Kan man bruge kriminologien til at løse problemer med misbrug? Og er forebyggelse altid godt? Jeg har gennem mit fagspeciale hen over årene tilegnet mig et dybdegående kendskab til kriminalpræventive metoder og forebyggelsesteknik. I denne artikel skal vi prøve at finde ud af, hvordan vi kan anvende forebyggelsesteknik på et stofproblem.

Den kriminalpræventive metode fortæller os noget om forebyggelsesmæssige forklaringsmodeller og efterprøvede indsatser inden for forskellige kriminologiske skoler. Den forebyggelsestekniske tilgang giver os mulighed for at diskutere, hvilke mekanismer der er udslagsgivende for, om et indgreb eller intervention får den ene eller den anden virkning. 

Som videnskab er kriminologien sammensat af en række forskningsområder som retslæren, adfærds- og humanvidenskaberne og har i det seneste årti påkaldt sig stadigt større interesse som felt. Alligevel er de danske kriminologer få, og endnu færre er forebyggelsesteknikerne. Det kan vi både se på den begrænsede litteratur om kriminalpræventiv metode og på den forebyggelsestekniske litteratur, der synes helt fraværende.

Til gengæld er forebyggelsesteknikkens genstandsfelt – altså de mekanismer som er i spil, når vi rent faktisk løser problemer – generaliserbart. Derfor kan disse mekanismer analogiseres både fra et kriminalitetsproblem til et andet, men netop også til problemer inden for misbrugsområdet, som er omdrejningspunktet for denne artikel.  

Forebyggelsesteknikken har sin største styrke i vurderingen af, om en konkret indsats må forventes med en vis sandsynlighed at få den ønskede effekt, ingen effekt eller måske endda den modsatte effekt.

Forebyggelse er et minefelt

Der kan være mange grunde til, at kriminalitetsforebyggelse som et smalt spor inden for kriminologien er en smule overset på de akademiske og professionsfaglige uddannelsesinstitutioner. Én grund kan være, at vi i almindelighed har en forestilling om, at forebyggelse er noget, vi alle kan, og at forebyggelse altid er godt. Derfor er der heller ikke de store alarmklokker, der ringer, når nogen siger ordet højt. Men forebyggelse er dødsens alvorligt og kan være et minefelt af katastrofer, hvis den ikke knyttes op på metode.

Udover at stille bestemte krav til, hvordan den samlede helhedsorienterede indsats styres og organiseres, vægter den forebyggelsestekniske analyse problemets arena (eller problemfelt), problemets karakter og problemets proportionelle modsvar. Problemets arena og karakter er bestemmende for modsvaret, og hvordan indsatsen sættes ind. Indsatsen vil naturligvis også afhænge af, om der er motivation og ressourcer. Men lad os se på arenaerne.

De tre arenaer

Der er groft sagt tre arenaer, som et problem kan udspille sig i:

• Den primære arena er i princippet der, hvor vi alle sammen befinder os. Det er det almene samfund (eller udsnit deraf).
• Den sekundære arena favner de individer eller fællesskaber, som er i særlig højrisiko over for det problem, vi ønsker at forebygge eller komme med modsvar på.
• Den tertiære arena handler konkret om de mennesker for hvem, problemet er blevet en egentlig livsstil eller tilstand, som de ikke evner eller ønsker at bryde fri af.

Lad os starte med at se på den første og primære arena, der rummer det store brede fællesskab. Det afgørende for, om arenaen er primær, er, at de, der befinder sig i den, repræsenterer samfundet på godt og ondt. Er der fx tale om en skoleklasse, må man antage, at problemets udbredelse eller omfang – om det drejer sig om kriminalitet eller stoffer – er en repræsentation af det lokalmiljø, skolen er en del af. Hvis der er tale om en boligblok, må vi antage, at problemets udbredelse er en repræsentation af boligområdet. For begge eksemplers vedkommende må vi endda antage, at problemets udbredelse i det store og hele repræsenterer landsgennemsnittet med små og relativt ubetydelige afvigelser.

Men hvordan ville vi så arbejde forebyggelsesteknisk med problemet hash i henholdsvis den primære, sekundære og tertiære arena? Vi bruger en case: En gruppe drenge er blevet opdaget i færd med at ryge hash bag en busk i skolegården.

