Hvad har du undersøgt?
Jeg har undersøgt jobcentrenes tværfaglige rehabiliteringsteam i tre kommuner. Rehabiliteringstemaet består bl.a. af kommunale repræsentanter fra beskæftigelsesområdet og socialområdet og er obligatorisk i sagsbehandlingen. I følge lovgivningen skal de vurdere en sag, inden borgeren får et ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.
 

Jeg har undersøgt, hvordan det tværfaglige team træffer beslutninger og navigerer i krydspresset af institutionelle rammer og professionelle ansvar. Jeg bruger metoder, der går tæt på sproget og undersøger, hvordan professionelle forhandler beslutninger i interaktion, og hvordan de inddrager den institutionelle ramme. Hvordan bliver flere fagligheder enige? Hvordan håndterer man at være professionel i en meget institutionel kontekst af lovgivning, politik, økonomi og forskellige lokale forhold?
 

Hvorfor er din forskning vigtig?
Først og fremmest er det vigtigt for borgeren, der er på kanten af arbejdsmarkedet. Teamet har en central rolle, fordi dets formål er at give en indstilling eller anbefaling om, hvad der skal sættes i værk for borgeren for, at han kan komme tættere på arbejdsmarkedet. Hvilken indsats og hvilken ydelse skal borgeren modtage? Om borgeren får ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension har en kæmpe betydning for borgeren.
 

Selv om en anden instans efterfølgende vurderer anbefalingen, har den meget magt, fordi man som borger står svagt uden. Derfor kalder jeg teamet en gatekeeper.
 

Af samme grund er det vigtigt at blive klogere på det arbejde, der foregår i de tværfaglige rehabiliteringsteams. Faktisk findes der meget lidt forskning om det i dag. Hvordan foregår det professionelle arbejde omkring borgeren, hvordan taler man med hinanden, og hvordan træffer man beslutninger? Det skal vi vide mere om for at understøtte og kvalificere det professionelle arbejde fremadrettet.
 

Hvad er forskningens vigtigste budskaber?
Et vigtigt budskab er at tydeliggøre, hvor komplekst det tværfaglige arbejde er - med lovgivning, politik, de organisatoriske rammer, kravet til dokumentation og udvalget af tilbud. Det er en svær opgave. Der er meget pres på de professionelle, og der kan være beslutninger, der er på kanten af, hvad de gerne vil, men som er den eneste mulighed på grund af lovgivningen.
 

Samtidig har de professionelle en afgørende betydning for de beslutninger, der træffes. Hvordan udnytter og fortolker de rammerne? Det bliver ikke alene afgørende for den enkelte borger, men arbejdet får også betydning for at danne praksisser, fx for hvornår en borgers sag er tilstrækkeligt dokumenteret.
 

Det måske vigtigste budskab er, at min forskning viser, at der er en udpræget enighed. I de tværfaglige team er man meget hurtig til at blive enige om en indstilling til fx et fleksjob. Man udfolder ofte ikke uenigheder ret meget. Man får ikke udfoldet perspektiverne på, hvorfor indstillingen fx skal være til et fleksjob, eller hvordan borgeren rent faktisk kan få en god oplevelse i et fleksjob.
 

Det er der mange gode grunde til. For det første er der mange møder, og derfor bliver de hurtigt   rutiniserede. For det andet har de professionelle ikke ret meget tid. Og endelig kender vi alle sammen til, at det er rarest at være enige. Uenighed er ubehageligt, og samtaleforskning viser, at det kræver mere arbejde at udtrykke uenighed - vi skal tænke over vores formuleringer, pakke dem lidt ind etc.
 

Men behovet for hurtig enighed kan være problematisk, fordi hele ideen og potentialet med de tværfaglige teams netop er at samle flere fagligheder og få deres forskellige input til de komplekse sager. Det er nødvendigt at udnytte uenigheden for at få de faglige forskelligheder frem til borgerens bedste. Jeg kalder det uenighedens potentiale.
 

Hvad kan praktikerne lære af din forskning?
Praktikerne kan blive endnu mere opmærksomme på vigtigheden af, at vi forholder os refleksivt til vores egen praksis. Især den del, der bliver rutiniseret. Vi skal holde fast i at skabe rum, hvor vi får forskellige perspektiver frem, hvor der er tid til at reflektere og til at turde være uenige.
 

Samtidig ved jeg godt, at de professionelle har travlt og ikke kan bruge en hel dag på et møde. Jeg ved også, at vilkårene er, at mødet skal føre frem til en beslutning om en indstilling. Derfor arbejder jeg med begrebet ”tilpas uenighed” i min forskning, hvor teamet både får udnyttet de faglige forskelligheder og er effektive.
 

Selv om det er nemmere, rarere og hurtigere at være enige, når vi træffer beslutninger, må beslutninger om borgeren, der har så afgørende betydning, ikke gå for hurtigt eller være for nemt.