I det nordvestlige hjørne af Jylland, hvor jeg er leder af den kommunale vejledningsindsats, bruger vi den frivillige brobygning i 9. klasse som et tilbud til de elever, der har lyst til at undersøge et muligt uddannelsesvalg nærmere eller har brug for at blive mere afklaret om et muligt uddannelsesvalg, inden der skal træffes et valg om uddannelsesstart eller et år i 10. klasse.
Brobygning i 9. klasse er både et tilbud til ikke-uddannelsesparate elever og uddannelsesparate elever, der har forudsætninger for at påbegynde en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse direkte efter 9. klasse, men som fortsat er usikre og uafklarede om deres endelige uddannelsesvalg.
Derfor har den frivillige brobygning i 9. klasse svære vilkår
Vi ser i praksis, at færre end 10 % af en årgang kommer i brobygning i 9. klasse. Det er væsentlig færre, end da brobygning i 9. klasse kun var for de ikke-uddannelsesparate, men til gengæld et obligatorisk element for denne elevgruppe. Der er flere årsager til den nedadgående udvikling for den frivillige brobygning i 9. klasse.
Mange skoler har i disse år gang i mange samarbejder og projektinitiativer med erhvervsliv, foreninger, organisationer og ungdomsuddannelser, senest om praksislæring i 7. og 8. klasse. Aktiviteter, der alle bygger bro til det omkringliggende samfund, uddannelsessystem og arbejdsliv, men som ikke er traditionel brobygning i lovens bogstavelige forstand.
Når det tages i betragtning, er mange skoler ikke glade for at skulle undvære elever drypvis i 9. klasse i fx to dage eller en hel uge, da det går ud over sammenhængen i undervisningen. Flere skoler i vores område melder selvfølgelig uofficielt men dog klart ud, at de ikke ønsker at benytte brobygningen i 9. klasse, hvis eleverne alligevel fortsætter i 10. klasse, og det gør mere end 70 %.
Mange elever, der vil fortsætte i 10. klasse, ønsker også selv at udskyde/gemme deres brobygning, til den bliver obligatorisk i 10. klasse. Det vil de, fordi de tit hører fra ældre elever og lærere, at det bare er det samme, de vil opleve igen året efter, hvis de både brobygger i 9. og 10. klasse til samme uddannelse eller uddannelsessted. Der er reelt noget om snakken. Det er svært for uddannelsesstederne at finde på nye oplevelser og nye aktiviteter, så eleverne ikke møder gentagelser eller bliver præsenteret for det samme oplæg i 7., 8. 9. og 10. klasse.
Endelig har nogle erhvervsuddannelser også nået grænsen for, hvad de kapacitetsmæssigt kan være med til og håndtere af før-start-aktiviteter for grundskoleelever. Nogle erhvervsskoler har næsten større aktivitet ved diverse oplevelsestiltag, end de har ved deres egne grundforløb og kerneydelser. Det giver pres på værkstedsfaciliteter og underviserkræfter.
Efterskoleland
I vores lokale område har vi en særlig udfordring, fordi vi populært sagt er "Efterskoleland". Som nævnt tager mindst 70 % af eleverne 10. klasse, og 75 % af disse elever tager deres 10. klasse på en efterskole. I vores lokale dækningsområde er der 17 efterskoler, der benytter de lokale brobygningstilbud, og det giver to store udfordringer.
Den ene udfordring er, at efterskolerne er meget lidt fleksible i forhold til at fordele deres brobygning ud over flere uger. Ofte afvikler de brobygning for samtlige elever i én uge. Desuden har de ikke-lokale efterskoleelever kun en lille interesse i at brobygge til de ungdomsuddannelser, som efterskolerne benytter, fordi de skal tilbage til deres hjemegn og gå på nogle helt andre uddannelsessteder.
Derfor vælger elever ikke brobygning ud fra deres uddannelsesplan, men i stedet ud fra de forløb, hvor de forventer at få den største oplevelse fx med mad, biler eller frisørkunst. Det giver et skævt pres på brobygningsholdene, fordi det gør noget ved holdenes samlede motivation og udbytte, at langt de fleste elever kun er der for at have det sjovt og ikke for at få reel viden om og indblik i uddannelserne og de beslægtede erhverv og karrieremuligheder.
I evalueringerne af brobygningen lægger eleverne selv vægt på, at brobygning skal være sjovt og give dem indblik i uddannelsen. Set fra et vejledningsfagligt synspunkt kan brobygningen give de unge nogle gode oplevelser og noget viden om uddannelser og karrieremuligheder, som vejlederen kan bringe videre ind i den kollektive og individuelle vejledningsproces. I de 2-3 dage, et almindeligt brobygningselement varer, får eleverne også mulighed for at spejle sig i de ældre elever på stedet og forholde sig til, om "jeg kan se mig selv ind i her?". Men det er naivt at tro, at eleverne får en dybere forståelse for, hvad det vil sige at have et fremtidigt erhverv som bager, fordi de har bagt roulader på en erhvervsskole en tirsdag formiddag fra kl. 9-12.
Brobygning før og nu
Da den første lovgivning om brobygning mellem folkeskole og ungdomsuddannelserne kom i midten af 1990'erne, var brobygning et sammenhængende fire ugers forløb i 10. klasse til én uddannelsesretning. Det gav ungdomsuddannelserne mulighed for at tilrettelægge et egentligt fagligt undervisnings- og læringsforløb, som kunne give eleverne et reelt billede af, hvad dagligdagen ville byde på.
