De fleste af os er vokset op i et miljø, hvor vi mere eller mindre lignede hinanden. Senere i livet tager vi personlige valg, fx om uddannelse og arbejde, og indgår i nye fællesskaber, hvor vi typisk ligner hinanden. Groft sagt omgås vi hovedsageligt mennesker, der ligner os selv. Mennesker, vi deler normsæt med.

”Det er jo, derfor vi har valgt dem til,” indskyder Nanna Mik-Meyer. Hun er aktuel med bogen ”Hvordan får vi bedre debat om velfærd?” og har i mange år forsket i bl.a. velfærdsarbejde og mødet mellem borger og velfærdsstat.

”Den måde, man eksempelvis vejleder på, vil altid være forankret i et normsæt, som tilhører en særlig social klasse,” fortæller Nanna Mik-Meyer og minder os om, at til trods for at vi har en stor middelklasse i Danmark, er dens normer ikke er universelle. Der findes også en overklasse, som hylder nogle andre principper, og en lavere middelklasse, der lever efter andre normer og værdier. Hendes pointe er klar:

”Når man sætter ind med et værktøj, der skal korrigere andre menneskers handlinger, så er det aldrig normløst.”

Forebyggende tiltag er aldrig normløse

Vi sidder på Nanna Mik-Meyers kontor i Kilen på Frederiksberg, hvor Copenhagen Business Schools’ Department of Organization holder til. En glaselevator har ført os op til 4. sal, hvor vi nu sidder over for hinanden i et rum, der ville være undseeligt, hvis ikke det var for den iøjnefaldende udsigt ud over et indtagende, efterårsklædt København.

”I al forebyggende arbejde forsøger man at fremskrive, hvilke typer liv bestemte handlinger kan føre til,” siger hun. Møder man fx et ungt menneske, der ryger hash, vil man forsøge at opstille nogle mulige scenarier for den unge. Et scenarie er, at den unge fint kan varetage et arbejde og være selvforsørgende, selvom han ryger lidt hash indimellem. Et andet scenarie kunne være, at den unge hverken kan gennemføre et studie eller varetage et arbejde pga. sit hashforbrug og derfor ender som kontanthjælpsmodtager.

”Det er aldrig normløst,” indskyder hun. For hvad er det for nogle værdier, der gør, at vi vælger at handle på det ene senarie og ikke det andet? Hvad er det, der gør, at man føler sig overbevist om, at hvis man ikke griber ind, så risikerer det unge menneske at ryge af sporet?

Det sociale arbejdes janushoved

Vi er generelt blevet mere optaget af at forebygge, mener Nanna Mik-Meyer. Sundhedssystemet er ekspanderet kraftigt, og det ligger i den sundhedsvidenskabelige tilgang, at vi skal forebygge, så vi undgår sygdom.

”Det er måske smittet lidt af på det sociale område,” siger hun.

Men forebyggelsessamfundet fører et grundlæggende dilemma med sig. For hvor meget må man som stat gå ind og præge og styre det enkelte menneskes liv?

”Hvis du som stat ikke kun forholder dig til dem, der faktisk har problemer, men også dem, der er i risiko for at få problemer, hvornår skrider du så ind? Skrider du ind ved et lille hashforbrug, eller skrider du først ind, når den unge har et voldsomt misbrug? Hvis man forebygger meget tidligt, kan man jo også risikere, at unge, der ikke nødvendigvis ville have udviklet et misbrug, kommer til at se sig selv som potentielle misbrugere.”

Nanna Mik-Meyer refererer til det sociale arbejdes janushoved. At der til al hjælp knytter sig en potentiel fare for, at man giver borgere et problem, de i virkeligheden ikke har.

Så hvornår skal man gribe ind?

”Vi står hele tiden i dilemmaet mellem, at vi gerne vil have en stærk velfærdsstat, der samler de svage op, men samtidig ønsker vi ikke, at velfærdsstaten bliver formynderisk. Vi ønsker ikke en velfærdsstat, hvor man skal ind i et eller andet afretningsforløb, så snart man afviger bare lidt fra middelklassens normsæt. Vi vil også gerne have et mangfoldigt samfund, hvor vi ikke alle sammen nødvendigvis efterlever de samme normer.”

