Det er aldrig sket før, at en ny skriftkultur er blevet dominerende så hurtigt. Og selvom der er mange fordele ved digitale tekster, er deres digitale potentiale ikke helt indfriet endnu. I hvert fald foretrækker et stort flertal - også blandt de unge - stadig at læse tekster på papir frem for digitalt. Forklaringen findes i hjernen. Læs med her og forstå den digitale læsers hjerne og få et par konkrete skriveråd til din næste digitale tekst.
 

Læsevaner ændrer sig og er kulturelle
Vores læse- og skrivevaner har altid været styret af teknologiske muligheder og kulturelle traditioner. Derfor er det heller ikke nyt, at vanerne ændrer sig, det har de gjort før, men det er formentligt aldrig gået så hurtigt som i forbindelse med digitaliseringen. De første tekster stod skrevet i sten, metal og ler fra omkring 4000 år før f.Kr. Det tog flere tusinde år, før mennesket havde teknologien til at masseproducere bøger af papir. Det skete første gang i 1455, da Gutenberg trykte biblen i 200 eksemplarer.
 

Bogtrykkerkunsten skabte en langsom revolution, som fundamentalt ændrede vores måde at læse, skrive, kommunikere og uddanne os på. Det tog mange hundrede år, men vi har formentligt aldrig siden oplevet så voldsom en ændring i skriftkulturen – før nu. I dag går ændringerne blot meget, meget hurtigere. Vi haft personlige computere i 30 år, og det var fx først i 2012, at kommunerne begyndte at sende digitale breve til borgerne. Vi står med en historisk set ny teknologi. Derfor er det måske ikke så overraskende, at vi endnu ikke helt har forstået, hvordan vi bedst tilpasser teksten til den nye teknologi.
 

Hele vejen op gennem historien har mennesket søgt at tilpasse teksten til de nye muligheder, som teknologien gav. Nogle gange har det betydet et brud med indgroede vaner. Vi skal fx helt frem til omkring år 500, før man systematisk begynder at bruge mellemrum til at adskille ord fra hinanden. Det må have været noget af en ahaoplevelse, da det skete, men det skete, fordi det blev sværere at få overblik over teksterne, da nye teknologier gjorde det muligt at skrive længere tekster. Situationen er den samme i dag.
 

Vi har nogle vaner, som passer fint til analoge tekster, men som står i vejen for læsbarhed, når de bruges i digitale tekster. Breve er et godt eksempel. Læg mærke til det næste brev, du får fra en offentlig myndighed i din e-boks. Jeg er ret sikker på, at hvis du printer det ud og folder det på midten, så passer det ind i en rudekuvert. Det er pudsigt, fordi der jo næppe er nogen myndigheder, der har sendt breve i rudekuverter de sidste fem år.
 

Teksten er det digitale potentiale

”Gamle breve” i nye medier er et problem, fordi brevene bliver sværere at læse og forstå, når de ikke er tilpasset det digitale medie. Sidste år lavede jeg en undersøgelse, der testede forskellige opsætninger af breve, som blev læst digitalt. Undersøgelsen viste, at hvis et brevs opsætning tilpasses de digitale medier, er der en stigning på 64 % i antallet, som oplever brevet som nemt at læse i forhold til et digitalt rudekuvertbrev. Og måske endnu vigtigere, så misforstod færre læsere informationerne i det brev, som var tilpasset digitale medier.
 

Undersøgelsen viser, at der er et stort potentiale i en simpel tilpasning af teksten til digitale medier. Vi kan indfri potentialet, hvis vi er bevidste om de gamle vaner og bryder med dem – lidt på samme måde, som da man indførte mellemrum til at adskille ordene i en tekst. Det var en ny ide, men den gjorde teksten nemmere at læse.

Det ville være skønt, hvis det altid var så simpelt at ændre teksten, så den passer til den digitale læser. Det er det desværre ikke. Langt de fleste foretrækker nemlig fortsat at læse tekster på papir frem for digitalt. Hvis digitaliseringen af tekster skal lykkes for alvor, skal den digitale tekst blive nemmere at koncentrere sig om.
 

Alle - også unge - foretrækker analoge fagtekster

77 % af danskerne svarer i en undersøgelse, at hvis de skal læse længere tekster som en bog eller lang artikel, vil de foretrække at læse den på papir frem for på en skærm. Og det er bemærkelsesværdigt, at de unge foretrækker papir i højere grad end gennemsnittet. Hele 83 procent af 18-29-årige foretrækker at læse lange tekster på papir.
 

