Titel:
Leder: Vejleder vi til pseudo?
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Hvis vi skal undgå at reproducere mængden af pseudoarbejde, kræver det, at vi som fagpersoner spørger os selv: Hvad er det for et problem, vi løser? Hvad ville der ske, hvis vi ikke var der? 
Person:
Billede:
_C7T9081-001
Navn:
Mette Marie Callesen
Titel:
Chefredaktør
Arbejdssted:
Vejlederforum
Fotoreportage:
Lang tekst:

"Mennesker bliver bedt om at sætte deres faglighed på pause, så der bliver plads til registreringen eller den meningsløse samtale med en borger, der slet ikke behøver at være der, som slet ikke får noget ud af samtalen eller måske havde den samme samtale i sidste uge."
 

Citatet stammer fra bogen "Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting", der udkom i dette forår og med masser af omtale. I bogen har antropologen Dennis Nørmark og filosoffen Anders Fogh Jensen sat sig for at finde ud af, hvad vi egentlig får vores arbejdstid til at gå med. Skal vi tro dem, er en stor del af vores arbejde blevet meningsløst, og tidligere tiders løfte om mere fritid blev aldrig til noget. Til gengæld har vi fået oceaner af regler, kontroller, møder, mails, der sprænger indbakken, rapporter og ligegyldige Powerpoint-præsentationer.
 

Antropologen og filosoffen bliver klogere på sagen via forskellige undersøgelser af ligegyldigt arbejde, og ikke mindst taler de med en række kilder i forskellige jobfunktioner. Alt for mange fortæller dem, at de spilder tiden med arbejde, der hverken er vigtigt eller nødvendigt. Alligevel går de samme mennesker rundt og siger, at de har travlt. Og går i stigende grad ned med stress. Nogle gange fordi de har for mange ligegyldige ting at lave, andre gange fordi de har for lidt at lave. Fælles for dem er tilsyneladende, at deres arbejde ikke har noget indhold – det er tomt arbejde eller pseudoarbejde.
 

Men det kan de ikke sige højt. For de kan hverken indrømme, at deres arbejde er spild af tid, eller at de rent faktisk ikke har ret meget at få tiden til at gå med, når de skulle forestille at være på arbejde. Den slags indrømmelser er tabu. Derfor bruger de tiden på at opretholde en facade, at lade som om, at fake. Og at bedrage vores omgivelser på den måde kan give en dyb følelse af meningsløshed, viser en af de undersøgelser, som er blevet nærstuderet i bogen.
 

Hvad betyder pseudo?
Pseudo er græsk og betyder, at noget er løgnagtigt eller falsk. Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen definerer pseudoarbejde som "det arbejde, der virker stressende, selv om det er let som luft, det arbejde, du ikke kan forklare nogen, hvad er, eller som du ikke forstår indholdet af, når andre forsøger at forklare dig, hvad de laver. Pseudoarbejde kan gribe om det befalede arbejde, det betalte arbejde, det arbejde, som organisationen kræver, og det, der ligner arbejde uden at være det. Det arbejde, vi har travlt med, uden at vi synes, vi laver noget, og det arbejde, vi har mistanke om muligvis er meningsløst. Det arbejde, der ikke påvirker nogen, som er virkningsløst. Det arbejde, hvor verden kører videre, som om ingenting er hændt."

 

Backstagearbejde giver prestige
I "Pseudoarbejde" bliver vi også gjort opmærksomme på, at mange af os rent faktisk har svært ved at forklare vores børn, hvad vi selv laver. Ja somme tider har vi såmænd også svært ved at forklare voksne mennesker det. Human resource, compliance, innovation, mobility, proceskonsulent, lean, eller hvad med operational excellence manager? Videnssamfundet er fyldt med begreber, titler og funktioner, hvis indhold ikke er indlysende for en hvilken som helst sagesløs bordherre eller -dame. Det er ord og begreber, der ofte ikke danner billeder på nethinden, fordi de ikke er en del af den synlige verden.
 

Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen skelner mellem frontstage- og backstagemedarbejdere. Frontstagemedarbejderen laver synligt arbejde, som man tydeligt kan se resultatet af. Det udføres fx af buschaufføren, VVS-manden eller operationslægen. Pseudo kan forekomme, men selve arbejdets karakter er åbenlyst meningsfuldt, i hvert fald under optimale forhold. Bussen skal køre, vandlåsen skal udskiftes.
 

