"De mest udsatte rammes igen. Flere boligudsættelser. Flere hjemløse. Antallet af udsatte unge vil stige. Færre vil få en ungdomsuddannelse. Børn i risiko. Flere sociale problemer. "

Dette er blot nogle af de bekymringer, der har præget den offentlige debat, siden regeringen i foråret præsenterede sit udspil om kontanthjælpsloft og 225-timersregel. Senest er regeringens 2025-plan kommet til, hvor også SU-reformens og boligpakkens eventuelle sociale slagside vækker bekymringer og indvendinger.
 

Alle går ellers tilsyneladende ind for velfærdsstaten. Opbakningen bygger i høj grad på forestillingen om, at velfærdsstaten er indbegrebet af et solidarisk og retfærdigt samfund. Velfærdsstatens berettigelse er ikke til diskussion. Men i hvilken form og farve skal den være? Hvem, der har ret til hvad og hvor meget, bliver i stigende grad diskuteret, og hvad er egentlig retfærdigt? Gerne ledsaget af moralske spørgsmål: Tager vi ydelserne for givet? Rager vi bare til os? Er vi for forkælede? Og hjælper vi dem, der har mest behov for det?
 

At gøre det rigtige
En af dem, der har meldt sig ind i debatten om velfærdsstat, ansvar, skyld og pligt, er professor Jørn Henrik Petersen, der skriver om velfærdsstatens forfald og årsagerne til den. Ifølge professoren handler det om, at vi i dag rager til os: ”Velfærdsstaten er blevet en konkurrencestat, fordi vi rager til os med arme og ben. ” Og det kan velfærdsstaten ikke holde til. Han mener derfor, at vi skal opdrages til mådehold, generøsitet og arbejdsvilje, for ”alternativet er, at vi giver op. At vi indretter et system efter, at vi alle er Dovne Roberter og Fattige Carinaer.” Vi er forpligtede på vores næstekærlighed, ikke kun i vores private liv, men også i vores politiske beslutninger, mener han.
 

Psykologiprofessor Svend Brinkmann, der er udkommet med sin nye bog ”Ståsteder” under stor bevågenhed, taler også om pligt. Han kritiserer pligten til at tage en uddannelse, passe et arbejde og betale sin skat for at være ”for flad”. Han er mere interesseret i den pligt, der er knyttet til den magt, vi har over for hinanden. Brinkmann taler om en moralsk pligt, en pligt over for vores medmennesker til at gøre det etisk rigtige. Og det er netop ikke konkurrencestatens syn på pligt til at søge arbejde og sørge for sig selv. ”Det rigtige er at gøre ting, der har værdi i sig selv.”
 

De ting, der har værdi i sig selv, er det ”fælles moralsk rigtige”, som Brinkmann kalder ståsteder. Ståsteder, som er så forpligtende, at vi bør handle efter dem, uanset om vi har lyst eller ej. Han taler om mere selvudsigt og mindre selvindsigt. Lad os gøre mere for hinanden og slippe tidens trang til at mærke efter, hvad der er det helt rigtige for mig.
 

Parallelsamfund
De to professorer Jørn Henrik Petersen og Svend Brinkmann må sammen med andre toneangivende stemmer i debatten betragtes som privilegerede. Men hvad med dem, som bliver ramt af kontanthjælpsloft og regler? Hvor er de udsattes stemme i debatten? Måske hører vi den alt for lidt. Det mener i hvert fald socialrådgiver og frontkæmper Hanne Reintoft, der beskylder middelklassen for at ignorere den ufaglærte og voldsramte kvinde og kun have fokus på egne problemer:
 

”Det er de privilegeredes stemmer, vi hører i medierne. De taler om pressede børnefamilier, om stress, om 12-tals piger, og nu har de åbenbart også problemer med menstruation. Det er jo hyl og skab. De, der har virkelige problemer, har ingen stemme i den offentlige debat.”
 

Hanne Reintoft kritiserer middelklassens svigt, fordi der ikke er nogen social indignation, der opildner til kamp for de svageste. Sociolog Anja Uglebjerg giver hende ret og tilføjer, at det ikke bare handler om de voldsramte kvinder og de ufaglærte, men også om kontanthjælpsmodtagere, kronisk syge og mange andre grupper.
 

