overbeviste os om, at de havde noget med i rygsækken, som en faglig test aldrig ville kunne afdække. Vi mødte en ung mand og en ung kvinde, som havde nogle kompetencer, der formodentlig kan kompensere for de faglige udfordringer, de vil møde.

Nadia og Amro (der her optræder under pseudonym) er født i Syrien. Da vi mødte dem, havde de boet i Danmark i cirka fire år. De havde begge misset værdifuld skoletid, mens de boede i flygtningelejr i Tyrkiet. Fordi de ikke honorerede kravet om 2. fremmedsprog, skulle de til optagelsesprøve, selvom de var vurderet uddannelsesparate. Deres karakterer fra 10. klasse var fine, men de var fanget i det manglende fremmedsprog. På grund af en turbulent skoletid havde de ikke haft fagligt overskud til at lære endnu et fremmedsprog, da de havde brugt energi på at lære først tyrkisk og siden dansk og desuden kun havde haft engelsk i kort tid. Til optagelsesprøven kneb det derfor en smule i dansk og engelsk. Vi vurderede dog, at de nok ville nå at indhente det forsømte i løbet af de tre gymnasieår. De havde tidligere lagt stor flid i deres skolearbejde og havde en modenhed og en ansvarsbevidsthed, som var lysår foran mange af vores øvrige elever. Desuden havde de en drøm om at få en uddannelse og et job: En drøm om at få en ny chance i et nyt land, det er et kraftigt brændstof. Nu har vi to motiverede elever gående på skolen, og til den obligatoriske grundforløbsprøve tre måneder efter skolestart klarede de sig over al forventning.

Jeg betragter det som en solskinshistorie, der på fineste vis demonstrer, hvor vigtigt det er, at vi bruger flere farver i paletten, når vi bedømmer de unge. Der er behov for at kunne hive en dispensation frem fra skuffen og tage en chance.

Det nedslående svar

På et webinar i januar i år, som Børne- og Undervisningsministeriet holdt for vejledere om optagebekendtgørelsen (BEK nr 314, 2020), stillede jeg et spørgsmål om dispensationsmuligheder fremadrettet. Jeg nævnte vores to elever som eksempel og fik svaret, at de ikke kan optages i fremtiden. De skulle egentlig heller ikke have været optaget sidste år, men der havde man fra ministeriets side kalkuleret med en vis fejlmargen ude på gymnasierne, fordi implementeringen af den nye lov var i sin vorden. Det var et meget nedslående svar. Især set i lyset af at jeg i de snart ni år, jeg har været vejleder på et gymnasium, har siddet med ved bordet ved langt over 100 optagelsessamtaler og nøje har fulgt de 3-5 ikke-uddannelsesparate elever, vi optager hvert år, men som altså ikke kan optages fremover. Jeg kan ellers med sikkerhed sige, at de klarer sig præcis lige så uforudsigeligt som de elever, der bliver vurderet uddannelsesparate: Nogen går ud, nogen hænger med røven i vandskorpen, nogen klarer sig jævnt, og andre klarer sig godt.

Da loven blev vedtaget i foråret granskede jeg bekendtgørelsen og blev lettet, da jeg så en passus i §21: ”Afgørelsen kan i helt særlige tilfælde indebære, at ansøgeren kan optages på uddannelsen uden at have bestået optagelsesprøven (…)”. Jeg skrev til ministeriet for at høre, hvad det var for helt særlige tilfælde. Det viste sig, at det kun er indlæringsmæssige problemstillinger, man refererer til. Helt konkret er det ord- eller talblindhed, der kan dispenseres for. Men at en ung, der har boet i Danmark i kort tid og derfor ikke behersker sproget flydende, ikke kan komme gennem nåleøjet, det er ubegribeligt. Eller hvad med den elev, vi optog sidste år uden at måtte. Han bestod ikke den danske del af optagelsesprøven, men var til gengæld blændende til engelsk. Hele familien er pæredansk, men har boet de sidste 3,5 år i USA og er nu vendt hjem. Vi vurderende, at han var lidt rusten, men nok skulle komme efter det, hvad alt ind til videre også tyder på.

