Hvad er din vigtigste opgave som vejleder?
Kliché-agtigt er mit umiddelbare svar at stå til rådighed og hjælpe. Ved nærmere eftertanke og et spadestik dybere vurderer jeg, at min vigtigste opgave er at hjælpe den studerende med at se sig selv. I denne forandringsverden oplever jeg, at der er tendenser, som gør de studerende meget forvirrede og usikre på eget værd. Forandringer kan være store som små, fx nye opdateringer på de sociale medier, nyeste Netflix-serier, nye familieforhold eller ændrede samfundsmæssige og uddannelsesmæssige lovgivninger. Hver lille forandring tager tid fra den enkelte, så der ikke er meget energi til at efterrationalisere og perspektivere egne oplevelser i ro og fred. Derudover er det cool at være på forkant, og det kræver også tid. Tiden til konstant at være opdateret kan resultere i, at unge distancerer sig mere og mere fra, hvem de selv er, hvordan de ønsker at være studerende, og i det hele taget om de som mennesker er gode nok. Derfor er min opgave at hjælpe dem med at se sig selv.
 

Hvilke udfordringer ser du for vejledningen?
I et politisk metaperspektiv ser jeg udfordringer i, at humanistiske fag bliver frasorteret og minimeret grundet økonomiske udfordringer. Jeg undres dagligt over, at der tilsyneladende ikke tænkes i fremtidige sammenhænge. Hvis man professionelt hjælper en ung på rette vej, vil det fremtidigt gavne ikke bare den unge, men hele samfundet – inklusiv økonomien. At ændre sig er en proces, som man sjældent udvikler optimalt på egen hånd. En proces tager tid, men tid er penge, og desværre er der i min og mange vejlederkollegaers hverdag ikke sat tidsmæssige ressourcer af til at hjælpe de studerende i den proces. Så en udfordring for mig er at agere i denne diskrepans mellem at være en del af de politiske strømme, vi alle er underlagt, kontra alligevel at tage mig tid til at være nærværende i hver eneste vejledningssamtale.
 

Hvordan kan – eller burde – man reformere vejledningen i din optik?
Alle vejlederkolleger, jeg møder, udtrykker samme frustrationer, jf. de omtalte udfordringer. Og igen er der nye politiske strømme i form af FGU’en (Forberedende Grunduddannelse). Min holdning er, at FGU’en bærer præg af, at meningsdannere ikke har en dybdegående indsigt i den virkelige verden.
 

Når det er sagt, ser jeg et godt nyt tiltag: Én gennemgående vejleder skal følge en ung gennem dennes dannelsesproces ud til arbejdslivet. Det er vel det ”ud-dannelse” handler om, at danne sig ud til noget. Når en professionel følger en ung, har vedkommende også pligt til at inddrage den unges netværk (familie, lærere, andre vejledere m.fl.). Når et netværk omkring den unge kommer i spil og fungerer, tror jeg, at den unge vil føle et professionelt beskyttende net omkring sig, som gør, at den unge kan udvikle sig, danne sig og være mere tryg i sine valg.
 

Jeg har været så heldig, at jeg gennem mit masterprojekt i vejledning med hjælp fra lektor Rie Thomsen fik udviklet konceptet ”Vejledning i praksisrum”.



Konceptet handler netop om at møde den studerende i praksisrummet (lige der, hvor den studerende er, fx i et værksted eller i kantinen) samt at skabe et professionelt netværk omkring den unge i uddannelsesinstitutionens regi. Når tilliden er oparbejdet i praksisrummet, handler det om at danne et tæt netværk omkring den unge i form af kontakt med dennes lærer/faglærer/uddannelsesleder/administration/mentorer m.fl. og på den baggrund vejlede og understøtte den studerende i eventuelle udfordringer.
 

At jeg har haft frie hænder fra min ledelse til at kunne arbejde med ”Vejledning i praksisrum”, har resulteret i mindre frafald. Alle involverede kan se og mærke en forskel. Derfor lever konceptet stadig. Og når der så sker frafald, falder den studerende ikke fra til ingenting. Det etablerede netværk er der.

Hvad skal fremtidens vejleder kunne?
Fremtidens vejleder skal kunne agere i kaos. I konstante forandringer blandt de politiske strømme og stadig have tidsmæssige ressourcer og overskud til hver enkelt samtale. Om den så varer halvandet minut eller halvanden time. Som censor på diplomuddannelsen i vejledning oplever jeg, at de uddannede professionelt er klædt godt på, men udfordringen er stadig: Hvordan uddanner man en dygtig vejleder til at arbejde i forandringskaos?
 

Hvad har det givet dig at blive nomineret til Schultz Vejlederpris?
Personligt stod jeg inden nomineringen i et arbejdsmæssigt udfordrende limbo. Duede jeg til mit fag? Jeg var fortvivlet og kunne kun se, at jeg dagligt skulle kæmpe for min profession og mit personlige værd. Jeg var træt af at høre mig selv forsvare dagligt, hvad jeg duede til. Jeg kunne læse i andres ansigtsudtryk, at de også var trætte af at høre på mig. Så jeg overbeviste mig selv om, at det nok var mig, som ikke duede til at køre med i dette spor. Min fod (læs: energi) var tæt på at koble ned i meget lavt gear og lade mig trille (læs: arbejde) derudaf uden lyd. Med nomineringen blev jeg så ydmyg og stolt. Tænk, at nogen havde brugt tid på at indstille mig. Jeg skrev til min leder, at jeg var nomineret, og at det kunne betyde, at min fod nu kom lidt tættere på speederen igen - med lyd på. Hans svar var: ”Du trykker bare speederen helt i bund igen, Benedicte.” Så nu må alle høre på mine meninger, idéer og holdninger igen.

