Titel:
Leder: Vi skal gøre rummet større
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Mange mener, at den sociale mobilitet på uddannelsesområdet går den forkerte vej. Og at Danmark ikke er blevet bedre til at bryde den sociale arv de seneste 20 år. Hvis det er sandt - og det er der flere meninger om - vender vi ikke udviklingen ved blot at fixe praktikpladsproblemet og taxameterordningen. Der er også andre faktorer på spil. 
Person:
Billede:
_C7T9081-001
Navn:
Mette Marie Callesen
Titel:
Chefredaktør
Arbejdssted:
Vejlederforum
Fotoreportage:
Lang tekst:

"Social mobilitet på uddannelsesområdet går den forkerte vej.” ”Danmark er ikke blevet bedre til at bryde den sociale arv de seneste 20 år."

 

Negative overskrifter om social arv og social mobilitet har været på banen igen, og budskaberne er stort set de samme som altid. Selvom Danmark internationalt er et af de lande med den højeste sociale mobilitet, er der stadigvæk en høj grad af social arv i Danmark. Hvor social mobilitet handler om individers og gruppers bevægelser mellem forskellige positioner i samfundsstrukturen, er social arv et udtryk for, at en generation reproducerer eller arver nogle træk ved forældrenes generation. Negativ social arv handler så om de triste træk.

 

Overskrifterne har kørt igen, fordi en analyse fra KL's nyhedsbrev Momentum viser, at andelen af unge, der som 25-årige har fået en ungdomsuddannelse, er faldet med 2,9 procentpoint fra 1998 til 2018 for unge med forældre uden ungdomsuddannelse. Samtidig får 59,3 % af dem en ungdomsuddannelse, mens tallet er 84,4 % for gruppen med forældre, der har en ungdomsuddannelse.

 

Derfor er konklusionen, at udviklingen ikke bare er stagneret, den går ovenikøbet den gale vej. Vi kan næsten ikke holde ud at læse om det – igen. Men vi er nødt til at tale om det – igen. For hvordan kan det være, at et velfærdssamfund som Danmark, der burde have gode forudsætninger for at gøre noget ved problemet, ikke kan knække koden og vende den udvikling? Et land, der har som sit erklærede mål at give alle børn en uddannelse, og at den endda som minimum er på niveau med deres forældres.

 

En del af udviklingen er ellers vendt. Samtidig med at vi ikke kan bryde den sociale arv, bevæger flere unge sig ind på ungdomsuddannelserne som aldrig før – det projekt er skam lykkedes. Problemet er bare, at det ikke så meget er de unge med ufaglærte forældre, der starter. Og når de gør, ja så falder de fra. De falder fra trods årtiers initiativer for at mindske frafald. Initiativer, som bl.a. vejledere knokler med, men som vi må sande godt nok nytter noget, men stadig ikke er nok til at vende det store billede.

 

Så vi taler altså om to forskellige men også meget forbundne udfordringer. Den ene er, at der er unge, der aldrig får/gennemfører en uddannelse – det handler sandsynligvis om social arv. Den anden er, at vi er låst fast i vores segmenter – det handler om den manglende mobilitet. Fællesnævneren for disse to rejser spørgsmålet: Har alle lige muligheder? Hvis nej, hvad består begrænsningerne så i?

 

Men inden vi kommer for godt i gang, er det værd at bemærke, at ikke alle ser udfordringen på samme måde. Zetland har talt med sociolog Morten Ejrnæs og nævnt samme udvikling, vi refererer til. Han kvitterer med: "Man kunne også have fremstillet den historie som en kæmpesucces for velfærdssamfundet."

 

Ejrnæs læser nemlig tallene fra Momentum ganske anderledes. Han mener, man kunne vende det om og sige, at flere end halvdelen af dem, der vokser op med to ufaglærte forældre, faktisk får en ungdomsuddannelse. På den baggrund mener han ikke, at der er tale om arv. Tværtimod bryder flertallet arven – og det er en succes.

