Hvad er din vigtigste opgave som vejleder og i en lederrolle?
Min fornemste opgave er at styrke det faglige fællesskab dvs. holde øje med, hvad der rører sig i det professionelle felt, og give rum til drøftelse af faglige tendenser og ny viden. Vi skal ikke være vejrhaner, der er til fals for hvilken som helst trend, men sørge for at vi har de rette faglige redskaber. UU-Sjælsøs vejledere deltog fx i et skræddersyet kursus for Center for Angst på Københavns Universitet, og bruger både den nye viden inden for den generelle vejledning og i UU-Sjælsøs Akademi for ikke uddannelsesparate elever.
 

På en god arbejdsdag får jeg masser af opringninger fra vejlederne, der sparrer med mig om dilemmaer, dumme oplevelser eller udlægning af lovgivningen. I en løst koblet organisation som UU-Sjælsø, hvor UU-vejlederne er ude på skolerne det meste af tiden, må forbindelsen hjem til Gården aldrig være længere væk end et telefonopkald.


 

Hvilke udfordringer ser du for vejledningen?
Fundamentet i vejledningens selvforståelse er et meget bevidst etisk udgangspunkt om at bidrage til, hvad der er godt for den enkelte – og selvfølgelig også for samfundet. Den ser sig selv som upartisk og som ingens andens tjener end den vejledte i et langsigtet perspektiv. Mens mange virksomheder derimod først skal (op)finde et værdigrundlag for deres produktion, er vejledningens formål og værdigrundlag nærmest medfødt. Denne selvforståelse er en styrke, men tankegangen rummer en gigantisk risiko: For udefra kommende, for folk som ikke selv har draget nytte af vejledning, kan det lyde lige lovlig selvfedt, uden jordforbindelse og invitere til en dem og os holdning. Derfor bliver vejledningsfeltet nødt til at tale tydeligt - både til jakkesættene og et blødere segment.
 

I skrivende stund er UU-vejledningen i en særlig situation: Hele det politiske spektrum synes ovenud begejstret over, at man har fundet fælles fodslag mht. ungeindsatsen, hvilket har kastet UU-strukturen op i luften. Mens man plejer at sige, at nederlaget ingen fædre har, kan man i UU’ernes tilfælde snarere være tilbøjelig til at mene, at successen i grundskolen og overgangen til ungdomsuddannelserne er fuldstændig forældreløs lige i øjeblikket, fordi man stirrer sig blind på ungeområdet.
  

Den omhyggeligt opbyggede kontinuitet mellem vejledningen i grundskolen, ungeområdet og ungdomsuddannelserne risikerer at falde ned mellem alle stole, hvis man ikke tænker sig om. Og efterlevelsen af trylleformularen sektoruafhængig bliver spændende at følge.
 

Jeg håber desuden, at det bliver taget med ind i ligningen, at UU-vejledere allerede nu evner at spinde den røde tråd sammen med elever/den unge og sagsbehandlere, forældre, lærere, skoleledere, integrationstiltag, forvaltninger, nabo UU-centre, erhvervsskoler, produktionsskoler, STU-tilbud, egu-praktiksteder etc.
 

Måske er det er lokalt fænomen, men det er påfaldende for mig, at vejledere har svært ved at fortælle en solstrålehistorie om deres arbejde. Selv om de lige har hjulpet en elev eller ung videre, som var smidt ud pga. drengestreger, ramt af angst, skilsmisserod, sent diagnosticeret, hjemløs, fanget mellem to kulturer eller skoletræt, lyder det nærmest ydmyge udsagn: ”Det er da ikke noget særligt, jeg gør da bare mit arbejde.”
 

Hvordan kan – eller burde – man reformere vejledningen i din optik?

Vejledningen reformeres i disse år, her bevidst formuleret i ganske neutral grammatisk passivform, for det sker tilsyneladende bare sådan: en spirende tendens med et voksende tilbud om anonym ikke-kommunal vejledning, drevet af frivillige og/eller professionelle.
 

Fremtidsscenariet kunne blive, at familier eller den unge bestemt ikke ønsker at ”være en sag i kommunen” og derfor bevidst opsøger alternativer til den kommunale indsats. Og først når alle andre har givet op, kontaktes den kommunale ungeindsats.
 

Formuleret med den brede pensel bliver vejledningen i dag (også) bedt om at være motor for, at eleverne interessetilkendegiver, skriver i deres studievalgsportfolio, lægger planer og tager tydeligt stilling til, hvor de vil være om x antal år. Pendulet har bevæget sig fra det finder du nok ud af hen ad vejen til dets tydelige modsætning. Ikke fordi jeg underkender den store værdi af målrettethed, men fremmer vi den på den rigtige måde?
 

