Hvad vil det egentlig sige at være en profession? Det kommer an på, hvor vi befinder os i verden. I en angelsaksisk kontekst som Storbritannien og USA kan det at være professionel simpelthen betyde, at man lever af sit arbejde, fx som professionel taxachauffør, eller at man er dygtig til sit arbejde, fx som professionel husmor.

I en kontinental, herunder en nordisk kontekst, betyder profession noget andet. Her har de faglige organisationer traditionelt stået stærkt på arbejdsmarkedet og medvirket til at etablere den berømmede flexicurity-model, hvor det er let for arbejdsgiverne både at hyre og fyre bl.a. på grund af den sikkerhed, som arbejdsløshedsunderstøttelsen udgør.

At etablere sig som profession kræver, at en faglig gruppe tilkæmper sig en bestemt status – og indgår bestemte kompromisser. I professionsteorien kaldes denne proces for professionalisering. Vejledere har mange af de karakteristika, der kendetegner en profession, men spørgsmålet er, om der stadig er noget at gøre, hvis de vil erobre status og pondus til blive - eller forblive – en profession.

Historisk har vi talt om de klassiske professioner: præster, jurister og læger. I dag taler vi – måske knapt så flatterende – om "semi-professionerne": sygeplejersker, lærere og pædagoger. Vi taler også – bestemt ikke smigrende – om "wanna-be-profesioner". Hvor placerer vejlederne sig i dette billede? Det kommer igen an på, hvilke kriterier man anlægger.

For at blive en profession skal man:

• have en særlig viden, der er videnskabeligt funderet og bygger på en særlig samfundsmæssig anerkendt uddannelse.
• have en særlig kunnen, der betyder, at man har ekspertise til at træffe beslutninger og handle inden for et særligt monopoliseret felt. Det kræver imidlertid kollegial selvkontrol inden for professionen, fx i form af en censorordning.
• have en særlig villen, det vil sige en socialt anerkendt etisk forpligtelse til at tjene klientens bedste. "Pro Fessio" betyder "jeg bekender".

Autoritet, autonomi og autencitet
Kort sagt skal en profession have en særlig samfundsmæssig anerkendt autoritet, relativ autonomi og beslutningskompetence inden for sit område samt en særlig autencitet eller social troværdighed. Læger er igen det klassiske eksempel. De har en lægeuddannelse, de må stille diagnoser og skrive recepter, hvad sygeplejersker ikke må, men vi skal have tillid til, at de ikke gør det for egen vindings skyld, men for vores bedste som patienter.

Til gengæld kan man være professionel kriminel, men forbryderorganisationer som mafiaen kan ikke benævnes professioner. Selv om de rummer en stor viden og en specialiseret kunnen, er den etiske forpligtelse - bekendelsen til "La Familia" - svær at få anerkendt i omverdenen.

Uddannelse, arbejdsområder og etisk refleksion
Og hvad betyder summen af begreberne i modellen, hvis vejlederne gerne vil være en profession? Det betyder, at:

• Der er etableret en anerkendt – i dag akkrediteret – uddannelse med et anerkendt curriculum. Hvad er det, vejledere særligt har brug for at vide noget om i dag? Udviklingen inden for lovgivningen på det uddannelses-, social- og arbejdsmarkedspolitiske område? Udviklingen i uddannelser og arbejdspladser i det særlige område, de arbejder i? Udviklingen blandt de særlige – herunder særligt udsatte – unge og voksne, de arbejder med? Respektfuld og anerkendende kommunikation?
• Der etableres arbejdsområder, hvor vejlederne har beslutningskompetence eller plads til at udøve professionel dømmekraft – det såkaldte professionelle skøn. I forbindelse med de igangværende politiske debatter om, hvorvidt der skal vejledes væk fra de almene/boglige uddannelser til fordel for de praktiske/tekniske uddannelser, må vejlederne have kompetence til at træffe konkrete valg afhængig af arbejdsmarkedssituationen og den enkelte unges ressourcer. Men der skal også være plads til at begå fejl – og rette dem op.
• Der etableres rum for gensidig sparring/kollegial supervision eller etisk refleksion. Er det fx relevant at bygge vejledningen på formelle meritter og karakterer, eller skal man satse på optagelsessamtaler? Det første kan give en "objektiv vurdering", som vi kan ønske det i et meritokrati, hvor det er de formelle kvalifikationer, der tæller. Optagelsessamtalerne giver plads til de mere uformelle kompetencer, men indebærer også en risiko for nepotisme, det vil sige, at ansøgerne med de mest socialt anerkendte kommunikationsformer og (netværks-)relationer favoriseres.

Momentum?
Professioner udvikles og afvikles historisk. Mange professioner trues i øjeblikket af deprofessionalisering. Med overgangen til markedsorienterede eller markedslignende styringsmekanismer som New Public Management risikerer de professionelle at blive reduceret til servicemedarbejdere, der siger "have a nice day" og bliver evalueret via kundernes tryk på en smiley-knap.

Men det kan også gå den anden vej. Måske har gruppen af vejledere netop nu sit momentum. De mødes med store krav og forventninger, i og med de skal realisere det politiske nøgleprojekt, som går ud på at håndtere fremtidens allokering mellem uddannelserne og arbejdsmarkedet, herunder at bygge bro mellem konfliktende og konkurrerende politiske dagsordner.

Vejlederne er med andre ord svære at undvære. Måske er det nu, de skal tage de sidste nøk i kampen for fortsat professionalisering. Det kan bl.a. indebære:

• Fortsættelse og yderligere udvikling af tilknytningen til et forsknings- og uddannelsesmiljø, fx på professionshøjskolerne, hvor der bedrives forsknings- og udviklingsarbejde på feltet samt udbydes diplom- og masteruddannelser i vejledning.
• Sammenslutning eller samarbejde i organisationer, der er tunge nok til at indgå i samlede forhandlinger med de offentlige arbejdsgivere.
• Etablering af en etisk platform eller et etisk råd, der kan rådgive i situationer, hvor vejlederne konfronteres med etiske dilemmaer i deres arbejde.

Det sidste er ikke mindst væsentligt, fordi vejlederne arbejder i et spændingsfelt, hvor der uvægerligt vil opstå etiske dilemmaer. Det kommer også til udtryk, da jeg spørger en vejleder, hvad der gør ham/hende glad i vejledningsvirket:

"Jeg er gladest, når jeg har givet den unge en relevant mulighedshorisont, som de kan træffe et kvalificeret valg på baggrund af – deres eget valg vel at mærke, og ikke hvad der er bedst for samfundet."

Referencer:

• Abbott, A. (1988): "System of Professions - Essay on the Division of Expert Labour". Chicago: The University of Chicago Press.
• Barkholt, N. C. (2018): "Etikk i profesjonsutøvelse". Oslo: Norsk Gyldendak.
• Friedson, E. (2001): "Professionalism: The Third Logic". Chicago: University of Chicago Press.
• Hjort, K. (2001): "Moderniseringen af den offentlige sektor". København: Samfundslitteratur.
• Hjort, K. (2005): "Professionaliseringen i den offentlige sektor". Købehavn: Samfundslitteratur.
• Hjort, K. (2008): "Demokratiseringen af den offentlige sektor". København: Samfundslitteratur.