 

iStock-872670290_900x4502 

Alle de gode grunde
Ejrnæs bestrider dog ikke tallene fra ugebrevet Momentum, der slår fast, at hvis man er vokset op med to ufaglærte forældre, har man lavere chance for at få en ungdomsuddannelse. Så det er stadig interessant at forfølge, hvorfor dette gør sig gældende, og hvad vi kan gøre ved det.

 

Vi mener allerede, at vi kender mange af grundene til, at unge fra de såkaldt uddannelsesfremmede hjem falder fra. Begrebet uddannelsesfremmed rummer jo en forklaring i sig selv, er du fremmed for uddannelse, er det nok sværere både at starte og at gennemføre. Andre grunde kan nævnes i flæng: Der mangler praktikpladser i virksomheder, taxameterordningen er uretfærdig, folkeskolen mangler fokus på de erhvervsrettede fag, der er for mange forskellige voksne omkring den unge. Tidligere ville mere og bedre vejledning også have været et af håndtagene, man ville skrue op for, men det er ikke længere tilfældet.

 

Ikke desto mindre alt sammen håndtag, der kan være relevante at dreje på, men vi kan dog ikke bare antage, at vi løser problemet ved fx at fixe praktikpladsproblemet og taxameterordningen. Der er også andre faktorer på spil, hvis billedet skal om ikke vendes i første omgang, så i hvert fald bevæges. Social mobilitet handler som sagt om individers og gruppers bevægelser mellem forskellige positioner i samfundsstrukturen. Det spændende spørgsmål er, hvor mange positioner der i virkeligheden er tilgængelige? Og synlige?

 

Vi gør ikke det, vi siger
Og netop den problematik gør sig også gældende andre steder. For en ting er, hvad der står på papiret. Noget andet er, hvad vi gør i virkeligheden. Og en ting er, hvad vi siger, noget andet er, hvad vi gør. Fuldstændig ligesom når vi som forældre ikke kan forstå, at vores børn gør noget andet, end det vi siger til dem igen og igen. Siger vi til dem, at de skal holde op med at råbe, når vi selv råber, råber de videre. Lader vi selv være med at råbe, råber de heller ikke. Og siger vi, at håndens arbejde vægter ligeså højt som det boglige, mens vi udelukkende skruer op for antallet af timer i dansk og matematik og i øvrigt kalder sløjd for alt muligt andet, end det reelt er, er spørgsmålet, om vi flytter eller bevæger noget som helst.

 

Erhvervsuddannelsesordfører Matthias Tesfaye opfordrer til at springe over det, han kalder for trappe-logikken, nemlig tanken om, at vi går op ad trappen fra ufaglært til faglært, og så kommer en kort, en mellemlang og endelig en lang videregående uddannelse som det fornemste. Vi taler om, at folk er veluddannede, når de har taget en universitetsuddannelse, og så er det i øvrigt ligegyldigt, om de har 2 i snit. Men når en ung har modtaget sølvmedalje til svendeprøven, er han stadig ikke veluddannet. Hellere en god frisør end en dårlig filosof, og hellere det store kørekort end en lille studentereksamen, er Tesfayes holdning.

 

Hvis vi nu gjorde det, vi siger
Lad os nu være ærlige og ægte, også når vi taler om uddannelser. Forestil jer lige et kort øjeblik, at vi rent faktisk selv oprigtigt troede på og agerede ud fra, at håndværk tæller ligeså meget som det boglige. At en erhvervsuddannelse tæller ligeså meget som en akademisk uddannelse. At håndværksuddannelsens kvalitet, den æstetiske værdi er et dannelsesideal værdigt. At evnen til materialefornemmelse, den fysiske fornemmelse har en værdi helt i sig selv.

