Vi vil gerne have, at der skal gøres noget for at reducere antallet af hjemløse og socialt udsatte. Det må bare ikke belaste os selv og ikke forringe vores måde at leve på. Vi skal her forstås som fællesskabet eller samfundet, som i disse år er optaget af, at der skal gøres noget ved især unges hjemløshed og til dels også udsatheden. Samtidig distancerer vi os som individer fra mennesker, der er hjemløse og socialt udsatte – bortset fra lidt omkostningsfri godgørenhed. 

Det paradoks kommer til udtryk i forhold til boligerne, der i byerne ikke er til at betale for socialt udsatte. Det kommer til udtryk i byen, der udelukker de anderledes. Det kommer til udtryk i et sundhedsvæsen, som ikke ser uligheden. Og det kommer til udtryk på arbejdsmarkedet, som stiller krav om uddannelse og effektivitet. Det er et dilemma, fordi vi gerne vil have de socialt udsatte med, men ikke vil give dem plads – medmindre de bliver som os andre. Derfor øges antallet af hjemløse, socialt udsatte og fattige på trods af gode intentioner og indsatser, der skulle føre til det modsatte. 

Det er nemlig vores individuelle ulyst til at afgive nogle goder, der er den stærkeste kraft, og den vi må forsøge at komme uden om, hvis vi vil sikre et mere deltagende liv for mennesker på kanten af samfundet. Den ulyst, som vi jo ikke skilter med, har ikke været tænkt med ind i indsatserne, der har været iværksat de sidste årtier. Derfor har de gode intentioner og flotte strategier lidt skibbrud.

De uværdige

Uanset, hvordan beskæftigelse og økonomi har været gennem tiden, har der været en gruppe borgere - pjalteproletariatet - der socialt har ligget placeret under arbejderne. Indtil midten af forrige århundrede har man ladet den gruppe klare sig selv med lidt fattighjælp, småjob og tiggeri og ellers ikke stillet krav. Det ændrede sig markant fra 1860'erne, samtidig med at det moderne samfund blev skabt, og industrialiseringen bredte sig.

I det følgende årti blev der bygget fattiggårde - eller arbejdsanstalter, som de rettelig hed – over hele landet. Her måtte den del af befolkningen, der ikke kunne eller ville arbejde, nødtvungent tage ophold, eller hvis der var tale om åbenlys arbejdsuvilje blive dømt til ophold i tvangsarbejdsanstalterne. Begge steder var der arbejdspligt, og formålet var at træne de unge til et almindeligt arbejdsliv og holde de voksne arbejdssky til arbejdet.

Allerede efter 40-50 år opgav man de mange arbejdsanstalter, men bibeholdt nogle få, der med tiden udviklede sig til vore dages herberger og forsorgshjem. Det forandrede ikke, at den social- og beskæftigelsespolitiske idé om at presse og kontrollere dem, der ikke kan finde ud af at forsørge sig selv, forblev uændret, både for de hjemløse og andre uden for arbejdsmarkedet. Det er stadig det ideologiske grundlag for beskæftigelsesindsatsen – til trods for at det kun i beskedent omfang har virket.

Vi vil dem ikke

I det moderne samfund har det til gengæld medført, at dem, presset og kontrollen ikke virker på, er røget endnu længere ud i udstødelsen, og det sker endnu tidligere i livet, at de bliver opgivet og selv giver op. Derfor bliver der flere hjemløse og især unge hjemløse. Derfor bliver afstanden mellem socialt udsatte og arbejderklassen for slet ikke at nævne middelklassen stadig større. Derfor bliver boligmarkedet og med det byen mere opsplittet og arbejdsmarkedet uinteresseret i at lukke dem ind, der opfattes som anderledes og måske uproduktive. Jeg ser en for samfundet dybt skadelig ændring i byerne, så der kun bliver plads til de veletablerede med god indkomst, og på arbejdsmarkedet, hvor der kun bliver plads til de effektive og veluddannede. 

