"Det skal du se at få styr på. Det er simpelthen for dumt og farligt!"

Hvis en uddannelsesvejleder udtrykker sig så bombastisk i mødet med en gymnasieelev, der fortæller, at han ryger for meget hash, er det sjældent virksomt. Men den skarpe reaktion kan være forståelig, for unges brug af rusmidler er ofte svært at tackle. Intuitivt tager mange voksne kraftigt afstand fra misbrug, fordi de ved, det er skadeligt, og som vejleder kan man enten komme til at skælde ud, have travlt med at stoppe mis­bruget med det samme, forsøge helt at undgå emnet eller slet ikke se det som sit ansvar.

Men på Fyn går de anderledes til værks. I 25 år har tolv almene gymnasier og hf-uddannelser samarbejdet om en fælles ordning, hvor to fuldtids­ansatte psykologer hjælper i alt 50 vejledere med at møde sårbare elever i mistrivsel for at undgå, at de dropper ud. Misbrug er et af de emner, som får særlig opmærksomhed, når psykologerne møder gymnasievejledere på Fyn mindst seks gange om året til obligatorisk supervision, på tre årlige uddannelses­dage eller via telefonisk rådgivning.

"Vi ved, at mange unge i dag har kendskab til stoffer, og at stoffer findes i de unges miljøer, så ved enhver form for samtale med elever om mistrivsel opfordrer vi vejlederne til at have en hypotese om, at det kan være tegn på misbrug. Det betyder ikke, at de skal spørge direkte til, om den unge ryger hash, men de skal altid forholde sig til, om der kan være misbrug på spil. Vores opgave er at hjælpe vejlederne til at have en åben og undersøgende tilgang til samtalen," siger Tina Malchow-Møller, der er psykolog i Psykolog­ordningen ved De Fynske Gymnasier og Fyns HF og tidligere har arbejdet med misbrugsbehandling.

Tænk misbrug uden fordomme

Gymnasieelever med et misbrug behøver hverken have små pupiller, rød­sprængte øjne eller nålestik i armen. Misbrug gemmer sig ofte bag almene tegn på mistrivsel som højt skolefravær, manglende motivation og energi, klager over træthed, søvnproblemer, tristhed, angst eller store følelses­udsving.

"Når hjernen ikke fungerer normalt, påvirker det både fysisk, psykisk og socialt. Det gælder ved hjernerystelse, demens og tumorer i hjernen, men også når hjernen er påvirket af rusmidler. Så tegn på mistrivsel og alle former for adfærdsændringer, hvad end det er tilbagetrækning og inaktivitet eller mere udadreagerende adfærd, irritabilitet eller rastløshed, skal få en klokke til at ringe i baghovedet, der minder vejlederen om at forholde sig til, hvorvidt der gemmer sig et misbrug i elevens liv," siger Tina Malchow-Møller.

Hun understreger, at uddannelsesvejledere selvfølgelig først skal under­søge, om elevens mistrivsel skyldes andre forhold som eksempelvis sygdom, diagnoser, manglende støtte i hjemmet, for lidt søvn, dårlig kost eller overdreven brug af skærm­e

"Man skal afdække andre hypoteser som forklaringer på mistrivsel, før man tjekker misbrugs-hypotesen, for vejledere skal jo ikke møde alle unge med en fordom om, at de nok har et misbrug. Men vores erfaring er, at misbrug kan være en overset faktor, og at vejledere kan glemme at belyse emnet."

Skab alliance med åbne formuleringer

Det er langt fra altid, at et misbrug er synligt i skoletiden. De færreste elever tager stoffer imellem timerne eller er tydeligt påvirkede, og nogle klarer sig fagligt godt og passer undervisningen, selvom de tager rusmidler. Alligevel mener Tina Malchow-Møller, at misbrugs­problemer er en opgave for gymnasievejledere.

"Hvis man hverken har massivt fravær, afleverer for få opgaver eller er aktivt misbrugende i forbindelse med skolegangen, er der ikke grundlag for at bortvise eleven eller direkte anledning til, at vejlederne tager sig af problemet. Nogle skoler vælger at sige, når de opdager et misbrug, at den unge skal gå i behandling og slipper så ansvaret, men vi ved, at misbrug er uhensigts­mæssigt for unges liv, og at mange reelt ikke kommer i aktiv behandling. Jeg synes, vi er forpligtede til at reagere, for ellers risikerer vi indirekte at facilitere elevernes misbrug ved stiltiende at acceptere, at det foregår," siger hun.

Som vejleder og skole kan man reagere ved at skabe både ekstern og intern motivation. Advarsler om at smide eleven ud af skolen motiverer udefra og kan nogle gange være nødvendigt og virksomt, mens indre motivation handler om at få eleven til selv at se misbruget. For at skabe den erkendelse, råder Tina Malchow-Møller ofte gymnasie­vejledere til at bruge åbne formuleringer i stil med: "Nu har vi talt om forskellige ting og kan ikke rigtig finde andre forklaringer på, at du ikke trives. Jeg oplever ind imellem, at det er fordi, unge er begyndt at tage noget. Har du nogen­sinde været i nærheden af stoffer eller ligefrem prøvet det selv?"