 

Hvis vi selv troede på det, havde vi vel ikke behov for at kalde sløjd og formning for noget med design. Vi konceptualiserer, intellektualiserer og camouflerer det håndværksmæssige for at gøre det fint og attraktivt. Det, der kunne være så ægte, bliver pseudo.

 

I den forbindelse skal vi måske også lade være med altid at tro, at unge fra uddannelsesfremmede hjem ikke har knækket koden, når de ikke vil starte på eller gennemføre en erhvervsuddannelse. For det har de måske netop – det er os, der bliver ved med at camouflere håndværket, der ikke har knækket den. De unge har forstået, hvad det er, vi gør. Det er derfor, de ikke vil være med. Måske, det er blot en tese.

 

Lad os bryde tyngdekraften på tværs
Men nu skal vi ikke bare tale om, hvordan flere kommer til at vælge en erhvervsuddannelse. For social mobilitet handler ikke bare om, at unge med ufaglærte forældre skal have en uddannelse. Det kunne ligeså godt handle om, hvordan vi får de alt for mange unge, der tager en akademisk uddannelse, til at tage en erhvervsuddannelse, for nogle af dem kunne jo rent faktisk have lyst til det. Så hvis vi skal tale mere om koder, hvordan knækker man så koden, når man er vokset op i et akademisk middelklassehjem og gerne vil have en erhvervsuddannelse. Hvordan får vi forskellige positioner gjort både synlige og tilgængelige fra oven, fra neden, fra siden og på tværs.

 

For social mobilitet handler vel om at gøre både uddannelsesrummet og mulighedsrummet større, at gøre det usynlige synligt og det utilgængelige tilgængeligt. Så der bliver flere muligheder, flere chancer, flere måder at være i uddannelsessystemet på. Det spørgsmål bliver i den grad vigtigt, når den nye kommunale ungeindsats og FGU træder i kraft. Her starter de første elever i august 2019. For første gang er der etableret en samlet vej for udsatte unge, med fuld politisk enighed og opbakning om retning og indsats. Hvis det projekt skal lykkes, er vi også nødt til at vide mere om, hvordan vi får flere med.

 

Måske kan man til tider blive i tvivl, om de forskellige indsatser er alle anstrengelserne værd. Derfor bliver vi nødt til at overveje flere muligheder. Men vi skal ikke have mere af det samme. En hypotese kunne være, at det kunne bidrage til den sociale mobilitet at smide camouflagen for at gøre håndværket attraktivt. En anden hypotese kunne være, at middelklassens privilegieblindhed spiller en rolle. Når vi glemmer, at vi er født under en mere heldig stjerne end andre, er vi privilegieblinde – og det kan have konsekvenser. De og andre hypoteser kunne vi godt tænke os at forfølge i dette nummer.

 

Vi søger svar hos nogen, som tør at komme med ægte og ucamouflerede svar. Mød dem nedenfor.

 

  • Æblet må godt falde langt fra stammen
    Camilla Hutters, områdechef med ansvar for ungdomsuddannelserne, Danmarks Evalueringsinstitut
    Chancen for at få en uddannelse afhænger (stadig) af social baggrund. Vi skal sikre, at murerens søn kan blive forsker, og at akademikerens datter kan blive håndværker. Uanset herkomst og opvækst skal den unge have muligheder, der ligger ud over forældrenes baggrund og uddannelsesvalg. Men der er større polarisering i elevgrupperne på ungdomsuddannelser. Og de nye adgangskrav kan skabe en ny restgruppe. Vejledningen skal gå på flere ben, men hvilke?
     
  • Hvordan kan vejledere arbejde med social retfærdighed?
    Randi Boelskifte Skovhus, lektor, VIA University College
    Samfundet er ulige og uretfærdigt på en række områder, dette er ikke naturgivent og kan ændres mod mindre ulighed. Vi er ikke bundet i fysiske lænker men i vores verdensbillede, i vores handlingshorisont og vores opfattelse af, hvad der er ønskværdigt og muligt. Karrierevejledning skal udvide de unges horisonter og deres verdensbillede og udfordre, hvad der er muligt/umuligt.
     