Selvfølgelig kan man koncentrere sig om en digital tekst, men det kræver lidt mere af os at få det samme ud af det. Pointen er, at digital læsning ikke er noget, som man bare vænner sig til og bliver bedre til, fordi man gør det meget eller vokser op med det. Digital læsning er et spørgsmål om vores hjerner og koncentration.


Når vi lettere koncentrerer os om den analoge tekst, skyldes det, at vi har nemmere ved at aktivere vores kognitive værktøjer, end når vi læser digitalt.
 

Vi koncentrerer os nemmere om papir end skærm
Når du læser, forsøger din hjerne at danne et mentalt kort over teksten. Et mentalt kort skal forstås på samme måde, som når du ser på et bykort og forestiller dig, hvor du er placeret på kortet. I en bog er det ikke os selv, vi placerer på et kort, men informationer, vi placerer på en side og i starten eller slutningen af dokumentet. Det er et af de kognitive værktøjer, som hjernen bruger til at gøre teksten begribelig med. Det kommer til udtryk på tre måder:

• Du placerer information på en side. Det er derfor, at mange mennesker kan huske, hvor på siden i en bog, at en information stod. Hvis du vil genfinde en information, leder du ikke i hele bogen, men kan fx huske, at det, som du leder efter, stod nederst på en højre side. Hjernen har placeret informationen inden for en ramme. Det er nemmere at huske, hvor en information står på siden i en analog tekst end i en digital, fordi teksten på papiret hele tiden står samme sted. I en digital tekst står teksten ikke fast nederst i et venstre hjørne, det ændrer sig hele tiden.
   
• Du ser begyndelser og slutninger. Din koncentration er afhængig af, at du tydeligt kan se, hvor noget begynder og slutter. Derfor kan du ofte huske, om en information stod i begyndelsen, midten eller slutningen af en bog. Du bryder med andre ord teksten op i sekvenser og indsætter dens informationer i et lineært forløb. Det er meget nemmere i papirbøger, fordi vi kan se, hvornår der kommer et nyt afsnit, en ny overskrift mv. Det er sværere på små skærme, hvor du ikke lige så nemt ser et tekststykkes begyndelse eller afslutning.
   
• Du har fysisk kontakt med teksten. Når du læser en bog, kan du helt fysisk mærke, hvor langt du er. Bogen er tykkest i højre hånd og tyndest i venstre, når du begynder at læse – og jo længere du kommer i bogen, jo mere af bogen kommer over i venstre hånd. Det er med til at give en fornemmelse af begyndelser og afslutninger, som vi er så afhængige af, når vi læser. Hjernen husker altså bedre, når kroppen er i fysisk kontakt med teksten. 

Det mentale kort er ikke den eneste grund til, at vi nemmere koncentrerer os om en analog tekst. Når vi læser digitalt, oplever vi også flere typer afbrydelser, som går ud over koncentrationen.
 

Digitale afbrydelser går ud over koncentrationen

Når vi læser digitalt, læser vi ikke “dybt”. Det kan vi ikke, fordi vi hele tiden bliver afbrudt og forstyrret eller afbryder os selv. Vi oplever to slags afbrydelser, når vi læser i digitale medier:

• Maskinen afbryder hjernen. Telefonerne og de andre maskiner, som vi bruger til at læse digitale tekster med, afbryder os med muligheder for at gøre noget andet end at fortsætte med at læse, fx klikke på et link. Når vi ser et link i en tekst, skal vi i et kort øjeblik afgøre, om vi skal benytte linket eller lade være. Det afbryder læserens koncentration. Det kan også ske med større afbrydelser, som når vi kan høre, at en e-mail bliver modtaget.
   
• Hjernen afbryder sig selv. Hjernen afbryder sig selv med trangen til at tjekke eller søge anden information. Når vi bruger digitale medier (og særligt sociale medier), udvikler hjernen Dopamin. Dopamin er et belønningsstof, som hjernen udskiller, når vi har haft succes med et eller andet. En søgning og et hurtigt resultat eller respons på et socialt medie er nok til at udskille Dopamin, og derfor opstår vores trang til at afbryde de opgaver, som kræver koncentration, med hurtige søgninger og at klikke rundt på nettet. Det er en af grundene til, at man taler om digital afhængighed. 

Når vi bliver afbrudt under læsningen, aktiveres vores korttidshukommelse. Og det går ud over vores koncentration og indlæring.
 

