Vi taler en del om data i disse år. Big data, personfølsomme data, datakvalitet og datalæk. Det meste af 2018 gik som bekendt med at tale om EU’s persondataforordning, som greb ind i alle afkroge af vores digitale liv. Vi digitaliserer som aldrig før, og data udgør fundamentet i digitaliseringen. Uden data, ingen it-systemer, ingen MobilePay, ingen Spotify, intet rejsekort.
Men hvad taler vi egentlig om, når vi taler om data? Data kan helt basalt defineres som oplysninger. I Den Danske Ordbog defineres data som en "nøjagtig oplysning, ofte udtrykt i en objektiv eller målbar form." Oplysning skal i en digital sammenhæng forstås som en formaliseret oplysning, der kan behandles maskinelt, altså af en computer. En computer kan ved hjælp af dens styrke inden for lagring af store datamængder og lynhurtig dataprocessering aflæse, om øjne er brune eller blå, fordi der er tale om objektivt registrerbare data. Den kan derimod ikke aflæse, om de samme øjne er dybe som skovsøer eller forførende – i hvert fald ikke endnu. Det vil være et spørgsmål om fortolkning og kontekst, altså om en subjektiv og kvalitativ vurdering.
Sætter vi data i en sammenhæng, bliver de til information, og i en kombination med vores analyse og erfaring bliver de til viden. I store mængder danner data mønstre, som vi kan aflæse, fortolke og forstå, og som vi kan handle og træffe beslutninger ud fra. Det er alt det, vi gør brug af, når vi finder vej med Google Maps eller beslutter, om vi skal tage sandaler på efter at have tjekket vejrappen på vores smartphone.
Hvad kan vi bruge data til?
Og hvad har data så med beskæftigelsesindsatsen at gøre? Spørger vi direktøren i it-virksomheden eller regeringens disruptionråd, vil de svare "alt". Spørger vi i jobcentret, er billedet nok lidt mere broget – nogle ville sige nuanceret.
Beskæftigelse er et af de områder med allerflest data, fordi alt, hvad der bliver gjort, bliver registreret. På ledelsesniveau har data som styringsredskab været kendt længe. Det hedder ledelsesinformation og findes typisk i form af de rapporter og visuelle overblik, som ledelsen i en organisation bruger til at følge op på udvikling og fremdrift. Det kan oplagt være organisationens økonomi, men det kan ligeså vel bruges til at følge udviklingen i opgaveløsningen eller til at holde øje med sygefraværet i afdelingen. Det afhænger naturligvis af, hvilke data vi taler om.
Til sagsbehandlingen udvikles der i disse år tilsvarende databaserede værktøjer med henblik på at give sagsbehandleren overblik over effekten af jobcentrets aktiviteter og indsatser i forhold til borgerne. Det kan fx være antallet af langtidsledige, der er kommet i job på baggrund af aktivering, eller hvilke karakteristika og kompetencer, der går igen for borgere, der er kommet i job på baggrund af virksomhedspraktik.
Udviklingen på dette område er kun lige begyndt, men her ligger oplagte potentialer, ikke bare for effektivisering, men også for indblik og indsigt. Og det er en væsentlig pointe. For jo mere vi ved om effekterne af de indsatser, vi sætter i værk, desto bedre kan vi følge op, og desto bedre afgørelser kan vi træffe næste gang. På den måde kan data bidrage til at kvalificere og understøtte fagligheden. Data kan hjælpe os med at vide, hvilke forudsætninger vi bygger vores praksis på. Vi kan få antagelser bekræftet eller afkræftet.
Data kan ikke stå alene
Men data og ledelsesinformation er ikke alt, og det kan først og fremmest ikke stå alene. Det ligger lige for at forveksle data med sandheden på grund af deres indbyggede objektivitet og karakter af fakta. Men data udgør kun en del af det samlede billede. Det vigtige er, hvordan vi forstår og bruger dem og til hvilket formål. Og ikke mindst, at vi kan gennemskue og forstå baggrunden for de beregninger og "sandheder", som maskinen præsenterer os for. Vi skal kunne forklare, hvad der sker, og vi skal selv kunne stå på mål for de beslutninger, vi træffer. It-værktøjerne skal bruges til at styrke fagligheden, de skal ikke erstatte den, og de må først og fremmest aldrig blive et mål i sig selv. Ellers får vi problemer med retssikkerheden og i sidste ende et samfund, ingen af os ønsker.
I dette nummer dykker vi ned i fænomenet data og nogle af de muligheder og udfordringer, som teknologien og den øgede brug af data giver os på beskæftigelsesområdet.
