Hvad driver dig i dit arbejde med vejledning?

Det er svært at svare kort på. Vejledning er komplekst og mangefacetteret, det kræver stor viden, men frem for alt indføling og opmærksomhed i situationen. Det handler på én gang om det helt nære på det personlige plan og den store samfundsmæssige kontekst, som ingen af os kan vide noget om med sikkerhed. At hjælpe mennesker med at navigere i forhold til en usikker fremtid er en kunst, som vejlederen må håndtere med stor ydmyghed – men netop derfor er det også en fantastisk spændende profession at arbejde i og være med til at udvikle.
 

Hvilke udfordringer ser du på vejledningsområdet?

Der er igen tvivl om, at det netop nu er den stramme politiske målstyring, hvor vejledningen bliver til myndighedsudøvelse og et værktøj til at opnå helt bestemte, kortsigtede politiske mål. Det indebærer en instrumentalisering, som er uforenelig med vejledningens grundværdier som uafhængig instans. Vejledning bliver en slags behandling, som gives til mennesker med særlige behov med henblik på en eller anden form for adfærdsoptimering. Undervejs glemmer man, at udfordringer med uddannelses- og karrierevalg er helt almindelige og legitime for de fleste mennesker, og at det rummer store bias at kategorisere vejledningsbehovet udefra.

 

Du prioriterer forskning og netværksarbejde – kan du uddybe, hvad du gør, hvad det kan og hvorfor?

At bringe teori og praksis sammen er for mig kilde til stor erkendelse, og det er en glæde at se, at langt størstedelen af vores diplomstuderende har det på samme måde. Jeg oplever, at mange inspireres til at skabe udvikling og forandring, når de spejler egen praksis i arbejdet med teorierne.


Som undervisere på diplomuddannelsen har vi efter min mening en forpligtelse til at orientere os i international forskning om vejledning – ikke mindst fordi vejledning er sådan et lille fagfelt, og forskning inden for feltet ikke har høj prioritet herhjemme.

Når vi opererer inden for et lille fagfelt, er forskellige former for netværkssamarbejde helt nødvendigt for at bevare sammenhængskraften i professionen og for at kunne blive inspirerede og lære af hinanden. Det er nødvendigt hele tiden at holde liv i en faglig debat blandt de professionelle på alle niveauer, både for at overleve og for at udvikle vores faglighed.

I UCC-regi har vi fx et velfungerende referencepanel, som rummer repræsentanter fra en lang række vejledningsfaglige sektorer, opdragsgivere og brugere af diplomuddannelsen. Med det som udgangspunkt har vi initieret ”Vejledning på tværs”, som er gratis fyraftensmøder for vejledere på tværs af sektorerne i hele det storkøbenhavnske område – det  giver mulighed for ny viden og faglig debat om aktuelle emner. Jeg deltager desuden i et nyetableret nationalt forskningsnetværk for vejledning og plejer også de mange internationale forbindelser, jeg har fået gennem mange års deltagelse i forskellige former for udviklings- og forskningsprojekter.
 

Hvad er din største bedrift i din mangeårige indsats på vejledningsområdet?

Jeg opfatter det nok som lidt af en bedrift, at min kollega Lisbeth Højdal og jeg – i øvrigt på hendes initiativ – skrev og udgav bogen Karrierevalg. Det var lidt af en kraftanstrengelse ved siden af fuldtidsarbejde, masterstudier og forsøg på at opretholde et nogenlunde normalt familieliv. Men jeg er vildt glad for, at vi gjorde det, for jeg mener faktisk, at formidlingen af de grundlæggende teorier, som vejledningen bygger på worldwide, har bidraget til at løfte og professionalisere vejledningen i Danmark og givet et fælles ståsted. Derudover trækker vejlederne jo på en mangfoldighed af tilgange og teorier, men det fælles sprog og den faglige grundforståelse, som er opbygget gennem tiden fra Parsons til Savickas er et fundament, vi ikke kan undvære. 
 

Hvordan mener du, at man kan – eller bør – reformere vejledningen?

Det vigtigste er at etablere rammer for, at vejledningen kan fastholde sin uafhængige status, så unge som voksne kan stole på, at vejlederen er der for dem – og ikke for et eller andet kortsigtet politisk mål.  
 

Hvad har det givet dig at blive nomineret til Schultz Vejlederpris?

Overraskelse – og selvfølgelig stor glæde over at være hørt, set og anerkendt i forhold til det, jeg arbejder med. Som uddanner er man jo på en måde meget indirekte til stede i vejledningen, så det er godt at blive påskønnet – hvor det så end kommer fra.