Måske har velfærden taget overhånd, så der er opstået en forkælet middelklasse, der distancerer sig fra parallelsamfund, hvis problemer man reelt ikke interesserer sig for. Der skal mere til end at like et opslag på Facebook. Hvor er vores omsorg for velfærdssamfundet, sammenhængskraften og hinanden blevet af? spørger sociologen. På brinkmannsk kunne man tale om middelklassens manglende udsigt.
 

Virkelighed og handling
Så på den ene side kan man tale om, at velfærdsstaten har sejret ad helvede til for en stor gruppe borgere. Og på den anden side har vi hjemløse og børn på bistand – og patienter, der bedøves på hospitalerne pga. manglende ressourcer. Men mon ikke de fleste kan tilslutte sig en diagnose om, at velfærdsstaten er udfordret. Er velfærdsstaten overhovedet stadig et fælles projekt?


 

Uanset hvad man måtte mene om velfærdsstaten, om fattige eller rige, middelklasse eller underklasse, om ansvar og pligt, er det en kendsgerning, at en større gruppe borgere per 1. oktober er blevet ramt af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen.
 

En kendsgerning, som Vejlederforums læsere i form af vejledere, socialrådgivere og sagsbehandlere står over for. Nogle af os er en del af den middelklasse, der både står for skud, men også skal være med til at løse opgaven. For hvad gør vi, når der står en gruppe borgere, der er sat på gaden? Når gruppen af unge med særlige behov vokser – og måske bliver hjemløse?
 

Fortsætter vi ufortrødent med at levere den type indsats, som vi hele tiden har leveret? Eller skal indsatsen tilpasses den nye virkelighed for de berørte borgere?

Allerede omtalte Jørn Henrik Petersen siger noget, der måske gør sig gældende for mange af os:
 

”Folkelighed anno 2016 er identisk med frustreret impotens. Vi har en dybfølt opfattelse af, at vi er på et galt spor, men vi har samtidig en magtesløshed, som gør, at vi har meget svært ved at se, hvordan vi kommer af det spor. Og der er mit svar, at det begynder med dig og mig.”
 

Frustreret impotens eller ej bliver vi nødt til at starte et sted – også her i Vejlederforum. Hvor svært – og naivt – det end måtte være, vil vi gerne udgøre en platform, der giver bare en smule mere plads til en frugtbar uforudsigelighed om svarene og resultaterne. Hvor vi for en stund lukker ned for nødvendighedens politik og diskuterer andre og nye muligheder for at udfolde velfærdsstaten. Hvor vi både tænker os godt om og tør at ”tænke om”. Hvad skal bevares? Hvad skal forandres? Hvad skal aflives? Nogle gange skal man forandre for at bevare.
 

Det vil vi gerne, fordi vejledere og socialrådgivere står lige midt i mødet med borgere, der uanset om vi kalder dem fattige, underklasse eller kontanthjælpsmodtagere, befinder sig i en meget sårbar og vanskelig situation. Hvor borgere, der uanset om det bliver kaldt skab, går ned med stress på stribe. Det skal vi handle på både fagligt og professionelt, men også menneskeligt – og måske på en helt ny måde. /
 

Hvem er med?

• Knud Aarup, formand for Socialpolitisk Forening og tidligere direktør for Socialstyrelsen
  I dag er den sociale indsats delt ud på ikke mindre end fem ministerier. Der er behov for en helhedsorienteret indsats, hvor den socialfaglige tænkning samordnes, mener Knud Aarup. Men hvordan skal det realiseres i praksis? Og er det overhovedet realistisk at samtænke socialfagligheden i en verden, hvor diverse indsatser er reguleret ned i mindste lille detalje, og hvor detaljerne ændres, hver gang en socialsag rammer forsiden?
   
