Hvad er din vigtigste opgave som vejleder og underviser?

I mit job på VIA UC er jeg både underviser og studie- og karrierevejleder, og så har jeg også forsknings- og udviklingsopgaver inden for vejledning. Jeg er dermed så heldig at have mulighed for at angribe vejledningsfaglighed fra mange vinkler, men én ting er fælles for min opmærksomhed på tværs af disse gøremål. Jeg er optaget af, hvordan vejledning kan bidrage til ’det gode liv’. Ikke blot for individet, men også for fællesskabet og for den klode, som vi trods alt er helt afhængige af. Som Willig og Vetlesen skriver i deres nye publikation: ’Hvad skal vi svare?’[1]: Vi skal nok ikke regne med, at naturen kommer og sætter sig til forhandlingsbordet.
 

Lyder det ikke voldsomt stort at sætte sig for at have sådan en opgave? Jo, og det kan også hurtigt føre både afmagt og apati med sig. Men måske handler det så netop om, at vi får øje på de nære og reelle muligheder, som vi alle har at gøre godt med. Vi kan rette opmærksomheden mod de muligheder, vi har for at forstå os selv som mennesker, forstå os selv i den kontekst, som vi indgår i, og forstå hvordan vi kan øve indflydelse på denne kontekst for at finde ud af, i hvilken retning vi meningsfuldt vil og kan bevæge os. Det ser jeg som en vigtig opgave i vejledning – at bidrage til en sådan læring og opmærksomhed, uanset om jeg praktiserer vejledning, underviser vejledere eller forsker og udvikler.
 

Hvilke udfordringer ser du for vejledningen?

I 2014 udkom på dansk en lille men meget tankevækkende bog af den tyske professor i sociologi Hartmut Rosa med titlen: ’Fremmedgørelse og acceleration’[2]. Her redegør Rosa for et nyt fremmedgørelsesbegreb, som er følgen af en hidtil uhørt fart og acceleration, som præger det moderne liv. Vi hylder i vestlige samfund én værdi, nemlig vækst, og meget tyder på, at det kan hverken mennesker, dyr, planter eller kloden holde til. Vi har fået bildt os ind, at hvis bare vi konstant effektiviserer og optimerer, måler og vejer, presser og skaber incitamenter, så vil de problemer, som er skabt af selvsamme fænomener, løses. Hvis bare vi er parate til hvor som helst og når som helst at skynde os lidt mere – bare 2 % mere hvert år, bare hurtigt få valgt og gennemført den rette uddannelse, bare finde den kortest mulige vej tilbage til arbejdsmarkedet efter (eller under) sygdom, så bliver vi både rigere og lykkeligere.
 

Den ’sandhed’ eller doxa er en udfordring for vejledningen. Den går nemlig bag om ryggen på os og gør os fremmede over for det at være menneske. Vi har i farten ikke tid til at tænke os om eller stoppe op og se, høre eller mærke. Vi gør selve farten til livsprojektet – at nå så meget som muligt på så kort tid som muligt. Vi vil ikke gå glip, som en mand ved navn Svend siger. Men det skal vi turde. For hvis vi mister kontakten til det at være menneske, så bliver det rigtig svært at løfte den opgave, som jeg lige har omtalt - at finde ud af, hvilke nære og meningsfulde muligheder vi har. 
 

Hvordan kan – eller burde – man reformere vejledningen i din optik?

Vi kan starte med at holde op med at negligere betydningen af vejledning. Når et ekspertudvalg, nedsat for at kvalificere overgange fra grundskole til ungdomsuddannelse, ikke omfatter vejledningsekspertise, så har man, set fra mit perspektiv, valgt at underkende og i øvrigt gå på kompromis med hele indsatsen omkring professionaliseringen af vejledningen. Så har man glemt, hvorfor det var, at man på baggrund af OECD’s anbefalinger, satte ind med en stor vejledningsreform i 2004.

Måske man netop skulle lade vejledningsfaglige kræfter arbejde med at udvikle og kvalificere vejledning i Danmark – give gode kræfter tid og holde lidt igen med det, man fristes til at kalde for et reformhelvede, der ofte blot afbryder igangsatte bevægelser og hindrer, at vi kan nå at finde ud af, om det, vi har sat i gang, faktisk er værd at holde fast i og bygge videre på.
 