Backstage-arbejde er det ikke synlige arbejde, som finder sted i kulisserne, typisk på kontoret eller foran whiteboardet. Det udføres af specialkonsulenter, kommunikationsmedarbejdere, fuldmægtige, mellemledere og af managementkonsulenter, for bare at nævne nogle få. Det er ikke på samme måde synligt arbejde, og resultatet af det kan til tider forekomme mere diffust. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er meningsløst eller pseudo, men det har potentiale til at blive det. For hvornår er arbejdet udført? Der ledes, men aldrig godt nok, så der skal mere coaching til. Der kontrolleres, men der sker stadig fejl, så der skal altid flere teknologier, systemer og rapporter til. Der gøres reklame, men der er altid flere, der skal købe produktet. Den form for backstagearbejde er eksploderet.
 

Erhvervsuddannelserne, der i langt højere grad end gymnasierne, leder til synlige jobs, som folk kan se og forstå har en konkret værdi og effekt, lider fortsat under et imageproblem. De unge vil hellere være kommunikationskonsulenter end elektrikere. De unge vil hellere være djøf’ere end håndværkere. Til trods for at der bliver varslet lønfest for håndværkerne, at arbejdet er konkret og skaber en synlig forandring og forbedring af verden. Det har bare ikke samme prestige som at producere en årsrapport til ledelsen eller facilitere en forandringsproces. Hvordan kan det være?
 

Hvorfor er et tema som pseudoarbejde relevant for vejledere og sagsbehandlere, tænker I måske? Det er det først og fremmest, fordi det handler om det arbejdsmarked, vi vejleder til. Og hvad er det for nogle funktioner eller jobs på arbejdsmarkedet, der giver prestige hos de unge, som vi vejleder til uddannelse og job? Det gør det arbejde, som foregår bag pc’erne i storrumskontorerne. Der hvor pseudoarbejde, ifølge forfatterne, trives allerbedst.
 

Pseudostudier og pres
Hvis vi køber bogens præmisser og pointer, betyder det måske også, at vi uddanner alt for mange unge til pseudoarbejde. Måske betyder det også, at vi vejleder alt for mange unge til pseudoarbejde. Og det slår mig i skrivende stund, at de vejledte unge måske skal igennem et pseudostudie, inden de får et pseudoarbejde?
 

Jeg kalder det pseudostudie, fordi det måske leder frem til et job uden indhold. Men også fordi studierne skal gennemføres på kortere tid og er gennemtrængt af prøver og tests, der ifølge mange studerende forhindrer fordybelse og mening. Den fordybelse og mening, der faktisk gør mennesker glade og motiverede, den fordybelse og mening, der får os til at komme med gode ideer, og den fordybelse og mening, der får os til at forstå kernen i et felt. Den fordybelse har tilsyneladende fået trangere vilkår i disse år med fremdriftsreform og taxametersystemer. De unge på studierne lever i en præstationskultur, hvor det handler mere om at præstere og performe og mindre om fordybelse og mening. Mere om facit og mindre om forundring.
 

De færreste af os bliver klogere og får gode og originale ideer under pres, og slet ikke hvis vi forstyrres hele tiden – af test, af prøver, af møder. Det, som Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen kalder det dybe arbejde, kommer kun, når man får tid og plads, mens det overfladiske arbejde i stigende grad er blevet vilkåret på arbejdspladsen, men vel egentlig også på uddannelserne? Vi løser kun det, vi bliver målt på. Det kan både gå ud over glæden, motivationen og såmænd også over effektiviteten.
 

Og så bliver vi syge af det. Både på arbejdspladsen og på studierne, hvor vi i stigende grad går ned med stress. Vi forstyrrer, regulerer og kontrollerer i en grad, som ingen kan være tjent med. Hverken dem, det går ud over, men heller ikke dem, der udfører det. Ingen af parterne kan tåle det. Forfatterne henviser til undersøgelser fra det nationale forskningscenter for arbejdsmiljø, der bekræfter, at netop meningsløse opgaver og manglende identifikation med arbejdspladsen øger den ansattes risiko for at ende i langt sygefravær. Det samme, kunne man vel forestille sig, gør sig gældende på uddannelserne.
 

Er vejledning pseudoarbejde?
Hvad med vejledningen? Hvor har den bevæget sig hen? Udfører vejledere og sagsbehandlere selv pseudoarbejde?
 