Et vådeskud: Samtalens udvanding

Ikke-uddannelsesparate elever og elever, der på anden vis ikke opfylder kravene for at kunne optages direkte, kan stadig søge ind på et gymnasie på baggrund af en optagelsesprøve.

Gymnasierne har tidligere gjort tingene på deres egen måde, når en ikke-parat elev søgte optagelse. Derfor har man fra politisk side ment, at optagelsesproceduren trængte til et eftersyn og større ensretning. Forrige år fik vi en ny optagebekendtgørelse. Den var kompliceret for at sige det pænt. Håbet var derfor lysegrønt, da vores nye regering med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkranz-Theil i spidsen meldte ud, at den lettere uforståelige bekendtgørelse ville være noget af det første, man ville kigge på. I april i år fik vi "Bekendtgørelse om optagelse på de gymnasiale uddannelser og kapacitetsfastsættelse på institutioner for almengymnasiale uddannelser" – eller mere mundret de justerede adgangskrav, der ikke er meget klarere i spyttet.

Optagelsesprøven består af to dele: en faglig del og en personlig samtale. Eleven testes i fire fag og på baggrund af en minimumsscore for hvert fag samt en samlet score, får eleven bedømmelsen bestået eller ikke bestået. Når den faglige prøve er rettet, afholder gymnasierne en optagelsessamtale. Og her falder der et vådeskud, for det er desværre overvejende en skuesamtale, hvor rektors og vejleders primære opgave er at fortælle eleven, om de har bestået prøven eller ej. Det er nemlig ret underordnet, hvad den unge siger til samtalen, eller om den unge skal til prøve, fordi han eller hun mangler 2. fremmedsprog, selvom det fx ikke er et krav på det tekniske gymnasium HTX. Ligesom den elev, der ikke behersker fysik/kemidelen af prøven, ikke kan optages på handelsgymnasiet HHX, selvom det ikke er en del af fagpakken der. Det er dybt ulogisk. Vi kan godt takke nej til en ikke-uddannelsesparat elev, men vi kan som gymnasie ikke sige ja til de elever, vi ønsker at give en chance. Heller ikke når vi ser nogle personlige egenskaber, som vi tror, kan opveje et par manglende point til optagelsesprøven. Det kan jeg kun tolke som, at optagelsessamtalen er så godt som overflødig eller i hvert fald kraftigt udvandet. Min påstand er, at en motiveret elev kommer længere på trods af nogle faglige udfordringer end den elev, der godt kan, men ikke gider.

Gymnasiets mulighed for at give dispensation til samtalen er ikke eksisterende. Det har den reelt været siden 2010, men mange gymnasier har alligevel optaget elever på dispensation og ladet tvivlen komme ansøgeren til gode. Det undrer mig såre, at man fra ministeries side ikke tiltror gymnasierne selv at kunne vurdere, hvem de vil optage, men tvinger os til kun at se på prøveresultatet fra optagelsesprøven og ikke reelt ønsker en syntese mellem prøve og samtale.

Når vi har valgt at have et uddannelses- og optagelsessystem, der bygger på test, prøver og karakterer er det uhyre vigtigt, at vi har en lovgivning, der giver mulighed for at se på mere end det faglige. Loven kan naturligvis ikke tage højde for de omstændigheder, der er i hvert menneskes liv, og netop derfor er en dispensationsmulighed et must i min verden. Hvis vi insisterer på at drive skoler i en vurderingskultur, må vi som minimum have en lovgivning, der kan tilpasses de mennesker, den skal understøtte. Ellers er den for rigid.

Små 5000 ikke-uddannelsesparate elever søgte sidste år ind på det tre-årige gymnasie ved optagelsesprøve. Meget tankevækkende optog gymnasierne hele 62 % af eleverne (tal fra UVM, 2019). På det gymnasie, hvor jeg er ansat, prøvede 24 elever lykken ved en optagelsesprøve. Vi optog 21 elever, af disse optog vi fire elever, som ikke bestod optagelsesprøven.

