Det starter så godt. Glade børn er afleveret i skole. Kaffen er klar. Stearinlysene tændt. Jeg arbejder hjemme for at skrive min leder i ro og fred – og tænder pc’en. Gisp! ”Skrivebordet” ser ikke ud, som det plejer. Hvor er min adgang til Outlook? Hvor er min adgang til alle Vejlederforums filer, som bl.a. indeholder mine kostbare stikord, som jeg for en gangs skyld ikke har skrevet i hånden? Hvor er mit overfyldte skrivebord med alt for mange dokumenter, som mine rare IT-kolleger altid gør mig opmærksom på burde være gemt på diverse drev. Det hele er væk. I stedet for er der nogle felter med overskrifterne opret, udforsk og afspil.

What to do? Jeg genstarter, som jeg har lært. Det virker ikke. Jeg går bævende ind i indstillinger, men som forventet har jeg ikke den fjerneste idé om, hvilken knap der vil forbedre (eller forværre) situationen. Hjælp! Skal jeg forsøge at bruge Schultz’ chatfunktion? Sms’e eller maile? Jeg har ikke rigtig tillid til, at det fører til en løsning, jeg forudser egentlig bare flere tekniske problemer. Nej tak, kun et levende menneske af kød og blod med en rigtig stemme kan hjælpe mig.
 

Nu arbejder jeg jo i it-virksomheden Schultz, og sådan en virksomhed har selvfølgelig en supportafdeling, så jeg ringer min helt og supporter Martin op. Han skræmmer mig dog ved at sige, at det nemmeste er, at han sender mig et link, jeg lige skal ”køre”, for så kan han fjernstyre pc’en. Jeg tror ikke på ham, men alternativet er værre. Jeg prøver. Det lykkes i løbet af få minutter, alt er tilbage ved det gode gamle. ”Du var bare kommet til at sætte pc’en på tabletindstilling,” fortæller Martin beroligende, ”en anden gang gør du bare sådan og sådan.” Jeg lytter ikke længere, for nu virker det jo. Men jeg skamroser ham til gengæld og går glad og lettet i gang med dagens tekst, som ironisk nok skal handle om ”the gap”.
 

Lyt til mulighederne
Gabet mellem al snakken om digitalisering, disruption, kunstig intelligens og robotter som Guds gave til os alle på den ene side – og bekymring og skepsis på den anden side.  Lad mig starte med at citere nogle af de begejstrede fra Vejlederforums tidligere nummer om kunstig intelligens. Siri-kommissionens formand Ida Auken sagde fx:
 

"Man kunne også forestille sig en socialrådgiver, som indtaler informationer fra mødet med en borger, og data automatisk bliver puttet ind i et system, som organiserer, analyserer og omsætter informationerne til viden, så det frigiver tid til at lytte til mennesker og finde ud af, hvordan man bedst kan hjælpe.” (Teknologi kan både være et værktøj og et våben).
 

Eller forsker i kunstig intelligens fra DTU, Thomas Bolander:
 

”Computeren bliver en slags assistent med de styrker inden for lagring af store datamængder, lynhurtig dataprocessering og mønstergenkendelse, som den nu har (og som vi mennesker ikke i samme grad har). I en sagsbehandling vil en computer fx kunne foreslå: “Jeg synes, at denne sag minder om sag A234-B fra 1998, hvor NN besluttede, at […].” En menneskelig sagsbehandler vil næppe kunne huske, overskue eller have læst alle tidligere sager, men computeren kan.” (Bliver der sat strøm til dit job?)
 

Det skal retfærdigvis siges, at hverken Ida eller Thomas er jubeloptimister, de forstår faktisk også frygten, men citaterne illustrerer alligevel også den begejstring, der er omkring kunstig intelligens og ikke mindst en grundlæggende tro på, at teknologien overordnet vil løse flere problemer, end den skaber.
 

Lyt til bekymringerne
På den anden side af gabet står der fagprofessionelle, der skal eksekvere og navigere i al den her vidunderlige teknologi. Nogle af dem er sandsynligvis også begejstrede. Men nogle af dem er også bekymrede til tider. Måske fordi de ofte får at vide, at de ikke har kompetencerne. Fx læser vi, at der er digitale analfabeter på hver anden danske virksomhed, og at der er udbredt mangel på helt basale it-kompetencer på virksomheder, skoler, uddannelsessteder og jobcentre. Der tales om A-hold og B-hold. Mange er bekymrede over, at vi ikke omfavner digitaliseringen.
 