”Som samfund er vi nødt til at acceptere forskellige livsførelser og værdier som legitime, så længe de er forenelige med at kunne klare sig selv.”
 

Diagnoser beskriver aldrig kun et enkelt individ
Nanna Mik-Meyer tøver med at svare ja til, at normalitetsbegrebet er blevet snævrere. Der er nogle tegn på det, erkender hun, fx at flere og flere får diagnoser som fx ADHD. Det kan skyldes flere ting.

”Samfundsmæssigt kan vi se, at der er en vækst af diagnoser. Det vidner om, at vi som samfund er optaget af at rubricere folk og udstyre dem med nogle problemkategorier, som vi derefter forsøger at løse,” forklarer hun.

”Men man bør overveje, om væksten af diagnoser er en konsekvens af den måde, vi indretter vores samfund på, eller om de mennesker, der bor i vores samfund, er blevet mere syge.”

En af de diagnoser, der har været i vækst – ikke kun i Danmark, men også i andre vestlige lande – er hjernerystelse.

”Alt andet lige må man jo sige, at hvis vi ikke kan dokumentere, at der er flere mennesker, der slår deres hoved ved at falde på cyklen eller støde ind i en mur, så må væksten i antallet af hjernerystelser også sige noget om denne specifikke diagnose.”

En tese kunne være, siger Nanna Mik-Meyer, at hvis du bliver sygemeldt med stress, så har arbejdspladsen alle mulige programmer rullet ud. Men hvis du bliver sygemeldt med hjernerystelse, hvor medarbejderenes forklaring er, at det sortner for deres øjne, når de kigger på en skærm, så kan arbejdspladsen ikke gøre ret meget. På den måde bliver hjernerystelsen en diagnose, der muliggør, at man som medarbejder kan trække sig tilbage fra arbejdspladsen og selv være herre over sit sygemeldingsforløb.

”Diagnoser beskriver aldrig kun et enkelt individ. Man er nødt til at se på dem i deres organisatoriske kontekst,” siger Nanna Mik-Meyer. Hun har selv forsket i diagnosen fibromyalgi, som i 1990’erne var en hyppigt anvendt sygdomsbeskrivelse blandt flere kvinder. Men diagnosen blev pludselig mindre anvendt:
 

”Det er jo ikke, fordi de kvinder ikke længere oplever de symptomer, som de beskrev med diagnosen fibromyalgi. Det, der har ændret sig, er, at den diagnose ikke kan gøre ret meget for dig. Og derfor opstår der nye måder at beskrive de samme symptomer på.”
 

”Vi er nødt til at forstå enhver diagnose i sin kontekst. Vi kan aldrig forstå den som noget, der udelukkende siger noget om det enkelte menneskes liv.”

Nanna Mik-Meyer mener dog ikke nødvendigvis, at udviklingen mod mere forebyggelse og flere sygdomskategorier er entydig:

”Jeg tror i virkeligheden, at vi har at gøre med to modsatrettede udviklinger. På den ene side har vi en velfærdsstat, der er blevet god til at udpege risikogrupper, som vi skal behandle og gøre noget ved. Og på den anden side har vi en velfærdsstat, der ruller sig lidt tilbage og opfordrer civilsamfundet og pårørende til at tage over.”

”Det kan godt være, at vi er blevet mere optaget af risikogrupper, men det betyder ikke nødvendigvis, at der følger en pose penge med til at behandle dem.”

Vær bevidst om den organisatoriske forankring

Som sagsbehandler, socialrådgiver og vejleder bør man forholde sig refleksivt og kritisk over for problemkategorierne og være nysgerrig på, hvordan de er organisatorisk forankret, mener Nanna Mik-Meyer. For i enhver problemkonstruktion, i enhver måde at kategorisere på, er der altid en forankring i den måde, vi organiserer og forstår vores arbejde – sågar i den måde, vi er uddannet på.