De to herrer peger i bogen på, hvordan new public management siden sit indtog i 1980’erne har ført til en offentlig sektor med flere og flere stillinger inden for administration, kvalitetssikring og sagsbehandling. Og på at flere og flere medarbejdere i frontstagejobs bruger mere og mere tid på backstagearbejde. Skolelæreren bruger mere tid på administration og dokumentation, lægen bruger mere tid på it-systemet og mindre tid på patienterne, sagsbehandlerne i jobcentrene bruger mere tid på at udføre kontrol end på at tale med borgerne.
 

Er vejlederen egentlig frontstage- eller backstagemedarbejder? Og hvad bør det være? Under hvilke forhold er vejledningen en meningsfuld opgave? Ingen vejledere eller sagsbehandlere er formodentlig i tvivl om, at arbejdets karakter er meningsfuldt. Hvis de vel at mærke får lov til at beskæftige sig med kerneydelsen, kontakten til det enkelte menneske, der skal vejledes mod uddannelse, job eller have en særlig indsats. Men både vejledere og sagsbehandlere beskæftiger sig også i stigende omfang med flere og flere møder, registrering og dokumentation i systemer og planer, mere og mere kontrol med borgeren eller deltager i nye store projekter, hvor flere af dem måske aldrig får nogen effekt.
 

Hvornår er vejledning en meningsfuld opgave, og hvornår er det pseudo? Pseudoarbejde kan være mødet, hvor man får en masse at vide, man godt vidste i forvejen. Eller kontrollen af unge, der alligevel ikke forhindrer, at de går deres egen vej. Eller deltagelsen i endnu en workshop, der skal forbedre det tværfaglige samarbejde. Eller det storstilede projekt for de sårbare unge, som måske er dødfødt på forhånd. Dødfødt, fordi det måske ikke medfører konkret handling, men snarere betyder deltagelse i en række nye møder, nedsættelse af nye udvalg og paneler, hvor beslutningerne måske i højere grad munder ud i farvestrålende pjecer end i konkret handling. Og har alle brancher ikke prøvet den årlige personaledag eller teambuilding, hvor vi render rundt med gule post-its i panden, mens vi bygger et fremtidslandskab – som ingen måske i virkeligheden fik så meget ud af hverken nu eller i fremtiden?


iStock-686759372_900x500
 

Jeg var for nylig til et gå-hjem-møde for vejledere. En embedsmand sagde højt, at han mente, at vejledernes største udfordring er at forklare, hvorfor de ikke kan undværes. Det var jo et provokerende udsagn, men ikke én gav ham svar på tiltale. Der bredte sig blot en larmende tavshed. Til trods for at jeg håber og tror, at de fleste vejledere inderst inde ved, at vejledningens væsen er meningsfuldt. Til trods for at der for nylig er lavet en længe tiltrængt og i øvrigt strålende og ret klar professionsbeskrivelse af vejledningen, som er en kærkommen hjælp til at forklare vejledningens formål og indhold for folk uden for kredsen.
 

Det kunne måske have været på sin plads at spørge den gode embedsmand om det samme: Hvorfor kan du som embedsmand egentlig ikke undværes? Det ville jeg ønske, vi havde gjort. For er det egentlig et rimeligt spørgsmål, han stiller?
 

Muligvis ikke, og der kan være rigtig mange gode grunde til tavsheden. Alligevel vil jeg holde fast i, at vi til tider har svært ved at forklare vejledningsarbejdets indhold for andre. Men måske skyldes det rent faktisk, at vi er kommet for langt væk fra tidligere tiders kerneopgave, selve vejledningen, mødet mellem to mennesker. Måske fordi vejledere i dag bliver pålagt for meget pseudoarbejde med uddannelsesplaner, uddannelsesparathedsvurderinger og storstilede projekter, som ingen reelt tror på virkningen af.
 

Kære læsere: Kan I genkende det i jeres virkelighed? At vi måske har glemt, hvad det vigtigste er i vores arbejde, fordi det er trængt i baggrunden af for mange meningsløse initiativer. Vi lader den lige stå et øjeblik.
 

Let’s cut the crap
Vi vil gerne blive klogere på pseudoarbejdet. Og selvfølgelig tager vi temaet op, fordi vi tænker, at vejledere og sagsbehandlere kan være med til at ændre det, der ligger til grund for det meningsløse arbejde. Både personligt, organisatorisk og samfundsmæssigt. Fordi kerneydelsen i jeres arbejde er vigtig, nødvendig og netop meningsfuld. Så hvordan kan vi frigøre mere tid til det meningsfulde arbejde?
 