Men hvem vokser egentlig af at blive kaldt digitale analfabeter? Hvem bliver motiveret af, hvad man lidt groft kunne kalde shamingen? De færreste må man formode. I stedet for er der grund til at interessere sig for, hvordan det kan være, at vi ikke alle bare omfavner digitaliseringen og robotterne, der utvivlsomt har åbenlyse fordele? Måske fordi virkeligheden også er, at digitalisering og kunstig intelligens ikke altid opleves som effektivt og tidsbesparende i første omgang. Måske fordi nogle af os rent faktisk bryder os om rutiner og genkendelighed, vi ønsker ikke, at samtlige rutineopgaver bliver taget fra os. Måske fordi nogle af os fortrækker papir frem for skærm, da vi bedre kan læse, koncentrere os og læse i dybden, som undersøgelser faktisk viser, at der er noget om. Måske er vi bekymrede, fordi man hører om it-systemer, der ikke levede op til forventningerne. Bliver der tid og plads til fagligheden, når it-systemerne rykker ind og bliver et element i opgaveløsningen? Bliver de en bøvlet forhindring eller en støtte til de fagprofessionelle? Måske er vi også skeptiske, fordi der er forbundet etiske overvejelser omkring automatisk sagsbehandling, hvor computere kan bruges til at træffe afgørelser for ydelser til borgerne.
 

De mystiske kompetencer
En anden bekymring og skepsis kunne gå på, at det kan være temmelig svært at finde ud af, hvad det er for nogle IT-kompetencer, vi forventes at komme til at besidde? Vi får hele tiden at vide, at vi mangler dem, for fremtidens samfund kræver nye kompetencer, men hvad er det egentlig for nogle kompetencer? Det kan til tider være temmelig svært at blive klog på.
 

For slet ikke at tale om digital dannelse. Det er vi heller ikke for gode til. Vi taler ikke længere så meget om børn og unge som digitalt indfødte. For der er efterhånden enighed om, at begrebet digitalt indfødte ikke eksisterer, og at vores børn og unge – og os selv og vores ældre – har brug for bedre digitale kompetencer og ikke mindst digital dannelse for at kunne begå os i den digitale virkelighed. Nu er digital dannelse vel også noget andet end IT-kompetencer, men hvordan adskiller de sig lige fra hinanden – hvis de altså gør?
 

Så selv om der er helt åbenlyse fordele og fantastiske muligheder til gavn for de borgere, som vores målgruppe har med at gøre hver eneste dag, er der også grund til at anerkende bekymringen og den sunde skepsis. 
 

Kan du dine koder?
Jeg er tæt på at være færdig med dagens tekst, men nu tikker der en mail ind, om at jeg skal logge på et system for at deltage i en eller anden evaluering, og det kan kun gå for langsomt. Men hvad er det nu, koden er? Jeg finder min lille gnidrede seddel frem fra håndtasken med alle mine koder:

1. adgangskode til Forældreintra
2. Nem id
3. adgangskode til wifi hjemme
4. adgangskode til Netflix
5. adgangskode til Ticketmaster
6. adgangskode til Bibliotek.dk
7. adgangskode til Politiken
8. adgangskode til Mobilepay
9. adgangskode til Reshopper
10. adgangskode til Skype arbejde
11. adgangskode til Skype privat
12. adgangskode til Vejlederforum
13. adgangskode til Facebook
14. adganskode til LinkedIn
15. adgangskode til iTunes
16. adgangskode til hjemme pc
17. adgangskode til sim/telefon
18. adgangskode til alarm/hus
19. adgangskode til Gmail 

Verdens mest ubrugelige sikkerhedsråd er, at man ikke må genbruge sine koder. Nogen burde opfinde noget, så vi kunne nøjes med én. Koden til systemet står der selvfølgelig ikke. Jeg prøver alligevel. Jeg prøver igen. Og igen. Jeg klikker på fortryd. Så kommer denne meddelelse frem: 
 

Og jeg fortryder allerede. Jeg gentager: Alle bekymringer og både gode og dårlige erfaringer skal tages alvorligt.
 

Vi skal bygge bro
Anerkendelsen af de gab, der måtte være, betyder jo ikke, at vi skal løbe væk fra de muligheder, digitaliseringen og kunstig intelligens giver os som samfund. Jeg er enig med Birgitte Hass, adm. direktør i IT-Branchen, når hun siger:

 ”Vi skal passe på ikke at gøre digitalisering og teknologi til et eller andet stort og uoverkommeligt monster. Mange vil hurtigt kunne få gevinst på bundlinjen ved blot at digitalisere ganske få ting i deres forretning.”
 