• Kaspar Villadsen, ph.d. og professor, CBS
  Kaspar Villadsen har skrevet bogen ”Det sociale arbejdes genealogi - om kampen for at gøre fattige og udstødte til frie mennesker”.  Han giver et historisk blik på, hvordan vi gennem tiden har behandlet borgere, der ikke kan forsørge sig selv. Den universelle velfærdsstat er under pres. Men hvorfor opstod den egentlig? 
   
• Mette Deding, forskningschef, SFI
  Der er mange bolde i luften, når udsatte unge afslutter skolen. Ikke alene står de mellem grundskole og ungdomsuddannelser, de pendler også mellem kommunens forskellige kontorer og forvaltninger, og de skal manøvrere mellem familie og selvstændighed. Hvor kan vi gøre en forskel, og hvor skal vi være opmærksomme? Mette Deding fortæller om sammenhængen mellem trivsel og uddannelse.
   
• Vibeke Jensen, beskæftigelseschef, Aarhus Kommune
  Aarhus Kommune har igangsat et projekt, hvor de ledige får 50.000 kr., som de selv må definere, hvad skal bruges til. Formålet er at få de ledige videre. Hvad sker der, når det er borgeren og ikke sagsbehandleren, der definerer, hvilken hjælp der er den rette? Hvad er aarhusianernes erfaringer – og kan erfaringerne bruges hos de kolleger, som fortsat er under detaillovgivning? 
   
• Robert Olsen, forstander på Kofoeds skole og tidligere forstander på Mændenes hjem
  Hvis vi skal fastholde sammenhængskraften i samfundet, er vi nødt til at bygge bro mellem dem, der har, og dem, der har mindre. Det mener Robert Olsen, der er med til at omdanne Kofoeds Skole til et kreativt boligområde med billige boliger til folk, der har lyst til at udvise samfundssind og hjælpe skolens elever videre ud i samfundet.
   

Referencer

• Vi rager til os, og velfærdsstaten kan ikke holde til det. Professoren vil have et oprør, Zetland, 8. august 2016 
   
• Vi skal lære at skamme os igen, Zetland, 17. august 2016
   
• Deadline, 16. august 2016 
   
• Hvor i alverden er ramaskriget fra middelklassen? Politiken, 21. juli 2016  

"De mest udsatte rammes igen. Flere boligudsættelser. Flere hjemløse. Antallet af udsatte unge vil stige. Færre vil få en ungdomsuddannelse. Børn i risiko. Flere sociale problemer. "

Dette er blot nogle af de bekymringer, der har præget den offentlige debat, siden regeringen i foråret præsenterede sit udspil om kontanthjælpsloft og 225-timersregel. Senest er regeringens 2025-plan kommet til, hvor også SU-reformens og boligpakkens eventuelle sociale slagside vækker bekymringer og indvendinger.
 

Alle går ellers tilsyneladende ind for velfærdsstaten. Opbakningen bygger i høj grad på forestillingen om, at velfærdsstaten er indbegrebet af et solidarisk og retfærdigt samfund. Velfærdsstatens berettigelse er ikke til diskussion. Men i hvilken form og farve skal den være? Hvem, der har ret til hvad og hvor meget, bliver i stigende grad diskuteret, og hvad er egentlig retfærdigt? Gerne ledsaget af moralske spørgsmål: Tager vi ydelserne for givet? Rager vi bare til os? Er vi for forkælede? Og hjælper vi dem, der har mest behov for det?
 

At gøre det rigtige
En af dem, der har meldt sig ind i debatten om velfærdsstat, ansvar, skyld og pligt, er professor Jørn Henrik Petersen, der skriver om velfærdsstatens forfald og årsagerne til den. Ifølge professoren handler det om, at vi i dag rager til os: ”Velfærdsstaten er blevet en konkurrencestat, fordi vi rager til os med arme og ben. ” Og det kan velfærdsstaten ikke holde til. Han mener derfor, at vi skal opdrages til mådehold, generøsitet og arbejdsvilje, for ”alternativet er, at vi giver op. At vi indretter et system efter, at vi alle er Dovne Roberter og Fattige Carinaer.” Vi er forpligtede på vores næstekærlighed, ikke kun i vores private liv, men også i vores politiske beslutninger, mener han.
 