Hvad skal fremtidens vejleder kunne?
Jeg tror, der bliver brug for modige vejledere. Vejledere skal have kritisk indsigt i de politiske dagsordener og mod til at råbe op, når noget er på vej helt gale steder hen. Når noget er åbenlyst socialt uretfærdigt, når noget er ødelæggende for den enkelte, for fællesskabet og for vores klode, skal vejledere turde og magte at handle og forholde sig kritisk deltagende både i deres praksis og i samfundsdebatten.

Med en fagterm fra Norm Amundson ville jeg kalde det for ”’aktivt engagement’ for at understrege det aktive element i det at engagere sig i verden gennem vores tanker, følelser, handlinger og i vores sjæl. Vores aktive engagement i verden forgrener sig til alle aspekter af livet, også vores karrierer.”[3]
 

Hvad gav det dig at blive nomineret til prisen?

Jeg har arbejdet med vejledning siden 1984 i mange forskellige regi. Derfor er det virkelig en stor anerkendelse at fået nogle kollegers klap på skulderen for min indsats. Det gav mig følelsen af og en påmindelse om, at vejledning faktisk er betydningsfuldt. Vejledning kan gøre en stor forskel ikke bare for den enkelte, men også for hvordan vi møder udfordringer i de fællesskaber, som individet altid vil være afhængig af at blive en del af. Nomineringen blev ikke mindst en påmindelse om, hvordan vi fortsat hele tiden må være opmærksomme på strukturer, der henholdsvis inkluderer eller ekskluderer mennesker, og at vi som aktive og deltagende vejledere har noget at gøre. 
 
Vejledere har måske en lidt for rummelig og blid måde at være i verden på. Jeg prøver at ruske lidt op i protestpotentialet, og med alderen kan jeg mærke, at jeg selv bliver mere modig. Nomineringen har bestemt skubbet lidt bag på dette mod.


 

Noter 

[1] Vetlesen, A J og Willig, R 2017: Hvad skal vi svare. Hans Reitzels Forlag

[2] Rosa, H 2014: Fremmedgørelse og acceleration. Hans Reitzels Forlag

[3] Amundson, N.E. 2011: Vejledningens metaforer. s 15, Schultz

Hvad er din vigtigste opgave som vejleder og underviser?

I mit job på VIA UC er jeg både underviser og studie- og karrierevejleder, og så har jeg også forsknings- og udviklingsopgaver inden for vejledning. Jeg er dermed så heldig at have mulighed for at angribe vejledningsfaglighed fra mange vinkler, men én ting er fælles for min opmærksomhed på tværs af disse gøremål. Jeg er optaget af, hvordan vejledning kan bidrage til ’det gode liv’. Ikke blot for individet, men også for fællesskabet og for den klode, som vi trods alt er helt afhængige af. Som Willig og Vetlesen skriver i deres nye publikation: ’Hvad skal vi svare?’[1]: Vi skal nok ikke regne med, at naturen kommer og sætter sig til forhandlingsbordet.
 

Lyder det ikke voldsomt stort at sætte sig for at have sådan en opgave? Jo, og det kan også hurtigt føre både afmagt og apati med sig. Men måske handler det så netop om, at vi får øje på de nære og reelle muligheder, som vi alle har at gøre godt med. Vi kan rette opmærksomheden mod de muligheder, vi har for at forstå os selv som mennesker, forstå os selv i den kontekst, som vi indgår i, og forstå hvordan vi kan øve indflydelse på denne kontekst for at finde ud af, i hvilken retning vi meningsfuldt vil og kan bevæge os. Det ser jeg som en vigtig opgave i vejledning – at bidrage til en sådan læring og opmærksomhed, uanset om jeg praktiserer vejledning, underviser vejledere eller forsker og udvikler.
 

Hvilke udfordringer ser du for vejledningen?

I 2014 udkom på dansk en lille men meget tankevækkende bog af den tyske professor i sociologi Hartmut Rosa med titlen: ’Fremmedgørelse og acceleration’[2]. Her redegør Rosa for et nyt fremmedgørelsesbegreb, som er følgen af en hidtil uhørt fart og acceleration, som præger det moderne liv. Vi hylder i vestlige samfund én værdi, nemlig vækst, og meget tyder på, at det kan hverken mennesker, dyr, planter eller kloden holde til. Vi har fået bildt os ind, at hvis bare vi konstant effektiviserer og optimerer, måler og vejer, presser og skaber incitamenter, så vil de problemer, som er skabt af selvsamme fænomener, løses. Hvis bare vi er parate til hvor som helst og når som helst at skynde os lidt mere – bare 2 % mere hvert år, bare hurtigt få valgt og gennemført den rette uddannelse, bare finde den kortest mulige vej tilbage til arbejdsmarkedet efter (eller under) sygdom, så bliver vi både rigere og lykkeligere.
 