Hvad er din vigtigste opgave som vejleder?
Kliché-agtigt er mit umiddelbare svar at stå til rådighed og hjælpe. Ved nærmere eftertanke og et spadestik dybere vurderer jeg, at min vigtigste opgave er at hjælpe den studerende med at se sig selv. I denne forandringsverden oplever jeg, at der er tendenser, som gør de studerende meget forvirrede og usikre på eget værd. Forandringer kan være store som små, fx nye opdateringer på de sociale medier, nyeste Netflix-serier, nye familieforhold eller ændrede samfundsmæssige og uddannelsesmæssige lovgivninger. Hver lille forandring tager tid fra den enkelte, så der ikke er meget energi til at efterrationalisere og perspektivere egne oplevelser i ro og fred. Derudover er det cool at være på forkant, og det kræver også tid. Tiden til konstant at være opdateret kan resultere i, at unge distancerer sig mere og mere fra, hvem de selv er, hvordan de ønsker at være studerende, og i det hele taget om de som mennesker er gode nok. Derfor er min opgave at hjælpe dem med at se sig selv.
 

Hvilke udfordringer ser du for vejledningen?
I et politisk metaperspektiv ser jeg udfordringer i, at humanistiske fag bliver frasorteret og minimeret grundet økonomiske udfordringer. Jeg undres dagligt over, at der tilsyneladende ikke tænkes i fremtidige sammenhænge. Hvis man professionelt hjælper en ung på rette vej, vil det fremtidigt gavne ikke bare den unge, men hele samfundet – inklusiv økonomien. At ændre sig er en proces, som man sjældent udvikler optimalt på egen hånd. En proces tager tid, men tid er penge, og desværre er der i min og mange vejlederkollegaers hverdag ikke sat tidsmæssige ressourcer af til at hjælpe de studerende i den proces. Så en udfordring for mig er at agere i denne diskrepans mellem at være en del af de politiske strømme, vi alle er underlagt, kontra alligevel at tage mig tid til at være nærværende i hver eneste vejledningssamtale.
 

Hvordan kan – eller burde – man reformere vejledningen i din optik?
Alle vejlederkolleger, jeg møder, udtrykker samme frustrationer, jf. de omtalte udfordringer. Og igen er der nye politiske strømme i form af FGU’en (Forberedende Grunduddannelse). Min holdning er, at FGU’en bærer præg af, at meningsdannere ikke har en dybdegående indsigt i den virkelige verden.
 

Når det er sagt, ser jeg et godt nyt tiltag: Én gennemgående vejleder skal følge en ung gennem dennes dannelsesproces ud til arbejdslivet. Det er vel det ”ud-dannelse” handler om, at danne sig ud til noget. Når en professionel følger en ung, har vedkommende også pligt til at inddrage den unges netværk (familie, lærere, andre vejledere m.fl.). Når et netværk omkring den unge kommer i spil og fungerer, tror jeg, at den unge vil føle et professionelt beskyttende net omkring sig, som gør, at den unge kan udvikle sig, danne sig og være mere tryg i sine valg.
 

Jeg har været så heldig, at jeg gennem mit masterprojekt i vejledning med hjælp fra lektor Rie Thomsen fik udviklet konceptet ”Vejledning i praksisrum”.



Konceptet handler netop om at møde den studerende i praksisrummet (lige der, hvor den studerende er, fx i et værksted eller i kantinen) samt at skabe et professionelt netværk omkring den unge i uddannelsesinstitutionens regi. Når tilliden er oparbejdet i praksisrummet, handler det om at danne et tæt netværk omkring den unge i form af kontakt med dennes lærer/faglærer/uddannelsesleder/administration/mentorer m.fl. og på den baggrund vejlede og understøtte den studerende i eventuelle udfordringer.
 

At jeg har haft frie hænder fra min ledelse til at kunne arbejde med ”Vejledning i praksisrum”, har resulteret i mindre frafald. Alle involverede kan se og mærke en forskel. Derfor lever konceptet stadig. Og når der så sker frafald, falder den studerende ikke fra til ingenting. Det etablerede netværk er der.

Hvad skal fremtidens vejleder kunne?
Fremtidens vejleder skal kunne agere i kaos. I konstante forandringer blandt de politiske strømme og stadig have tidsmæssige ressourcer og overskud til hver enkelt samtale. Om den så varer halvandet minut eller halvanden time. Som censor på diplomuddannelsen i vejledning oplever jeg, at de uddannede professionelt er klædt godt på, men udfordringen er stadig: Hvordan uddanner man en dygtig vejleder til at arbejde i forandringskaos?
 

Hvad har det givet dig at blive nomineret til Schultz Vejlederpris?
Personligt stod jeg inden nomineringen i et arbejdsmæssigt udfordrende limbo. Duede jeg til mit fag? Jeg var fortvivlet og kunne kun se, at jeg dagligt skulle kæmpe for min profession og mit personlige værd. Jeg var træt af at høre mig selv forsvare dagligt, hvad jeg duede til. Jeg kunne læse i andres ansigtsudtryk, at de også var trætte af at høre på mig. Så jeg overbeviste mig selv om, at det nok var mig, som ikke duede til at køre med i dette spor. Min fod (læs: energi) var tæt på at koble ned i meget lavt gear og lade mig trille (læs: arbejde) derudaf uden lyd. Med nomineringen blev jeg så ydmyg og stolt. Tænk, at nogen havde brugt tid på at indstille mig. Jeg skrev til min leder, at jeg var nomineret, og at det kunne betyde, at min fod nu kom lidt tættere på speederen igen - med lyd på. Hans svar var: ”Du trykker bare speederen helt i bund igen, Benedicte.” Så nu må alle høre på mine meninger, idéer og holdninger igen.