Engang i 2008 sad jeg langt nede på en bænkerække på det daværende CVU-Storkøbenhavn og lyttede til et foredrag af Ove Kaj Petersen, I ved – ham med Konkurrencestaten. Han talte til alle os, der uddanner til velfærdsprofessionerne, herunder lærere, pædagoger og vejledere. Han havde et klart budskab: Fremover får I ikke et ben til jorden – slut med faglighed og profession – slut med autonomi og indflydelse – I er alle soldater i konkurrencestatens tjeneste!

Fra nationale mål til opsplitning og sektorisering
Det var på et tidspunkt i vejledningshistorien, hvor vi stadig oplevede fremgang og entusiasme. Ganske vist havde vi netop slugt skuffelsen over IKKE at få en professionsbachelor i Uddannelses- og erhvervsvejledning, men vi havde måske ikke helt forstået, hvad det kunne læses som et tegn på.

Det var blot fire år efter, at vi havde fået Vejledningsreformen, som signalerede øget politisk interesse for vejledningen, som fastsatte en række nationale mål for vejledningen, herunder at vejledning skal være "til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet", som indførte en sammenhængende struktur for vejledning i relation til uddannelsessystemet, som løftede vejledningens professionelle niveau, og som understregede, at vejledningen skal være uafhængig af sektor- og institutionsinteresser.

Reformen var på mange måder ufuldstændig: Fx blev den som bekendt aldrig fulgt op på voksenområdet, men den vidnede om, at vejledning blev betragtet som et aktiv for samfundet, der var værd at ofre politisk opmærksomhed og tildele ressourcer.

Her godt og vel ti år senere er vejledningslandskabet i totalt opbrud, og kendte strukturer og professionaliseringstiltag fra Vejledningsreformen er under afvikling. UU-centrene er nedlagt som professionelle vejledningsenheder og erstattet af en ny tværfaglig kommunal ungeindsats – ligesom det nationale dialogforum for uddannelses- og erhvervsvejledning er nedlagt.

Alle udtaler et lønligt håb om, at kommunerne fremover vil gøre brug af UU-vejlederens ekspertise som et omdrejningspunkt i ungeindsatsen, men intet steds peger lovgivningen direkte på, at det skal ske. Det er fuldstændig op til den enkelte kommune, om, hvordan og ved hvem vejledning skal praktiseres, hvorfor man fremfor alt kan forvente stor tilfældighed og forskellighed i forbindelse med udmøntningen.

Vejledning som instrumentelt appendiks
Siden Erhvervsuddannelsesreformen i 2014 har der ikke været lovgivet på vejledningsområdet som sådant, men vejledningen har udelukkende været behandlet som et instrumentelt appendiks til specifikke og målrettede reformer i uddannelsespolitikken i øvrigt. De sidste års store reformer og udspil på erhvervsskoleområdet og ungeindsatsen bidrager på hver sin måde til den endelige tilbagerulning og pulverisering af Vejledningsreformen.

I regeringsudspillet 'Fra folkeskole til faglært' fremlægges en række initiativer, som skal 'gøre op med automatvalget' og sikre, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Lærerne skal fremover have en fremtrædende rolle i 'styrkelsen af elevernes valgkompetence', og fremover skal vi have 'et nationalt program for valg af ungdomsuddannelse', som på basis af regeringens detaljerede retningslinjer skal sørge for, at 'vejledningsindsatsen sikrer afklaring og forventningsafstemning holdt op imod en realistisk forståelse af muligheder, forudsætninger samt krav på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet'. Der skal sikres en 'nødvendig systematik i tilgangen til valg af uddannelse' gennem udvikling af nationale materialer og værktøjer, som skal bidrage med reklame for erhvervsuddannelserne og information om de nye skærpede krav til gymnasiet. Brobygning og introduktionskurser afløses af et nyt obligatorisk undervisningsforløb på 30 timer i 'uddannelses- og erhvervskendskab'. Og så kommer der også lige en ny model for UPV.