  • Danmarks niveau for social arv er for dårligt
    Rasmus Landersø, seniorforsker, Rockwool Fondens Forskningsenhed 

    Ifølge Rasmus Landersø er vores niveau for social mobilitet på uddannelsesområdet kun marginalt bedre end i USA – hvordan hænger det sammen? Og hvordan støtter vi bedst sårbare unge i at tage en uddannelse?
     
  • Man kunne også have fremstillet den historie som en kæmpe succes for velfærdssamfundet
    Morten Ejrnæs, sociolog, Aalborg Universitet
    Konklusionen om, at Danmark ikke er blevet bedre til at bryde den sociale arv er forkert. Morten Ejrnæs forklarer hvorfor og giver sit bud på, hvordan vi kan forbedre den sociale mobilitet.
     
  • Håndværk som dannelsesideal
    Jens Eldrup, møbelsnedker og cand.polit. 
    Da Jens Eldrup havde kedet sig længe nok som embedsmand, lagde han universitetsuddannelsen bag sig og blev håndværker. Og måske har drømmen om den omvendte sociale mobilitet ulmet, siden han som dreng indrettede sit værelse i barndommens pæne jurahjem.
     
  • Skole-hjem-samarbejdet er hverken en neutral eller naturgiven størrelse
    Maria Ørskov Akselvoll, sociolog og ph.d. i forældreinvolvering 
    Bidrager forældreinddragelse til, at folkeskolen mindsker betydningen af elevernes sociale baggrund i forhold til deres faglige resultater? Skole-hjem-samarbejdet er ikke en naturgiven eller neutral størrelse, men en politisk og pædagogisk kampplads, som vi fortsat må både udfordre og udvikle. Vi kan passende begynde med at blive bedre til at medtænke forældres forskellige ressourcer og de hverdagsliv, som samarbejdet skal kunne integreres i.” 


 

 


Referencer


Vil du vide mere?


Disclaimer:
Denne artikel er normalt ikke gratis, men vi synes alligevel, at du skal læse den. Prøv også Vejlederforum i en måned. Så kan du læse mange flere.

"Social mobilitet på uddannelsesområdet går den forkerte vej.” ”Danmark er ikke blevet bedre til at bryde den sociale arv de seneste 20 år."

 

Negative overskrifter om social arv og social mobilitet har været på banen igen, og budskaberne er stort set de samme som altid. Selvom Danmark internationalt er et af de lande med den højeste sociale mobilitet, er der stadigvæk en høj grad af social arv i Danmark. Hvor social mobilitet handler om individers og gruppers bevægelser mellem forskellige positioner i samfundsstrukturen, er social arv et udtryk for, at en generation reproducerer eller arver nogle træk ved forældrenes generation. Negativ social arv handler så om de triste træk.

 

Overskrifterne har kørt igen, fordi en analyse fra KL's nyhedsbrev Momentum viser, at andelen af unge, der som 25-årige har fået en ungdomsuddannelse, er faldet med 2,9 procentpoint fra 1998 til 2018 for unge med forældre uden ungdomsuddannelse. Samtidig får 59,3 % af dem en ungdomsuddannelse, mens tallet er 84,4 % for gruppen med forældre, der har en ungdomsuddannelse.

 

Derfor er konklusionen, at udviklingen ikke bare er stagneret, den går ovenikøbet den gale vej. Vi kan næsten ikke holde ud at læse om det – igen. Men vi er nødt til at tale om det – igen. For hvordan kan det være, at et velfærdssamfund som Danmark, der burde have gode forudsætninger for at gøre noget ved problemet, ikke kan knække koden og vende den udvikling? Et land, der har som sit erklærede mål at give alle børn en uddannelse, og at den endda som minimum er på niveau med deres forældres.

