Det er en spøjs oplevelse, når noget, man selv har gjort i årevis, uden at man egentlig tænkte på det som "en ting", pludselig får et navn. Jeg havde oplevelsen, da jeg i foråret 2018 holdt et oplæg for UU Danmark om dannelse, og den efterfølgende oplægsholder talte om hackschooling. "Hmm" tænkte jeg, "det der hackschooling, det har jeg da vist egentlig selv gjort i en del år. Interessant."

I virkeligheden har jeg gjort både og: jeg er samfundssproglig student, jeg er også civiløkonom (HA), og så læste jeg teologi i cirka fire år, hvor jeg gennemførte cirka halvandet års pensum. Sideløbende har jeg alle dage været en skrivenørd, det vil sige, at jeg som 14-årig læste Shakespeare og Aristoteles’ poetik for at få styr på, hvordan man skriver gode, dramatiske karakterer. Sideløbende med mine teologistudier skrev jeg underholdning til dansk tv og fordybede mig i, hvordan amerikanerne skriver og producerer sitcoms. Selv uden internettet var det muligt at hacke mig til et besøg på en tv-optagelse i Los Angeles. Da jeg gik fra tv til fremtidsforskning, var min samfundssproglige studentereksamen ikke meget bevendt, så jeg måtte selv læse op på naturvidenskab og teknologi – det kan man godt, men man skal bare ikke tro, at man bliver fysiker eller ingeniør af det.

Hacking og hype

Vi lever i en tid, hvor alt skal hackes. Uddannelse er blot ét område, hvor hackerfænomenet er blevet buzzword. De såkaldte Hackathons, hvor man mødes og samarbejder intensivt om udvikling af prototyper, konceptudvikling eller videreudvikling af eksisterende projekter, findes nu inden for alle mulige områder, og det er blevet en trendy måde at sætte medarbejdere og kunder til at skabe (to andre buzzwords) innovation og disruption.

Hacking er i og for sig fint nok, der er ikke noget i vejen med innovation, og disruption er et fænomen, man må leve med og forholde sig til, når nye og bedre løsninger udfordrer gamle. Problemet opstår, når kvalitetskompasset er kastet over bord, når hacking og disruption bliver opfattet som værdier i sig selv, og når innovation ikke har forbedringer som motivation, men bare innovationen i sig selv.

Et af kendetegnene ved postmoderniteten, som vi i høj grad befinder os i, er, at den ikke anerkender værdihierarkier. Hacking, disruption og innovation for innovationens skyld passer særdeles forrygende ind i en postmoderne tid: bare man laver noget rav i gaden, så har man lavet noget!

Nogle er bedre hackere end andre, nogle er bedre til at finde på brugbare nye løsninger end andre, og nogle er bedre til at se, hvilke gamle systemer der ikke længere giver mening, og som derfor bør udfordres. Men det kræver et kvalitetskompas at kunne se, hvem der er hvad, og hvad der er hvad.

Derfor er dannelse nødvendig

Man er nødt til at have dannelse for at kunne skille skæg fra snot og vurdere kvalitet. Man er nødt til at kunne forstå den sammenhæng, som enkeltfænomener indgår i. Man er nødt til at kunne se kontekst og helhed for at kunne vurdere, hvad der er noget gammelt, ubrugeligt bras, og hvad der er en unik genstand, som er noget værd. Hvad er en dårlig procedure, som må ændres, og hvad er den mindst ringe løsning, som får hele systemet til at køre? Hvad er vitterligt en ny idé, og hvad har andre allerede prøvet og forkastet eller høstet berømmelse på?

I sin grundbetydning handler dannelse om en personlig udvikling. En udvikling, som begynder i barndommen, hvor man er styret af sine følelser og ren egeninteresse. I løbet af barndommen socialiseres vi gradvist ind i fællesskabet, og i løbet af teenageårene bør vi nå dertil, at vi gør samfundets normer til vores egne: vi skulle gerne blive samvittighedsfulde teamplayers, inden vi begynder at sætte børn i verden. Kun som samvittighedsfulde teamplayers kan vi påtage os et samfundsansvar og give vores børn en opdragelse, der gør dem i stand til at træde ind i fællesskabet som unge voksne.