Hvis vi altså køber præmissen om, at der er for meget pseudoarbejde – også på vores eget faglige felt. Hvis det altså er sandt? I Vejlederforums redaktion tror vi på, at det findes, men det vil vi naturligvis gerne både diskutere og nuancere. Så vi opfordrer vores medvirkende i dette nummer til at være modige. Lad os stoppe med at lægge røgslør ud, lad os bryde tabuerne - let’s cut the crap. Og vi kunne jo alle starte med at spørge os selv som fagpersoner: Hvad er det for et problem, jeg løser? Hvad ville der ske, hvis jeg ikke var der?
 

Hvem taler højt om pseudoarbejde?

  • Hvordan får vi meningen tilbage?
    Anders Fogh Jensen og Dennis Nørmark
    Hvordan får vi meningen tilbage på arbejdsmarkedet? Anders og Dennis kommer med deres bud på, hvad vi bør gøre for at komme pseudoarbejdet til livs – med vejledere og socialrådgivere som udgangspunkt.
     
  • Det absurde arbejde
    Nina Holm Vohnsen, lektor og ekspert i offentligt bureaukrati, Aarhus Universitet

    Vi kender det godt. Når modsatrettede krav til opgaveløsningen umuliggør, at opgaverne kan løses ordentligt og fornuftigt. Nina Holm Vohnsen er forfatter til bogen "The Absurdity of Bureaucracy". Hun har besøgt hverdagen på et jobcenter og skriver om beslutninger, der i sig selv giver mening, men som i en sammenhæng modarbejder hinanden – hun kalder det for det absurde arbejde.
     
  • Hvad skal være ledestjernen – eller utopien?
    Knud Romer, forfatter og foredragsholder

    "Jeg mangler utopier. (...) Det er som om, utopiernes tidsalder er forbi. Og man må jo spørge sig selv, om der ikke er et utopisk, ideelt mål, vi stiler efter, som fx ville være, at vi arbejder mindre." Ordene kommer fra Knud Romers en snak med Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen, som han havde inviteret med i hans program Romerriget på Radio 24syv. Vi har talt videre med ham om meningen med livet. Hvad fortæller vi de unge mennesker om den? Hvad er det, vi er i færd med at give videre? Er vores bedste bud nytteværdi og vækst? Hvad burde, ifølge Romer, være ledestjernen eller utopien?
     
  • De forhadte tidsrøvere
    Martin Green Jensen, chefkonsulent, Høje Taastrup kommune

    Tidsrøvere og papirtigere er ikke altid noget, som andre skaber. Nogle gange skaber vi røverne og tigrene selv. I Høje Taastrup kommune spurgte de medarbejderne, hvad der var den største tidsrøver, og deres entydige svar var: møder. Det har de taget konsekvensen af. Læs, hvordan man kan tøjle røvere og tigere.
     
  • Djøf’ernes berettigelse
    Henning Thiesen, formand for Djøf

    Djøf’er er nærmest et skældsord, og djøficering betegner som regel et forfald. "Det associerer til grå administratorer, som regerer hen over hovedet på os. Djøf’erne er de kolde hænder, der bestemmer over de varme hænder. Og hvem holder ikke med varme hænder, når de på den måde bliver sat op over for de kolde? De varme hænder er professionerne, der leverer velfærdsstatens service og omsorg, mens kolde hænder tvinger professionerne til at tælle timer og udfylde skemaer." (Rune Lykkeberg i Information).

    Men er djøf’erne en del af løsningen til at få mere kernevelfærd, eller er de selve problemet? Vi spørger Henning Thiesen, som i marts blev valgt som formand for 92.000 medlemmer med kolde hænder.
     
  • Tre skarpe om kerneydelsen – en garvet vejleder og en garvet sagsbehandler
    Iben Bak Larsen, vejleder UU Odder-Skanderborg og Ditte Brøndum, sagsbehandler

    Hvad er det for et problem, du løser? Hvad er kerneydelsen i dit job? Hvor meget fylder det arbejde, der ikke er kerneydelsen?
     
  • Den meningsfulde pause
    Mette Sanggaard, forstander og efterskolefilosof, Ollerup Efterskole

    "Brug tiden fornuftigt.. Du giver dig tid til at læse store romaner ved dit skrivebord eller høre Beethovens symfonier fra ende til anden. Dannelsesprojekter er det, der fremmer menneskeliggørelsen i dig i en verden, der næsten har glemt, hvad det er." Sådan står der et sted i bogen "Pseudoarbejde". For ifølge forfatterne er det dem, der har tid til at gå en tur i skoven og filosofere, der får de gode idéer. Mette Sanggaard fortæller, hvad hun mener, at pauserne kan.
     