 

En del af udviklingen er ellers vendt. Samtidig med at vi ikke kan bryde den sociale arv, bevæger flere unge sig ind på ungdomsuddannelserne som aldrig før – det projekt er skam lykkedes. Problemet er bare, at det ikke så meget er de unge med ufaglærte forældre, der starter. Og når de gør, ja så falder de fra. De falder fra trods årtiers initiativer for at mindske frafald. Initiativer, som bl.a. vejledere knokler med, men som vi må sande godt nok nytter noget, men stadig ikke er nok til at vende det store billede.

 

Så vi taler altså om to forskellige men også meget forbundne udfordringer. Den ene er, at der er unge, der aldrig får/gennemfører en uddannelse – det handler sandsynligvis om social arv. Den anden er, at vi er låst fast i vores segmenter – det handler om den manglende mobilitet. Fællesnævneren for disse to rejser spørgsmålet: Har alle lige muligheder? Hvis nej, hvad består begrænsningerne så i?

 

Men inden vi kommer for godt i gang, er det værd at bemærke, at ikke alle ser udfordringen på samme måde. Zetland har talt med sociolog Morten Ejrnæs og nævnt samme udvikling, vi refererer til. Han kvitterer med: "Man kunne også have fremstillet den historie som en kæmpesucces for velfærdssamfundet."

 

Ejrnæs læser nemlig tallene fra Momentum ganske anderledes. Han mener, man kunne vende det om og sige, at flere end halvdelen af dem, der vokser op med to ufaglærte forældre, faktisk får en ungdomsuddannelse. På den baggrund mener han ikke, at der er tale om arv. Tværtimod bryder flertallet arven – og det er en succes.

 

iStock-872670290_900x4502 

Alle de gode grunde
Ejrnæs bestrider dog ikke tallene fra ugebrevet Momentum, der slår fast, at hvis man er vokset op med to ufaglærte forældre, har man lavere chance for at få en ungdomsuddannelse. Så det er stadig interessant at forfølge, hvorfor dette gør sig gældende, og hvad vi kan gøre ved det.

 

Vi mener allerede, at vi kender mange af grundene til, at unge fra de såkaldt uddannelsesfremmede hjem falder fra. Begrebet uddannelsesfremmed rummer jo en forklaring i sig selv, er du fremmed for uddannelse, er det nok sværere både at starte og at gennemføre. Andre grunde kan nævnes i flæng: Der mangler praktikpladser i virksomheder, taxameterordningen er uretfærdig, folkeskolen mangler fokus på de erhvervsrettede fag, der er for mange forskellige voksne omkring den unge. Tidligere ville mere og bedre vejledning også have været et af håndtagene, man ville skrue op for, men det er ikke længere tilfældet.

 

Ikke desto mindre alt sammen håndtag, der kan være relevante at dreje på, men vi kan dog ikke bare antage, at vi løser problemet ved fx at fixe praktikpladsproblemet og taxameterordningen. Der er også andre faktorer på spil, hvis billedet skal om ikke vendes i første omgang, så i hvert fald bevæges. Social mobilitet handler som sagt om individers og gruppers bevægelser mellem forskellige positioner i samfundsstrukturen. Det spændende spørgsmål er, hvor mange positioner der i virkeligheden er tilgængelige? Og synlige?

 

Vi gør ikke det, vi siger
Og netop den problematik gør sig også gældende andre steder. For en ting er, hvad der står på papiret. Noget andet er, hvad vi gør i virkeligheden. Og en ting er, hvad vi siger, noget andet er, hvad vi gør. Fuldstændig ligesom når vi som forældre ikke kan forstå, at vores børn gør noget andet, end det vi siger til dem igen og igen. Siger vi til dem, at de skal holde op med at råbe, når vi selv råber, råber de videre. Lader vi selv være med at råbe, råber de heller ikke. Og siger vi, at håndens arbejde vægter ligeså højt som det boglige, mens vi udelukkende skruer op for antallet af timer i dansk og matematik og i øvrigt kalder sløjd for alt muligt andet, end det reelt er, er spørgsmålet, om vi flytter eller bevæger noget som helst.