Men vores udvikling bør ikke stoppe der. Når vi har fundet os til rette i rollen som samvittighedsfulde teamplayers, bør vi før eller siden nå til det punkt, hvor vi udvikler en individuel moralsk rygrad, som gør os i stand til at sige omgivelserne imod. Ikke som et trodsigt, selvoptaget barn, men som en samvittighedsfuld voksen, der kerer sig om fællesskabets vel, og som derfor kan sige fra over for fællesskabet, når det er ved at begå dumheder. Det kan være på arbejdspladsen, hvor ledelsen træffer uetiske beslutninger, eller i fodboldklubben, hvor man er ved at formøble alle indtægterne på noget fjollet: når vi har høstet noget livserfaring, skal vi turde sige vores overordnede og flertallet imod, fordi vi bekymrer os for dem.

Derfor skal faget læres, inden det kan hackes

En lignende udvikling finder sted inden for enhver faglighed. Man nærmer sig faget uerfaren og kender ikke substansen. Det socialiseres man ind i gennem undervisning og træning, og hvis man har gode lærere, får man også lov til at eksperimentere og lave fejl, som man kan lære af. Når man har lært faget, har man opnået en faglig frihed til at praktisere det. Når man har brug for mere viden, har man en idé om, hvor man skal lede efter den; man har en idé om, hvad søgeordene er, og man kan skille skæg fra snot i processen. Man kan også skåne sig selv for at lave noget juks. 

Når man har opøvet den form for rutine, kan man efterhånden gennemskue faget og sætte sig kvalificeret ud over det, uden at man gør skade undervejs eller opfinder noget, som allerede findes. Man kan lege med faget og være fri og dermed hacke dét, som trænger til at blive hacket, fordi det ikke fungerer. Man ved, hvad der ikke findes i forvejen, man kan se, hvordan tingen eller systemet spiller sammen med sin omverden, og man kan derfor skabe noget nyt af værdi, som bygger oven på det, som faktisk fungerer, det vil sige sand innovation.

At overvinde sig selv

På det personlige plan spiller organiseret uddannelse også en følelsesmæssig og moralsk dannende rolle. De fleste uddannelser giver sjove og meningsfulde oplevelser, som man bliver inspireret af, og hvor man får lyst til at lære mere. De fleste uddannelser giver også dræbende, kedelige forløb. Begge dele er en del af livet, og derfor er det godt at være blandt en flok jævnaldrende, hvor man kan dele glæden og elendigheden. Når det er sjovt, bliver ny viden forbundet med lyst, og man lægger et fundament for at udvide sin horisont fremover. Når det er kedeligt, er man nødt til at overvinde sig selv for at deltage. Det er ingen sag at vise standhaftighed, når man hele tiden kun opsøger det, man har lyst til. Det, som modner, er standhaftigheden over for det, som man ikke har lyst til.

Bemærk i øvrigt udtrykket: at overvinde sig selv. Hvem er det egentlig, der overvinder hvad? Det selv, der har en fremtid, overvinder det selv, der er lige nu. Man tager en kamp mellem det, man bør, og det, man har lyst til. Hver gang bør vinder i ungdommen, bliver man en lille smule mere voksen og gør sin fremtid en lille smule større. Senere i livet er det omvendt: hver gang bør vinder, er der en risiko for, at man har bevæget sig et skridt nærmere en død, man ikke opdager, og en stadig mere indskrænket fremtid.

Værdien af hacking

Som jeg ser det, har hacking to vigtige funktioner: en for hackeren, en for det hackede.

For hackeren giver det en følelse af empowerment, og det gælder uanset kvaliteten af hackingen. Man kan finde eller skabe noget virkeligt værdifuldt, eller man kan spilde oceaner af tid på noget, som ingen værdi har, eller som måske i virkeligheden ødelægger en masse værdi.

For det hackede kan hacking føre til vigtige nye indsigter, hvis hackerens intentioner er til systemets fordel, og hvis hackeren ved, hvad hen foretager sig. Al banebrydende forskning er i princippet hacking: man har en intuition om, hvor man skal lede efter et resultat, et nyt svar, og så arbejder man i den retning. Er man rigtig god, så finder man noget, der ændrer ens forskningsfelt fundamentalt. Men det kræver netop, at man har en kvalificeret baggrund at arbejde ud fra og har en velfunderet intuition.

Der, hvor hacking virkelig kan have en værdi, er, når man ikke famler i blinde. Det vil sige, når man kan spille kvalificeret sammen med det, som allerede findes.

