Min tidligere skråsikkerhed hænger sammen med, at jeg er uddannet socialrådgiver fra før, verden gik af lave. Dengang var helhedssynet en integreret del af socialrådgivernes faglige DNA. Det blev praktiseret gennem systematisk sagsarbejde, hvor borgerens faste sagsbehandler afdækkede, beskrev og vurderede det samlede problemsæt med henblik på at lægge en plan for, hvordan problemerne enten kunne finde en løsning, eller der kunne støttes op om et godt liv, uden at problemerne blev løst. Det var en glimrende og meget tilfredsstillende måde at arbejde på. Så vidt jeg husker også for borgerne. Hvor svært kan det være at genindføre den?

Meget svært ser det ud til. Måske fordi jeg lider af erindringsforskydninger, og det slet ikke var så enkelt og tilfredsstillende dengang. Måske fordi den énstrengede, helhedsorienterede sagsbehandling med borgeren som det ultimative omdrejningspunkt reelt slet ikke er målet. Og helt sikkert fordi borgeren igen og igen drukner i det bureaukratiske kaos af uoverskuelig og knopskudt lovgivning, som hjælpen vikles ind i.

Systemet stjæler fokus

Allerede med Steinckes socialreform i 1933 opbyggedes et socialt lovkompleks på hele 54 love, som skulle forenkle et system, der var vanskeligt at finde rundt i, fordi mange meget specialiserede administrationer tog sig af forskellige klientgrupper, handicapgrupper og forsørgelseskategorier. Det er uhyggeligt genkendeligt anno 2019.

Godt 40 år senere, 13. juni 1974, lød det fra Folketingets talerstol:

"De grundprincipper, som ligger i lovforslaget, spørgsmålet om det enstrengede system og den forenkling, dette medfører, kan vi helt og fuldt tilslutte os."

Ordene var Palle Simonsens og stammer fra tredjebehandlingen af Bistandsloven. Igen var vi altså stødt på grund i selvskabte bureaukratiske udfordringer, som flyttede fokus væk fra borgeren og gav både socialpolitikere og praktikere grå hår i hovedet. Med Bistandsloven ville man indfri visionen om, at henvendelser om hjælp og økonomisk støtte nu alene skulle rettes til ét sted: den kommunale forvaltning.

I 1998 kom "Den lille socialreform", hvor Bistandsloven blev erstattet af Serviceloven, Aktivloven og Retssikkerhedsloven, som skulle råde bod på, at lap på lap igen havde gjort de gældende regler både utidssvarende og uoverskuelige. Men hvor Bistandsloven lagde vægt på socialrådgivning, opsøgende arbejde og økonomisk bistand, så introducerede Aktivloven et betydeligt fokus på borgerens eget ansvar – navnlig for at blive selvforsørgende. Her begyndte "systemet" for alvor at stjæle fokus. Borgeren skulle have hjælp – til at komme i arbejde. Det var det, "systemet" havde brug for.

Det næste store træk var kommunalreformen, som i 2007 lovede, at det skulle være slut med at løbe spidsrod. Med nedlæggelsen af amterne ville der omsider blive skabt bedre sammenhæng på en række områder, og borgeren ville ganske bestemt komme i centrum. Visionen gjaldt som bekendt også for social- og beskæftigelsesindsatsen, men lige præcis her skal vi lede længe efter succesen. Ikke mindst fordi der i samme åndedrag, men af helt andre hensyn, blev vedtaget lovgivning, som krævede en decideret adskillelse af netop de to typer indsatser. Og det er her, vi står, og her vi skal lede efter et svar på, hvorfor det er så umanerligt svært at holde fokus på borgeren.

