Læringsbegrebet skal tæmmes  

Lene Tangaard på Afveje

 

Titel:
Er præmissen pseudo? Tre skarpe til Ditte Brøndum og Iben Bak Larsen
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:

Sagsbehandler Ditte Brøndum mener, at pseudoarbejdet opstår, når nogle mennesker, der er meget langt fra området, træffer beslutninger, som alle skal tage stilling til, lige meget om det giver mening i den enkelte borgers sag. UU-vejleder Iben Bak Larsen mener, at vejledningen bliver pseudoarbejde i grundskolekonteksten, når den skal gives til mennesker, som egentlig ikke har det store behov, men ikke tilbydes til dem, som netop er klar til den og har brug for den.

Person:
Billede:
_MGL0513._Ditte Brøndum_png
Navn:
Ditte Brøndum
Titel:
Sagsbehandler
Arbejdssted:
Gladsaxe Kommune
Billede:
Iben-001
Navn:
Iben Bak Larsen
Titel:
UU-vejleder
Arbejdssted:
Ungdommens Uddannelsesvejledning
Fotoreportage:
Lang tekst:

3 skarpe til Ditte Brøndum


Hvad er det for et problem, du løser?
Jeg arbejder med aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere og unge i ressourceforløb. Det er unge under 30 år, som ikke har en kompetencegivende uddannelse og står uden for både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Det er kendetegnende for aktivitetsparate, at det er den mest sårbare målgruppe, som er længst fra arbejdsmarkedet. Det problem, jeg skal løse, er beskrevet i lov om aktiv beskæftigelsesindsats, hvor der står, at jeg skal bistå den arbejdssøgende med at få arbejde og støtte personer, der, på grund af begrænsninger i arbejdsevnen, har særlige behov for hjælp til at få arbejde. Når en borger kommer ind til mig, er min opgave at få dem ud på arbejdsmarkedet med en mindst muligt indgribende indsats.

 

Hvad er kerneydelsen i dit job?
Vi skal sammen med borgeren lægge en plan for, hvordan borgeren hurtigst muligt kommer videre i systemet. Enten skal vi hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet eller i uddannelse, og hvis det ikke er muligt, fordi borgeren har en varigt nedsat arbejdsevne, skal vi afklare dem til fleksjob eller førtidspension.

 

Planen skal meget gerne indeholde en virksomhedsrettet indsat, fx praktik. Da borgerne er langt fra arbejdsmarkedet, skal der også lægges en plan for, hvordan vi arbejder med de udfordringer, borgeren har ud over ledighed. Det kan være fysisk eller psykisk sygdom, misbrug, andre sociale problemer og handicap. Aktivitetsparate borgere og ressourceforløbsborgere har ofte komplekse sager, og vi arbejder med de forskellige udfordringer for at få dem tilbage i arbejde. Aktivitetsparate borgere har ret til en koordinerende sagsbehandler, og vi skal hjælpe borgeren med at få overblik over deres forskellige sager i kommunen og i sundhedsvæsenet.

 

Hvor meget fylder det arbejde, der ikke er kerneydelsen?
Når jeg tænker efter, så oplever jeg faktisk ikke, at pseudoarbejdet fylder voldsomt meget i mit arbejde. Jeg er så privilegeret, at jeg er i en afdeling, hvor vi har tid til borgerne på grund af lave sagstal. Det betyder, at jeg kan være i meget tættere kontakt med dem, og det giver mening. Vi kan i højere grad gribe deres motivation og være med i en udviklingsproces. Det er med til at bringe dem tættere på arbejdsmarkedet, når man kan arbejde med deres bekymringer og være med til at give dem gode oplevelser med uddannelse og arbejde, som udvikler deres kompetencer og deres arbejdsidentitet - og deres selvværd. Så apropos pseudoarbejde er alt dette særdeles meningsfuldt.

 

Jeg bruger kun lidt tid på kontrol, det sker kun i tilfælde, hvor jeg bliver meget i tvivl om, hvorvidt borgeren står til rådighed for arbejdsmarkedet. Jeg ved godt, at jeg er heldig, for det er ikke alle jobcentre, der fungerer sådan, og det er ikke alle arbejdspladser, hvor chefen giver så meget plads til at tilrettelægge opgaven i forhold til borgerne, som det er tilfældet hos mig.