Det lidt større billede

Jo mere hacking, disruption og innovation for innovationens skyld, vi skaber i disse år, desto mere bliver der brug for folk med en grundig uddannelse, dyb viden og systemisk overblik om 5-10 år, når alle skaderne skal repareres. Eller når vi er nødt til at bygge nye systemer op fra bunden, fordi det, der innoveres i øjeblikket, er skabt af halvstuderede røvere, der ikke kan levere, hvad de lover, fordi de leverer ind i et system, de ikke forstår. Tænk Sundhedsplatform.

En form for hacking, som vi virkelig kunne have brug for, er der, hvor andre fagligheder, end den som systemet er opbygget ud fra, går ind og udfordrer vanerne. Hvis fx sociologer, psykologer, kulturhistorikere og antropologer blev bedt om at hacke softwareudvikling, arkitektur, byplanlægning, økonomi og jura og vende arbejdet inden for disse fag lidt på hovedet, ville der komme et andet menneskeligt perspektiv på disse områder. Men det ville kun være rigtig interessant, hvis der fandtes fx en sociologisk eller psykologisk faglighed, som kunne argumentere for, hvorfor man valgte at hacke, som man gjorde.

Skoling og hack-skoling

Selve hacking-begrebet er utrolig interessant, men som med alt andet gælder det om at vælge kvalitet frem for hype. Hvis der skal hackes, skal det gøres ordentligt. Man skal ikke tro, at blot fordi man slipper folk løs og beder dem hacke noget eksisterende, kommer der noget meningsfuldt, nyttigt, brugbart eller bedre ud af det.

I den ideelle verden var lærere og vejledere bedre til at spotte, hvornår den enkelte elev eller studerende er ved at kede sig ihjel af den eksisterende undervisning, og de havde også ressourcerne til at tilbyde noget hacking inden for systemet.

Der findes masser af kvalitet på nettet, og der er ikke noget i vejen med Wikipedia og YouTube, hvis man har den rutine, der gør, at man altid undersøger flere kilder. Der er også nogle virkelig fremragende MOOCs (Massive Open Online Courses) fra nogle af verdens førende universiteter og deres bedste professorer. Det er fantastisk at have adgang til den slags undervisning gratis. Skoler og vejledere bør se hackingen som en kærkommen mulighed for at engagere eleverne i deres uddannelse på nye måder.

I virkeligheden bør al undervisning tænkes om fra grunden, nu hvor der er så meget tilgængelig viden på nettet. I stedet for at se underviseren som den, der fortæller den eksisterende viden i undervisningslokalet, bør underviseren dele sin begejstring og vise, hvorfor dette emne er spændende og vigtigt. Hvorfor skal eleverne forstå det her, hvor har underviseren selv brugt det i sit liv? Hvad er vigtigt at forstå, og hvad er faldgruberne? Hvilken kontekst kommer de til at få brug for det her i, og hvorfor er det vigtigt ikke at forstå eller gøre det forkert? Det er underviserens rolle at udfordre eleverne, så de tænker kritisk undervejs – eller sætte eleverne til at påvise, hvorfor underviseren tager fejl. Når rammerne er sat, er nettet en fantastisk ressource, hvor der er mere viden, end nogen lærer kan rumme og give videre. Og hvis alle er enige om, at et emne er kedeligt, men læreplanen siger, det er nødvendigt, så gør det til en fælles sag at hacke læreplanen, så man finder på noget bedre i fællesskab og alligevel får lært det, som var hensigten.

Skriftens og bogens betydning

Det er dog ikke tilstrækkeligt at bruge nettet. Vores civilisation bygger på skrift og det sammenhængende ræsonnement, som kun kan udfoldes gennem en længere bog. At kunne læse en bog og holde et sammenhængende ræsonnement i hovedet over længere tid er en færdighed, som vores institutioner, forskning, samfund, demokrati og civilisation bygger på. Jo færre elever, der kan det, desto mere skrøbeligt bliver vores samfund, vores demokrati og vores frihed.

Den største udfordring for undervisning og uddannelse er derfor at give eleverne både fortidens og nutidens færdigheder i at tilegne sig ny viden. Både bøger og YouTube videoer. Hvis vi skærer den gren over, vores civilisation sidder på, og som vores viden bygger på, kommer vi til at uddanne en hær af idioter, der kun kan håndtere øjebliksbilleder og tweets. Det kommer der angste mennesker ud af, og det vil blive umuligt at forstå både private og arbejdsmæssige problemer i dybden.