Mellem linjerne læser man mistroen til den hidtidige vejledning, og man kan ikke undgå at få en ubehagelig fornemmelse af, at vejledningen langsomt bliver tiet ihjel, og at vejledningsverdenen taler for døve øren.

Regeringen synes at have kappet alle bånd til ideen om en særlig uafhængig og professionel vejledningsindsats, og den sektorisering, opsplitning og dekvalificering af vejledningsindsatsen, som Vejledningsreformen netop var et opgør med, er ved at blive genetableret. Interessen samler sig udelukkende om den effekt af vejledningen, som man utålmodigt har efterspurgt gennem ustandselige ændringer i vejledningens indhold og rammer i et opskruet tempo – ja faktisk lige siden reformens ikrafttræden i 2004.

Det centrale spændingsfelt
Den øgede politiske interesse for vejledningen, som Vejledningsreformen introducerede viser nu sit Janushoved. Balancen i udsagnet om, at vejledning skal være til størst mulig gavn for den enkelte og samfundet, er forrykket i forsøget på at gøre vejledningen til et politisk redskab til realisering af akutte samfundsmæssige behov – aktuelt: flere i erhvervsuddannelse.

Men vi skal passe på med at dyrke dikotomien mellem samfund og individ, når vi taler vejledning: Vejledning bliver beskyldt for at være for individfokuseret på bekostning af samfundet – men vejledning har alle dage haft til formål at forbinde det enkelte menneske med det omgivende samfund på en meningsfuld måde. Den kommer dog til kort i managementtænkningens kortsigtede effektmålinger.

Selvom man må medgive, at virkeligheden langt henad vejen har bekræftet Ove Kaj Petersens klare og skarpe analyse, mener jeg dog stadig, at rationalet for vejledning holder: Det flytter ingen mennesker at blive mødt med stigmatisering, kategorisering, tvang og sanktioner, hvilket de mange politiske indgreb i sig selv er et bevis på. Fravalg, omvalg, tvivl og modning vil fortsat – og måske mere end nogensinde - være en fast bestanddel i menneskers forsøg på at skabe sig en livsbane. Og der er mere end nogensinde brug for vejledning til alle med en høj faglig etik.

Repositionering gennem et paradigmeskifte?
Den, på UU-Danmarks initiativ, nyligt nedsatte Tænketank med det formål, at "overbevise vores folkevalgte om nødvendigheden af at igangsætte et nationalt indholds- og rammearbejde for fremtidens professionelle vejledning og karrierelæring i et livslangt perspektiv" har netop barslet med et oplæg med den noget kryptiske titel 'Vejledning til fremtidens fremtid'. Oplægget rummer en række anbefalinger for en 'repositionering' af vejledningen og hviler på et håb om, at regeringen med det udgangspunkt vil igangsætte et udvalgsarbejde til formulering af en national vejledningsstrategi.

Det er et prisværdigt initiativ, som desværre kommer på et tidspunkt, hvor vejledningen på alle måder står med ryggen mod muren. For ja, der er al mulig grund til at repositionere vejledningen som en sektor- og institutionsuafhængig indsats i nationalt regi. Men er der brug for et paradigmeskifte – fra valg til læring? Med fare for at komme i skærsilden blandt fagfæller vil jeg mene NEJ. Karrierelæringsforløb er et gode, men vejledning med udgangspunkt i individets behov vil altid tage udgangspunkt i situationer med tvivl og manglende beslutningskompetence i valgsituationer. Enhver vejledningssituation rummer i sin natur refleksion og læring – garanten for det er den veluddannede, kompetente og professionelle vejleder. Og dem har vi heldigvis fortsat mange af. Derfor:

JA til obligatoriske, sammenhængende og skemalagte karrierelæringsforløb op igennem uddannelsessystemet! JA til et uafhængigt vejledningstilbud til alle, bemandet med kompetente og veluddannede vejledere, garanteret gennem en national vejledningslov!

