3 skarpe til Line Søllingvraa

Hvordan udfordrer hackschooling det etablerede uddannelsessystem?
Nu er det at uddanne sig selv jo ikke en helt ny idé - der er folk, der er autodidakte, de er stolte "selfmade" personer, der har bygget en stor virksomhed op, selv om de kun har gået i folkeskole. Folk har nu mulighed for at uddanne sig via online forelæsninger etc., som jo ikke har været tilgængeligt for alle og enhver tidligere, det giver selvfølgelig nye og unikke muligheder.

Men som jeg ser det, er det særligt rammerne i uddannelsessystemet, som hackschooling udfordrer, fordi hackschooling har en større fleksibilitet i forhold til behovene og efterspørgslen hos både arbejdsmarkedet og de unge.  Vi lever i et hurtigt og omskifteligt samfund – kommunikationen mellem mennesker og udviklingen sker i et andet tempo end tidligere, som gør det svært for det etablerede uddannelsessystem at være med på beatet. Der er plads til større kreativitet ved hackschooling, der kan give nogle unikke profiler, som kan være mere eftertragtede i visse fag.

Fænomenet kan også få os til at reflektere over, hvad hele idéen bag vores uddannelsessystem er. Om måden, man vurderer folk på, er den rette – er eksamensformerne fx en god måde at vurdere folks færdigheder på?

Hvordan udfordrer hackschooling vejledere og socialrådgivere? Og hvordan kan de imødekomme udviklingen?
Som vejleder eller socialrådgiver synes jeg, at det kan være svært at anbefale nogen at blive hackschooler, fordi det kan være en mere risikabel vej at gå end de mere klassiske anerkendte eksamensbeviser fra de almindelige skoler. De fleste forstår, hvad et eksamensbevis indebærer inden for deres eget fag, og der er en sikkerhed i, hvad en medarbejder med den uddannelse kan.

Hackschooling kræver efter min mening et personligt overskud og et forholdsvis stærkt bagland til at gribe en, hvis man ikke formår at finde en holdbar vej med den viden, som man selv har vurderet, har været den ”rigtige” at tilegne sig. For at hackschooling fungerer, skal man kunne sælge sig selv og have den rette viden og kompetencer til, at det kan sælges på arbejdsmarkedet på et givent tidspunkt.

Hvis man som vejleder eller socialrådgiver skal imødekomme udviklingen og hjælpe de unge inden for dette felt, vil det kræve, at man har et endnu bedre kendskab til samfundets og arbejdsmarkedets udvikling og behov. Man må have et tæt samarbejde med de virksomheder, der benytter sig af hackschoolere, så man hele tiden ved, hvad der efterspørges. En mulighed kan også være, at vejledere i højere grad agerer virksomhedskonsulenter – altså koordinerer praktikforløb for de unge, hvor de hacker sig til den viden og erfaring, som de ønsker at tilegne sig. 

Pt. tror jeg ikke, at der er behov for en anden type afklaring af de unge, da fænomenet endnu er ret begrænset. Hvis man skulle anbefale nogen at blive hackschooler, kræver det, at man formaliserer hackschooling-forløbene lidt mere. Fx hvis man som vejleder kan følge et hackschooling-forløb og skabe en form for bevis for de kompetencer, der er opnået ud fra en plan, som bliver lavet i samarbejde med en virksomhed.

Om det drejer sig om hackschooling eller det etablerede uddannelsessystem, tænker jeg, at det kunne være gunstigt for de unges afklaring generelt, at der var mere fokus på praktikker før og/eller undervejs i et uddannelsesforløb. Mange tager en femårig uddannelse uden nogensinde at have beskæftiget sig med faget i praksis. Nogle har et relevant studiejob eller tager en pause fra studiet for at være i en ulønnet praktik, men de, der ikke gør det, har en begrænset viden at træffe valg ud fra. De er ofte langt dårligere stillede, når de skal ud på arbejdsmarkedet, da de ikke har hacket sig til den samme viden som dem, der har været ude i praksis. 

