Med ordene 'Jeg skal blive i det, selvom det er svært' formulerede Janne Risbjerg ved skoleårets begyndelse sit eget faglige mål i jobbet som vejleder ved Fyns HF. For her møder hun ofte elever med problemstillinger, der kan være svære at håndtere, og en af de mest dominerende er hash.

Ifølge Odense Kommunes seneste Ungeprofilundersøgelse fra 2016 har 38 % af områdets gymnasieelever prøvet at ryge hash, og det udfordrer vejleder Janne Risbjerg.

"Jeg møder elever, som fortæller, at de ryger hash jævnligt, og lærerne har ind imellem mistanke om, at nogen kan være påvirkede i timerne. Så hash fylder meget for nogle elever, og det er ikke altid lige for at se løsningsmulighederne. Som vejleder kan jeg let komme til at synes, at nu skal det bare stoppes, og eleven skal tage sig sammen og gøre sådan og sådan, men det hjælper bare ikke. Så jeg har brug for en udstrakt tålmodighed for at kunne hjælpe eleverne til selv at tage ansvar for deres liv," siger hun.

Svingende relationer under huden

Janne Risbjerg møder både elever med et misbrug, de endnu ikke har erkendt, og hvor mistanken typisk dukker op i samtaler om højt fravær. Men hun taler også med elever, der selv beder om hjælp til at kvitte hashen eller blive ved med at holde sig fra den, og det skyldes blandt andet, at en del hf-elever er ældre end unge på gymnasier og kan have en tung bagage med sig.

"Nogle af vores elever har slået sig på livet. De har forældre uden ressourcer eller er ikke i kontakt med far og mor. De har dårlige skole­erfaringer og er måske droppet ud af tidligere ungdoms­uddannelser. Enkelte har også en diagnose eller ønsker at blive udredt, fordi de selv oplever sig som anderledes end andre unge. Så de mest ærlige kommer allerede ved studie­­start og fortæller mig, at de enten har eller har haft et misbrug, som de gerne vil ud af, men at det er svært for dem," siger hun.

Det er netop i den type komplekse samtaler med langvarige problematikker, hvor Janne Risbjerg typisk mødes med en elev hver anden eller tredje uge gennem halve og hele år, at hun bliver sat mest på prøve.

"De kommer jo ind under huden på mig, så det påvirker mig da, at relationen til en elev med et hashmisbrug kan svinge meget. Den ene gang kan det være en fornøjelse at tale sammen, og man når rigtig langt, mens samtalen andre gange kan være yderst konfliktfyldt, måske går eleven ligefrem, når jeg begynder at stille krav, og det kan til tider se ud som om, at vi ingen vegne kommer," siger hun.

Modet til at dvæle

Det er derfor, at Janne Risbjerg i forbindelse med sin supervision hver sjette uge hos Psykologordningen ved De Fynske Gymnasier og Fyns HF har sat sig en målsætning om at øve sig i 'at blive i det svære.'

"Det er hovedregel nummer et, at jeg ikke kan fikse elevernes liv. Det kan de kun selv. Jeg skal hjælpe dem til at reflektere over deres liv og adfærd, så det med at blive i det svære handler om at fastholde mit fokus på, at det er eleven selv, der skal tage ansvar. Jeg skal turde dvæle ved og fastholde et emne og blive ved med at spørge ind til, hvordan det går i stedet for at springe videre til mange forskellige spørgsmål og emner, selvom eleven måske ikke rigtig svarer, eller der ikke er sket noget af det, vi har aftalt."

For udover spørgsmål, lyttende ører og tålmodighed er Janne Risbjergs vigtigste redskaber som vejleder af elever med et hashmisbrug at indgå aftaler med dem. Det kunne være, at eleven indtil næste samtale skal tage kontakt til egen læge eller en misbrugsbehandler, som er nogle af de fagpersoner, Janne Risbjerg typisk henviser til.

"Jeg er jo hverken behandler, psykolog eller ekspert, så det er andre, der tager sig af selve misbruget, og de er ikke mine samarbejds­partnere men elevens, for ellers gør jeg den unge hjælpeløs. Min opgave er at hjælpe eleven til at få øje på kortsigtede mål og små opgaver, der kan bringe dem tættere på det, de ønsker sig. Det gør jeg for eksempel ved at spørge, hvilket første skridt eleven kan tage for at ændre sin situation på vejen mod at stoppe sit misbrug, og så være en slags tovholder, der følger op med spørgsmål om, hvordan det er gået siden sidst," siger hun.