Og det er jo sandt. Der er penge at spare, der er hjælp at hente. Jeg arbejder som sagt selv i en it-virksomhed og oplever dagligt, hvordan vores digitale løsninger og kunstig intelligens i stigende grad hjælper unge til at blive afklaret og vælge uddannelse, hjælper ledige i job, støtter sagsbehandlere i deres arbejde med at forstå lovgivningen og med at sortere i al den information, der ellers oversvømmer os. 

Så budskabet her handler ikke om at vende ryggen til udviklingen. Tværtimod. Det handler om at tage ansvar ved at se udfordringerne i øjnene og lytte til begrundet kritik, og det ansvar skal it-virksomhederne også tage på sig. Det handler om at bygge bro, så gabet bliver mindre og allerhelst forsvinder. Det handler om at blive klogere på, hvad vores målgruppe, socialrådgivere, sagsbehandlere, vejledere og deres ledere har brug for, når gabet skal reduceres? Hvad er det for nogle udfordringer, de oplever, og hvad er det for nogle behov, de har? Det skal vi hele tiden belyse, forstå og omsætte. Så vi kan sikre, at teknologien bliver en hjælp og en støtte for de fagprofessionelle, så den både bliver til gavn for dem og for borgerne. Det er i al ydmyghed missionen.
 

PS. Servicemeddelelse: For alle jer, der elsker papir med æselører og kragetæer i margenen, skulle jeg hilse og sige, at trykte magasiner er det nye sort ligesom vinyl. Derfor udkommer lederen her som sædvanlig i trykt udgave i Vejlederforum Magasinet Sommer 2018.  
 

Hvem er med?

• Kresten Bjerg
  Den digitale læsers hjerne. Undersøgelse af læsevaner.
  Digitaliseringen har skabt den største ændring i vores læsevaner siden Gutenberg, mener Kresten Berg, der fortæller mere om hvorfor og hvordan. Hvad er de største problemer? Hvad går typisk galt? Hvad er den gode løsning, når vi skal formidle tekst online til brugerne, fx når sagsbehandlere skriver breve til borgerne?
   
• Lars Monrad-Gylling, tidligere adm. direktør i KMD og ledende direktør hos IBM. Bestyrelsesmedlem i bl.a. Berlingske Media, Systematic, Orifarm og Kvadrat
  Hvad er det egentlig for nogle it-kompetencer, som praktikerne i kommunerne mangler - hvis de mangler dem? Hvordan sikrer man som it-virksomhed, at man hele tiden kan sætte sig i brugernes sted og forstår deres behov. Hvad kræver det?
   

• Ann-Charlotte Nordahl Nielsen, VEU konsulent og vejleder
   VEU-centret udfases i løbet af i år og den målgruppe, som der har været stort fokus på at vejlede – nemlig de ufaglærte og de faglærte – skal nu vejledes online. Når vi ved, at ca. 1 mio. voksne danske ikke forstår sig på it, at ca. 500.000 voksne danskere læser og skriver dårligt dansk, kan det blive svært for VEU-centrenes målgruppe at få en uvildig og grundig vejledning. De, der har allermest brug for det – er typisk dem, som ikke kan betjene en pc eller læse og skrive og selv finde frem til nye muligheder. Så hvad gør vi ved det? Hvem skal tage ansvar for det?
   

• Jennica Falk, User Experience designer og product owner, Schultz
  It-systemer skal være intuitive, genkendelige og understøtte sagsbehandlernes arbejdsgange, mener Jennica Falk. Men hvad er de største problemer, når vi taler om it-systemer, der skal bruges af borgere og praktikere? Og hvad er den gode løsning?
   

• Anna Ilsøe, ph.d og lektor, Københavns Universitet
  Anna Ilsøe har undersøgt digitaliseringen af det danske arbejdsmarked. Danmark betragtes som en digital frontløber på grund af de massive investeringer i digitaliseringen af offentlige tjenester og befolkningens hyppige brug af digital kommunikation og e-handel. Det er derfor nærliggende at drage den slutning, at vi er velforberedte på de kommende forandringer på arbejdsmarkedet i forbindelse med den 4. industrielle revolution. Men er vi egentlig velforberedte på de kommende it-løsninger, der vil forandre vores arbejdsopgaver? Og hvad skal sagsbehandleren og vejlederen tage højde for?
  