Et eksempel er betegnelsen dobbeltdiagnoser, som fx bruges til at beskrive en person, der både har misbrugsproblemer og psykiske problemer:
 

”Alle, der arbejder med udsatte borgere, ved præcis, hvad en dobbeltdiagnose er. Men det enkelte menneske vil jo aldrig kigge på sig selv som dobbeltdiagnosticeret. Han ser måske på sig selv som en, der ryger hash og hører stemmer, for når han er i en hashtåge, hører han ikke så mange stemmer. For ham er det én problemstilling.”

”En dobbeltdiagnose er sjældent et særligt beskrivende fænomen for personen, der tager stoffer og har sindslidelser. Men det er en god beskrivelse af, hvordan vi i Danmark forholder os til mennesker, der har to typer problemstillinger. I lande, hvor man behandler dem ét sted, vil man formentlig ikke tale om dobbeltdiagnoser, men måske om komplekse problemstillinger.”

Reduktion kræver refleksion

Kategoriseringer er imidlertid uundgåelige, forklarer Nanna Mik-Meyer.
 

”Vi har brug for at rubricere og reducere alt, vi møder, for at kunne forstå den verden, vi lever i, og de personer, der bebor den. Men vi skal være klar over, at den reduktion, vi laver i velfærdsstatens institutioner, kan have kolossal betydning for borgerens liv. Der vil altid være nogen, der er i centrum for problemkomplekset, og andre, som befinder sig i periferien.”
 

Befinder man sig i periferien, kan det opleves som begrænsende og sågar stigmatiserende fx at blive set på som lillebror til en kriminel, være hashryger eller blive udstyret med en dobbeltdiagnose, fordi der knytter sig en masse forventninger til, hvad det er for et liv, man kommer til at få.

”Vi skal huske på, at problemkategorierne aldrig er løsrevet fra de herskende normer i samfundet. De bæres ikke rundt af enkelte individer. Det er kategorier, der er opstået og udviklet i en normforankret organisatorisk, institutionel sammenhæng. Det tror jeg, at vi nogle gange kan komme til at glemme lidt.”

De fleste af os er vokset op i et miljø, hvor vi mere eller mindre lignede hinanden. Senere i livet tager vi personlige valg, fx om uddannelse og arbejde, og indgår i nye fællesskaber, hvor vi typisk ligner hinanden. Groft sagt omgås vi hovedsageligt mennesker, der ligner os selv. Mennesker, vi deler normsæt med.

”Det er jo, derfor vi har valgt dem til,” indskyder Nanna Mik-Meyer. Hun er aktuel med bogen ”Hvordan får vi bedre debat om velfærd?” og har i mange år forsket i bl.a. velfærdsarbejde og mødet mellem borger og velfærdsstat.

”Den måde, man eksempelvis vejleder på, vil altid være forankret i et normsæt, som tilhører en særlig social klasse,” fortæller Nanna Mik-Meyer og minder os om, at til trods for at vi har en stor middelklasse i Danmark, er dens normer ikke er universelle. Der findes også en overklasse, som hylder nogle andre principper, og en lavere middelklasse, der lever efter andre normer og værdier. Hendes pointe er klar:

”Når man sætter ind med et værktøj, der skal korrigere andre menneskers handlinger, så er det aldrig normløst.”

Forebyggende tiltag er aldrig normløse

Vi sidder på Nanna Mik-Meyers kontor i Kilen på Frederiksberg, hvor Copenhagen Business Schools’ Department of Organization holder til. En glaselevator har ført os op til 4. sal, hvor vi nu sidder over for hinanden i et rum, der ville være undseeligt, hvis ikke det var for den iøjnefaldende udsigt ud over et indtagende, efterårsklædt København.

”I al forebyggende arbejde forsøger man at fremskrive, hvilke typer liv bestemte handlinger kan føre til,” siger hun. Møder man fx et ungt menneske, der ryger hash, vil man forsøge at opstille nogle mulige scenarier for den unge. Et scenarie er, at den unge fint kan varetage et arbejde og være selvforsørgende, selvom han ryger lidt hash indimellem. Et andet scenarie kunne være, at den unge hverken kan gennemføre et studie eller varetage et arbejde pga. sit hashforbrug og derfor ender som kontanthjælpsmodtager.