Den ’sandhed’ eller doxa er en udfordring for vejledningen. Den går nemlig bag om ryggen på os og gør os fremmede over for det at være menneske. Vi har i farten ikke tid til at tænke os om eller stoppe op og se, høre eller mærke. Vi gør selve farten til livsprojektet – at nå så meget som muligt på så kort tid som muligt. Vi vil ikke gå glip, som en mand ved navn Svend siger. Men det skal vi turde. For hvis vi mister kontakten til det at være menneske, så bliver det rigtig svært at løfte den opgave, som jeg lige har omtalt - at finde ud af, hvilke nære og meningsfulde muligheder vi har. 
 

Hvordan kan – eller burde – man reformere vejledningen i din optik?

Vi kan starte med at holde op med at negligere betydningen af vejledning. Når et ekspertudvalg, nedsat for at kvalificere overgange fra grundskole til ungdomsuddannelse, ikke omfatter vejledningsekspertise, så har man, set fra mit perspektiv, valgt at underkende og i øvrigt gå på kompromis med hele indsatsen omkring professionaliseringen af vejledningen. Så har man glemt, hvorfor det var, at man på baggrund af OECD’s anbefalinger, satte ind med en stor vejledningsreform i 2004.

Måske man netop skulle lade vejledningsfaglige kræfter arbejde med at udvikle og kvalificere vejledning i Danmark – give gode kræfter tid og holde lidt igen med det, man fristes til at kalde for et reformhelvede, der ofte blot afbryder igangsatte bevægelser og hindrer, at vi kan nå at finde ud af, om det, vi har sat i gang, faktisk er værd at holde fast i og bygge videre på.
 

Hvad skal fremtidens vejleder kunne?
Jeg tror, der bliver brug for modige vejledere. Vejledere skal have kritisk indsigt i de politiske dagsordener og mod til at råbe op, når noget er på vej helt gale steder hen. Når noget er åbenlyst socialt uretfærdigt, når noget er ødelæggende for den enkelte, for fællesskabet og for vores klode, skal vejledere turde og magte at handle og forholde sig kritisk deltagende både i deres praksis og i samfundsdebatten.

Med en fagterm fra Norm Amundson ville jeg kalde det for ”’aktivt engagement’ for at understrege det aktive element i det at engagere sig i verden gennem vores tanker, følelser, handlinger og i vores sjæl. Vores aktive engagement i verden forgrener sig til alle aspekter af livet, også vores karrierer.”[3]
 

Hvad gav det dig at blive nomineret til prisen?

Jeg har arbejdet med vejledning siden 1984 i mange forskellige regi. Derfor er det virkelig en stor anerkendelse at fået nogle kollegers klap på skulderen for min indsats. Det gav mig følelsen af og en påmindelse om, at vejledning faktisk er betydningsfuldt. Vejledning kan gøre en stor forskel ikke bare for den enkelte, men også for hvordan vi møder udfordringer i de fællesskaber, som individet altid vil være afhængig af at blive en del af. Nomineringen blev ikke mindst en påmindelse om, hvordan vi fortsat hele tiden må være opmærksomme på strukturer, der henholdsvis inkluderer eller ekskluderer mennesker, og at vi som aktive og deltagende vejledere har noget at gøre. 
 
Vejledere har måske en lidt for rummelig og blid måde at være i verden på. Jeg prøver at ruske lidt op i protestpotentialet, og med alderen kan jeg mærke, at jeg selv bliver mere modig. Nomineringen har bestemt skubbet lidt bag på dette mod.


 

Noter 

[1] Vetlesen, A J og Willig, R 2017: Hvad skal vi svare. Hans Reitzels Forlag

[2] Rosa, H 2014: Fremmedgørelse og acceleration. Hans Reitzels Forlag

[3] Amundson, N.E. 2011: Vejledningens metaforer. s 15, Schultz