Vil du vide mere?

 

Disclaimer:
Denne artikel er normalt ikke gratis, men vi synes alligevel, at du skal læse den. Prøv også Vejlederforum i en måned. Så kan du læse mange flere.

"Mennesker bliver bedt om at sætte deres faglighed på pause, så der bliver plads til registreringen eller den meningsløse samtale med en borger, der slet ikke behøver at være der, som slet ikke får noget ud af samtalen eller måske havde den samme samtale i sidste uge."
 

Citatet stammer fra bogen "Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting", der udkom i dette forår og med masser af omtale. I bogen har antropologen Dennis Nørmark og filosoffen Anders Fogh Jensen sat sig for at finde ud af, hvad vi egentlig får vores arbejdstid til at gå med. Skal vi tro dem, er en stor del af vores arbejde blevet meningsløst, og tidligere tiders løfte om mere fritid blev aldrig til noget. Til gengæld har vi fået oceaner af regler, kontroller, møder, mails, der sprænger indbakken, rapporter og ligegyldige Powerpoint-præsentationer.
 

Antropologen og filosoffen bliver klogere på sagen via forskellige undersøgelser af ligegyldigt arbejde, og ikke mindst taler de med en række kilder i forskellige jobfunktioner. Alt for mange fortæller dem, at de spilder tiden med arbejde, der hverken er vigtigt eller nødvendigt. Alligevel går de samme mennesker rundt og siger, at de har travlt. Og går i stigende grad ned med stress. Nogle gange fordi de har for mange ligegyldige ting at lave, andre gange fordi de har for lidt at lave. Fælles for dem er tilsyneladende, at deres arbejde ikke har noget indhold – det er tomt arbejde eller pseudoarbejde.
 

Men det kan de ikke sige højt. For de kan hverken indrømme, at deres arbejde er spild af tid, eller at de rent faktisk ikke har ret meget at få tiden til at gå med, når de skulle forestille at være på arbejde. Den slags indrømmelser er tabu. Derfor bruger de tiden på at opretholde en facade, at lade som om, at fake. Og at bedrage vores omgivelser på den måde kan give en dyb følelse af meningsløshed, viser en af de undersøgelser, som er blevet nærstuderet i bogen.
 

Hvad betyder pseudo?
Pseudo er græsk og betyder, at noget er løgnagtigt eller falsk. Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen definerer pseudoarbejde som "det arbejde, der virker stressende, selv om det er let som luft, det arbejde, du ikke kan forklare nogen, hvad er, eller som du ikke forstår indholdet af, når andre forsøger at forklare dig, hvad de laver. Pseudoarbejde kan gribe om det befalede arbejde, det betalte arbejde, det arbejde, som organisationen kræver, og det, der ligner arbejde uden at være det. Det arbejde, vi har travlt med, uden at vi synes, vi laver noget, og det arbejde, vi har mistanke om muligvis er meningsløst. Det arbejde, der ikke påvirker nogen, som er virkningsløst. Det arbejde, hvor verden kører videre, som om ingenting er hændt."

 

Backstagearbejde giver prestige
I "Pseudoarbejde" bliver vi også gjort opmærksomme på, at mange af os rent faktisk har svært ved at forklare vores børn, hvad vi selv laver. Ja somme tider har vi såmænd også svært ved at forklare voksne mennesker det. Human resource, compliance, innovation, mobility, proceskonsulent, lean, eller hvad med operational excellence manager? Videnssamfundet er fyldt med begreber, titler og funktioner, hvis indhold ikke er indlysende for en hvilken som helst sagesløs bordherre eller -dame. Det er ord og begreber, der ofte ikke danner billeder på nethinden, fordi de ikke er en del af den synlige verden.
 

Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen skelner mellem frontstage- og backstagemedarbejdere. Frontstagemedarbejderen laver synligt arbejde, som man tydeligt kan se resultatet af. Det udføres fx af buschaufføren, VVS-manden eller operationslægen. Pseudo kan forekomme, men selve arbejdets karakter er åbenlyst meningsfuldt, i hvert fald under optimale forhold. Bussen skal køre, vandlåsen skal udskiftes.
 