”Det er aldrig normløst,” indskyder hun. For hvad er det for nogle værdier, der gør, at vi vælger at handle på det ene senarie og ikke det andet? Hvad er det, der gør, at man føler sig overbevist om, at hvis man ikke griber ind, så risikerer det unge menneske at ryge af sporet?

Det sociale arbejdes janushoved

Vi er generelt blevet mere optaget af at forebygge, mener Nanna Mik-Meyer. Sundhedssystemet er ekspanderet kraftigt, og det ligger i den sundhedsvidenskabelige tilgang, at vi skal forebygge, så vi undgår sygdom.

”Det er måske smittet lidt af på det sociale område,” siger hun.

Men forebyggelsessamfundet fører et grundlæggende dilemma med sig. For hvor meget må man som stat gå ind og præge og styre det enkelte menneskes liv?

”Hvis du som stat ikke kun forholder dig til dem, der faktisk har problemer, men også dem, der er i risiko for at få problemer, hvornår skrider du så ind? Skrider du ind ved et lille hashforbrug, eller skrider du først ind, når den unge har et voldsomt misbrug? Hvis man forebygger meget tidligt, kan man jo også risikere, at unge, der ikke nødvendigvis ville have udviklet et misbrug, kommer til at se sig selv som potentielle misbrugere.”

Nanna Mik-Meyer refererer til det sociale arbejdes janushoved. At der til al hjælp knytter sig en potentiel fare for, at man giver borgere et problem, de i virkeligheden ikke har.

Så hvornår skal man gribe ind?

”Vi står hele tiden i dilemmaet mellem, at vi gerne vil have en stærk velfærdsstat, der samler de svage op, men samtidig ønsker vi ikke, at velfærdsstaten bliver formynderisk. Vi ønsker ikke en velfærdsstat, hvor man skal ind i et eller andet afretningsforløb, så snart man afviger bare lidt fra middelklassens normsæt. Vi vil også gerne have et mangfoldigt samfund, hvor vi ikke alle sammen nødvendigvis efterlever de samme normer.”

”Som samfund er vi nødt til at acceptere forskellige livsførelser og værdier som legitime, så længe de er forenelige med at kunne klare sig selv.”
 

Diagnoser beskriver aldrig kun et enkelt individ
Nanna Mik-Meyer tøver med at svare ja til, at normalitetsbegrebet er blevet snævrere. Der er nogle tegn på det, erkender hun, fx at flere og flere får diagnoser som fx ADHD. Det kan skyldes flere ting.

”Samfundsmæssigt kan vi se, at der er en vækst af diagnoser. Det vidner om, at vi som samfund er optaget af at rubricere folk og udstyre dem med nogle problemkategorier, som vi derefter forsøger at løse,” forklarer hun.

”Men man bør overveje, om væksten af diagnoser er en konsekvens af den måde, vi indretter vores samfund på, eller om de mennesker, der bor i vores samfund, er blevet mere syge.”

En af de diagnoser, der har været i vækst – ikke kun i Danmark, men også i andre vestlige lande – er hjernerystelse.

”Alt andet lige må man jo sige, at hvis vi ikke kan dokumentere, at der er flere mennesker, der slår deres hoved ved at falde på cyklen eller støde ind i en mur, så må væksten i antallet af hjernerystelser også sige noget om denne specifikke diagnose.”

En tese kunne være, siger Nanna Mik-Meyer, at hvis du bliver sygemeldt med stress, så har arbejdspladsen alle mulige programmer rullet ud. Men hvis du bliver sygemeldt med hjernerystelse, hvor medarbejderenes forklaring er, at det sortner for deres øjne, når de kigger på en skærm, så kan arbejdspladsen ikke gøre ret meget. På den måde bliver hjernerystelsen en diagnose, der muliggør, at man som medarbejder kan trække sig tilbage fra arbejdspladsen og selv være herre over sit sygemeldingsforløb.