 

Erhvervsuddannelsesordfører Matthias Tesfaye opfordrer til at springe over det, han kalder for trappe-logikken, nemlig tanken om, at vi går op ad trappen fra ufaglært til faglært, og så kommer en kort, en mellemlang og endelig en lang videregående uddannelse som det fornemste. Vi taler om, at folk er veluddannede, når de har taget en universitetsuddannelse, og så er det i øvrigt ligegyldigt, om de har 2 i snit. Men når en ung har modtaget sølvmedalje til svendeprøven, er han stadig ikke veluddannet. Hellere en god frisør end en dårlig filosof, og hellere det store kørekort end en lille studentereksamen, er Tesfayes holdning.

 

Hvis vi nu gjorde det, vi siger
Lad os nu være ærlige og ægte, også når vi taler om uddannelser. Forestil jer lige et kort øjeblik, at vi rent faktisk selv oprigtigt troede på og agerede ud fra, at håndværk tæller ligeså meget som det boglige. At en erhvervsuddannelse tæller ligeså meget som en akademisk uddannelse. At håndværksuddannelsens kvalitet, den æstetiske værdi er et dannelsesideal værdigt. At evnen til materialefornemmelse, den fysiske fornemmelse har en værdi helt i sig selv.

 

Hvis vi selv troede på det, havde vi vel ikke behov for at kalde sløjd og formning for noget med design. Vi konceptualiserer, intellektualiserer og camouflerer det håndværksmæssige for at gøre det fint og attraktivt. Det, der kunne være så ægte, bliver pseudo.

 

I den forbindelse skal vi måske også lade være med altid at tro, at unge fra uddannelsesfremmede hjem ikke har knækket koden, når de ikke vil starte på eller gennemføre en erhvervsuddannelse. For det har de måske netop – det er os, der bliver ved med at camouflere håndværket, der ikke har knækket den. De unge har forstået, hvad det er, vi gør. Det er derfor, de ikke vil være med. Måske, det er blot en tese.

 

Lad os bryde tyngdekraften på tværs
Men nu skal vi ikke bare tale om, hvordan flere kommer til at vælge en erhvervsuddannelse. For social mobilitet handler ikke bare om, at unge med ufaglærte forældre skal have en uddannelse. Det kunne ligeså godt handle om, hvordan vi får de alt for mange unge, der tager en akademisk uddannelse, til at tage en erhvervsuddannelse, for nogle af dem kunne jo rent faktisk have lyst til det. Så hvis vi skal tale mere om koder, hvordan knækker man så koden, når man er vokset op i et akademisk middelklassehjem og gerne vil have en erhvervsuddannelse. Hvordan får vi forskellige positioner gjort både synlige og tilgængelige fra oven, fra neden, fra siden og på tværs.

 

For social mobilitet handler vel om at gøre både uddannelsesrummet og mulighedsrummet større, at gøre det usynlige synligt og det utilgængelige tilgængeligt. Så der bliver flere muligheder, flere chancer, flere måder at være i uddannelsessystemet på. Det spørgsmål bliver i den grad vigtigt, når den nye kommunale ungeindsats og FGU træder i kraft. Her starter de første elever i august 2019. For første gang er der etableret en samlet vej for udsatte unge, med fuld politisk enighed og opbakning om retning og indsats. Hvis det projekt skal lykkes, er vi også nødt til at vide mere om, hvordan vi får flere med.