Hvad systemet i den bedste mening tilrettelægger som en proces henimod uddannelsesparathed, en refleksionsmulighed, kan i nogle tilfælde medføre en fornemmelse af stempling, en nærmest rituel udfyldning (ofte drenge) til en overdreven forpligtethed (piger). Der opstår en anspændthed i forhold til fremtiden, for tænk hvis jeg ikke er perfekt i forhold til min plan! Jeg er en fiasko, hvis jeg ikke er et helt bestemt sted i en bestemt fase af livet. Bekymringen for at vælge forkert er i hvert tilfælde ikke blevet mindre, og refleksion kan faktisk føre til handlingslammelse.
 

Paradokset er, at al den planlægning sker i en tid, hvor foranderligheden vokser eksponentielt, hvor ingen kender de kommende jobs, hverken for de fastansatte eller hundredetusindevis af freelancere og digitale nomader.
 

Jeg kunne tænke mig, at vejledningen i øget grad opmuntrede til at turde leve i en verden præget af kaos i Jim Brights forstand, den australske vejledningsteoretiker, der arbejder med The Chaos Theory of Careers. Han kredser om, hvordan vejledningen kan bidrage til at forberede mennesker på uforudsigelighed, at agere i kompleksiteten.
 

Hvad skal fremtidens vejleder kunne?

Vejledningen skal kunne svare på, hvem der ville savne den, hvis den ikke var der. Det må være lakmusprøven.
 

Desuden er Rie Thomsens og UU Danmarks bud på den professionelle vejleders særlige faglighed et skridt på vejen til at tydeliggøre internt og eksternt, at det at vejlede andre mennesker ikke kan klares med en blanding af sund fornuft og livserfaring, men at vejledere kan noget fagligt unikt.
 

På min ønskeseddel står der også en vakshed mht. de teknologiske muligheder, fx brug af virtual reality som en adgang til virksomheder og uddannelsessteders mangfoldighed.
 

I selve vejledningsrummet ønsker jeg mig, at der skabes rum for resonans, sådan som den tyske socialfilosof Hartmut Rosa plæderer for. Hvor vejledningen inviterer til indladelse, hvor vejledningen knitrer, og hvor vejlederen skaber resonansoaser, om det så er generation x, y eller z, der sidder over for.
 

Hvad gav det dig at blive nomineret til prisen?

Wauw, jeg blev overrasket og meget beæret!

 

Hvad er din vigtigste opgave som vejleder og i en lederrolle?
Min fornemste opgave er at styrke det faglige fællesskab dvs. holde øje med, hvad der rører sig i det professionelle felt, og give rum til drøftelse af faglige tendenser og ny viden. Vi skal ikke være vejrhaner, der er til fals for hvilken som helst trend, men sørge for at vi har de rette faglige redskaber. UU-Sjælsøs vejledere deltog fx i et skræddersyet kursus for Center for Angst på Københavns Universitet, og bruger både den nye viden inden for den generelle vejledning og i UU-Sjælsøs Akademi for ikke uddannelsesparate elever.
 

På en god arbejdsdag får jeg masser af opringninger fra vejlederne, der sparrer med mig om dilemmaer, dumme oplevelser eller udlægning af lovgivningen. I en løst koblet organisation som UU-Sjælsø, hvor UU-vejlederne er ude på skolerne det meste af tiden, må forbindelsen hjem til Gården aldrig være længere væk end et telefonopkald.


 

Hvilke udfordringer ser du for vejledningen?
Fundamentet i vejledningens selvforståelse er et meget bevidst etisk udgangspunkt om at bidrage til, hvad der er godt for den enkelte – og selvfølgelig også for samfundet. Den ser sig selv som upartisk og som ingens andens tjener end den vejledte i et langsigtet perspektiv. Mens mange virksomheder derimod først skal (op)finde et værdigrundlag for deres produktion, er vejledningens formål og værdigrundlag nærmest medfødt. Denne selvforståelse er en styrke, men tankegangen rummer en gigantisk risiko: For udefra kommende, for folk som ikke selv har draget nytte af vejledning, kan det lyde lige lovlig selvfedt, uden jordforbindelse og invitere til en dem og os holdning. Derfor bliver vejledningsfeltet nødt til at tale tydeligt - både til jakkesættene og et blødere segment.
 

I skrivende stund er UU-vejledningen i en særlig situation: Hele det politiske spektrum synes ovenud begejstret over, at man har fundet fælles fodslag mht. ungeindsatsen, hvilket har kastet UU-strukturen op i luften. Mens man plejer at sige, at nederlaget ingen fædre har, kan man i UU’ernes tilfælde snarere være tilbøjelig til at mene, at successen i grundskolen og overgangen til ungdomsuddannelserne er fuldstændig forældreløs lige i øjeblikket, fordi man stirrer sig blind på ungeområdet.
  