Vi forstår dem ikke

Vi vil ikke vide af at forstå dem, og hvad der forklarer dem. Når vi taler om mennesker, er det meningsløst ikke at sige 'barn først, så voksen'. For helt indiskutabelt formes vi gennem og af vores levede liv fra den dag, vi fødes. Gennem vores forældres omsorg eller mangel på samme. Gennem den verden, der er omkring os. Gennem kulturen og politikken.

Det, vi har været igennem, og ikke mindst det, vi har fået med os fra den tidlige barndom, bliver vores måde at klare livet på. Sådan er det for os alle, og vi har alle noget særligt med os ind i voksenlivet. Taler man med mennesker, der er hjemløse, vil en meget, meget større del end i befolkningen som helhed fortælle om følelsesmæssige svigt og manglende omsorg.

Den helhedsforståelse og helhedsorientering, der igen bliver sat i fokus for indsatserne for de socialt udsatte, giver ingen mening, hvis man kun ser på den enkeltes helhed nu og her, men overser eller gør sig blind for fortidens begivenheder.

Mere og mere forskning viser, at når livet er begyndt med en eller anden form for omsorgsunderskud, bliver ens sociale færdigheder til at klare sig i et kompliceret og kravstillende samfund mere eller mindre læderede. Det er næsten ikke til at holde ud, at den viden stort set aldrig inddrages, når der gøres forsøg på at forstå, hvad hjemløsheden kommer af, og hvordan hjemløse og socialt udsatte bedst kan støttes.

Det er for fattigt, når man kun inddrager manglen på boliger, der er til at betale, manglen på psykiatriske behandlingstilbud, manglende samarbejde mellem forskellige behandlings- og hjælpetilbud eller andre åbenlyse problemer. Helhedssynet kræver, at man forstår, hvad det enkelte menneske, man vil hjælpe, har med sig af social styrke eller svaghed, af usikkerhed eller overskud.

Nemt for flertallet - svært for socialt udsatte

Det gælder om at kunne tackle samfundets institutioner. Det, som kan synes så simpelt for de fleste af os, er det ikke nødvendigvis for den unge hjemløse og den socialt udsatte. Det bliver vi nødt til at forstå. At møde til tiden, at kunne forholde sig til kritik, at kunne overholde en husorden, at kunne være vedholdende eller at kunne tro så nogenlunde på egne evner er ikke noget, man automatisk fødes med. Men det er uvurderligt at have disse evner med sig i rygsækken, når man skal klare sig i et bare nogenlunde effektivitetsbegejstret samfund.

Antallet af socialt udsatte stiger

Med den argumentation på plads vil jeg spørge, og jeg skal nok selv svare: Hvorfor blev der talt 2.292 unge hjemløse i Danmark i én uge i 2017, godt 1000 personer mere end 8 år tidligere? Det er en langsom stigning over de sidste 30 år, de fleste har bare tilladt sig at overse det. 

Sidst i 1980'erne var der næsten ingen, men stigningen begyndte allerede i det små for 30 år siden. Det er også inden for de sidste 30 år, at der synes at være kommet flere socialt udsatte, et ganske vist svingende, men generelt stigende antal fattige og ikke mindst et stigende antal fattige børn med særlig risiko for at vokse op til fattigdom og socialt udsathed. 

Mit bud på et svar er, at det voksende antal unge hjemløse ikke skabes af flere unge med problemer, men af den politiske og kulturelle logik, som insisterer på øget krav til læring, til uddannelse, til effektivitet og til målrettethed i skole og uddannelse. Den logik, som insisterer på at forherlige innovation eller den gode stabile arbejder på arbejdsmarkedet. Den logik, som insisterer på at fremme et selvejerbaseret boligmarked. Og som insisterer på et enøjet sundheds- og socialvæsen, hvor helhedssyn nok er et ideal, men ikke en praksis.