Backstage-arbejde er det ikke synlige arbejde, som finder sted i kulisserne, typisk på kontoret eller foran whiteboardet. Det udføres af specialkonsulenter, kommunikationsmedarbejdere, fuldmægtige, mellemledere og af managementkonsulenter, for bare at nævne nogle få. Det er ikke på samme måde synligt arbejde, og resultatet af det kan til tider forekomme mere diffust. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er meningsløst eller pseudo, men det har potentiale til at blive det. For hvornår er arbejdet udført? Der ledes, men aldrig godt nok, så der skal mere coaching til. Der kontrolleres, men der sker stadig fejl, så der skal altid flere teknologier, systemer og rapporter til. Der gøres reklame, men der er altid flere, der skal købe produktet. Den form for backstagearbejde er eksploderet.
 

Erhvervsuddannelserne, der i langt højere grad end gymnasierne, leder til synlige jobs, som folk kan se og forstå har en konkret værdi og effekt, lider fortsat under et imageproblem. De unge vil hellere være kommunikationskonsulenter end elektrikere. De unge vil hellere være djøf’ere end håndværkere. Til trods for at der bliver varslet lønfest for håndværkerne, at arbejdet er konkret og skaber en synlig forandring og forbedring af verden. Det har bare ikke samme prestige som at producere en årsrapport til ledelsen eller facilitere en forandringsproces. Hvordan kan det være?
 

Hvorfor er et tema som pseudoarbejde relevant for vejledere og sagsbehandlere, tænker I måske? Det er det først og fremmest, fordi det handler om det arbejdsmarked, vi vejleder til. Og hvad er det for nogle funktioner eller jobs på arbejdsmarkedet, der giver prestige hos de unge, som vi vejleder til uddannelse og job? Det gør det arbejde, som foregår bag pc’erne i storrumskontorerne. Der hvor pseudoarbejde, ifølge forfatterne, trives allerbedst.
 

Pseudostudier og pres
Hvis vi køber bogens præmisser og pointer, betyder det måske også, at vi uddanner alt for mange unge til pseudoarbejde. Måske betyder det også, at vi vejleder alt for mange unge til pseudoarbejde. Og det slår mig i skrivende stund, at de vejledte unge måske skal igennem et pseudostudie, inden de får et pseudoarbejde?
 

Jeg kalder det pseudostudie, fordi det måske leder frem til et job uden indhold. Men også fordi studierne skal gennemføres på kortere tid og er gennemtrængt af prøver og tests, der ifølge mange studerende forhindrer fordybelse og mening. Den fordybelse og mening, der faktisk gør mennesker glade og motiverede, den fordybelse og mening, der får os til at komme med gode ideer, og den fordybelse og mening, der får os til at forstå kernen i et felt. Den fordybelse har tilsyneladende fået trangere vilkår i disse år med fremdriftsreform og taxametersystemer. De unge på studierne lever i en præstationskultur, hvor det handler mere om at præstere og performe og mindre om fordybelse og mening. Mere om facit og mindre om forundring.
 

De færreste af os bliver klogere og får gode og originale ideer under pres, og slet ikke hvis vi forstyrres hele tiden – af test, af prøver, af møder. Det, som Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen kalder det dybe arbejde, kommer kun, når man får tid og plads, mens det overfladiske arbejde i stigende grad er blevet vilkåret på arbejdspladsen, men vel egentlig også på uddannelserne? Vi løser kun det, vi bliver målt på. Det kan både gå ud over glæden, motivationen og såmænd også over effektiviteten.
 

Og så bliver vi syge af det. Både på arbejdspladsen og på studierne, hvor vi i stigende grad går ned med stress. Vi forstyrrer, regulerer og kontrollerer i en grad, som ingen kan være tjent med. Hverken dem, det går ud over, men heller ikke dem, der udfører det. Ingen af parterne kan tåle det. Forfatterne henviser til undersøgelser fra det nationale forskningscenter for arbejdsmiljø, der bekræfter, at netop meningsløse opgaver og manglende identifikation med arbejdspladsen øger den ansattes risiko for at ende i langt sygefravær. Det samme, kunne man vel forestille sig, gør sig gældende på uddannelserne.
 

Er vejledning pseudoarbejde?
Hvad med vejledningen? Hvor har den bevæget sig hen? Udfører vejledere og sagsbehandlere selv pseudoarbejde?
 

De to herrer peger i bogen på, hvordan new public management siden sit indtog i 1980’erne har ført til en offentlig sektor med flere og flere stillinger inden for administration, kvalitetssikring og sagsbehandling. Og på at flere og flere medarbejdere i frontstagejobs bruger mere og mere tid på backstagearbejde. Skolelæreren bruger mere tid på administration og dokumentation, lægen bruger mere tid på it-systemet og mindre tid på patienterne, sagsbehandlerne i jobcentrene bruger mere tid på at udføre kontrol end på at tale med borgerne.
 