"Unge forventer ofte, at voksne er meget konfronterende, bliver vrede og skælder ud, når talen falder på rusmidler. Hvis de har turdet fortælle om det til forældre, en lærer eller egen læge, er det typisk sådan de bliver mødt, men hvis vi skal kunne hjælpe unge i vejled­nings­regi, skal vi spørge mere nysgerrigt og undersøgende. Vi er nødt til først at skabe en alliance med den unge," siger hun.

Ambivalens åbner for forandring

Alliancer skaber man ifølge Tina Malchow-Møller ved at se i øjnene, at forandring tager tid og kræver mange skridt. Det første er at få hjælp til at se på sin nuværende adfærd.

"Det gælder for alle, at vi først kan tage hul på en forandring, når vi forholder os til, om det, vi gør, er smart. Uanset om det er brug af rusmidler eller at spise for meget chokolade og forstå, at det ikke hænger sammen med et ønske om at tabe sig. Hvis vejledere møder en elev med et poten­tielt misbrug med formaninger om, at det er dumt og skal holde op øjeblikkeligt, risikerer vi, at den unge blot lukker af og aldrig selv kommer i gang med at tage et ansvar og forholde sig til sin situation. Derfor virker den konfronterende tilgang sjældent," siger hun.

En måde at åbne elevens øjne er ved at undersøge konsekvenserne ved at tage rusmidler og deres fordele og ulemper.

"Rigtig mange unge, der bruger rusmidler, er ambivalente. De ved godt, at det er skidt, men de tror, at de kan styre det. Vi skal passe på ikke kun at fokusere på ulemperne, når eleverne typisk selv fokuserer på fordelene. Vi skal som professionelle i stedet turde stå sammen med den unge i ambivalensen og undersøge, hvilke rusmidler de bruger, hvor tit, i hvilke sammenhænge og hvad formålet er. Vi kan også opfordre dem til at eksperi­mentere med, om de kan tage pauser eller skære ned på forbruget, og hvis det viser sig, at de alligevel ikke har kontrol over forbruget, kan det være med til at vise eleven, at der er et problem. Så er der grobund for at tage det første skridt på vejen mod for­andringer," siger Tina Malchow-Møller.

Næste skridt er at finde ud af, om eleven ønsker at gøre noget ved problemet og derefter undersøge, hvordan det kan lade sig gøre, for siden at hjælpe med at fastholde ny adfærd og ofte også at fortsætte den positive gænge, selvom eleven falder i.

"Det tager lang tid. Den eneste måde vi kan hjælpe er ved at turde være sammen med eleven i den vanskelige proces og blive ved med at forholde os nysgerrigt og åbent til, hvad der sker. Jo længere vi lykkes med at følge eleverne i forandringsprocessen, jo bedre er chancen for at ændre adfærden."

Supervision skaber tålmodighed

Når Tina Malchow-Møller og hendes psykologkollega taler med gymnasie­vejledere om misbrugsproblemer, oplever de, at det sværeste for vejledere typisk er at turde stå i ambivalensen uden at overhale elevens eget tempo i forandringsprocessen. Det kan der være flere grunde til.

"Måske har man selv haft rusmidler tæt inde på livet og reagerer voldsomt på det, eller man kan komme til at indtage en slags mor-rolle over for eleven, som betyder, at man primært prøver at motivere eleven for selv at kunne komme i gang med at fikse et problem, som vejlederen reelt ikke kan fikse. Vi skal ikke lave terapi med vejlederne, men vores løbende supervision af dem giver plads til at undersøge, hvordan vejledernes reaktioner påvirker deres måde at agere professionelt på. For eleven er ikke hjulpet af, at vejlederen tager ansvaret eller prøver at fikse problemet. Eleven skal selv komme frem til at kunne og ville tage ansvar for sit liv, og det skal vejlederen kunne vente på," siger hun.

Der findes ikke andre steder i landet med en så systematisk psykolog-støtte til gymnasievejledere som på Fyn. Nogle steder har ansat psykologer i få timer eller tilknyttet privatpraktiserende psykologer, som vejledere på ungdomsuddannelser kan henvise elever til. Ifølge Tina Malchow-Møller er det konsekvente fokus på at hjælpe vejlederne med at identificere, vurdere og håndtere mistrivsel og eventuelt misbrug en udløber af, at der er stor ledelsesmæssig opbakning til psykologordningen.

"Man kan kun lykkes med en så ensartet opkvalificering af vejledere, hvis man har ledelser, der tager ansvar for at samarbejde om det. Jeg er sikker på, at det er godt givet ud, for vi skal ikke hjælpe og fastholde ret mange elever, før udgifterne til to psykologer er tjent hjem."