 

Jeg har tidligere arbejdet på børneområdet, hvor vi blev styret i en helt urimelig grad gennem vores it-system DUBU. Der oplevede jeg, at den faglige snak om borgeren blev erstattet af en snak om, hvorvidt man nu havde kategoriseret en samtale rigtigt i systemet. It-understøttelsen er meget afgørende for, om man kommer til at lave pseudoarbejde. På beskæftigelsesområdet oplever jeg en bedre it-understøttelse, fx bliver handleplanen automatisk genereret ud fra de aftaler, man har lavet med borgeren, og de indsatser man har sat i værk. Alt sammen for at please en politisk bekymring for, om der bliver begået fejl.

 

Jeg oplever, at pseudoarbejdet opstår, når nogle mennesker, der er meget langt fra området, træffer beslutninger, som alle skal tage stilling til, lige meget om det giver mening i den enkelte borgers sag. Og den frihed, jeg oplever, er også på trods af en lovgivning, som går op i procesregler og bekymringer om, hvorvidt borgerne nu faktisk gider at arbejde.

 

På beskæftigelsesområdet er der mange forskellige kategorier af borgere, og reglerne og rettighederne er meget forskellige for forskellige målgrupper. I stedet for at lade sagsbehandler og ledelse vurdere, hvad der hurtigst bringer borgeren tilbage på arbejdsmarkedet, lægger man en masse procesregler ned over opgaven, fx hvor mange samtaler, der skal holdes, og hvor ofte borgeren skal aktiveres. Der er en beskæftigelsesreform på vej, som ser ud til at gøre op med dette - det glæder jeg mig meget til.

 

En anden procesregel er 225 timers reglen. Den kræver, at man løbende orienterer borgeren om reglen, hvad enten man har fritaget dem eller ej. Den kræver også, at man løbende evaluerer, om borgeren fortsat skal være fritaget. Og det er bare min side af bordet. Mine kolleger i ydelse – dem, der skal udbetale pengene – kæmper i den grad med det hav af forskellige ydelsesformer og fritagelser, der skal tages stilling til for den enkelte borger. En masse regler, som er groet frem under forskellige regeringer, der har villet sætte ind over for ledige, men hvor man ikke har tænkt de forskellige målgrupper og indsatser sammen.

 

Jeg er ikke imod bureaukrati, når det giver mening. Det er en vigtig del af mit arbejde, fordi det er med til at give en fair ressourcefordeling til borgerne, og det giver også både borger og system en gennemsigtighed i, hvad der sker i borgerens sag, og hvorfor jeg træffer de beslutninger, jeg gør. Men det må aldrig overskygge, om borgeren kommer i arbejde.

I perioder, hvor vi har flere sager, og der er meget travlt, kan bureaukratiet komme til at fylde mere end mødet med borgeren – fordi vi bliver målt på, om vi har registreret tingene rigtigt og ikke på, om kvaliteten af samtalen med borgeren er god, og om borgeren er i udvikling. Det er farligt. Både fordi jeg så ikke når at spotte forandringsparatheden hos borgeren, og fordi jeg ikke kan følge ordentligt op og finde kreative løsninger på borgerens problemer sammen med borgeren.

 

Et bureaukrati, som fylder meget i hverdagen, er indstillinger i forskellige systemer til, at borgeren får den rette hjælp. Som koordinerende sagsbehandler er der et hav af indgange, man skal hjælpe borgeren igennem af udredninger og indstillinger. I mange tilfælde giver det god mening at lave et stykke arbejde for at vurdere borgeren, fordi der er tale om omfattende støtteforanstaltninger, hvor loven kræver en faglig vurdering. Det er dog vigtigt, at man altid er opmærksom på, at det skal være mindst indgribende, og at man derfor i sin skrivning skal være så kortfattet som muligt.