Vi kan ikke redde alle

Når Janne Risbjerg kalder det en udfordring, hvordan man som skole og vejleder skal håndtere elever med et misbrug, handler det blandt andet om, hvorvidt man skal smide elever med højt fravær ud velvidende, at det ikke i sig selv løser den unges problem.

"Elever med et misbrug har ofte et større fravær. Sammen med min ledelse indgår jeg derfor typisk en kontrakt med eleven om mødepligt og studie­aktivitet udover et krav om at gå i behandling. Hvis de ikke overholder kontrakten, får de advarsler, og i sidste ende må vi nogle gange lade dem falde og droppe ud. Det er hårdt, for jeg kan jo se, at eleven lider, er i smerte, frustreret og i bund og grund ofte bare gerne vil være en ung, der går i skole. Men nogle gange er det nødvendigt at sige, at eleven skal få styr på sit liv, før de kan vende tilbage til skolebænken," siger hun.

Det har taget tid for Janne Risbjerg at nå dertil. Det er fem år siden, at hun blev vejleder i den ene halvdel af sin arbejdstid ved siden af undervisningen i idræt.

"I starten kunne jeg slet ikke forstå, hvorfor vi meldte nogle elever ud og ikke fastholdt dem for enhver pris. Men det kan være nødvendigt, fordi de lærer meget lidt, når skolen måske er prioritet nummer fire i deres liv. Så i mit baghoved er jeg nødt til at huske, at vi ikke kan redde alle, og at vi i øvrigt er en uddannelsesinstitution. Men jeg kan stadig blive ked af det på den unges vegne, og jeg skal minde mig selv om, at jeg først og fremmest er fastholdelsesvejleder på et studie, selvom det kan være svært ikke også at være livsvejleder, hvis en elev ikke har andre voksne at tale med."

Et andet dilemma er mødet med elever, der bruger hash som medicin mod andre lidelser som en personlighedsforstyrrelse, angst, ADHD eller autisme.

"Nogle fortæller, at de ryger for at dæmpe deres symptomer eller holde negative tanker på afstand. I nogle tilfælde betyder det, at de kan være i skole, komme til undervisningen og klare deres eksaminer, og det rejser et dilemma for os, for skal de så smides ud?" siger Janne Risbjerg.

Erfaring og netværk hjælper

På trods af de mange dilemmaer i jobbet som vejleder på en hf-uddannelse er Janne Risbjerg rigtig glad for sit arbejde.

"Jeg er stadig i gang med en personlig udvikling, hvor det betyder alverden, at jeg har et fagligt bagland at trække på. Både samarbejdet med min ledelse, muligheden for altid at kunne ringe til Psykologordningen, og at jeg får supervision hver sjette uge. Jeg kan næsten ikke forestille mig, hvordan man kan være vejleder uden," siger hun.

Via temadage gennem Psykologordningen ved De Fynske Gymnasier og Fyns HF bliver Janne Risbjerg og andre vejledere hvert år også opdateret med viden og kendskab til relevante fagpersoner, de kan henvise elever til. Det er udover kommunale misbrugskonsulenter også organisationer som Tuba og Ung Revers, der begge er for elever, der er opvokset i et miljø med forældre, der har drukket eller taget rusmidler.

Men en ligeså vigtig hjælp i Janne Risbjergs arbejde er erfaringen, som har indfundet sig, selvom hun stadig betragter sig som ny vejleder.

"Det gør jeg, fordi der hele tiden dukker nye emner op, jeg skal sætte mig ind, der udover misbrug af rusmidler også tæller elever med spise­forstyrrelser, problemer relateret til etnicitet, eller som har været udsat for incest. Men vi skal huske, at det langt fra er alle elever, der kræver så meget, og at jeg også har været i jobbet længe nok til at opleve unge, som på trods af misbrug og en tung livsbagage faktisk klarer det. Når jeg oplever det, giver det mig ekstra energi," siger hun.