Kvantitative eller kvalitative problemer i den primære arena? 

Ser man fx på en 8. klasse, vil de 14-15-årige unge, som indgår i den primære arena, være kendetegnet ved, at ca. 6 % har røget hash inden for det seneste år. Det betyder på den anden side, at ca. 94 % ikke har. Der er med andre ord tale om et kvantitativt set lille problem.

Er det så et stort problem kvalitativt? Her er vi inde i problemets karakter. Vi ved fra forskningen, at der ikke isoleret set er store menneskelige konsekvenser forbundet med det at ryge hash enkelte gange. Det er først, når hashforbruget får en vis kadence, så det skaber udviklingsmæssige eller sociale problemer, at vi rigtig kan se konsekvenserne.

Kan hashrygning så føre til, at man tager hårdere stoffer i brug? Der er ikke noget, der tyder på, at brug af hash isoleret set skulle være en årsagsfaktor for fx problemer med heroinmisbrug. Man kan muligvis omvendt slutte, at der blandt heroinmisbrugere er en overrepræsentation af personer, der også har røget hash, men ikke at hash er årsagen til heroinmisbruget.

Pas på overdosering

Samlet set vil vi altså både kvantitativt og kvalitativt stå over for en såkaldt lavrisikoarena. Hvad betyder lav risiko så for selve indsatsen? Som udgangspunkt gælder den læresætning, at jo lavere risikoen er i den arena, du vil forebygge i, desto højere er risikoen ved selve interventionen. Alle interventioner indeholder en risiko for utilsigtet negativ effekt – altså, at vi risikerer at skabe det problem, vi forsøger at løse. Når det opstår, er det som regel pga. manglende proportionalitet mellem problem og indsats – der overdoseres.

Overdosering sker typisk ved, at der anvendes problemorienteret indsats i en primær lavrisiko arena. Lad os bruge vores case:

Et par drenge er fundet i færd med at ryge hash bag en busk på skolen, hvorefter det velmenende udskolingsteam arrangerer en temauge om hash på tværs af 8. klasse-årgangen. Der er adskillige grunde til, at dette er problematisk og formentlig vil skabe flere hashrygere end de fire, der blev taget bag en busk, men pointen er, at man her anvender en problemorienteret indsats i en lavrisikoarena – der overdoseres!

Hvad kan den ressourceorienterede indsats? 

Hvad gør man så i stedet for? De 94 %, som ikke havde overvejet at ryge hash til at starte med, er i virkeligheden dem, man skal målrette sin indsats mod, når man vælger at sætte ind i en lavrisikoarena, som her er en skoleklasse. For det er her, alle mulighederne ligger for den ressourceorienterede indsats.

Den ressourceorienterede indsats styrker det, vi vil have mere af, og i det træk forebygger den helt op i højrisikoarenaen (den sekundære arena), som vi kommer til om lidt. Den ressourceorienterede tilgang styrker det sociale miljø omkring gode normer. Den skaber et miljø, som er så attraktivt, at alle ønsker at være med. Det gør den både i boligblokken og i skoleklassen med forskellige midler, men under samme paradigme.

Den ressourceorienterede indsats er en lavrisikoindsats, fordi den er svær at overdosere. Den ressourceorienterede indsats forebygger alt fra mobning til terror. Den er også den mest besværlige, for den kræver involvering i øjenhøjde, som kan være svært for fx en myndighed. Den kræver, at man som aktør stimulerer en bottom-up bevægelse, som får fællesskabet til at knytte indbyrdes bånd med afsæt i normer, som er alment accepterede. Selve skoleklassen skal altså tilgås med en ressourceorienteret indsats, der er egnet til at styrke den sociale kapital og positive normer i klassen.

Hvad kan den problemorienterede indsats i den sekundære arena?