 

Inden for beskæftigelsessystemet skal man indstille til et rehabiliterende team, hvis man vurderer, at borgeren er i målgruppe for et ressourceforløb, et fleksjob eller en førtidspension. Det kræver massiv dokumentation af borgerens arbejdsevne og psykiske og fysiske sundhed for at kunne forelægge sagen for det rehabiliterende team. Men de har ikke engang beslutningskompetence, afgørelsen bliver truffet af nogle andre. Det er meget forskelligt fra kommune til kommune, hvem disse andre er. Det kan undre mig, at man har et team, som skal bruge så meget krudt på en sag, og man så ikke giver dem beslutningskompetence i borgerens sag. Det er meget sjældent, at der bliver truffet andre afgørelser end det, teamet indstiller til.

 

Papirbunke COLOURBOX1218771_900x500


Jeg undrer mig også over, at man skal lave stort set det samme dokumentationsarbejde for at indstille til et ressourceforløb som til fleksjob og førtidspension. De to sidstnævnte er permanente afgørelser om forsørgelse, oftest indtil borgeren bliver folkepensionist, så der er et behov for ordentlig dokumentation. Men ressourceforløb minder i meget høj grad om at være almindeligt aktivitetsparat – der er kun små forskelle, som fx at de ikke bliver omfattet af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen, og at de har ret til en uges ferie mere. Det virker hovedløst, at man skal bruge så mange ressourcer for at tilbyde en borger denne lille forbedring. Ofte gør jeg det kun, fordi jeg under min borger lidt bedre vilkår. 


Der er mange regler, når man er aktivitetsparat, som kun er lavet, fordi det skal være uattraktivt at være på uddannelseshjælp. Politikerne har en formodning om, at det er af ren dovenskab, at mine borgere ikke er på arbejdsmarkedet, men det er en ekstremt sårbar målgruppe, og jeg ville ønske, de kom ud og mødte nogen af dem.

 

Politikerne har endnu ikke indset, at borgerne, der er tilbage i beskæftigelsessystemet, er så sårbare, at de ikke kan reagere på økonomiske incitamenter. Jeg oplever til gengæld, at de er ved at indse, at en for voldsom processtyring ikke giver mening i forhold til kerneopgaven - og derfor bliver pseudoarbejde. Det kan jeg se på både børneområdet og beskæftigelsesområdet, hvor det virker som om, at politikerne faktisk seriøst er gået ind i at fjerne procesregler. Det er så spændende, hvor langt vi kommer. 

 

3 skarpe til Iben Bak Larsen


Hvad er det for et problem, du løser? 

Vejledning løser flere slags problemer, store som små. Det er jo mennesker, vi arbejder med. Mennesker, som lever omskiftelige liv, udvikler sig, bliver syge, bliver raske osv., så det spor, som tidligere var det rette, kan ændre sig, og så er der behov for vejledning igen – eller fortsat – for at træffe de gode valg. 

 

I den bedste af alle verdner får vejledning mennesker til at reflektere over, hvad det gode liv er for dem, og hjælper dem med at finde vejen dertil gennem samfundets rammer og regler. For den enkelte kan vejledning hjælpe med at finde vejen i og gennem uddannelses- og jobsystemet, lande på det rette spor og få det gode liv, som han eller hun ønsker.  

 

På et samfundsmæssigt plan betyder det, at flere mennesker finder gode uddannelser og jobs, som passer til dem, har høj livskvalitet og derfor bliver gode, glade borgere, som betaler skat og belaster de offentlige systemer mindst muligt. 

 

Hvad er kerneydelsen i dit job?

Vejledning er mange ting. Man tænker måske, at vores kerneydelse er selve samtalen med de unge, og det er også en stor del af det. Men vores kerneydelse er også at opstille muligheder for, at den unge kan få erfaringer at bygge sit valg og sine overvejelser på og at samarbejde omkring den unge med andre voksne – som faktisk ofte er tættere på den unges hverdagsliv. 

 

Jeg har mit daglige virke i grundskolen. Som vejledere laver vi praktikker, brobygning, klasseaktiviteter og samarbejder med forældre og lærere. Når de vejledte bliver ældre, samarbejder vi også med uddannelsessteder, arbejdsgivere og andre, som skal hjælpe den unge med at komme godt ind i voksenlivet. 

 

Hvor meget fylder det arbejde, der ikke er kerneydelsen?