Vil du vide mere?
|
Vi taler en del om data i disse år. Big data, personfølsomme data, datakvalitet og datalæk. Det meste af 2018 gik som bekendt med at tale om EU’s persondataforordning, som greb ind i alle afkroge af vores digitale liv. Vi digitaliserer som aldrig før, og data udgør fundamentet i digitaliseringen. Uden data, ingen it-systemer, ingen MobilePay, ingen Spotify, intet rejsekort.
Men hvad taler vi egentlig om, når vi taler om data? Data kan helt basalt defineres som oplysninger. I Den Danske Ordbog defineres data som en "nøjagtig oplysning, ofte udtrykt i en objektiv eller målbar form." Oplysning skal i en digital sammenhæng forstås som en formaliseret oplysning, der kan behandles maskinelt, altså af en computer. En computer kan ved hjælp af dens styrke inden for lagring af store datamængder og lynhurtig dataprocessering aflæse, om øjne er brune eller blå, fordi der er tale om objektivt registrerbare data. Den kan derimod ikke aflæse, om de samme øjne er dybe som skovsøer eller forførende – i hvert fald ikke endnu. Det vil være et spørgsmål om fortolkning og kontekst, altså om en subjektiv og kvalitativ vurdering.
Sætter vi data i en sammenhæng, bliver de til information, og i en kombination med vores analyse og erfaring bliver de til viden. I store mængder danner data mønstre, som vi kan aflæse, fortolke og forstå, og som vi kan handle og træffe beslutninger ud fra. Det er alt det, vi gør brug af, når vi finder vej med Google Maps eller beslutter, om vi skal tage sandaler på efter at have tjekket vejrappen på vores smartphone.
Hvad kan vi bruge data til?
Og hvad har data så med beskæftigelsesindsatsen at gøre? Spørger vi direktøren i it-virksomheden eller regeringens disruptionråd, vil de svare "alt". Spørger vi i jobcentret, er billedet nok lidt mere broget – nogle ville sige nuanceret.
Beskæftigelse er et af de områder med allerflest data, fordi alt, hvad der bliver gjort, bliver registreret. På ledelsesniveau har data som styringsredskab været kendt længe. Det hedder ledelsesinformation og findes typisk i form af de rapporter og visuelle overblik, som ledelsen i en organisation bruger til at følge op på udvikling og fremdrift. Det kan oplagt være organisationens økonomi, men det kan ligeså vel bruges til at følge udviklingen i opgaveløsningen eller til at holde øje med sygefraværet i afdelingen. Det afhænger naturligvis af, hvilke data vi taler om.
Til sagsbehandlingen udvikles der i disse år tilsvarende databaserede værktøjer med henblik på at give sagsbehandleren overblik over effekten af jobcentrets aktiviteter og indsatser i forhold til borgerne. Det kan fx være antallet af langtidsledige, der er kommet i job på baggrund af aktivering, eller hvilke karakteristika og kompetencer, der går igen for borgere, der er kommet i job på baggrund af virksomhedspraktik.
Udviklingen på dette område er kun lige begyndt, men her ligger oplagte potentialer, ikke bare for effektivisering, men også for indblik og indsigt. Og det er en væsentlig pointe. For jo mere vi ved om effekterne af de indsatser, vi sætter i værk, desto bedre kan vi følge op, og desto bedre afgørelser kan vi træffe næste gang. På den måde kan data bidrage til at kvalificere og understøtte fagligheden. Data kan hjælpe os med at vide, hvilke forudsætninger vi bygger vores praksis på. Vi kan få antagelser bekræftet eller afkræftet.
Data kan ikke stå alene
Men data og ledelsesinformation er ikke alt, og det kan først og fremmest ikke stå alene. Det ligger lige for at forveksle data med sandheden på grund af deres indbyggede objektivitet og karakter af fakta. Men data udgør kun en del af det samlede billede. Det vigtige er, hvordan vi forstår og bruger dem og til hvilket formål. Og ikke mindst, at vi kan gennemskue og forstå baggrunden for de beregninger og "sandheder", som maskinen præsenterer os for. Vi skal kunne forklare, hvad der sker, og vi skal selv kunne stå på mål for de beslutninger, vi træffer. It-værktøjerne skal bruges til at styrke fagligheden, de skal ikke erstatte den, og de må først og fremmest aldrig blive et mål i sig selv. Ellers får vi problemer med retssikkerheden og i sidste ende et samfund, ingen af os ønsker.
I dette nummer dykker vi ned i fænomenet data og nogle af de muligheder og udfordringer, som teknologien og den øgede brug af data giver os på beskæftigelsesområdet.
Vil du vide mere?
|