 

Hvad driver dig i dit arbejde med vejledning?

Det er svært at svare kort på. Vejledning er komplekst og mangefacetteret, det kræver stor viden, men frem for alt indføling og opmærksomhed i situationen. Det handler på én gang om det helt nære på det personlige plan og den store samfundsmæssige kontekst, som ingen af os kan vide noget om med sikkerhed. At hjælpe mennesker med at navigere i forhold til en usikker fremtid er en kunst, som vejlederen må håndtere med stor ydmyghed – men netop derfor er det også en fantastisk spændende profession at arbejde i og være med til at udvikle.
 

Hvilke udfordringer ser du på vejledningsområdet?

Der er igen tvivl om, at det netop nu er den stramme politiske målstyring, hvor vejledningen bliver til myndighedsudøvelse og et værktøj til at opnå helt bestemte, kortsigtede politiske mål. Det indebærer en instrumentalisering, som er uforenelig med vejledningens grundværdier som uafhængig instans. Vejledning bliver en slags behandling, som gives til mennesker med særlige behov med henblik på en eller anden form for adfærdsoptimering. Undervejs glemmer man, at udfordringer med uddannelses- og karrierevalg er helt almindelige og legitime for de fleste mennesker, og at det rummer store bias at kategorisere vejledningsbehovet udefra.

 

Du prioriterer forskning og netværksarbejde – kan du uddybe, hvad du gør, hvad det kan og hvorfor?

At bringe teori og praksis sammen er for mig kilde til stor erkendelse, og det er en glæde at se, at langt størstedelen af vores diplomstuderende har det på samme måde. Jeg oplever, at mange inspireres til at skabe udvikling og forandring, når de spejler egen praksis i arbejdet med teorierne.


Som undervisere på diplomuddannelsen har vi efter min mening en forpligtelse til at orientere os i international forskning om vejledning – ikke mindst fordi vejledning er sådan et lille fagfelt, og forskning inden for feltet ikke har høj prioritet herhjemme.

Når vi opererer inden for et lille fagfelt, er forskellige former for netværkssamarbejde helt nødvendigt for at bevare sammenhængskraften i professionen og for at kunne blive inspirerede og lære af hinanden. Det er nødvendigt hele tiden at holde liv i en faglig debat blandt de professionelle på alle niveauer, både for at overleve og for at udvikle vores faglighed.

I UCC-regi har vi fx et velfungerende referencepanel, som rummer repræsentanter fra en lang række vejledningsfaglige sektorer, opdragsgivere og brugere af diplomuddannelsen. Med det som udgangspunkt har vi initieret ”Vejledning på tværs”, som er gratis fyraftensmøder for vejledere på tværs af sektorerne i hele det storkøbenhavnske område – det  giver mulighed for ny viden og faglig debat om aktuelle emner. Jeg deltager desuden i et nyetableret nationalt forskningsnetværk for vejledning og plejer også de mange internationale forbindelser, jeg har fået gennem mange års deltagelse i forskellige former for udviklings- og forskningsprojekter.
 

Hvad er din største bedrift i din mangeårige indsats på vejledningsområdet?

Jeg opfatter det nok som lidt af en bedrift, at min kollega Lisbeth Højdal og jeg – i øvrigt på hendes initiativ – skrev og udgav bogen Karrierevalg. Det var lidt af en kraftanstrengelse ved siden af fuldtidsarbejde, masterstudier og forsøg på at opretholde et nogenlunde normalt familieliv. Men jeg er vildt glad for, at vi gjorde det, for jeg mener faktisk, at formidlingen af de grundlæggende teorier, som vejledningen bygger på worldwide, har bidraget til at løfte og professionalisere vejledningen i Danmark og givet et fælles ståsted. Derudover trækker vejlederne jo på en mangfoldighed af tilgange og teorier, men det fælles sprog og den faglige grundforståelse, som er opbygget gennem tiden fra Parsons til Savickas er et fundament, vi ikke kan undvære. 
 

Hvordan mener du, at man kan – eller bør – reformere vejledningen?

Det vigtigste er at etablere rammer for, at vejledningen kan fastholde sin uafhængige status, så unge som voksne kan stole på, at vejlederen er der for dem – og ikke for et eller andet kortsigtet politisk mål.  
 

Hvad har det givet dig at blive nomineret til Schultz Vejlederpris?

Overraskelse – og selvfølgelig stor glæde over at være hørt, set og anerkendt i forhold til det, jeg arbejder med. Som uddanner er man jo på en måde meget indirekte til stede i vejledningen, så det er godt at blive påskønnet – hvor det så end kommer fra.