Den omhyggeligt opbyggede kontinuitet mellem vejledningen i grundskolen, ungeområdet og ungdomsuddannelserne risikerer at falde ned mellem alle stole, hvis man ikke tænker sig om. Og efterlevelsen af trylleformularen sektoruafhængig bliver spændende at følge.
 

Jeg håber desuden, at det bliver taget med ind i ligningen, at UU-vejledere allerede nu evner at spinde den røde tråd sammen med elever/den unge og sagsbehandlere, forældre, lærere, skoleledere, integrationstiltag, forvaltninger, nabo UU-centre, erhvervsskoler, produktionsskoler, STU-tilbud, egu-praktiksteder etc.
 

Måske er det er lokalt fænomen, men det er påfaldende for mig, at vejledere har svært ved at fortælle en solstrålehistorie om deres arbejde. Selv om de lige har hjulpet en elev eller ung videre, som var smidt ud pga. drengestreger, ramt af angst, skilsmisserod, sent diagnosticeret, hjemløs, fanget mellem to kulturer eller skoletræt, lyder det nærmest ydmyge udsagn: ”Det er da ikke noget særligt, jeg gør da bare mit arbejde.”
 

Hvordan kan – eller burde – man reformere vejledningen i din optik?

Vejledningen reformeres i disse år, her bevidst formuleret i ganske neutral grammatisk passivform, for det sker tilsyneladende bare sådan: en spirende tendens med et voksende tilbud om anonym ikke-kommunal vejledning, drevet af frivillige og/eller professionelle.
 

Fremtidsscenariet kunne blive, at familier eller den unge bestemt ikke ønsker at ”være en sag i kommunen” og derfor bevidst opsøger alternativer til den kommunale indsats. Og først når alle andre har givet op, kontaktes den kommunale ungeindsats.
 

Formuleret med den brede pensel bliver vejledningen i dag (også) bedt om at være motor for, at eleverne interessetilkendegiver, skriver i deres studievalgsportfolio, lægger planer og tager tydeligt stilling til, hvor de vil være om x antal år. Pendulet har bevæget sig fra det finder du nok ud af hen ad vejen til dets tydelige modsætning. Ikke fordi jeg underkender den store værdi af målrettethed, men fremmer vi den på den rigtige måde?
 

Hvad systemet i den bedste mening tilrettelægger som en proces henimod uddannelsesparathed, en refleksionsmulighed, kan i nogle tilfælde medføre en fornemmelse af stempling, en nærmest rituel udfyldning (ofte drenge) til en overdreven forpligtethed (piger). Der opstår en anspændthed i forhold til fremtiden, for tænk hvis jeg ikke er perfekt i forhold til min plan! Jeg er en fiasko, hvis jeg ikke er et helt bestemt sted i en bestemt fase af livet. Bekymringen for at vælge forkert er i hvert tilfælde ikke blevet mindre, og refleksion kan faktisk føre til handlingslammelse.
 

Paradokset er, at al den planlægning sker i en tid, hvor foranderligheden vokser eksponentielt, hvor ingen kender de kommende jobs, hverken for de fastansatte eller hundredetusindevis af freelancere og digitale nomader.
 

Jeg kunne tænke mig, at vejledningen i øget grad opmuntrede til at turde leve i en verden præget af kaos i Jim Brights forstand, den australske vejledningsteoretiker, der arbejder med The Chaos Theory of Careers. Han kredser om, hvordan vejledningen kan bidrage til at forberede mennesker på uforudsigelighed, at agere i kompleksiteten.
 

Hvad skal fremtidens vejleder kunne?

Vejledningen skal kunne svare på, hvem der ville savne den, hvis den ikke var der. Det må være lakmusprøven.
 

Desuden er Rie Thomsens og UU Danmarks bud på den professionelle vejleders særlige faglighed et skridt på vejen til at tydeliggøre internt og eksternt, at det at vejlede andre mennesker ikke kan klares med en blanding af sund fornuft og livserfaring, men at vejledere kan noget fagligt unikt.
 

På min ønskeseddel står der også en vakshed mht. de teknologiske muligheder, fx brug af virtual reality som en adgang til virksomheder og uddannelsessteders mangfoldighed.
 

I selve vejledningsrummet ønsker jeg mig, at der skabes rum for resonans, sådan som den tyske socialfilosof Hartmut Rosa plæderer for. Hvor vejledningen inviterer til indladelse, hvor vejledningen knitrer, og hvor vejlederen skaber resonansoaser, om det så er generation x, y eller z, der sidder over for.
 

Hvad gav det dig at blive nomineret til prisen?

Wauw, jeg blev overrasket og meget beæret!