Engang i 2008 sad jeg langt nede på en bænkerække på det daværende CVU-Storkøbenhavn og lyttede til et foredrag af Ove Kaj Petersen, I ved – ham med Konkurrencestaten. Han talte til alle os, der uddanner til velfærdsprofessionerne, herunder lærere, pædagoger og vejledere. Han havde et klart budskab: Fremover får I ikke et ben til jorden – slut med faglighed og profession – slut med autonomi og indflydelse – I er alle soldater i konkurrencestatens tjeneste!

Fra nationale mål til opsplitning og sektorisering
Det var på et tidspunkt i vejledningshistorien, hvor vi stadig oplevede fremgang og entusiasme. Ganske vist havde vi netop slugt skuffelsen over IKKE at få en professionsbachelor i Uddannelses- og erhvervsvejledning, men vi havde måske ikke helt forstået, hvad det kunne læses som et tegn på.

Det var blot fire år efter, at vi havde fået Vejledningsreformen, som signalerede øget politisk interesse for vejledningen, som fastsatte en række nationale mål for vejledningen, herunder at vejledning skal være "til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet", som indførte en sammenhængende struktur for vejledning i relation til uddannelsessystemet, som løftede vejledningens professionelle niveau, og som understregede, at vejledningen skal være uafhængig af sektor- og institutionsinteresser.

Reformen var på mange måder ufuldstændig: Fx blev den som bekendt aldrig fulgt op på voksenområdet, men den vidnede om, at vejledning blev betragtet som et aktiv for samfundet, der var værd at ofre politisk opmærksomhed og tildele ressourcer.

Her godt og vel ti år senere er vejledningslandskabet i totalt opbrud, og kendte strukturer og professionaliseringstiltag fra Vejledningsreformen er under afvikling. UU-centrene er nedlagt som professionelle vejledningsenheder og erstattet af en ny tværfaglig kommunal ungeindsats – ligesom det nationale dialogforum for uddannelses- og erhvervsvejledning er nedlagt.

Alle udtaler et lønligt håb om, at kommunerne fremover vil gøre brug af UU-vejlederens ekspertise som et omdrejningspunkt i ungeindsatsen, men intet steds peger lovgivningen direkte på, at det skal ske. Det er fuldstændig op til den enkelte kommune, om, hvordan og ved hvem vejledning skal praktiseres, hvorfor man fremfor alt kan forvente stor tilfældighed og forskellighed i forbindelse med udmøntningen.

Vejledning som instrumentelt appendiks
Siden Erhvervsuddannelsesreformen i 2014 har der ikke været lovgivet på vejledningsområdet som sådant, men vejledningen har udelukkende været behandlet som et instrumentelt appendiks til specifikke og målrettede reformer i uddannelsespolitikken i øvrigt. De sidste års store reformer og udspil på erhvervsskoleområdet og ungeindsatsen bidrager på hver sin måde til den endelige tilbagerulning og pulverisering af Vejledningsreformen.

I regeringsudspillet 'Fra folkeskole til faglært' fremlægges en række initiativer, som skal 'gøre op med automatvalget' og sikre, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Lærerne skal fremover have en fremtrædende rolle i 'styrkelsen af elevernes valgkompetence', og fremover skal vi have 'et nationalt program for valg af ungdomsuddannelse', som på basis af regeringens detaljerede retningslinjer skal sørge for, at 'vejledningsindsatsen sikrer afklaring og forventningsafstemning holdt op imod en realistisk forståelse af muligheder, forudsætninger samt krav på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet'. Der skal sikres en 'nødvendig systematik i tilgangen til valg af uddannelse' gennem udvikling af nationale materialer og værktøjer, som skal bidrage med reklame for erhvervsuddannelserne og information om de nye skærpede krav til gymnasiet. Brobygning og introduktionskurser afløses af et nyt obligatorisk undervisningsforløb på 30 timer i 'uddannelses- og erhvervskendskab'. Og så kommer der også lige en ny model for UPV.

