Men er du og jeg velforberedte på de kommende it-løsninger, der vil forandre vores arbejdsopgaver? Er vi eksempelvis parate til, at jobindhold og færdighedskrav kan ændre sig for op til 40 % af den nuværende arbejdsstyrke[i]? Hvordan forholder vi os til forandringens hastighed som sagsbehandlere og vejledere, der skal vejlede borgere til uddannelse og jobs?
Er vores organisering parat? Antallet af ikke-standard-kontrakter er stigende i visse brancher[ii], og samtidig bliver det danske arbejdsmarked primært reguleret via kollektive aftaler forhandlet mellem medlems-baserede organisationer - fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Denne frivillige tilgang til at håndtere tidens udfordringer og muligheder er kernen i Den Danske Model - lovgivning spiller kun en begrænset rolle. Tilpasninger i reguleringen sker primært gennem forhandlinger mellem fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, men enkeltorganisationer kan også tage egne initiativer, ligesom treparts-samarbejde med regeringen også har an afgørende rolle.
Det betyder, at tilpasninger til den fjerde industrielle revolution på efteruddannelsesområdet er afhængige af initiativer fra arbejdsmarkedets parter - især fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Men det er i stigende grad til debat, om og hvordan det vil fungere i praksis. Har den danske model fokus på alle de vigtige behov for efteruddannelse? Og hvis nej, kan den selv tilpasse sig behovet, eller må nye aktører på banen? Hvad betyder det for fremtidens efteruddannelse?
Den nuværende udfordring – er der blinde pletter?
De to hovedtendenser i den fjerde industrirevolution - automatisering af arbejdet og køb og salg af arbejdsopgaver via digitale platforme - er blevet drøftet blandt arbejdsmarkedets parter i Danmark og i medierne - især siden efteråret 2016. Rapporter fra USA om digital automatisering, der fører til tab af jobs og jobfunktioner er i vidt omfang blevet drøftet. Desuden er udenlandske digitale platforme som Airbnb, Uber og Upwork blevet meget aktive i Danmark, mens danskejede digitale platforme som GoMore, Meploy og Worksome også er kommet frem.
Digital automatisering er en realitet for mange danskere, men der er store variationer på tværs af brancher. Det dokumenterer et stort studie af digitaliseringen på det danske arbejdsmarked fra 2017, der involverede 18.000 danskere[iii].
Halvdelen af alle beskæftigede i Danmark oplever, hvad der kan karakteriseres som kontorautomatisering: De bruger computere/devices intensivt i deres arbejde. I brancher som "information og kommunikation" og "finansiering og forsikring" er der mere end otte ud af ti beskæftigede, der oplever kontorautomatisering. Ligeså mange oplever kontorautomatisering blandt kontormedarbejdere på tværs af brancher.
Derudover oplever en ud af fem beskæftigede maskinautomatisering: De bruger computerstyrede maskiner som robotter eller scannere. I brancher som "industri" og "landbrug" gælder det dog en ud af tre beskæftigede. Over halvdelen af de kontor- og maskinautomatiserede oplever, at de har fået nye typer af arbejdsopgaver det seneste år – det er langt flere end gennemsnittet. De oplever flere forandringer i deres arbejde, og kan derfor have et særligt behov for opkvalificering. Men hvad er det for nogle typer af arbejdsopgaver, der forandrer sig så drastisk, og hvilken opkvalificering kræver de?
Det er værd at bemærke, at disse grupper ikke begrænser sig til den faglærte/ufaglærte del af arbejdsstyrken, selvom debatten særligt har kredset om dem i forbindelse med den fjerde industrielle revolution. Ansatte i information og kommunikation og finansiering og forsikring har ofte videregående uddannelse, men oplever også mange forandringer i deres arbejde i takt med digitaliseringen.
Digitale platforme er stadig et relativt begrænset redskab for danskerne i forhold til at tjene penge. 2,4 % af danskere i alderen 15-74 - svarende til 100.000 - tjente penge via digitale platforme inden for det sidste år. Kun 1 % tjente penge gennem en arbejdsplatform som Upwork eller Worksome. 1,5 % tjente penge via en kapitalplatform som fx Airbnb eller GoMore. Størstedelen af dem, der har opnået en indkomst via digitale platforme, tjente mindre end 25.000 kr. (3.330 EUR) årligt før skat. Indtjening via platforme er derfor primært et supplement til andre indtægtskilder såsom lønnet arbejde, SU, pension eller arbejdsløshedsunderstøttelse.