Hvad kan vi så gøre med de fire drenge? Da den ressourceorienterede indsats forebygger alt og samtidig er lavrisiko, holder vi fast i den. Den supplerer vi med den problemorienterede indsats. Men den problemorienterede indsats kan ikke sættes ind over for en lavrisikoarena (skoleklassen). I givet fald ville vi få problemet med hash-temaugen. Derfor er vi nødt til at isolere målgruppen, så vi får skabt en højrisikoarena. Da vi nu skrider til et mere risikofyldt forebyggelsesparadigme, vil vi se os nødsaget til at sikre, at der rent faktisk er tale om højrisiko hos de personer, vi har valgt at isolere. Om en person er i højrisiko er kort sagt noget, vi bestemmer, ud fra hvor stor en del af personens liv, der er påvirket af problemet, og om der er noget i personens liv, som er med til at skubbe i den forkerte retning.

Omvendt vil man også se på, om der er noget, der skubber i en positiv retning, som kan være med til at reducere risiko. Selve den problemorienterede indsats er eksplicit omkring, hvad bekymringen går ud på. Den søger en erkendelse og indsigt hos den, der har problemet, den oplyser personen om konsekvenserne ved adfærden, og den forsøger i samarbejde med personen at finde en vej ud af højrisiko. Fokus kan være på, hvad det er i den primære arena – her skoleklassen – som ikke længere virker attraktivt. Her vil den ressourceorienterede indsats arbejde parallelt. 

Fokus skal også være på, hvad det er ved den sekundære højrisikoarena – her gruppen af hashrygere – som virker dragende. Her vil der skulle kompenseres for de dragende elementer, personen evt. ville skulle frasige sig i forbindelse med et vellykket forebyggelsesforløb. 

Hvad kan den behandlingsorienterede indsats i den tertiære arena?

Lad os sige, at én af vores venner igennem længere tid har været psykisk og/eller fysisk afhængig af hash. Vores ven kan ikke se dagen i øjnene uden hash, kan ikke gennemleve dagen uden hash og kan ikke finde ro om aftenen uden hash. Så indgår vores ven ikke alene i den primære lavrisiko arena – skoleklassen – som kræver én type indsats (ressourceorienteret), og ikke alene i den sekundære højrisikoarena – rygervennerne – som kræver en helt anden type indsats (ressource- og problemorienteret). Han kæmper også med et kronisk misbrugsproblem, som kræver en helt tredje indsats.

Denne tredje type indsats ser vi på nu. Vi fastholder vores ressourceorienterede indsats, både i forhold til skoleklassen og i forhold til personen selv. Vi fastholder også vores problemorienterede indsats, for vi er nødt til at være i dialog om virkeligheden og rygerfællesskabet, mens vi forsøger at gøre klassefællesskabet mere attraktivt. Men samtidig er der et kronisk problem, som vi skal hjælpe personen med at vriste sig løs af. Her kommer den behandlingsorienterede indsats i spil.

Den behandlingsorienterede indsats har sin berettigelse, når problemet har fået en mere kronisk karakter, og den skal overholde de grundlinjer, vi kender fra behandlingsprincipperne. Det betyder kort sagt, at risikoen skal være af en vis alvorlig karakter, før vi sætter ind, eftersom det ellers ville blive ude af proportioner. Derfor ville personens behov skulle analyseres, da vores adfærd ofte kompenserer for tidligere eller nuværende udækkede behov. Og derfor skal vi se konkret på personens forudsætninger for at tillære ny adfærd og aflære tidligere adfærd og finde ud af, hvilken indsats i vores repertoire der vil være mest hensigtsmæssig. Kravene til indsatsen vil være, at den er justeret i forhold til personens sociale, kognitive og intellektuelle kapacitet. 

Algoritmen vinder

Det tilkommer ikke forebyggelsesteknikken at udnævne den ene eller den anden indsats som vinderen over alle andre. Forebyggelsesteknikken er mere interesseret i algoritmen omkring, hvilke egenskaber en indsats skal have i det konkrete tilfælde for at være mest muligt effektiv og mindst muligt kontraproduktiv.

Hvilken arena arbejder vi i? Hvad kendetegner problemets karakter eller potentielle skadevirkning? Er der et forebyggelsesperspektiv i form af muligheder, motivation og ressourcer i systemet og hos personen, vi ønsker at hjælpe? Det er et minefelt at arbejde i, men resultatet finder vi ud fra en afvejning af svarene på disse spørgsmål.