I vores lokale område toppede vi endda tilbuddet ved at etablere et fagligt samarbejde mellem 10. klasserne og uddannelsesstederne i de tre kernefag dansk, matematik og engelsk, så undervisningen i disse fag undervejs i de fire ugers brobygning kunne tælles med i elevernes individuelle eksamensopgørelse og pensum, i stedet for den undervisning, som brobygningseleverne ville gå glip af ved at bytte fire ugers undervisning i 10. klasse ud med et brobygningsforløb.
Til gengæld var det en udfordring for uddannelsesstederne ikke at begynde at undervise brobygningselevernes i elementer fra 1. års undervisningen, så eleverne blot oplevede at møde de samme opgaver og udfordringer, når de så reelt startede på uddannelsen. Der var heller ikke stor søgning til et frivilligt fire ugers brobygningsforløb, der var stort frafald (når nyhedens interesse dampede af, og det blev lidt hverdagskedeligt), og 10. klasse skolerne var heller ikke meget for at undvære eleverne. Derfor var det meget svært at få brobygningsforløb op at stå - i hvert fald i et tyndt befolket område med store transportafstande som vores lokalområde. Det varede heller ikke mange år, før brobygningen blev reduceret i omfang, først til en enkelt uge og herefter til små oplevelsesforløb af 2-3 dage, som vi kender det i dag.
Brobygning i dag kommer bedst til sin ret i de 10. klasses tilbud, der er etableret som EUD10-forløb, det vil sige samarbejdsforløb mellem folkeskole og erhvervsskole. Her udnyttes de seks ugers brobygning ofte fuldt ud for at få statstaxameteret bragt i spil som et bidrag til økonomien.
I vores område kan vi se en markant højere søgning til erhvervsuddannelserne fra elever, der har gået i 10. klasse på EUD10, sammenlignet med søgefrekvensen fra en almindelig tilrettelagt 10. klasse i folkeskolen og 10. klasse på efterskole. De aktuelle søgefrekvenser til erhvervsuddannelser efter 10. klasse er 43 % fra EUD10, 32 % fra folkeskole og 13 % fra efterskole.
Det bliver spændende at følge, om de kommende forsøg med EUD 8 og 9 vil have den samme effekt på søgningen til erhvervsuddannelser.
Uddannelse og job skal rammesættes
I de sidste 40 år har det været en udfordring for folkeskolen først at få UEA, uddannelses- erhvervs- og arbejdsmarkedsorienteringen og senest U&J, uddannelse og job, til at blive et integreret element i undervisningen.
Det er nok heller ikke helt ved siden af at konkludere, at uddannelse og job fortsat ser ud til at have svære vilkår, hvis det også fremadrettet blot skal eksistere som et timeløst tillægsbegreb. Skal uddannelse og job i højere grad integreres i undervisningen, skal det rammesættes fx med et timeomfang på hvert klassetrin og en obligatorisk og offentliggjort årsplan for undervisningen.
Det er også værd at spørge sig selv om, i hvilket omfang børn kan forholde sig til et fremtidens arbejdsmarked, der galoperer afsted i et tempo og i en udviklingsgrad, som selv professionelle voksne har svært ved at følge med i.
Hvornår skal børn begynde at kunne forstå noget om erhvervslivets indretning? Er erhvervspraktik et levn fra fordums industrisamfund med forholdsvis simple arbejdsopgaver? Hvad skal man egentlig sætte et barn på 14-15 år til at lave i en erhvervspraktik ud over at stå og kigge på, når arbejdsmiljølovgivningen sætter sine klare begrænsninger på, hvilke arbejdsopgaver de reelt må udføre, og sværhedsgraden i opgavevaretagelsen kalder på specialistkompetencer, som selv en ufaglært voksen vil have svært ved at honorere uden indgående oplæring? Og kombinér det så med et børneblik, der efterspørger, at uddannelse og job, brobygning og praktik skal være sjovt og underholdende. Det er en svær cocktail at få mixet på den rigtige måde.
Måske er erhvervsuddannelser i år 2020 i højere grad en voksenuddannelse end en ungdomsuddannelse – jeg siger det bare forsigtigt for at få forventningsafstemt, hvor meget viden børn på 14-15 år reelt kan forventes at kunne tilegne sig om (ca. 100) erhvervsuddannelser og hvilke karrieremuligheder, de i øvrigt kan føre til på den lange bane.
Farvel til mainstream
Set med egne vejledningsfaglige briller tror jeg, at tiden snart er passé for de store mainstream-vejledningsaktiviteter i folkeskolen, hvor alle elever kommer i brobygning eller i praktik i den samme uge, uanset om det giver mening for dem eller ej.
Jeg tror, vi skal til at arbejde med en mere individualiseret udskoling, hvor elever og forældre i højere grad inddrages i at lægge en plan for elevens vejledningsaktiviteter i løbet af udskolingen. Hvad giver mening for dig, og hvornår er du motiveret for at deltage – skal det være i 8. klasse, 9. klasse eller 10. klasse, eller som en forlænget udskolingsplan via FGU, den forberedende ungdomsuddannelse? Det vil sige en plan, der også kan omfatte et 11. og et 12. læringsår før start på en ungdomsuddannelse, og hvor læring også kan være et ungarbejderjob eller en længere frivillig praktik.
At bygge bro mellem skolegang og uddannelse, mellem barneliv og voksenliv, mellem oplevelse og arbejde, mellem lyst og pligt klares ikke på to dages frivillig brobygning i uge 46 i 9. klasse. Det kræver et tæt, langsigtet og afstemt samarbejde mellem skole, ungdomsuddannelser og virksomheder med en timing, der giver mening og relevans for den enkelte elevs udskolings- og vejledningsindsats.
Vil du vide mere?
|