Koncentrationen skal tilbage i teksten

Hvis vi skal lykkes med at skrive til den digitale læser, skal teksten være nem at koncentrere sig om. Det er ikke det samme, som at teksten skal være simpel eller kort for enhver pris. Der findes et hav af bøger om, hvordan man skriver til den digitale læser. De gentager groft sagt et enkelt skriveråd i mange versioner: skriv kort. Teksten, afsnit, ordene og sætningerne skal være korte. De korte tekster er kommunikationsbranchens løsning på den digitale læsers svækkede koncentration. Den slags skriveråd er velmenende, men utilstrækkelige.
 

Vi har alle brug for at kunne formidle, uden at gå på kompromis med nuancer og kompleksitet. Det kan ikke lykkes med dogmatiske skriveråd om at forkorte og forsimple. Vi lykkes derimod med digital formidling, når vi forstår, hvilke sproglige former som er nemme at koncentrere sig om. Sagt på en anden måde: Den koncentration, som går tabt i de digitale medier, skal vindes i tekstens form.
 

Et simpelt skriveråd med stor effekt

Det ville være krævende hjernearbejde at forstå verden på ny, hver gang man oplever noget. Derfor genbruger hjernen nogle sproglige greb for at lette arbejdet. En af disse sproglige greb er historier. Historier skaber en fast struktur i vores sprog, og på den måde er de med til at gøre verden (og tekster) nemme at forstå og tale om.
 

Vi taler her om den helt basale historie: Nogen gør noget. Denne lille historie består af en aktør og en handling. Det er jo nemt at forstå, at "Tobias" er aktør i sætninger som "Tobias spiller guitar". Vi bruger dog også begreber som aktører i udtryk som "Humøret stiger …" og "Tiden går …". Strengt taget kan "humør" og "tid" ikke gøre noget som fx at "stige" og "gå". Vi personificerer altså begreber og indsætter dem i sætninger som aktører, der kan gøre noget. Abstrakte begreber bliver på den måde konkrete ved hjælp af den lille grund-historie "Nogen gør noget".
 

Forskning viser, at tekster er lettere at koncentrere sig om, når et grundled er en central aktør, og grundleddets udsagnsled udtrykker aktørens handling. På den baggrund kan man formulere to simple skriveråd, som gør det nemmere for læseren at koncentrere sig om en tekst. Rådene er:

• Brug centrale aktører som grundled.
• Brug aktørens vigtigste handling som udsagnsled.

Skriverådene lyder - og er - simple, men de har en enorm effekt.
 

Skriverådenes effekt

Jeg har testet de to skriveråd i en befolkningsundersøgelse, og det er overraskende, hvor meget de betyder selv i korte sætninger. Her ser du tre sætninger, som undersøgelsen testede:
 

A. Der er på gymnasierne den vurdering, at eleverne mobber hinanden mere end for ti år siden.

B. Gymnasierne vurderer, at eleverne mobber hinanden mere end for ti år siden.

C. Gymnasiernes vurdering er, at eleverne mobber hinanden mere end for ti år siden.

Et repræsentativt udsnit af danskerne blev spurgt, hvilken tekst der var lettest at læse. 58 % af danskerne mener, at tekst B er nemmest at læse. Det passer med skriverådene, fordi grundleddet i tekst B er "Gymnasierne" og udsagnsleddet "vurderer", dvs. den centrale aktør og aktørens centrale handling står som grundled og udsagnsled. På andenpladsen har danskerne placeret tekst C. 17 % mener, at dette er den nemmeste tekst at læse af de tre. Tekst C har en central aktør som grundled, men en mindre central handling som udsagnsled ("er" beskriver ikke aktørens handling så præcist som "vurderer"). Tekst A er den, som de færreste danskere (3 %) mener, er nemmest at læse. Den har ikke en central aktør om grundled, og den har ikke aktørens centrale handling som udsagnsled.
 

Teksten vil være central i fremtidens digitale medier
Det er efterhånden almindeligt og en god ide at benytte film, billeder og grafik på digitale platforme. Der er dog ingen grund til at tro, at teksten har udspillet sin rolle i en digital fremtid. Der er ganske enkelt ingenting som en tekst, der kan omsætte abstrakte tanker til et konkret udtryk. Nye digitale platforme vil opstå, og derfor stopper arbejdet med at tilpasse teksten til den nye teknologi aldrig. Det er en ældgammel disciplin, men den er relevant, hvis vi vil opfylde digitaliseringens potentiale.
 

Alle undersøgelser og deres resultater er gengivet efter ”Den digitale læsers hjerne”, Hans Reitzels Forlag, 2017. Bogen indeholder 20 skriveråd.