Det lammende skud: Uddannelsesparathedsvurderingen

Lad os humpe baglæns til, hvor hele miseren begynder. Alle elever i den danske folkeskole bliver uddannelsesparathedsvurderet (forkortet UPV) af deres lærere, bistået af en vejleder, fra 8. klasse og frem, til de forlader skolen i 9. eller 10. klasse. Målet er, at så mange elever som muligt forlader skolen med en positiv parathedsvurdering i hånden, der åbner døren til den ungdomsuddannelse, eleven drømmer om. Ikke mindst døren til gymnasiet, som de sidste mange år har været de unges altoverskyggende uddannelsesvalg. 73 % af de uddannelsessøgende unge søgte sidste år mod gymnasiet, hvor 19 % søgte mod en erhvervsuddannelse (UVM 2019).

Eleverne parathedsvurderes ud fra fire områder: De faglige-, de personlige-, de sociale- og de praksisfaglige forudsætninger. Der kigges på kompetencer som ansvarlighed, selvstændighed, motivation, samarbejdsevne og mødestabilitet. Det er alt sammen gode og nyttige egenskaber, men desværre oplever mange af de ikke-uddannelsesparate unge, at kravene i parathedsvurderingen er diffuse. Eleverne ved simpelthen ikke, hvad de skal leve op til for at blive parate, hvilket presser dem (EVA, 2017). Det er uhensigtsmæssigt, når en ikke-uddannelsesparathedsvurdering netop skal virke motiverende på eleven undervejs i skoleforløbet. Vurderingen foretages uanset, hvor uigennemsigtig kriterierne opleves af lærere og vejleder, også selvom de nok ikke alle bifalder at skulle sortere eleverne i kasser, velvidende, at en negativ parathedsvurdering opleves som et nederlag af den unge. Gennem et uigennemsigtigt vurderingssystem og nogle subjektive vurderingskriterier håber man at kunne forudsige, hvem der kan klare fx en gymnasial uddannelse, og hvem der ikke kan og dermed mindske frafald. Problemet er bare, at det ikke virker efter hensigten, skriver Danmarks Evalueringsinstitut, EVA i en rapport fra 2017. Det er da at skyde os selv i foden.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvordan dette års parathedsvurderinger bliver påvirket af Corona, hvor mange hjemsendte ikke-uddannelsesparate elever nok har haft svært ved at påvirke den vurdering, der allerede var foretaget inden Coronaens indtog. Og tilsvarende vanskelig for lærere og vejledere at afsige den endelige vurdering, som den unge skal stå på.

Hele menneskesynet bag UPV’en bør efter min mening have et nådeskud for nu at blive i metaforen. For selvom man gør et grundigt stykke arbejde ude på skolerne, når de unge vurderes, ændrer det ikke ved den kendsgerning, at mange unge ser en negativ parathedsvurdering som en dom, der går hårdt ud over deres selvværd (EVA, 2017). Det er ikke okay.

Skud fra hoften

Vi har i dag et kompliceret og uigennemsigtigt uddannelsesparthedsvurderings- og optagelsessystem, der giver mange tusinde unge en negativ start på deres uddannelsesliv. Jeg synes, vi skal spørge os selv: "Hvordan kan vi forsvare en uddannelsesparathedsvurdering, der stempler og marginaliserer mere end 6000 unge hvert år i stedet for at bygge dem op?"

Vi fortæller dem, at vi kigger på helheden, men ser alligevel kun på det, der kan måles. Som moderne samfund bør vi vise de unge, at vi værdsætter flere færdigheder end dem, der kan læses i en skolebog. Selvfølgelig er det rimeligt at stille krav om faglighed, når en ung vil i gymnasiet, for gymnasiet er en boglig uddannelsesvej, men det må kunne gøres på en mere skånsom måde. En måde, der ikke skaber unge, der tvivler på sig selv. Måske kan vi nå et stykke af vejen gennem opprioritering af vejledning i de mindre klasser, ved at udbrede kendskab til de mange uddannelsesveje, der findes, og ikke mindst se på, hvordan erhvervsuddannelserne igen bliver attraktive for de unge, så der findes et alternativ til gymnasiet.

Den dag, vi har skoler, der opmuntrer eleverne til selvstændighed, nysgerrighed og læringsiver, har vi fat i den lange ende. Ingen af os vejledere ved alligevel, hvad de unge får brug for at kunne i fremtiden. Men en ting er sikkert: Hvis ikke der bliver brug for dem alle, har vi fejlet.