   

Det starter så godt. Glade børn er afleveret i skole. Kaffen er klar. Stearinlysene tændt. Jeg arbejder hjemme for at skrive min leder i ro og fred – og tænder pc’en. Gisp! ”Skrivebordet” ser ikke ud, som det plejer. Hvor er min adgang til Outlook? Hvor er min adgang til alle Vejlederforums filer, som bl.a. indeholder mine kostbare stikord, som jeg for en gangs skyld ikke har skrevet i hånden? Hvor er mit overfyldte skrivebord med alt for mange dokumenter, som mine rare IT-kolleger altid gør mig opmærksom på burde være gemt på diverse drev. Det hele er væk. I stedet for er der nogle felter med overskrifterne opret, udforsk og afspil.

What to do? Jeg genstarter, som jeg har lært. Det virker ikke. Jeg går bævende ind i indstillinger, men som forventet har jeg ikke den fjerneste idé om, hvilken knap der vil forbedre (eller forværre) situationen. Hjælp! Skal jeg forsøge at bruge Schultz’ chatfunktion? Sms’e eller maile? Jeg har ikke rigtig tillid til, at det fører til en løsning, jeg forudser egentlig bare flere tekniske problemer. Nej tak, kun et levende menneske af kød og blod med en rigtig stemme kan hjælpe mig.
 

Nu arbejder jeg jo i it-virksomheden Schultz, og sådan en virksomhed har selvfølgelig en supportafdeling, så jeg ringer min helt og supporter Martin op. Han skræmmer mig dog ved at sige, at det nemmeste er, at han sender mig et link, jeg lige skal ”køre”, for så kan han fjernstyre pc’en. Jeg tror ikke på ham, men alternativet er værre. Jeg prøver. Det lykkes i løbet af få minutter, alt er tilbage ved det gode gamle. ”Du var bare kommet til at sætte pc’en på tabletindstilling,” fortæller Martin beroligende, ”en anden gang gør du bare sådan og sådan.” Jeg lytter ikke længere, for nu virker det jo. Men jeg skamroser ham til gengæld og går glad og lettet i gang med dagens tekst, som ironisk nok skal handle om ”the gap”.
 

Lyt til mulighederne
Gabet mellem al snakken om digitalisering, disruption, kunstig intelligens og robotter som Guds gave til os alle på den ene side – og bekymring og skepsis på den anden side.  Lad mig starte med at citere nogle af de begejstrede fra Vejlederforums tidligere nummer om kunstig intelligens. Siri-kommissionens formand Ida Auken sagde fx:
 

"Man kunne også forestille sig en socialrådgiver, som indtaler informationer fra mødet med en borger, og data automatisk bliver puttet ind i et system, som organiserer, analyserer og omsætter informationerne til viden, så det frigiver tid til at lytte til mennesker og finde ud af, hvordan man bedst kan hjælpe.” (Teknologi kan både være et værktøj og et våben).
 

Eller forsker i kunstig intelligens fra DTU, Thomas Bolander:
 

”Computeren bliver en slags assistent med de styrker inden for lagring af store datamængder, lynhurtig dataprocessering og mønstergenkendelse, som den nu har (og som vi mennesker ikke i samme grad har). I en sagsbehandling vil en computer fx kunne foreslå: “Jeg synes, at denne sag minder om sag A234-B fra 1998, hvor NN besluttede, at […].” En menneskelig sagsbehandler vil næppe kunne huske, overskue eller have læst alle tidligere sager, men computeren kan.” (Bliver der sat strøm til dit job?)
 

Det skal retfærdigvis siges, at hverken Ida eller Thomas er jubeloptimister, de forstår faktisk også frygten, men citaterne illustrerer alligevel også den begejstring, der er omkring kunstig intelligens og ikke mindst en grundlæggende tro på, at teknologien overordnet vil løse flere problemer, end den skaber.
 

Lyt til bekymringerne
På den anden side af gabet står der fagprofessionelle, der skal eksekvere og navigere i al den her vidunderlige teknologi. Nogle af dem er sandsynligvis også begejstrede. Men nogle af dem er også bekymrede til tider. Måske fordi de ofte får at vide, at de ikke har kompetencerne. Fx læser vi, at der er digitale analfabeter på hver anden danske virksomhed, og at der er udbredt mangel på helt basale it-kompetencer på virksomheder, skoler, uddannelsessteder og jobcentre. Der tales om A-hold og B-hold. Mange er bekymrede over, at vi ikke omfavner digitaliseringen.
 