Er vejlederen egentlig frontstage- eller backstagemedarbejder? Og hvad bør det være? Under hvilke forhold er vejledningen en meningsfuld opgave? Ingen vejledere eller sagsbehandlere er formodentlig i tvivl om, at arbejdets karakter er meningsfuldt. Hvis de vel at mærke får lov til at beskæftige sig med kerneydelsen, kontakten til det enkelte menneske, der skal vejledes mod uddannelse, job eller have en særlig indsats. Men både vejledere og sagsbehandlere beskæftiger sig også i stigende omfang med flere og flere møder, registrering og dokumentation i systemer og planer, mere og mere kontrol med borgeren eller deltager i nye store projekter, hvor flere af dem måske aldrig får nogen effekt.
 

Hvornår er vejledning en meningsfuld opgave, og hvornår er det pseudo? Pseudoarbejde kan være mødet, hvor man får en masse at vide, man godt vidste i forvejen. Eller kontrollen af unge, der alligevel ikke forhindrer, at de går deres egen vej. Eller deltagelsen i endnu en workshop, der skal forbedre det tværfaglige samarbejde. Eller det storstilede projekt for de sårbare unge, som måske er dødfødt på forhånd. Dødfødt, fordi det måske ikke medfører konkret handling, men snarere betyder deltagelse i en række nye møder, nedsættelse af nye udvalg og paneler, hvor beslutningerne måske i højere grad munder ud i farvestrålende pjecer end i konkret handling. Og har alle brancher ikke prøvet den årlige personaledag eller teambuilding, hvor vi render rundt med gule post-its i panden, mens vi bygger et fremtidslandskab – som ingen måske i virkeligheden fik så meget ud af hverken nu eller i fremtiden?


iStock-686759372_900x500
 

Jeg var for nylig til et gå-hjem-møde for vejledere. En embedsmand sagde højt, at han mente, at vejledernes største udfordring er at forklare, hvorfor de ikke kan undværes. Det var jo et provokerende udsagn, men ikke én gav ham svar på tiltale. Der bredte sig blot en larmende tavshed. Til trods for at jeg håber og tror, at de fleste vejledere inderst inde ved, at vejledningens væsen er meningsfuldt. Til trods for at der for nylig er lavet en længe tiltrængt og i øvrigt strålende og ret klar professionsbeskrivelse af vejledningen, som er en kærkommen hjælp til at forklare vejledningens formål og indhold for folk uden for kredsen.
 

Det kunne måske have været på sin plads at spørge den gode embedsmand om det samme: Hvorfor kan du som embedsmand egentlig ikke undværes? Det ville jeg ønske, vi havde gjort. For er det egentlig et rimeligt spørgsmål, han stiller?
 

Muligvis ikke, og der kan være rigtig mange gode grunde til tavsheden. Alligevel vil jeg holde fast i, at vi til tider har svært ved at forklare vejledningsarbejdets indhold for andre. Men måske skyldes det rent faktisk, at vi er kommet for langt væk fra tidligere tiders kerneopgave, selve vejledningen, mødet mellem to mennesker. Måske fordi vejledere i dag bliver pålagt for meget pseudoarbejde med uddannelsesplaner, uddannelsesparathedsvurderinger og storstilede projekter, som ingen reelt tror på virkningen af.
 

Kære læsere: Kan I genkende det i jeres virkelighed? At vi måske har glemt, hvad det vigtigste er i vores arbejde, fordi det er trængt i baggrunden af for mange meningsløse initiativer. Vi lader den lige stå et øjeblik.
 

Let’s cut the crap
Vi vil gerne blive klogere på pseudoarbejdet. Og selvfølgelig tager vi temaet op, fordi vi tænker, at vejledere og sagsbehandlere kan være med til at ændre det, der ligger til grund for det meningsløse arbejde. Både personligt, organisatorisk og samfundsmæssigt. Fordi kerneydelsen i jeres arbejde er vigtig, nødvendig og netop meningsfuld. Så hvordan kan vi frigøre mere tid til det meningsfulde arbejde?
 

Hvis vi altså køber præmissen om, at der er for meget pseudoarbejde – også på vores eget faglige felt. Hvis det altså er sandt? I Vejlederforums redaktion tror vi på, at det findes, men det vil vi naturligvis gerne både diskutere og nuancere. Så vi opfordrer vores medvirkende i dette nummer til at være modige. Lad os stoppe med at lægge røgslør ud, lad os bryde tabuerne - let’s cut the crap. Og vi kunne jo alle starte med at spørge os selv som fagpersoner: Hvad er det for et problem, jeg løser? Hvad ville der ske, hvis jeg ikke var der?
 