”Diagnoser beskriver aldrig kun et enkelt individ. Man er nødt til at se på dem i deres organisatoriske kontekst,” siger Nanna Mik-Meyer. Hun har selv forsket i diagnosen fibromyalgi, som i 1990’erne var en hyppigt anvendt sygdomsbeskrivelse blandt flere kvinder. Men diagnosen blev pludselig mindre anvendt:
 

”Det er jo ikke, fordi de kvinder ikke længere oplever de symptomer, som de beskrev med diagnosen fibromyalgi. Det, der har ændret sig, er, at den diagnose ikke kan gøre ret meget for dig. Og derfor opstår der nye måder at beskrive de samme symptomer på.”
 

”Vi er nødt til at forstå enhver diagnose i sin kontekst. Vi kan aldrig forstå den som noget, der udelukkende siger noget om det enkelte menneskes liv.”

Nanna Mik-Meyer mener dog ikke nødvendigvis, at udviklingen mod mere forebyggelse og flere sygdomskategorier er entydig:

”Jeg tror i virkeligheden, at vi har at gøre med to modsatrettede udviklinger. På den ene side har vi en velfærdsstat, der er blevet god til at udpege risikogrupper, som vi skal behandle og gøre noget ved. Og på den anden side har vi en velfærdsstat, der ruller sig lidt tilbage og opfordrer civilsamfundet og pårørende til at tage over.”

”Det kan godt være, at vi er blevet mere optaget af risikogrupper, men det betyder ikke nødvendigvis, at der følger en pose penge med til at behandle dem.”

Vær bevidst om den organisatoriske forankring

Som sagsbehandler, socialrådgiver og vejleder bør man forholde sig refleksivt og kritisk over for problemkategorierne og være nysgerrig på, hvordan de er organisatorisk forankret, mener Nanna Mik-Meyer. For i enhver problemkonstruktion, i enhver måde at kategorisere på, er der altid en forankring i den måde, vi organiserer og forstår vores arbejde – sågar i den måde, vi er uddannet på.

Et eksempel er betegnelsen dobbeltdiagnoser, som fx bruges til at beskrive en person, der både har misbrugsproblemer og psykiske problemer:
 

”Alle, der arbejder med udsatte borgere, ved præcis, hvad en dobbeltdiagnose er. Men det enkelte menneske vil jo aldrig kigge på sig selv som dobbeltdiagnosticeret. Han ser måske på sig selv som en, der ryger hash og hører stemmer, for når han er i en hashtåge, hører han ikke så mange stemmer. For ham er det én problemstilling.”

”En dobbeltdiagnose er sjældent et særligt beskrivende fænomen for personen, der tager stoffer og har sindslidelser. Men det er en god beskrivelse af, hvordan vi i Danmark forholder os til mennesker, der har to typer problemstillinger. I lande, hvor man behandler dem ét sted, vil man formentlig ikke tale om dobbeltdiagnoser, men måske om komplekse problemstillinger.”

Reduktion kræver refleksion

Kategoriseringer er imidlertid uundgåelige, forklarer Nanna Mik-Meyer.
 

”Vi har brug for at rubricere og reducere alt, vi møder, for at kunne forstå den verden, vi lever i, og de personer, der bebor den. Men vi skal være klar over, at den reduktion, vi laver i velfærdsstatens institutioner, kan have kolossal betydning for borgerens liv. Der vil altid være nogen, der er i centrum for problemkomplekset, og andre, som befinder sig i periferien.”
 

Befinder man sig i periferien, kan det opleves som begrænsende og sågar stigmatiserende fx at blive set på som lillebror til en kriminel, være hashryger eller blive udstyret med en dobbeltdiagnose, fordi der knytter sig en masse forventninger til, hvad det er for et liv, man kommer til at få.

”Vi skal huske på, at problemkategorierne aldrig er løsrevet fra de herskende normer i samfundet. De bæres ikke rundt af enkelte individer. Det er kategorier, der er opstået og udviklet i en normforankret organisatorisk, institutionel sammenhæng. Det tror jeg, at vi nogle gange kan komme til at glemme lidt.”