Men hvem vokser egentlig af at blive kaldt digitale analfabeter? Hvem bliver motiveret af, hvad man lidt groft kunne kalde shamingen? De færreste må man formode. I stedet for er der grund til at interessere sig for, hvordan det kan være, at vi ikke alle bare omfavner digitaliseringen og robotterne, der utvivlsomt har åbenlyse fordele? Måske fordi virkeligheden også er, at digitalisering og kunstig intelligens ikke altid opleves som effektivt og tidsbesparende i første omgang. Måske fordi nogle af os rent faktisk bryder os om rutiner og genkendelighed, vi ønsker ikke, at samtlige rutineopgaver bliver taget fra os. Måske fordi nogle af os fortrækker papir frem for skærm, da vi bedre kan læse, koncentrere os og læse i dybden, som undersøgelser faktisk viser, at der er noget om. Måske er vi bekymrede, fordi man hører om it-systemer, der ikke levede op til forventningerne. Bliver der tid og plads til fagligheden, når it-systemerne rykker ind og bliver et element i opgaveløsningen? Bliver de en bøvlet forhindring eller en støtte til de fagprofessionelle? Måske er vi også skeptiske, fordi der er forbundet etiske overvejelser omkring automatisk sagsbehandling, hvor computere kan bruges til at træffe afgørelser for ydelser til borgerne.
 

De mystiske kompetencer
En anden bekymring og skepsis kunne gå på, at det kan være temmelig svært at finde ud af, hvad det er for nogle IT-kompetencer, vi forventes at komme til at besidde? Vi får hele tiden at vide, at vi mangler dem, for fremtidens samfund kræver nye kompetencer, men hvad er det egentlig for nogle kompetencer? Det kan til tider være temmelig svært at blive klog på.
 

For slet ikke at tale om digital dannelse. Det er vi heller ikke for gode til. Vi taler ikke længere så meget om børn og unge som digitalt indfødte. For der er efterhånden enighed om, at begrebet digitalt indfødte ikke eksisterer, og at vores børn og unge – og os selv og vores ældre – har brug for bedre digitale kompetencer og ikke mindst digital dannelse for at kunne begå os i den digitale virkelighed. Nu er digital dannelse vel også noget andet end IT-kompetencer, men hvordan adskiller de sig lige fra hinanden – hvis de altså gør?
 

Så selv om der er helt åbenlyse fordele og fantastiske muligheder til gavn for de borgere, som vores målgruppe har med at gøre hver eneste dag, er der også grund til at anerkende bekymringen og den sunde skepsis. 
 

Kan du dine koder?
Jeg er tæt på at være færdig med dagens tekst, men nu tikker der en mail ind, om at jeg skal logge på et system for at deltage i en eller anden evaluering, og det kan kun gå for langsomt. Men hvad er det nu, koden er? Jeg finder min lille gnidrede seddel frem fra håndtasken med alle mine koder:

1. adgangskode til Forældreintra
2. Nem id
3. adgangskode til wifi hjemme
4. adgangskode til Netflix
5. adgangskode til Ticketmaster
6. adgangskode til Bibliotek.dk
7. adgangskode til Politiken
8. adgangskode til Mobilepay
9. adgangskode til Reshopper
10. adgangskode til Skype arbejde
11. adgangskode til Skype privat
12. adgangskode til Vejlederforum
13. adgangskode til Facebook
14. adganskode til LinkedIn
15. adgangskode til iTunes
16. adgangskode til hjemme pc
17. adgangskode til sim/telefon
18. adgangskode til alarm/hus
19. adgangskode til Gmail 

Verdens mest ubrugelige sikkerhedsråd er, at man ikke må genbruge sine koder. Nogen burde opfinde noget, så vi kunne nøjes med én. Koden til systemet står der selvfølgelig ikke. Jeg prøver alligevel. Jeg prøver igen. Og igen. Jeg klikker på fortryd. Så kommer denne meddelelse frem: 
 

Og jeg fortryder allerede. Jeg gentager: Alle bekymringer og både gode og dårlige erfaringer skal tages alvorligt.
 

Vi skal bygge bro
Anerkendelsen af de gab, der måtte være, betyder jo ikke, at vi skal løbe væk fra de muligheder, digitaliseringen og kunstig intelligens giver os som samfund. Jeg er enig med Birgitte Hass, adm. direktør i IT-Branchen, når hun siger:

 ”Vi skal passe på ikke at gøre digitalisering og teknologi til et eller andet stort og uoverkommeligt monster. Mange vil hurtigt kunne få gevinst på bundlinjen ved blot at digitalisere ganske få ting i deres forretning.”
 