Hvem taler højt om pseudoarbejde?

  • Hvordan får vi meningen tilbage?
    Anders Fogh Jensen og Dennis Nørmark
    Hvordan får vi meningen tilbage på arbejdsmarkedet? Anders og Dennis kommer med deres bud på, hvad vi bør gøre for at komme pseudoarbejdet til livs – med vejledere og socialrådgivere som udgangspunkt.
     
  • Det absurde arbejde
    Nina Holm Vohnsen, lektor og ekspert i offentligt bureaukrati, Aarhus Universitet

    Vi kender det godt. Når modsatrettede krav til opgaveløsningen umuliggør, at opgaverne kan løses ordentligt og fornuftigt. Nina Holm Vohnsen er forfatter til bogen "The Absurdity of Bureaucracy". Hun har besøgt hverdagen på et jobcenter og skriver om beslutninger, der i sig selv giver mening, men som i en sammenhæng modarbejder hinanden – hun kalder det for det absurde arbejde.
     
  • Hvad skal være ledestjernen – eller utopien?
    Knud Romer, forfatter og foredragsholder

    "Jeg mangler utopier. (...) Det er som om, utopiernes tidsalder er forbi. Og man må jo spørge sig selv, om der ikke er et utopisk, ideelt mål, vi stiler efter, som fx ville være, at vi arbejder mindre." Ordene kommer fra Knud Romers en snak med Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen, som han havde inviteret med i hans program Romerriget på Radio 24syv. Vi har talt videre med ham om meningen med livet. Hvad fortæller vi de unge mennesker om den? Hvad er det, vi er i færd med at give videre? Er vores bedste bud nytteværdi og vækst? Hvad burde, ifølge Romer, være ledestjernen eller utopien?
     
  • De forhadte tidsrøvere
    Martin Green Jensen, chefkonsulent, Høje Taastrup kommune

    Tidsrøvere og papirtigere er ikke altid noget, som andre skaber. Nogle gange skaber vi røverne og tigrene selv. I Høje Taastrup kommune spurgte de medarbejderne, hvad der var den største tidsrøver, og deres entydige svar var: møder. Det har de taget konsekvensen af. Læs, hvordan man kan tøjle røvere og tigere.
     
  • Djøf’ernes berettigelse
    Henning Thiesen, formand for Djøf

    Djøf’er er nærmest et skældsord, og djøficering betegner som regel et forfald. "Det associerer til grå administratorer, som regerer hen over hovedet på os. Djøf’erne er de kolde hænder, der bestemmer over de varme hænder. Og hvem holder ikke med varme hænder, når de på den måde bliver sat op over for de kolde? De varme hænder er professionerne, der leverer velfærdsstatens service og omsorg, mens kolde hænder tvinger professionerne til at tælle timer og udfylde skemaer." (Rune Lykkeberg i Information).

    Men er djøf’erne en del af løsningen til at få mere kernevelfærd, eller er de selve problemet? Vi spørger Henning Thiesen, som i marts blev valgt som formand for 92.000 medlemmer med kolde hænder.
     
  • Tre skarpe om kerneydelsen – en garvet vejleder og en garvet sagsbehandler
    Iben Bak Larsen, vejleder UU Odder-Skanderborg og Ditte Brøndum, sagsbehandler

    Hvad er det for et problem, du løser? Hvad er kerneydelsen i dit job? Hvor meget fylder det arbejde, der ikke er kerneydelsen?
     
  • Den meningsfulde pause
    Mette Sanggaard, forstander og efterskolefilosof, Ollerup Efterskole

    "Brug tiden fornuftigt.. Du giver dig tid til at læse store romaner ved dit skrivebord eller høre Beethovens symfonier fra ende til anden. Dannelsesprojekter er det, der fremmer menneskeliggørelsen i dig i en verden, der næsten har glemt, hvad det er." Sådan står der et sted i bogen "Pseudoarbejde". For ifølge forfatterne er det dem, der har tid til at gå en tur i skoven og filosofere, der får de gode idéer. Mette Sanggaard fortæller, hvad hun mener, at pauserne kan.
     

Vil du vide mere?

 

Tidsskriftsnr.:
2018 nr. 4
Publiceringsdato:
23-10-2018
Kommentarer
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

Kommentarlink:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.