Som vejleder eller sagsbehandler kunne man stille flere spørgsmål til den unge i et afklaringsforløb i forbindelse med hackschooling, som handler om personlige egenskaber, interesser, ressourcer og udfordringer, da et hackschooling-forløb i højere grad kan tilpasses den enkelte unge. Men det er centralt at afklare, om den unge rent faktisk magter de risici og udfordringer, der er ved at sammensætte sin egen uddannelse.  

Kan vi inkludere flere unge med særlige behov ved at tænke hackschooling ind i vores praksis?
Jeg tror, at nogle af de udsatte unge, jeg møder i mit nuværende arbejde hos Spydspidsen, kunne have stor gavn af et hackschooling-lignende forløb, da de har svært ved at passe ind i det etablerede uddannelsessystem.

De unge hos Spydspidsen har oftest ikke færdiggjort 9. klasse (Spydspidsen er for dem, der ikke kan eller vil gå i skole pt.), men de fleste har alligevel en drøm om at få et gennemsnit på 02 i dansk og matematik, da det er afgørende for, om de fx kan blive tømrer eller kok via EUD-uddannelserne.

Derfor vælger mange af dem, på trods af modstand mod at være i et klasserum og modtage undervisning, at give sig i kast med vores undervisningstilbud, som indebærer dansk og matematik. I vores undervisningstilbud har vi fokus på "lyst til læring" og hold med max seks elever, men alligevel er det ikke alle, der formår at få gennemsnittet på 02.

Der er andre muligheder for disse unge, fx de mere praktiske uddannelser som Ny Mesterlære og EGU, men ikke alle har overskuddet til at arbejde fuld tid. Måske formår de at bestå dansk og matematik, men har social angst og har derfor ikke mod på at gå på et hold med andre elever. Samtidig kan de få meget ros fra deres praktiksteder, hvor de viser, at de har masser at byde på.

I Spydspidsen er vi i gang med at indtænke, hvordan vi kan arbejde med disse udfordringer. Vi er ved at udvikle nye undervisningstilbud til dem over 18 år. Her kommer de unge til at kunne tage små moduler, som de selv vælger, og som de får certifikater på.

I lyset af hackschooling kunne Spydspidsen dog også tænke mere i det udbud af forelæsninger og kurser, der er tilgængelige på nettet, hvis de unge har nogle ambitioner, som vi ikke kan indfri med vores eksisterende kurser.

Vi kan blive bedre til at vejlede i de muligheder og risici, der er ved hackschooling, når hackschooling er relevant for den unge. Men det kræver, at vi er rustede til det. Især når vi vejleder unge, der ikke er så ressourcestærke, og som heller ikke har et ressourcestærkt bagland.

Alt i alt tænker jeg, at tilpasning af uddannelsen til den enkeltes interesser, evner og udfordringer kan give virkelig god mening, når vi taler om unge med særlige behov. Det giver dem mulighed for at få mere selvtillid, fordi de kan indgå på deres egne præmisser og på den måde opleve, at de kan mere.

Som vejledere og sagsbehandlere kan vi lære af hackschoolerne, at der er udviklingsveje, som vi ikke har tænkt ind i vores praksis. Vi skal lade os inspirere af de unge, der er kritiske eller kommer i klemme pga. formen, rammerne, indholdet og måden at vurdere færdigheder i det nuværende system. De gør os nemlig opmærksomme på både problemstillinger og udviklingsveje.

3 skarpe til Anne Marie Nyborg

Hvordan udfordrer hackschooling det etablerede uddannelsessystem?

Udfordringen er, at hackschoolerne simpelthen vælger det etablerede uddannelsessystem fra. De vender ryggen til den måde, systemet tænker uddannelse og dannelse på, og det må siges at være en udfordring af de store.

Vi har med en gruppe unge at gøre, som enten ikke kan se sig selv i det etablerede uddannelsessystem, eller som ikke synes, at de kan bruge undervisningen til noget i den virkelighed, de lever i, mens andre er af den mening, at hackschooling giver dem noget, der ligger langt fra læreanstalterne.

Jeg synes, at vi som vejledere og som uddannelsessystem er nødt til at reflektere over, hvorfor de unge gør, som de gør. Vi skal være nysgerrige på, hvad de vælger fra og ikke mindst til.

