Læringsbegrebet skal tæmmes  

Lene Tangaard på Afveje

 

Titel:
Utopien om et ordentligt menneske
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:

Vejlederens fornemste opgave er at lære unge at genkende tidens utopier, for det er let at lade sig forblænde af drømmen om pseudoarbejde i den kreative klasses legeland og konsulent­branchens profitjagt, men begge dele savner reel mening, siger forfatter Knud Romer.


Af Annette Haugaard

Person:
Billede:
Knud Romer CREDIT Anne Prytz Schaldemose (2)
Navn:
Knud Romer
Titel:
Forfatter, radiovært, debattør og foredragsholder
Arbejdssted:
Fotoreportage:
Lang tekst:

"Vi skal give unge et wake up call og justere deres virkelighedsbillede, for i dag er alt for mange mennesker beskæftiget med bullshit-arbejde, som ikke gør gavn. For nogen. Som helst! Arbejde er blevet et identitetsprojekt, en evig selvrealisering, hvor der helst ikke må være forskel på arbejde og fritid, og hvor det er attraktivt at stile efter den kreative klasses evige legeland eller den voksende konsulentbranche, der stort set ikke laver andet end at fyre folk."


Verbale udråbstegn og tætpakkede sætninger afsendt i et hastigt, løbsk tempo kendetegner forfatteren og samfundsdebattøren Knud Romer, som hver uge sender sit kritiske samtaleprogram om aktuelle emner i Radio 24syv. Her har han også beskæftiget sig med begrebet pseudoarbejde og giver gerne sin analyse af, hvad der driver mange unge i den retning. Til gengæld har han kun et forsigtigt bud på, hvordan vejledere skal forholde sig til tendensen.


"Vejleder er et smukt ord for den, der skal lede andre på vej. Men den rette vej forudsætter, at vi har en utopi på andres vegne, og det kan være svært at få øje på en meningsfuld utopi, når vi lever i et præstations­samfund, der afkræver, at folk gør, hvad der bliver sagt frem for at blive hjulpet derhen, hvor de opdager, hvad der rent faktisk er godt både for dem selv og for samfundet."


Utopien blev et alpehytte-kontor

Ifølge Knud Romer har mennesket til alle tider stræbt efter en utopi om at blive befriet for livets tyngde, hårdt slid og lidelse til fordel for et liv præget af lystfyldt leg i Slaraffen­­land.


"Den utopi fik hippierne til at søge kærlighed og kilde­vand, frihed og fri sex, ingen grænser og underkastelse, men det er kun muligt at udleve drømmen om selvrealisering i et rigt samfund under en høj­konjunktur som i 1960’erne. Da økonomien vendte, blev den næste gene­ra­tion - bz’erne og punkerne - drevet af selvmordet som utopi. Pludselig kunne intet lade sig gøre, arbejdsmarkedet lukkede sig, der kom adgangs­begrænsninger på uddannelser, og man bedøvede sig for at undgå de hårde realiteter."


I dag viser utopien om det arbejdsfrie liv sig i en paradoksal for­klædning, for det attråværdige er netop blevet arbejde som et særligt ego­projekt.


"Idealet er nu arbejdet som en leg. Mødelokaler indrettes som alpe­hytter med pejs og gevirer på væggen, og receptioner ligner caféer med eksklusiv gourmetkaffe. Her befinder man sig i en evig pubertet med skiftende prøveidentiteter, hvor man kan være hvem som helst og hvad som helst og hele tiden tage en ny tænkehat på. Man er en ekspedient, der konstant skal sætte sig ind i omgivelsernes skiftende ønsker og krav. Vi har en hel generation, der nærmest nægter at arbejde og har en forestilling om, at livet skal være en umiddelbar forlængelse af deres egne lyster, fascina­tioner, egoer og identiteter."