 

Måske kan man til tider blive i tvivl, om de forskellige indsatser er alle anstrengelserne værd. Derfor bliver vi nødt til at overveje flere muligheder. Men vi skal ikke have mere af det samme. En hypotese kunne være, at det kunne bidrage til den sociale mobilitet at smide camouflagen for at gøre håndværket attraktivt. En anden hypotese kunne være, at middelklassens privilegieblindhed spiller en rolle. Når vi glemmer, at vi er født under en mere heldig stjerne end andre, er vi privilegieblinde – og det kan have konsekvenser. De og andre hypoteser kunne vi godt tænke os at forfølge i dette nummer.

 

Vi søger svar hos nogen, som tør at komme med ægte og ucamouflerede svar. Mød dem nedenfor.

 

  • Æblet må godt falde langt fra stammen
    Camilla Hutters, områdechef med ansvar for ungdomsuddannelserne, Danmarks Evalueringsinstitut
    Chancen for at få en uddannelse afhænger (stadig) af social baggrund. Vi skal sikre, at murerens søn kan blive forsker, og at akademikerens datter kan blive håndværker. Uanset herkomst og opvækst skal den unge have muligheder, der ligger ud over forældrenes baggrund og uddannelsesvalg. Men der er større polarisering i elevgrupperne på ungdomsuddannelser. Og de nye adgangskrav kan skabe en ny restgruppe. Vejledningen skal gå på flere ben, men hvilke?
     
  • Hvordan kan vejledere arbejde med social retfærdighed?
    Randi Boelskifte Skovhus, lektor, VIA University College
    Samfundet er ulige og uretfærdigt på en række områder, dette er ikke naturgivent og kan ændres mod mindre ulighed. Vi er ikke bundet i fysiske lænker men i vores verdensbillede, i vores handlingshorisont og vores opfattelse af, hvad der er ønskværdigt og muligt. Karrierevejledning skal udvide de unges horisonter og deres verdensbillede og udfordre, hvad der er muligt/umuligt.
     
  • Danmarks niveau for social arv er for dårligt
    Rasmus Landersø, seniorforsker, Rockwool Fondens Forskningsenhed 

    Ifølge Rasmus Landersø er vores niveau for social mobilitet på uddannelsesområdet kun marginalt bedre end i USA – hvordan hænger det sammen? Og hvordan støtter vi bedst sårbare unge i at tage en uddannelse?
     
  • Man kunne også have fremstillet den historie som en kæmpe succes for velfærdssamfundet
    Morten Ejrnæs, sociolog, Aalborg Universitet
    Konklusionen om, at Danmark ikke er blevet bedre til at bryde den sociale arv er forkert. Morten Ejrnæs forklarer hvorfor og giver sit bud på, hvordan vi kan forbedre den sociale mobilitet.
     
  • Håndværk som dannelsesideal
    Jens Eldrup, møbelsnedker og cand.polit. 
    Da Jens Eldrup havde kedet sig længe nok som embedsmand, lagde han universitetsuddannelsen bag sig og blev håndværker. Og måske har drømmen om den omvendte sociale mobilitet ulmet, siden han som dreng indrettede sit værelse i barndommens pæne jurahjem.
     
  • Skole-hjem-samarbejdet er hverken en neutral eller naturgiven størrelse
    Maria Ørskov Akselvoll, sociolog og ph.d. i forældreinvolvering 
    Bidrager forældreinddragelse til, at folkeskolen mindsker betydningen af elevernes sociale baggrund i forhold til deres faglige resultater? Skole-hjem-samarbejdet er ikke en naturgiven eller neutral størrelse, men en politisk og pædagogisk kampplads, som vi fortsat må både udfordre og udvikle. Vi kan passende begynde med at blive bedre til at medtænke forældres forskellige ressourcer og de hverdagsliv, som samarbejdet skal kunne integreres i.” 


 

 


Referencer


Vil du vide mere?


Tidsskriftsnr.:
2019 nr. 2
Publiceringsdato:
02-04-2019
Kommentarer
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

Kommentarlink:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.