Mellem linjerne læser man mistroen til den hidtidige vejledning, og man kan ikke undgå at få en ubehagelig fornemmelse af, at vejledningen langsomt bliver tiet ihjel, og at vejledningsverdenen taler for døve øren.

Regeringen synes at have kappet alle bånd til ideen om en særlig uafhængig og professionel vejledningsindsats, og den sektorisering, opsplitning og dekvalificering af vejledningsindsatsen, som Vejledningsreformen netop var et opgør med, er ved at blive genetableret. Interessen samler sig udelukkende om den effekt af vejledningen, som man utålmodigt har efterspurgt gennem ustandselige ændringer i vejledningens indhold og rammer i et opskruet tempo – ja faktisk lige siden reformens ikrafttræden i 2004.

Det centrale spændingsfelt
Den øgede politiske interesse for vejledningen, som Vejledningsreformen introducerede viser nu sit Janushoved. Balancen i udsagnet om, at vejledning skal være til størst mulig gavn for den enkelte og samfundet, er forrykket i forsøget på at gøre vejledningen til et politisk redskab til realisering af akutte samfundsmæssige behov – aktuelt: flere i erhvervsuddannelse.

Men vi skal passe på med at dyrke dikotomien mellem samfund og individ, når vi taler vejledning: Vejledning bliver beskyldt for at være for individfokuseret på bekostning af samfundet – men vejledning har alle dage haft til formål at forbinde det enkelte menneske med det omgivende samfund på en meningsfuld måde. Den kommer dog til kort i managementtænkningens kortsigtede effektmålinger.

Selvom man må medgive, at virkeligheden langt henad vejen har bekræftet Ove Kaj Petersens klare og skarpe analyse, mener jeg dog stadig, at rationalet for vejledning holder: Det flytter ingen mennesker at blive mødt med stigmatisering, kategorisering, tvang og sanktioner, hvilket de mange politiske indgreb i sig selv er et bevis på. Fravalg, omvalg, tvivl og modning vil fortsat – og måske mere end nogensinde - være en fast bestanddel i menneskers forsøg på at skabe sig en livsbane. Og der er mere end nogensinde brug for vejledning til alle med en høj faglig etik.

Repositionering gennem et paradigmeskifte?
Den, på UU-Danmarks initiativ, nyligt nedsatte Tænketank med det formål, at "overbevise vores folkevalgte om nødvendigheden af at igangsætte et nationalt indholds- og rammearbejde for fremtidens professionelle vejledning og karrierelæring i et livslangt perspektiv" har netop barslet med et oplæg med den noget kryptiske titel 'Vejledning til fremtidens fremtid'. Oplægget rummer en række anbefalinger for en 'repositionering' af vejledningen og hviler på et håb om, at regeringen med det udgangspunkt vil igangsætte et udvalgsarbejde til formulering af en national vejledningsstrategi.

Det er et prisværdigt initiativ, som desværre kommer på et tidspunkt, hvor vejledningen på alle måder står med ryggen mod muren. For ja, der er al mulig grund til at repositionere vejledningen som en sektor- og institutionsuafhængig indsats i nationalt regi. Men er der brug for et paradigmeskifte – fra valg til læring? Med fare for at komme i skærsilden blandt fagfæller vil jeg mene NEJ. Karrierelæringsforløb er et gode, men vejledning med udgangspunkt i individets behov vil altid tage udgangspunkt i situationer med tvivl og manglende beslutningskompetence i valgsituationer. Enhver vejledningssituation rummer i sin natur refleksion og læring – garanten for det er den veluddannede, kompetente og professionelle vejleder. Og dem har vi heldigvis fortsat mange af. Derfor:

JA til obligatoriske, sammenhængende og skemalagte karrierelæringsforløb op igennem uddannelsessystemet! JA til et uafhængigt vejledningstilbud til alle, bemandet med kompetente og veluddannede vejledere, garanteret gennem en national vejledningslov!