Tiltag i den danske model – fra trepartsaftaler til enegang?
Danmark kom senere i gang med trepartsdialogen om den fjerde industrielle revolution end i eksempelvis vores nabolande Tyskland og Sverige[iv]. Til gengæld skete der meget i Danmark på den scene i 2017. Regeringen oprettede et Disruptionsråd med 32 medlemmer fra arbejdsmarkedets parter, industrien, forskningen og iværksættermiljøerne. Rådet skal mødes otte gange fra foråret 2017 til sommeren 2018, hvor de diskuterer oplæg og analyser samt tager på virksomhedsbesøg[v].
De to måske vigtigste trepartsinitiativer i Danmark i 2017 har været forhandling og indgåelse af to trepartsaftaler - en om videreuddannelse og en om arbejdsløshedsunderstøttelse. Formålet med Trepartsaftale om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse[vi], der blev indgået i oktober 2017, var at tilpasse efteruddannelsessystemet til det stadigt mere digitaliserede danske arbejdsmarked – især inden for de ufaglærte og faglærte områder.
Fagforeningerne inden for det akademiske område har været kritiske over for aftalen, da den ikke retter sig mod efteruddannelse af deres medlemmer[vii]. Denne kritik vil måske få en bredere forankring i fremtiden – dvs. sprede sig til organisationerne, der repræsenterer grupper med kort og mellemlang videregående uddannelse. Som undersøgelsen af digitaliseringen på det danske arbejdsmarked viser, så oplever beskæftigede med videregående uddannelse inden for en række brancher også en høj grad af digitalisering og forandring i arbejdet. Hvordan skal efteruddannelsen af deres medlemmer sikres, så de kan forblive attraktive og relevante på fremtidens arbejdsmarked? Er det spørgsmål ikke også relevant for os alle, ikke mindst når vi arbejder med unge, der skal vælge uddannelse, og borgere der gerne skal bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet? Hvordan skal socialrådgivere og vejledere efteruddannes?
I maj 2017 blev der indgået en bred politisk aftale med titlen ”Aftale om et nyt dagpengesystem for fremtidens arbejdsmarked”. Aftalen byggede på en rapport fra en arbejdsgruppe med trepartsdeltagelse, som havde til opgave at komme med forslag til, hvordan det danske dagpengesystem kunne tilpasses det stigende antal selvstændige og kombinatører (der kombinerer lønmodtagerjobs og selvstændig virksomhed) på det danske arbejdsmarked.
Som systemet er skruet sammen nu, skelnes der skarpt mellem selvstændige og lønmodtagere, men flere og flere danskere kombinerer de to indtægtskilder – bl.a. fordi det er nemt at hente en supplerende indtægt via digitale platforme. Den nye aftale, som forventes implementeret i sommeren 2018, giver mulighed for at indberette begge indkomstkilder samtidig og kombinere dem ved beregningen af ret til dagpenge. Det er den enkelte borger selv, der vurderer, om en given indtægt skal indberettes som et lønmodtagerjob eller en selvstændig virksomhed.
Enkeltorganisationer har også udviklet tiltag som svar på den fjerde industrielle revolution. Det største danske pensionsselskab, PFA Pension, har oprettet en pensionsordning for medlemmer af 15 forskellige fagforeninger, der ikke er omfattet af kollektive overenskomster (PFA Medlemsplus). Pensionsordningen er meget attraktiv for selvstændige uden ansatte, da den omfatter mange af de samme elementer og fordele, som ligger i arbejdsmarkedspensionerne for de overenskomstdækkede lønmodtagere (forsikring, lave administrationsomkostninger mv.) Pensionskassen PKA har oprettet en lignende ordning (PKA Privat) sammen med ni fagforeninger, ligesom en række fagforeninger inden for det akademiske område har lavet tilsvarende ordninger.