I en tid med fokus på UPV, karaktergennemsnit og optagelseskrav samtidig med, at vi taler om kreativitet, innovation og disruption, kan det være, at begrebet hackschooling rummer noget, vi alle kan bruge.

Hackschooleren kan ses som en sten i skoen. Men i stedet for at blive irriteret over stenen, skal vi tage den ud og undersøge den for at blive klogere på, hvad hackschooling er, og hvorfor de unge går den vej.

Hvordan udfordrer hackschooling vejledningen? Og hvordan kan vejledningen imødekomme udviklingen?

Det kan lyde som om, at alle unge er hackschoolere, og det er en overdrivelse. Men for mig er der ingen tvivl om, at tendensen, hvor unge selv sammensætter deres uddannelse og vælger det, de vil, er en naturlig udvikling af, at vi opdrager og danner de unge til selv at kunne vælge og definere sig som menneske. Samtidig er verden blevet mere digital. Så hackschooling er ikke en grille, men noget, der langsomt vil komme mere af, og som vi er nødt til at forholde os til.

Samtidig kan vi som vejledere ikke vejlede til hackschooling, fordi det undergraver hele ideen om, at det er de unge selv, der sammensætter ud fra egne behov. Men vi kan i vejledningen, i samtalerne, i den kollektive vejledning og i karrierevejledningen stille de spørgsmål, der får de unge til at reflektere over de valg, de skal træffe, og hvilket liv de ønsker. Vi kan vel godt opfordre de unge til at opsøge personer, som de gerne vil lære noget af, så de på den måde kan få afklaring på, hvad de skal i fremtiden? Vi kan vel også bruge hackschooling kreativt i erhvervspraktikker og i projektopgaver. At arbejde frivilligt i en organisation er vel også en form for hackschooling?

Som vejledere har vi fokus på unge, der ikke er parate, og mange mener, at hackschooling mest er for de stærke unge. Men der er også muligheder i hackschooling for unge, der ikke er parate, da det fx kan være mere trygt og motiverende at uddanne sig på nettet, når man er udfordret socialt. Skrækscenariet er selvfølgelig den udsatte unge, der sidder 24-7 ved sin computer og ikke taler med nogen. Men da vi netop er forpligtet til at give unge med særlige behov individuel vejledning, skal vi også kunne udfordre og vejlede dem i forhold til hackschooling.

Jeg mener, at vi skal blive ved med at stille åbne spørgsmål og virkelig være nysgerrige på de unge. Hvad er det, der tænder dem? Hvad er det, de ønsker af sig selv og deres fremtid? Hvordan vil de gerne have, deres liv skal se ud om syv år, og hvordan vil de nå der til? Måske vil noget af vejen være gennem hackschooling, men det er ikke et must. Som vejledere skal vi bare være klar over, at systemet hele tiden vil blive udfordret af unge, der vælger andre veje.

Hvad kan vi lære?

Vi kan lære meget af de unge, der er vokset op med World Wide Web. Vi bliver aldrig selv digitale indfødte, vi lever stadig på mange måder analogt, og vi er uddannet og opvokset mere analogt end digitalt. For mig at se er hackschooling også et tegn på forskel mellem generationer. Vi står med vores definition af dannelse, med vores vejledningsteorier, med et uddannelsessystem, der på mange måder er ultra komplekst, med nationale dagsordner, flere unge på EUD etc.

Som modvægt til alt det vælger nogle unge bevidst at vende ryggen til og starte deres eget projekt. Det er jo det, som ungdommen nu gør. Hackschooling sætter fokus på de unges projekt med sig selv. Vi kan, hvis vi tør stille spørgsmål til det projekt, komme med råd og vejledning og fortælle de unge om økonomiske konsekvenser. Men én ting er klart for mig – vi kan ikke styre det. Vi kan forholde os nysgerrige og kritiske, men de unge vil hacke videre, uanset hvad vi siger og gør.             

Jeg synes, vi skal forholde os ekstremt nysgerrigt til det i stedet for at mane til undergang og dannelsens død. Måske kræver vores tid, at der netop er nogen, der tør gå deres egen vej for at vise os, at der er nye måder at gøre tingene på.