For med kommunalreformens opsplitning fik vi ikke bare styr på ansvaret for den konkrete borgers sagsbehandling i forhold til beskæftigelse, sociale problemer, børnenes trivsel, sundhedstilstanden og ydelserne, som blev splittet op i adskilte dele. Vi fik også styr på, hvor udgiften til de forskellige indsatser skal konteres. Og den kontrol har ingen lyst til at slippe igen, for det koster ved bødekassen, hvis det går galt. Og svaret på, hvordan pokker vi holder styr på pengene, når alle kan iværksætte alt, er mig bekendt endnu ikke formuleret.

Knopskydningen af Aktivlovens § 25

Vi betjener os som bekendt stadig af de tre love, som erstattede Bistandsloven, og som sine steder sjovt nok også er gået hen og blevet aldeles uoverskuelige. Som et kuriøst eksempel på det er jeg nødt til at nævne Aktivlovens § 25 om hjælp til forsørgelse. I 1998 bestod den af én paragraf med fem stykker, der beskrev, hvem der var berettiget til de fire forskellige satser, vi jonglerede med dengang. Princippet var, at størrelsen på hjælpen var uafhængig af årsagen til behovet. Det var til at have med at gøre.

Nu består Aktivlovens § 25 af 13 stykker, plus §§ 25 a, b, c, d og e som tilsammen har 24 stykker. I alt seks paragraffer og 37 stykker. Hvor mange satser der er, tør jeg ikke give et bud på, men det er uoverskueligt mange, som både tager afsæt i et utal af målgrupper og årsagen til behovet med dertilhørende tillæg og fradrag for det ene og det andet. Man skal være mere end almindeligt velorienteret for at kunne gennemskue sine ydelsesmæssige rettigheder. Det oser ikke ligefrem af borgeren i centrum. Og desværre er knopskydningen af § 25 symptomatisk for, hvad der sker med reglerne over tid og under forskellige politiske stormvejr.



Retssikkerhedsloven står til gengæld relativt uforandret. Der er eksempelvis ikke ændret et komma i pligten til, at kommunerne skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, og at hjælpen tidligt i forløbet skal tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af den pågældendes situation og behov på længere sigt. I 2016 blev ordene tilmed indskrevet i Serviceloven. Alligevel erkendes det alle steder, at ingen gør det. Det er for kompliceret.

Systemet agerer drømmetyder

Den siddende regerings opgør med silotænkningen kaldes "Sammenhængsreformen". I juli 2018 medførte den, at reglerne om én helhedsorienteret plan for borgere med komplekse og sammensatte problemer trådte i kraft. Trods både Retssikkerheds- og Servicelovens forpligtelser og gevaldig store trommehvirvler som annoncerede nybruddet, endte det med at blive en kan-bestemmelse, som ikke havde nogen IT-understøttelse. Dermed fik de helhedsorienterede planer ingen ben at gå på, og det gør de så heller ikke. Det kan være, det kommer med IT-løsningen. Hvem ved.

I december 2018 blev der indgået en bred politisk aftale om rammerne for en helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse problemer. Det skal være "en indsats, som bygger på borgerens egne drømme og forhåbninger, og som skaber sammenhæng og støtter borgeren i at mestre eget liv og finde sin egen plads på arbejdsmarkedet". Det er vist første gang i historien, "systemet" påtager sig at agere drømmetyder. Så noget nyt er der under opsejling.

I skrivende stund venter vi stadig på den varslede "hovedlov", som skal gøre øvelsen overskuelig ved at strikke syv love sammen og modernisere dem. Sløret er dog allerede løftet for, at de bærende principper bliver: et krav om samtykke fra borgeren, én samlet udredning, individuelt tilrettelagte indsatser, én helhedsorienteret plan, forenkling af procesregler og én samlet afgørelse og klageadgang. Og bemærk så dette:

"Hovedloven skal samtidig gøre det nemmere for medarbejderne i kommunen at hjælpe borgeren videre til et mere selvstændigt liv med uddannelse og beskæftigelse."