Og det er jo sandt. Der er penge at spare, der er hjælp at hente. Jeg arbejder som sagt selv i en it-virksomhed og oplever dagligt, hvordan vores digitale løsninger og kunstig intelligens i stigende grad hjælper unge til at blive afklaret og vælge uddannelse, hjælper ledige i job, støtter sagsbehandlere i deres arbejde med at forstå lovgivningen og med at sortere i al den information, der ellers oversvømmer os. 

Så budskabet her handler ikke om at vende ryggen til udviklingen. Tværtimod. Det handler om at tage ansvar ved at se udfordringerne i øjnene og lytte til begrundet kritik, og det ansvar skal it-virksomhederne også tage på sig. Det handler om at bygge bro, så gabet bliver mindre og allerhelst forsvinder. Det handler om at blive klogere på, hvad vores målgruppe, socialrådgivere, sagsbehandlere, vejledere og deres ledere har brug for, når gabet skal reduceres? Hvad er det for nogle udfordringer, de oplever, og hvad er det for nogle behov, de har? Det skal vi hele tiden belyse, forstå og omsætte. Så vi kan sikre, at teknologien bliver en hjælp og en støtte for de fagprofessionelle, så den både bliver til gavn for dem og for borgerne. Det er i al ydmyghed missionen.
 

PS. Servicemeddelelse: For alle jer, der elsker papir med æselører og kragetæer i margenen, skulle jeg hilse og sige, at trykte magasiner er det nye sort ligesom vinyl. Derfor udkommer lederen her som sædvanlig i trykt udgave i Vejlederforum Magasinet Sommer 2018.  
 

Hvem er med?

• Kresten Bjerg
  Den digitale læsers hjerne. Undersøgelse af læsevaner.
  Digitaliseringen har skabt den største ændring i vores læsevaner siden Gutenberg, mener Kresten Berg, der fortæller mere om hvorfor og hvordan. Hvad er de største problemer? Hvad går typisk galt? Hvad er den gode løsning, når vi skal formidle tekst online til brugerne, fx når sagsbehandlere skriver breve til borgerne?
   
• Lars Monrad-Gylling, tidligere adm. direktør i KMD og ledende direktør hos IBM. Bestyrelsesmedlem i bl.a. Berlingske Media, Systematic, Orifarm og Kvadrat
  Hvad er det egentlig for nogle it-kompetencer, som praktikerne i kommunerne mangler - hvis de mangler dem? Hvordan sikrer man som it-virksomhed, at man hele tiden kan sætte sig i brugernes sted og forstår deres behov. Hvad kræver det?
   

• Ann-Charlotte Nordahl Nielsen, VEU konsulent og vejleder
   VEU-centret udfases i løbet af i år og den målgruppe, som der har været stort fokus på at vejlede – nemlig de ufaglærte og de faglærte – skal nu vejledes online. Når vi ved, at ca. 1 mio. voksne danske ikke forstår sig på it, at ca. 500.000 voksne danskere læser og skriver dårligt dansk, kan det blive svært for VEU-centrenes målgruppe at få en uvildig og grundig vejledning. De, der har allermest brug for det – er typisk dem, som ikke kan betjene en pc eller læse og skrive og selv finde frem til nye muligheder. Så hvad gør vi ved det? Hvem skal tage ansvar for det?
   

• Jennica Falk, User Experience designer og product owner, Schultz
  It-systemer skal være intuitive, genkendelige og understøtte sagsbehandlernes arbejdsgange, mener Jennica Falk. Men hvad er de største problemer, når vi taler om it-systemer, der skal bruges af borgere og praktikere? Og hvad er den gode løsning?
   

• Anna Ilsøe, ph.d og lektor, Københavns Universitet
  Anna Ilsøe har undersøgt digitaliseringen af det danske arbejdsmarked. Danmark betragtes som en digital frontløber på grund af de massive investeringer i digitaliseringen af offentlige tjenester og befolkningens hyppige brug af digital kommunikation og e-handel. Det er derfor nærliggende at drage den slutning, at vi er velforberedte på de kommende forandringer på arbejdsmarkedet i forbindelse med den 4. industrielle revolution. Men er vi egentlig velforberedte på de kommende it-løsninger, der vil forandre vores arbejdsopgaver? Og hvad skal sagsbehandleren og vejlederen tage højde for?