Gulerod og pisk

I dag er social- og beskæftigelsespolitik opdelt på politisk niveau, og det gælder både på statsligt og kommunalt plan. Det smitter af på, hvordan der arbejdes i praksis. Det betyder ikke, at der slet ikke er noget samarbejde mellem de sociale og beskæftigelsesmæssige indsatser, men det er almindeligvis beskæftigelsesdelen, der har størst indflydelse på retning og mål i indsatsen. 

Mantraet 'Det skal kunne betale sig at arbejde' er blevet ophøjet til en populær sandhed, og det taler da også til både sund puritansk fornuft og moral. Men de, der ikke kan finde beskæftigelse, og hvis arbejdsindsats heller ikke er overenskomsternes mindstebeløb værd, betaler prisen. Det gør de ikke bare med fattigdom som følge, men også med at skulle leve med følelsen af at blive foragtet og socialt udstødt.      

Der må findes en ny måde at sikre inklusion

Det er de samme forhold, der skaber og historisk har skabt hjemløshed. Nu er det bare også unge, man stiller store krav til om tilpasning. Det udstøder dem, der ikke kan leve op til kravene og i særlig grad dem, som ikke kan vise et synligt handicap.

Det nytter ikke at ændre på dette gennem en indsats rettet mod at ændre den enkelte, uanset hvor ihærdig den er. Det betyder ikke, at man skal opgive at gøre noget. Det noget, der bør gøres, er først og fremmest på et politisk niveau. Skab plads til det anderledes i byen. Støt beskæftigelse, der ikke bygger på profit og effektivitet. Skab boligfællesskaber med plads til andre boformer på steder, hvor der også er almindelige boliger. Åben og støt muligheder for, at nogle kan leve anderledes og alligevel være inkluderet. 

Jeg håber og synes også, at jeg kan skimte, at det er på vej, både i lands- og kommunalpolitik. Jeg håber, at jeg ser rigtigt.      

Hvad så i praksis?

Selvfølgelig har mange unge hjemløse og andre socialt udsatte evner, kræfter og ønsker om at have et sted at bo og at være i beskæftigelse. De har deres netværk, som vi kan være tilbøjelige til at vurdere som negativt, og de har deres psykiske problemer og deres misbrug, som vi gerne vil behandle dem ud af. Kort sagt vil vi begynde med at lave dem om og først derefter hjælpe dem ind på et arbejdsmarked. Altså, vi vil bruge en trappetrinsmodel, hvor social træning og behandling går forud for bolig og beskæftigelse. Men når vi så kun ser på bidder af det enkelte menneskes liv og ofte overser, hvad der er det hele menneske, går det som oftest galt med den model.

Det sociale arbejde og beskæftigelse i ordets bredeste betydning må gå hånd i hånd. Jeg ser eksempler, der virker. De eksempler er fællesskabsbaserede indsatser, hvor socialarbejdere, håndværkere, socialt udsatte og hjemløse arbejder sammen i projekter eller endnu bedre i kooperativer, organiserede som socialøkonomiske virksomheder. Det giver en værdi til dem, der deltager, og flytter dem ind i samfundet.

Det kræver en slet ikke uoverkommelig ændring i synet på, hvordan socialt arbejde med hjemløse og socialt udsatte skal tilrettelægges. Vi skal ikke alene se helheden i det enkelte menneske, men også se helheden i behov og livsrammer.

Svært? Måske. Men hvis det ikke bare skal være et ideal, vi stræber mod, kræver det også politiske ændringer, og det er nok noget sværere at få gennemført. Jeg kunne som noget grundlæggende ønske mig en anden måde at administrere kontanthjælp og en mere velvillig politik i forhold til kooperativer og socialøkonomiske virksomheder. Jeg kan ikke se en anden vej at gå, hvis vi virkelig vil have resultater ud af de strategier, som vi udvikler for at inkludere mennesker. Så de bliver til flotte strategier – der virker.