Selvfølgelig kan vi af og til have møder og kørsel, som ikke er kerneydelsen, men det er ikke en voldsom mængde i mit arbejde. Sommetider kan det godt føles som om, at kerneydelsen ligger lidt væk fra de mennesker, vi vejleder, for som en del af vores samlede vejledningstilbud har vi forskellige aktiviteter, som indebærer en del administrativt arbejde. Det kan være arbejdet med at finde den helt rigtige praktikplads til en ung med særlige behov og at forberede praktikstedet og den unge på det, der skal ske. At få tastet diverse praktikoplysninger ind i systemet og få skrevet det gode, etisk og lovgivningsmæssigt forsvarlige notat er også et stykke vejledningsarbejde. Sommetider skal der også laves forsikringspapirer og købes buskort. Men alt dette er en nødvendighed for at gøre en vejledningsaktivitet værdifuld og for at få den unge godt videre, så det er også en del af kerneydelsen – og kan aldrig blive hverken ligegyldigt eller "pseudo".

 

Men når vi har pseudo-begrebet som udgangspunkt for dette interview, mener jeg, at man kan overveje, om hele præmissen for at udføre vejledningsarbejdet er en pseudopræmis. For hvis vejledningens opgave er at hjælpe mennesker til at reflektere over og nærme sig det liv, de ønsker sig, så er uddannelsesparathedsvurderingen og andre ovenfra udstukne rammer en forhindring for, at opgaven kan udføres på en måde, som er mest hensigtsmæssig for den enkelte og for samfundet. 

 

Lad mig illustrere: 

  • En elev i 8. klasse har 3,7 i karaktergennemsnit. Eleven har en drøm om at blive kok, arbejder i fritiden på en restaurant, går til gastronomi i ungdomsskolen og har på mange måder klare billeder af, hvad den gode vej er for sig selv og sin fremtid. Denne elev skal have individuel vejledning, fordi eleven ikke har over 4 i gennemsnit.
  • En elev i 9. klasse har mange overvejelser om, hvad den gode vej er. Eleven overvejer, om det skal være en erhvervsuddannelse, en gymnasial uddannelse, om 10. klasse er spild af tid, eller om det er det, der skal til for at få lidt mere modenhed og afklaring. Eleven er i tvivl om, hvordan man balancerer samfundets, forældrenes og egne ønsker til det gode valg. Eleven har 6,4 i gennemsnit, er pligtopfyldende, selvstændig og på mange måder en mønsterelev. Denne elev skal dog ikke have individuel vejledning, men selv opsøge fx eVejledning. 

 

Vejledningen bliver pseudoarbejde i grundskolekonteksten, når den skal gives til mennesker, som egentlig ikke har det store behov, men ikke tilbydes til dem, som netop er klar til og har brug for den refleksion og retning, som individuel vejledning kan give. 

 

Når vi med vores kollektive vejledning vil udfordre alle unge på deres valg, booste erhvervsuddannelser, få dem til at reflektere over andres og egne styrker, og alt det andet vi gerne vil – og er pålagt politisk at skulle - men kun har den kollektive ramme til den store opgave, kan det til forveksling ligne pseudoarbejde. Den kollektive vejledning er en arbejdsform, som forudsætter, at den unge skal være parat til disse overvejelser lige netop den torsdag i oktober, hvor der er kollektiv vejledning i kalenderen. Og hvis den unge så har brug for disse refleksioner ugen efter, er vejledningen ikke tilgængelig, fordi eleven er vurderet uddannelsesparat og derfor ikke kan eller må tale med den vejleder, som netop ville kunne hjælpe. 

 

Det er desværre først, når man har udviklet angst, er blevet frafaldstruet, er gået ned med flaget, at der åbnes for en individuel vejledningsmæssig indsats, og her kan vi så diskutere, om det er vejledning eller behandling der skal til. 

 

Jeg er stolt af mit arbejde og tror på, at vi gør en forskel for de mennesker, vi har i vejledning. Både på et individuelt og et samfundsmæssigt plan. Hvorfor vi ikke kan få lov til at gøre denne forskel for flertallet, er mig en gåde. 

Tidsskriftsnr.:
2018 nr. 4
Publiceringsdato:
21-11-2018
Kommentarer
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.