Psykologiprofessor Svend Brinkmann, der er udkommet med sin nye bog ”Ståsteder” under stor bevågenhed, taler også om pligt. Han kritiserer pligten til at tage en uddannelse, passe et arbejde og betale sin skat for at være ”for flad”. Han er mere interesseret i den pligt, der er knyttet til den magt, vi har over for hinanden. Brinkmann taler om en moralsk pligt, en pligt over for vores medmennesker til at gøre det etisk rigtige. Og det er netop ikke konkurrencestatens syn på pligt til at søge arbejde og sørge for sig selv. ”Det rigtige er at gøre ting, der har værdi i sig selv.”
 

De ting, der har værdi i sig selv, er det ”fælles moralsk rigtige”, som Brinkmann kalder ståsteder. Ståsteder, som er så forpligtende, at vi bør handle efter dem, uanset om vi har lyst eller ej. Han taler om mere selvudsigt og mindre selvindsigt. Lad os gøre mere for hinanden og slippe tidens trang til at mærke efter, hvad der er det helt rigtige for mig.
 

Parallelsamfund
De to professorer Jørn Henrik Petersen og Svend Brinkmann må sammen med andre toneangivende stemmer i debatten betragtes som privilegerede. Men hvad med dem, som bliver ramt af kontanthjælpsloft og regler? Hvor er de udsattes stemme i debatten? Måske hører vi den alt for lidt. Det mener i hvert fald socialrådgiver og frontkæmper Hanne Reintoft, der beskylder middelklassen for at ignorere den ufaglærte og voldsramte kvinde og kun have fokus på egne problemer:
 

”Det er de privilegeredes stemmer, vi hører i medierne. De taler om pressede børnefamilier, om stress, om 12-tals piger, og nu har de åbenbart også problemer med menstruation. Det er jo hyl og skab. De, der har virkelige problemer, har ingen stemme i den offentlige debat.”
 

Hanne Reintoft kritiserer middelklassens svigt, fordi der ikke er nogen social indignation, der opildner til kamp for de svageste. Sociolog Anja Uglebjerg giver hende ret og tilføjer, at det ikke bare handler om de voldsramte kvinder og de ufaglærte, men også om kontanthjælpsmodtagere, kronisk syge og mange andre grupper.
 

Måske har velfærden taget overhånd, så der er opstået en forkælet middelklasse, der distancerer sig fra parallelsamfund, hvis problemer man reelt ikke interesserer sig for. Der skal mere til end at like et opslag på Facebook. Hvor er vores omsorg for velfærdssamfundet, sammenhængskraften og hinanden blevet af? spørger sociologen. På brinkmannsk kunne man tale om middelklassens manglende udsigt.
 

Virkelighed og handling
Så på den ene side kan man tale om, at velfærdsstaten har sejret ad helvede til for en stor gruppe borgere. Og på den anden side har vi hjemløse og børn på bistand – og patienter, der bedøves på hospitalerne pga. manglende ressourcer. Men mon ikke de fleste kan tilslutte sig en diagnose om, at velfærdsstaten er udfordret. Er velfærdsstaten overhovedet stadig et fælles projekt?


 

Uanset hvad man måtte mene om velfærdsstaten, om fattige eller rige, middelklasse eller underklasse, om ansvar og pligt, er det en kendsgerning, at en større gruppe borgere per 1. oktober er blevet ramt af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen.
 

En kendsgerning, som Vejlederforums læsere i form af vejledere, socialrådgivere og sagsbehandlere står over for. Nogle af os er en del af den middelklasse, der både står for skud, men også skal være med til at løse opgaven. For hvad gør vi, når der står en gruppe borgere, der er sat på gaden? Når gruppen af unge med særlige behov vokser – og måske bliver hjemløse?
 

Fortsætter vi ufortrødent med at levere den type indsats, som vi hele tiden har leveret? Eller skal indsatsen tilpasses den nye virkelighed for de berørte borgere?

Allerede omtalte Jørn Henrik Petersen siger noget, der måske gør sig gældende for mange af os:
 

”Folkelighed anno 2016 er identisk med frustreret impotens. Vi har en dybfølt opfattelse af, at vi er på et galt spor, men vi har samtidig en magtesløshed, som gør, at vi har meget svært ved at se, hvordan vi kommer af det spor. Og der er mit svar, at det begynder med dig og mig.”
 