Spørgsmålet er, om man også kan forestille sig lignende solo-løsninger på efteruddannelsesområdet i fremtiden? Af naturlige grunde fokuserer trepartsaftaler om efteruddannelse på de store grupper af faglærte og ufaglærte på arbejdsmarkedet – som også er repræsenteret ved de største organisationer. Men hvem skal så løfte efteruddannelsen for dem med videregående uddannelse, der også oplever en høj grad af digitalisering?
Hvilken vej skal organisationerne gå? En vej for dem at gå på disse områder kunne være selv at udvikle ordninger med pensionskasser og/eller a-kasser om efteruddannelse. Det kunne enten være i form af en opsparing eller en forsikring. Rent strukturelt kunne det også give god mening, da mange beskæftigede med videregående uddannelse har brug for mere individuelle og skræddersyede uddannelsesforløb. For organisationerne selv kunne det også fungere som en driver for organiseringen – altså at der kommer et ekstra incitament til at melde sig ind i fagforeningen, hvad enten man er lønmodtager eller selvstændig.
Dilemmaer om indholdet i fremtidens efteruddannelse
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad indholdet af efteruddannelsen skal være, når vi snakker om dem med videregående uddannelse?
Lige nu drejer uddannelsesdebatten sig om de såkaldt ’hårde’ kompetencer inden for kodning og programmering. Skal det være et obligatorisk fag i folkeskolen? Regeringen har lagt op til forsøg med dette på 50 udvalgte skoler. Samtidigt ønsker man politisk at motivere flere unge til at uddannelse inden for STEM-fagene ((Science, Technology, Engineering and Mathematics), ligesom man især godkender nye akademiske uddannelser inden for Data Science.
Når man, som jeg, er ude at holde oplæg for medarbejdere og tillidsrepræsentanter med videregående uddannelse, så efterspørger de imidlertid også nye ’bløde’ kompetencer i takt med digitaliseringen. Det drejer sig især om kompetencer i forhold til at udvikle og implementere digitale løsninger i takt med den faglige virkelighed, der står i. Antallet af historier om it-systemer og robotter, der viste sig ineffektive i praksis, står i kø. Men hvordan inddrager man medarbejderne både før og efter en digitaliseringsproces, så den bliver mest mulig effektiv i praksis og sikrer et godt samarbejde fremadrettet?
Dette er vanskelige spørgsmål, som kræver nye bløde kompetencer blandt ledere og medarbejdere, samtidigt med at der er behov for flere med hårde it-kompetencer. Det bliver et af fremtidens dilemmaer at udvikle efteruddannelsestilbud og -systemer og -finansieringsmodeller, der kan rumme både det hårde og det bløde for de videregående uddannede. Men selvom vi måske ikke er så velforberedte på fremtidens efteruddannelsesbehov, som vi går og tror, så kan vi blive det, hvis vi tænker begge former for nye kompetencer ind i efteruddannelsestilbuddene.
Måske de faglige organisationer kan spille en nøglerolle her, hvis de selv går forrest?
Noter
[i] McKinsey & Company (2017): Digitally-enabled automation and artificial intelligence. Shaping the future of work in Europe’s digital front-runners. Copenhagen: McKinsey Denmark.
[ii] Ilsøe A, Larsen TP og Felbo-Kolding J (2017): Living hours under pressure: flexibility loopholes in the Danish IR-model. Employee Relations, 39 (6): 888-902.
3 Ilsøe A og Madsen LW (2017): Digitalisering af arbejdsmarkedet: Danskernes erfaring med digital automatisering og digitale platforme. FAOS Forskningsnotat nr. 157. København: Københavns Universitet.
[iv] Ilsøe A (2017): The digitalisation of service work – social partner responses in Denmark, Sweden and Germany. TRANSFER - European Review of Labour and Research, 23 (3): 333-348.
[v] Regeringen.dk/partnerskab/
[vi] Bm.dk/arbejdsomraader/aktuelle-fokusomraader/trepartsaftaler/trepart-om-voksen-og-efteruddannelse/
[vii] Ac.dk/politik/tvaergaaende-politiske-emner/trepart-vores-ambitioner-var-hoejere.aspx