Det forudsættes altså hele vejen, at borgerens drøm, som skal stå lysende klart i centrum for det hele, skal være at komme i arbejde. Det er på alle måder en fin drøm, men hvad nu, hvis borgeren drømmer om noget andet? Hvad nu hvis drømmen om at komme i arbejde er slukket for længst, fordi der er gået fem, 10, 20 år i det kommunale system uden, at der er kommet en eneste lønseddel ud af det? Hvad hvis borgeren drømmer om at få lov til at være i fred for kommunens indblanding i det sølle men dog vante liv i lediggang? Og hvad hvis borgeren ligefrem har fået tilkendt førtidspension og drømmer om, at hjælpen handler om at komme til at leve et meningsfuldt liv udenfor arbejdsmarkedet? Gider vi så slet ikke give dem den sammenhængende indsats alligevel? Det ser ærlig talt ikke sådan ud.

Hvis jeg skal genvinde min tro på, at noget af alt det her nogensinde skal blive en succes, skal vi starte med at tage borgernes drømme ud af ligningen. Det er rent bluff. Alt, hvad "systemet" gør, tager afsæt i Aktivlovens ansvar for at komme i selvforsørgelse og ”systemets” drøm om det fuldt beskæftigede folk. Også den forestilling er vi dog nødt til at tage under behandling.

Langt de fleste af os kan og vil gerne (drømmer om, hvis det er bedre) yde vores rimelige bidrag på arbejdsmarkedet med alt, hvad deraf følger. Men for nogle af os er det meningsløst at blive ved med at vrøvle om hel eller delvis selvforsørgelse. Trods velfærdssamfundets mange bestræbelser på at udvikle os alle sammen i retning af solide skatteydere fra første åndedrag, er det et faktum, at en del af os må døje med både kronisk sygdom, nedsat psykisk funktionsevne, misbrug, vold og lidt af det hele på en gang. Plus det løse. Jeg har kun på anekdotisk plan hørt om, at man kan arbejde sig ud af alt det.

Så lad os bakke dem op, som vil arbejde på trods, men lad os også vise omsorg over for dem, som af fuldt forklarlige årsager ikke magter det. Skulle nogen regne på, hvad det koster at blive ved med at hive og slide i dem, der alligevel ikke har en chance (og det bør der snart være nogen, der gør), så er jeg sikker på, at det er billigere for samfundet at tildele dem den førtidspension, som de drømmer om, og rent faktisk er berettiget til. De vil få et bedre og mere værdigt liv, og det bør "systemet" kunne se meningen med.

Slip detailreguleringen

Endelig bliver vi nødt til at se i øjnene, at det er svært, det her. Succesen forudsætter derfor, at de medarbejdere, som skal realisere sammenhængsreformens fine intensioner, er knalddygtige. Ja, man kunne ligefrem forestille sig, at de er særligt uddannede til at arbejde systematisk på at sikre opfyldelsen af retssikkerhedslovens forpligtelser om at kunne overskue og inddrage den samlede sociale lovgivning i én plan ud fra en samlet vurdering af borgerens behov på længere sigt. Dermed kan Christiansborg slippe detailreguleringen, og så er vi på vej.

Med den kommende hovedlov lægges der op til, at kommunerne kan flytte den helhedsorienterede sagsbehandling derhen, hvor de finder det bedst. Man kunne tage skridtet fuldt ud og simpelthen åbne for, at socialcentrene og jobcentrene lægges sammen igen og får fælles økonomi på en begavet måde, som jeg desværre ikke er i stand til at udtænke. Men det må da kunne lade sig gøre.

En sammenlægning forhindrer ikke, at der kan ydes ren beskæftigelsesindsats overfor dem, som ikke har brug for andet, men den ville klart signalere, at det sociale og det beskæftigelsesrettede er én og samme sag for rigtig mange.

Med disse initiativer ville vejen (måske) være banet for, at den helhedsorienterede sagsbehandling, som kun har én sagsbehandler og én samlet plan, kan realiseres. Jeg er desværre ikke sikker på, at der er politisk vilje til at gå hele vejen til succesen. Vi får at se.