Frustreret impotens eller ej bliver vi nødt til at starte et sted – også her i Vejlederforum. Hvor svært – og naivt – det end måtte være, vil vi gerne udgøre en platform, der giver bare en smule mere plads til en frugtbar uforudsigelighed om svarene og resultaterne. Hvor vi for en stund lukker ned for nødvendighedens politik og diskuterer andre og nye muligheder for at udfolde velfærdsstaten. Hvor vi både tænker os godt om og tør at ”tænke om”. Hvad skal bevares? Hvad skal forandres? Hvad skal aflives? Nogle gange skal man forandre for at bevare.
 

Det vil vi gerne, fordi vejledere og socialrådgivere står lige midt i mødet med borgere, der uanset om vi kalder dem fattige, underklasse eller kontanthjælpsmodtagere, befinder sig i en meget sårbar og vanskelig situation. Hvor borgere, der uanset om det bliver kaldt skab, går ned med stress på stribe. Det skal vi handle på både fagligt og professionelt, men også menneskeligt – og måske på en helt ny måde. /
 

Hvem er med?

• Knud Aarup, formand for Socialpolitisk Forening og tidligere direktør for Socialstyrelsen
  I dag er den sociale indsats delt ud på ikke mindre end fem ministerier. Der er behov for en helhedsorienteret indsats, hvor den socialfaglige tænkning samordnes, mener Knud Aarup. Men hvordan skal det realiseres i praksis? Og er det overhovedet realistisk at samtænke socialfagligheden i en verden, hvor diverse indsatser er reguleret ned i mindste lille detalje, og hvor detaljerne ændres, hver gang en socialsag rammer forsiden?
   
• Kaspar Villadsen, ph.d. og professor, CBS
  Kaspar Villadsen har skrevet bogen ”Det sociale arbejdes genealogi - om kampen for at gøre fattige og udstødte til frie mennesker”.  Han giver et historisk blik på, hvordan vi gennem tiden har behandlet borgere, der ikke kan forsørge sig selv. Den universelle velfærdsstat er under pres. Men hvorfor opstod den egentlig? 
   
• Mette Deding, forskningschef, SFI
  Der er mange bolde i luften, når udsatte unge afslutter skolen. Ikke alene står de mellem grundskole og ungdomsuddannelser, de pendler også mellem kommunens forskellige kontorer og forvaltninger, og de skal manøvrere mellem familie og selvstændighed. Hvor kan vi gøre en forskel, og hvor skal vi være opmærksomme? Mette Deding fortæller om sammenhængen mellem trivsel og uddannelse.
   
• Vibeke Jensen, beskæftigelseschef, Aarhus Kommune
  Aarhus Kommune har igangsat et projekt, hvor de ledige får 50.000 kr., som de selv må definere, hvad skal bruges til. Formålet er at få de ledige videre. Hvad sker der, når det er borgeren og ikke sagsbehandleren, der definerer, hvilken hjælp der er den rette? Hvad er aarhusianernes erfaringer – og kan erfaringerne bruges hos de kolleger, som fortsat er under detaillovgivning? 
   
• Robert Olsen, forstander på Kofoeds skole og tidligere forstander på Mændenes hjem
  Hvis vi skal fastholde sammenhængskraften i samfundet, er vi nødt til at bygge bro mellem dem, der har, og dem, der har mindre. Det mener Robert Olsen, der er med til at omdanne Kofoeds Skole til et kreativt boligområde med billige boliger til folk, der har lyst til at udvise samfundssind og hjælpe skolens elever videre ud i samfundet.
   

Referencer

• Vi rager til os, og velfærdsstaten kan ikke holde til det. Professoren vil have et oprør, Zetland, 8. august 2016 
   
• Vi skal lære at skamme os igen, Zetland, 17. august 2016
   
• Deadline, 16. august 2016 
   
• Hvor i alverden er ramaskriget fra middelklassen? Politiken, 21. juli 2016