Knud Romer_900x500

Foto: Thomas A


Pseudo uden mening og sikkerhed

Det er tidens utopi om det lystfyldte job som selve meningen med livet, der gør, at flere og flere drømmer om noget, der reelt er pseudoarbejde, mener Knud Romer.


"Pseudo betyder erstatning, noget kunstigt, der udgiver sig for at være mere, end det er. Det er al slags arbejde løsrevet fra en praktisk livssammenhæng, som lægen, læreren og alle, der rent faktisk løser en opgave af betydning og til gavn for nogen. Pseudoarbejdere bruger i stedet tid på at holde møder, styre processer, lægge strategier og kommunikere. På den ene side har vi den voksende konsulentbranche af administrativt personale, som lever af at gennemgå regnskaber og jobfunktioner for at kortlægge, hvad der kan effektiveres, automatiseres eller digitaliseres. De bliver rigere og rigere på at fyre andre mennesker! På den anden side har vi de projekt­ansatte i det voksende prækariat og den kreative klasse, der går fra opgave til opgave uden løn under barsel, ferie og sygdom."


Problemet med pseudoarbejde er, at det både savner betydning og sikkerhed.


"Det er ikke længere kun kropsarbejdere som pedeller og ufaglærte, der har en usikker plads på arbejdsmarkedet, det samme har mange akademikere. Når man i høj grad identificerer sig med sit arbejde, betyder det, at bliver man fyret, er det en eksistentiel krise og et tab på linje med dødsfald og skilsmisse, fordi man ikke kun mister sit job, men også sin identitet. Så vil man realisere utopien om arbejdet som et legeland, risikerer man en brat opvågning til den realitet, man har forsøgt at benægte. Det skal unge have øjnene op for."


Skab bevidsthed om spillereglerne

Uddannelsessystemet hjælper ikke unge til at navigere i utopien om det selvrealiserende voksenliv. Tværtimod.


"Engang blev man først opdraget og siden undervist i almen dannelse, før man valgte uddannelse. Nu er uddannelse skubbet helt ned i børnehaven eller i hvert fald i de yngste klasser, hvor man skal lægge en plan for, hvad man vil være. Der er ikke længere tid og frihed til at finde ud af, hvem man er, hvad man er god til, kan lide og derfor vil arbejde med, for vi skal skynde os at blive kompetenceudviklet til noget, som kan bruges og omsættes til materiel købekraft. Alting er fokuseret på at få en plads på arbejdsmarkedet."


Vejledere og forældre spiller derfor en vigtig rolle i at erobre utopien tilbage til det meningsfulde.


"Vi skal lære unge at gennemskue tidens spilleregler fra erhvervs­livet, politikerne og reklameverdenen, så kravene ikke sætter sig igennem bag deres ryg. Enhver virkelighedsfremstilling er lavet af nogen, for nogen og med henblik på noget, så det vigtigste er at blive bevidst om, hvilken virkelighed man agerer i, og hvad man er styret af."


Knud Romer er dog ikke fortaler for, at unge efterlades i troen på, at alt kan lade sig gøre.


"Vi skal stille krav, så man ikke tror, man kan leve af at lave finger­maling. Drømme skal ikke slås ihjel, men vi skal tydelig­gøre, at det oftest kræver disciplin og færdigheder, og at man udskyder behov i en periode for at få dem opfyldt senere. Folk vil gerne gøre sig nyttige, men hvis det giver mening for den enkelte at studere økonomi og tjene mange penge som konsulent eller lalle rundt i den kreative klasses uproducerende selv-nærvær, så er der ikke noget galt i det. Men kan man genkende utopierne og virkeligheden, bliver man et friere menneske, der kan træffe mere kvalificerede valg og komme i færre problemer, når ulykken sker. Så den største og sværeste utopi er at blive et ordentligt menneske."

Tidsskriftsnr.:
2018 nr. 4
Publiceringsdato:
21-11-2018
Kommentarer
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

Kommentarlink:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.